Epokegørende generalstrejke den 14. november

Af Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister) PCE(m-l)

Fra generalstrejken 14. november

Spaniens proletariat uddybede sit engagement med denne nye aktion. Der var næsten fuldstændig generalstrejke inden for storindustrien og i transportvæsenet og meget stærk deltagelse i strejker inden for uddannelses- og sundhedsvæsenet (i Madrid strejkede de ansatte på 11 kommunale hospitaler med blokader).

Men strejken blev også fulgt af mange ansatte i hotel- og handelsbranchen, og for første gang blev en strejkeappel fulgt af et betragteligt antal småforetagender og småhandlende. Det betød et land, der var lammet fra nord til syd, på trods af boykotten fra reaktionære fagforeninger som CSIF (’uafhængig’ fagforening for offentligt ansatte, KP) og de nationalistiske ELA og LAB (baskiske, KP).

Et skridt frem, andre vil følge

Titusinder af arbejdere organiseret i informations- og strejkeposter marcherede i gaderne og i industrikvartererne i byer og landsbyer, og de opfordrede i en atmosfære af stærkt kampberedskab til strejke og iværksatte arbejderkontrol imod et imponerende politiopbud.

Der var hele tiden krav, provokationer og anholdelser fra politiets side, men deres brutalitet og grovheder kunne ikke forhindre, at proletariatet i de første timer af den 14. november havde kontrollen med gaderne. 

Kæmpedemonstrationer i de vigtigste byer var højdepunktet på en historisk dag: I Madrid og i Barcelona har mere end en million arbejdere og borgere fyldt gaderne i den indre by. Det samme skete i Valencia, Sevilla, Bilbao, Vigo osv. Og i mange andre byer og landsbyer landet over.

Ved alle disse demonstrationer har kammeraterne fra vort parti og Spaniens Kommunistiske (marxistisk-leninistiske) Ungdom deltaget i forreste linje og har forsvaret arbejderklassens enhed og  nødvendigheden af at etablere denne enhed også på det politiske plan ved at opbygge en front, der vil være i stand til at give den begyndende kamp en fælles almen retning.

Generalstrejkens magt har fået regimets propagandamedier til at fordreje realiteterne ud i det absurde. Således har regeringen hele tiden insisteret på, at dagen var ’normal’, og i samme øjeblik som der blev transmitteret  billeder af politiets bestialske opførsel, betonede man, at strejken kun omfattede et fåtal inden for transport- og kommunikation, skønt virkningen af strejken for metroen, jernbaner og bybusser var helt åbenlys.

Flere tv-stationer demonstrerede forskellige måder at misinformere om forløbet af strejken eller spærrede deres sendere (såsom Telemadrid og Canal Sud). Man opgav f.eks. et tal på 35.000 demonstrationsdeltagere i Madrid, hvor folk i over to en halv time strømmede ud på byens vigtigste pulsårer og oversvømmede dem.

Omfanget af manipulationerne var sådan, at disse medier ikke skammede sig over at glide helt ud i det latterlige. Til sidst kom det frem, at Hermann Tertsch, en særlig reaktionær og ordrig medarbejder ved Madrids fjernsyn, der bliver kontrolleret af PP (Partido Popular – det åbent reaktionære post-francistiske regeringsparti, KP), allerede dagen før havde sin fortælling og vurdering af strejken parat og bebudede, at den var mislykket – 24 timer, før den fandt sted. Et sandt fascistisk orakel!

Omfanget af sådanne formasteligheder fra Rajoy-regeringen, der er gennemtrængt af neofascister, er så stort, at det i sig selv yderligere bidrager til at miskreditere hans regeringsførelse i massernes øjne. De oplever en virkelighed, der er totalt forskellig fra den, de præsenteres for via fjernsyn og aviser i regeringens hænder. Alt dette øger kun borgernes harme.

Svaret fra Spaniens arbejdere var ikke det eneste, som viste proletariatets voksende kampberedskab. Vores klassebrødre i Portugal, Italien, Grækenland, Cypern og Malta har gennemført store almene mobiliseringer, og i Frankrig, Tyskland, Belgien, Holland og andre europæiske lande har der været støtte- og solidaritetsaktioner.

Arbejderklassens enhed er begyndt at blive smedet på denne historiske dag, der vil bidrage til at indlede en periode med generelle og koordinerede kampe imod oligarkiet og deres regeringer i hele Europa.

Hvordan kommer vi videre og foran? 

Fagforeningslederne – indbefattet visse garvede repræsentanter for højreopportunismen – har forpligtet sig til at støtte en kraftig mobilisering.

Vi ved alle, at kampen vil fortsætte, at den vil være lang og helt sikkert blive hårdere. Vi ved alle, at man efter valget i Katalonien den 25. november vil fortsætte det generelle angreb (for løsrivelse, KP). Det gælder også Artur Mas (præsident i Katalonien også efter valget, KP), og det vil også de forskellige regeringer, som forsvarer oligarkiets interesser i de øvrige autonome regioner, med større eller mindre entusiasme.

Men det står også helt klart, at samfundets flertal, ledet af proletariatet, er klar til kamp.

I Spanien som i det øvrige Europa vil Rajoy’erne, Mas’erne og Co., disse bestyrere af spekulantkapitalens interesser, vedvarende styrke de repressive magtbeføjelser ved at undertrykke eller undergrave de elementære demokratiske rettigheder og øge de sociale nedskæringers omfang og brutalitet, og vedvarende tvinge guldkalven i deres fold, uanset hvad det måtte koste i social henseende.       

Endelig aftegner sig tydeligt i hele Europa de betingelser, hvorunder de næste kampe vil blive udkæmpet, og hvordan arbejderklassens og de folkelige organisationers holdning må være, hvis vi ikke vil miste kontrollen over situationen og føre de underste klasser til nederlag.

I allerførste række gælder det om at uddybe de europæiske arbejderes enhed og deres faglige og politiske klasseorganisationers enhed, ved at man koordinerer mobiliseringerne, ved at man når til enighed om fælles programpunkter, og ved at man vender sig imod Den europæiske union, som er repræsentant for den mest reaktionære og folkefjendske politik fra den parasitære del af spekulantborgerskabet.

Det eneste mulige alternativ for at komme videre i denne retning er den konsekvente styrkelse af enheden og koordineringen af flertallet af arbejdermasserne, ved at man hæver deres politiske bevidsthed for at smede folkelige blokke og/eller folkefronter som ’Front de Gauche’ i Frankrig og ’Syriza’ i Grækenland.

I Spanien udvikler der sig også en tendens til enhed på gaden og i kampen (og den vil udvikle sig yderligere i fremtiden). Men i modsætning til, hvad der sker i Frankrig og Grækenland, kommer vi ikke videre på vejen til politisk enhed. Hvorfor?

Fordi det i vort land ikke er tilstrækkeligt at angribe ’systemet’ og kun definere det i almene begreber, eller til at begrænse sig til at forsvare progressive programmer for institutioner, der er besat af de skumleste højreelementer.

Derfor er en af hovedhindringerne for befæstelse af den enhed, som folk på gaden kræver, at venstrefløjens ledere bryder deres forbindelser til regimet, hvori de holdes fanget, for at opbygge en folkelig blok, uden hvilken bevægelsen er dømt til at slå fejl.

Inden for et halvt år har to store generalstrejker gjort det klart, at Spaniens arbejdere ikke længere er beredte til at se passivt på likvideringen af deres rettigheder og fremskridt, der er opnået gennem bitter kamp.   

I nær fremtid vil det være nødvendigt med nye mobiliseringer, som rummer nye krav og nye mål i retning af et brud med regeringen og dens lakajer, i retning af at forstærke tendensen til en demokratisk og folkelig politik, der ved overvindelse af det fra Franco arvede monarki foretager den nødvendige overgang til en konsolidering af folkeflertallets lejr.

De illegitime regeringer, som til stadighed krænker folkesuveræniteten og ikke engang realiserer deres egne forehavender, må gå af. Vi må urokkeligt forene os med en kampberedt ånd og med det mod, som kom til udtryk den 14. november, for folkets enhed og for republikken.      

Smid regeringen på porten!

Folkelig enhed over for kapitalens krise, fremad mod en folkefront!

For den føderative folkerepublik!

15.november 2012

Centralkomiteens sekretariat
Spaniens Kommunistiske Parti (marxister-leninister)

Læs også

Alle på gaden den 14. november

Netavisen 12. december 2012