Forhandlingsretten afskaffet i Wisconsin, USA

Af Nettmagasinet Revolusjon
Kommunistisk Politik 6, 2011

Tusinder af arbejderfamilier fortsætter protestene i Madison, Wisconsin, imod det republikanske kup i delstatsforsamlingen, som slet og ret afskaffer forhandlingsretten for offentligt ansatte

Protesterne har varet i flere uger. 150.000 mennesker trodsede snestormen 26. februar for at deltage i “den største protestmarkering, der har været i Madison siden Vietnam-krigen”. Hundredvis af fagligt organiserede, fra sygeplejere til havnearbejdere, kom helt fra Los Angeles for at vise sin solidaritet.

Også i andre delstater vokser protestene mod den reaktionære offensiv imod elementære faglige rettigheder. Ohio er blandt de stater, som har varslet, at de vil følge eksemplet fra Wisconsin.

Wisconsin var den første delstat, som anerkendte kollektiv forhandlingsret for offentligt ansatte. Det skete i 1959. Det kan også blive den første delstat, der afskaffer den, hvis ikke massemobiliseringen blandt arbejdsfolk klarer at slå angrebet tilbage.

Wisconsins republikanske guvernør Scott Walker har Ronald Reagan som forbillede. Han har længe kørt en kampagne for sit lovforslag til fagforeningsknusning og fjernelse af forhandlingsretten.

De demokratiske senatorers modtræk bestod i, at man holdt sig væk og gemte sig i nabostater, for at delstatsforsamlingen ikke skulle blive vedtagelsesdygtig. Med et teknisk kneb delte republikanerne forslaget i to og fik lovændringerne kendt gyldige.

– I løbet af 30 minutter fjernede 18 delstatssenatorer 50 års borgerrettigheder, sagde Demokraternes leder i Wisconsin, Mark Miller, til AP.

Påskuddet for offensiven er krisen og de enorme budgetunderskud, som hærger USA på både føderalt og delstatsniveau. Mindst 30 amerikanske stater og en lang række store byer er teknisk set konkurs. Regningen sendes som altid til den arbejdende befolkning via sociale nedskæringer, opsigelser – og altså fagforeningsknusning.

Fagbevægelse i defensiven

Graden av faglig organisering i USA er på et historisk lavmål. Ikke siden 1932 har den været lavere. Organisationsgraden i privatsektoren er under otte procent, mod 35 procent i den offentlige sektor.

Den største landsorganisation, AFL-CIO, er berygtet for sine tætte bånd til både monopolkapitalen, regeringsorganer og CIA. Ledelsens gennemreformistiske retorik går mest på, at medlemmerne skal inkluderes i ‘middelklassen’. Alligevel er der mange kampvillige lokale foreninger og afdelinger rundt om i delstaterne.

Et indlæg på en af AFL-CIO’s blogsider viser afstanden mellem grundplan og pampervælde:

“De faglige ledere elsker at fremstille faglige kampe som strid for at opretholde ‘middelklassen’ og dækker derved over klasseskellene i dette land. For sin del fremstiller Tea Party-folkene deres kamp som en kamp for at beskytte middelklassen mod overgreb fra arbejderbevægelsen. Det, som det reelt står om, er den indbyggede klassekonflikt mellem arbejderne og deres kapitalistiske udbyttere.

I det racistiske og kapitalistiske Amerika er spøgelset om den hårdt arbejdende skatteyder, som får sine lommer tømt for at finansiere ‘folk, som ikke har gjort sig fortjent’, længe blevet fremmanet for at rive sociale programmer, som kommer sorte mennesker, indvandrere og fattige til gode, i stykker. Nu svinger de kapitalistiske herrer stokken imod de offentligt ansattes fagforeninger. Det, der står på spil, er ikke bare disse forbunds eksistens, hvoraf mange hovedsageligt består af sorte og andre minoriteter og kvinder. Det drejer sig om selve arbejdernes og de fattigstes levevilkår og om de syge og ældre, som er afhængige af de usle sociale tjenester, den kapitalistiske stat fortsat yder.

Arbejderklassen har to veje at vælge imellem. Den ene er de faglige ledernes rådende accept af, at arbejderne må yde ‘ofre’ for at sikre profitterne og den amerikanske kapitalismes herredømme, en linje, der kun har ført til katastrofe. Den anden er klassekampens vej, hvor arbejderklassens styrke mobiliseres for at føre de kampe, som er nødvendige mod kapitalens herrer.”

Se også

Wisconsin, US: Stop the War on the Workers
Kommunistisk Politik 5, 2011

Netavisen 2. april 2011