Qatar og USA: Aftalt spil eller modsatrettede interesser?

Qatar: Sponsor for islamistiske politiske grupperinger og USA’s tætte allierede

Af Nicola Nasser

Qatar med hovedstaden Doha regens pga oliereserverne for verdens igeste land Af en befolkning på omkring 900.000 er de 750.000 ‘gæstearbejdere’

I sin indvielsestale den 21. januar kom præsident Barack Obama med den historiske bekendtgørelse, at ’et ti-år med krig er slut’ og erklærede hans lands beslutsomhed i forhold til at ’vise mod til at forsøge at løse modsætningsforhold til andre lande fredeligt’.

Men denne udtalelse vil kun være ord somendnu mangler at blive omsat til handling, og som stadig ikke har nået visse af USA’s nære allierede i Mellemøsten, der stadig har gang i krigstrommerne. Som Israel mod Iran og Qatar imod Syrien.

I lyset af det niveau for ’koordinering’ og ’samarbejde’, der har eksisteret lige siden de bilaterale forbindelser i 1972 blev etableret mellem USA og Qatar, og i betragtning af koncentrationen af amerikansk militær involvering på den lille halvø, forekommer det umuligt, at Qatar kan tage uafhængige skridt – det være sig parallelt med eller på kollisionskurs med USA’s strategiske eller regionale planer.

Ifølge det amerikanske statsministeriums faktablad på nettet, ’er de bilaterale forbindelser stærke’. Begge lande ’koordinerer’ diplomatisk og forretningsmæssigt omkring regional sikkerhed og har en ’forsvarspagt’.

Qatar er vært for CENTCOMs Foreward Headquarter og understøtter NATO’s og USA’s militære operationer i området. Qatar er også en aktiv deltager i de USA-ledede bestræbelser på at opsætte et integreret missilnetværk i Golfområdet. Endvidere er det vært for USA’s center for operationer i luftrummet og er vært for flere militærbaser, nemlig Al Udeid Air Base, As Saliyah Army Base og tidligere Doha International Air Base, der samlet er bemandet med en styrke på omkring 5.000 amerikanere.

Qatar, der er forbundet på tætteste vis med USA, har på det seneste udviklet sig til storsponsor af islamistiske politiske grupperinger. Qatar ser ud til at være den største bidragyder til Det muslimske Broderskab, der rapporteredes opløst i Qatar i 1999, fordi den holdt op med at betragte den herskende familie som en fjende.

Bekvemmelighedsægteskabet mellem Qatar og Broderskabet har skabt en naturlig rugekasse for islamistiske, bevæbnede fundamentalister, imod hvilke USA siden 2001 har ført den såkaldte ’globale krig mod terror’.

Krigen i det afrikanske land Mali giver os det nyeste eksempel på, hvordan USA og Qatar tilsyneladende går to forskellige veje. Mens USA’s forsvarsminister Leon Panetta i London den 18. januar roste det franske ’lederskab af den internationale indsats’ i Mali, som hans land lovede at hjælpe med logistik, transport og efterretninger, lod det til, at Qatar ville risikere at bryde sine særlige bånd til Frankrig, der nåede deres højdepunkt under den NATO-styrede krig i Libyen, ved at vise mistillid til den amerikanske og franske vurdering.

Den 15. januar fortalte Qatar’s premier- og udenrigsminister Sheikh Hamad bin Jassim bin Jaber Al Thani, til journalister, at han ikke troede på, at ’magt ville løse problemerne’ og tilrådede i stedet, at problemet blev ’diskuteret’ af ’nabolandene’, Den afrikanske Union og FN’s Sikkerhedsråd. Han tilsluttede sig den samme ideologi som det Doha-baserede muslimske broderskab og dets sponsor i Qatar, Yusuf Abdullah al-Qaradawi – lederen af International Union of Muslim Scholars, som er nægtet visa til Storbritannien i 2008 og til Frankrig sidste år. Nemlig at stræbe efter ’dialog’ og ’fredelige løsninger’ i stedet for ’militær intervention’.

Som et ældre eksempeli følge WikiLeaks fortalte Somalias tidligere præsident Sharif Ahmed i 2009 en diplomat, at Qatar kanaliserede økonomisk støtte til det Al-Qaeda forbundne Harakat al-Shabaab al-Mujahideen, der står på USA’s terrorliste.

I Syrien, for at tage endnu et eksempel, er Broderskabet den ledende kraft blandt ’oprørerne’ imod det herskende styre, og i alliance med og selv medskyldig i de oprørende og grusomme terroristiske bombninger fra den Al-Qaeda forbundne Al-Nusra Front, udpeget af USA som terrororganisation sidste december.

Mens den broderskabsledte og USA og Qatar-sponsorerede syriske opposition protesterede over, at organisationen kom på terrorlisten, kunne tavsheden fra Qatar omkring sagen kun tages som en støtte til protesten imod USA’s beslutning.

For nylig har Qatar også overtaget pladsen efter Syrien på USA’s liste over stater, der støtter terror. Syrien har været på listen siden 1979 som sponsor for Hamas, hvis ledelse flyttede fra Damaskus til Doha. Hamas, der af USA betegnes som en terrororganisation, indrømmer offentligt at være den palæstinensiske gren af Broderskabet.

Qatar synes i alle disse eksempler at sætte sig selv i position som mægler og forsøger med USA’s velsignelse med landets finansielle indflydelse at opnå det, som USA ikke kunne opnå militært, eller måske kunne opnå, men med langt større udgifter i penge og menneskeliv.

I sagen om Mali erklærede PM Sheikh Hamad fra Qatar, at hans ambition var at ’være en del af løsningen, men ikke være den eneste mægler’.

Den amerikanske velsignelse kunne dårligt være mere klar end præsident Obamas accept af at åbne det afghanske Talibankontor i Doha for at ’lette’ en ’forhandlet fred i Afghanistan’, i følge udenrigsministeriet i Qatar den 16. januar.

Ikke desto mindre fejlede en ensidig mægling i Yemen. En Qatar-ledet arabisk mægling i Syrien har ligeledes vist sig at være en fiasko, ’Doha-deklarationen’ for at skabe enighed mellem palæstinensiske rivaliserende grupper er stadig kun en bestræbelse på papir. Qatars mægling i Sudans Darfur-krise mangler stadig at levere et ’Qatar-mæglingsresultat.

Qatars mægling i Libyen blev fordømt som indblanding i landets interne affærer af den mest prominente blandt post-Gadaffi lederne, og det post–arabiske forårs Ægypten droppede Qatar og dets tidlige mæglingsbestræbelser ved offentligt at stille sig på linje med det herskende Broderskab.

Men på trods af disse fiaskoervar Qatars ’mæglings’bestræbelser en succes med hensyn til at tjene dets allierede USA’s strategi.

Deraf den amerikanske velsignelse. Soufan Gruppens efterretningsanalytiker konkluderede 10. december sidste år, at ’Qatar fortsætter med at vise sig som en central allieret for USA… Qatar er ofte i stand til at arbejde med fælles mål USA og Qatar imellem, som Washington ikke er i stand til eller ikke ønsker at tage sig af selv.’

Obama-administrationen, der var under hårdt pres fra de skrabede budgetter, priste sig i den første præsidentperiodevlykkelig over Qatars dannelse af de bevæbnede anti-Gadaffi islamistgrupper i Libyen og lukkede øjnene for Qatars flytning af Gadaffis militærarsenal til Syrien og de ikke-syriske islamistiske deltagere i kampen mod regimet i Syrien.

De ’opfattede’ det besøg, som emiren af Qatar foretog i Gaza i oktober sidste år som en ’humanitær mission’, og accepterede for nylig at bevæbne det Qatar-støttede og Broderskabs styrede Ægypten med 20 F-16 jagere og 200 M1A1 Abrams tanks.

Denne modsigelse rejser spørgsmålet om det her handler om en fælles hemmelig forståelse mellem USA og Qatar, eller om der virkelig er tale om en interessekonflikt. Obama må under hans anden regeringsperiode trække en linje, som kan give et klart svar.

Tilsyneladende ser Doha og Washington ikke ens på islamistiske og islamiske bevægelser, men på slagmarken for ’krigen mod terror’ kan ingen af de to argumentere for, at deres aktive rolle i praksis ikke er koordineret og ikke supplerer hinanden.

Hvis man trækker på de historiske erfaringer fra en lignende ’religiøs’ tilgang i Iran, men på en rivaliserende shiitisk sekterisk basis, vil denne Qatar ’sunni-islamiske’ forbindelse tænde ild til en sekterisk polarisering i regionen, til regional ustabilitet, vold og borgerkrig.

Det er givet, at alliancen mellem USA og Qatar, forbindelsen til det islamistiske Qatar, truer med at inddrage USA i yderligere regional strid, eller i det mindste at holde USA ansvarlig for de opståede stridigheder. Den vil udløse dybe antiamerikanske følelser, der så igen vil give yderligere grobund for ekstremisme og terrorisme, der er skærpet igennem det sidste ’ti-år af krig’, som præsident Obama in sin åbningstale lovede at afslutte.

Traditionelt har Qatar, der befinder sig i orkanens øje i den geopolitisk meget kritiske Golfregion, skuepladsen for tre store krige indenfor de sidste tredive år, gjort sit bedste for at bibeholde en kritisk og skrøbelig balance mellem de to store magter, der afgør dets skæbne – emlig den tiårige amerikanske militærtilstedeværelse i Golfen og den opgående regionale magt Iran.

I 1992 underskrev Qatar en vidtgående bilateral forsvarspagt med USA og i 2010 en militær forsvarsaftale med Iran, hvilket forklarer landets ’opvarmning’ af tættere forbindelser til den iransk-støttede islamiske anti-israelske modstandsbevægelse Hizbollah i Libanon og Hamas i de israelskbesatte palæstinensiske områder. Det forklarer også Qatars ’hvedbrødsdage’ med Irans allierede i Syrien.

Siden udbruddet af den blodige syriske krise for to år siden, har Qatars åbning mod regionale pro-iranske kræfter vist sig mest at være en taktisk manøvre for at lokke disse kræfter væk fra Irans indflydelse. Hvad angår Syrien og Hizbollah har denne taktiks fiasko fået Qatar til at slå ind på en kollisionskurs med både Syrien og Iran der er støttet af Rusland og Kina. Det leder landet frem mod en 180 graders vending bort fra dets længe opretholdte balanceakt. Doha synes ikke at være bevidst om, at dette skift er en trussel for selve dets eksistens – under presset fra de internationale modsatrettede interesser, der viser sig så blodigt i konflikten i Syrien.

Under opblomstringen af panarabiske-, selvstændigheds-, socialistiske og demokratiske bevægelser i den arabiske verden tidligt i anden halvdel af det 20. århundrede, adopterede de konservative arabiske monarkier Broderskabet og andre islamister og islamisk politisk ideologi, og de brugte dem imod disse bevægelser for at overleve som allierede til USA. USA brugte til gengæld begge med Al-Qaeda i spidsen i Afghanistan imod det tidligere USSR og kommunistisk ideologi.

Efter sammenbruddet af den bipolære verdensorden fik det uheldige følger.

Alligevel synes historien at gentage sig selv nu, hvor de USA-støttede arabiske monarkier med Qatar i spidsen fra deres af USA beskyttede bastion på den arabiske halvø, falder tilbage til deres gamle taktik med at udnytte en islamistisk ideologi til at underminere og kidnappe den folkelige og antiautoritære arabiske revolution – der kæmper for et retssamfund, under civil ledelse, for demokratiske institutioner og social og økonomisk retfærdighed.

Men USA og Qatar synes ubevidste om, at de har åbnet en Pandoras æske, der kan give et bagslag som vil overgå konsekvenserne af, at Al-Qaedas vendte sig mod USA.

Oversat af kpnet efter

Qatar, Sponsor of Islamist Political Movements, Major Ally of America
Global Research

Netavisen 26. januar 2013]