Det “historiske præsidentvalg” i Palæstina

Af Henning Paaske Jensen
medl. af landsledelsen i Boykot Israel

Medierne har fremstillet det som om det store problem for ‘freden’ har været et demokratisk underskud hos palæstinenserne – og ikke det apartheidlognende Israels ulovlige besættelse

“Vestens forventninger”

Præsident Bush, EUs Solana og selvfølgelig også den danske regering overgår hinanden i at kalde det nyligt overståede præsidentvalg i Palæstina for et ‘historisk valg, som åbner op for helt nye muligheder’.

Mahmoud Abbas:
Vinder uden jubel

De har tilsyneladende store forventninger til deres favorit præsident Mahmoud Abbas: En såkaldt pragmatisk, moderat præsident og Fatah-leder. En forventet påvirkelig efterfølger i stedet for Arafat, der af USA og Israel blev stemplet som ‘irrelevant’ og ‘terrorist’.

Bush inviterer nu Mahmoud Abbas til USA og Sharon ringer og ønsker personligt tillykke.
Men samtidig undlader Sharon ikke at påtale, at fokus nu må sættes på om “Abbas bekæmper terrorisme”.
Det kan snart vise sig, at dette mantra igen skal benyttes som påskud akkurat som i sin tid mod Arafat, men denne gang med krav til den nyvalgte Mahmoud Abbas: Før borgerkrig mod en del af modstandsbevægelsen og sælg ud af jeres nationale rettigheder og enhed.
Lidt er ikke nok.

En vanskelig, ja umulig opgave, fordi det palæstinensiske folk værner om dets enhed. Det kan i så fald ende med Israel og USA også går over til at kalde Mahmoud Abbas for terroristbeskytter.
Altimens kan Israel og USA gå videre med den zionistisk befæstigelse og udvidelse af Apartheidmuren og bosættelser på Vestbredden under påskud om israelsk sikkerhed og nye realiteter.

Sharon gik i sin tid til valg imod dannelsen af en palæstinensisk stat. Inddæmningen af Vestbredden, nye bosættelser, bosættere og sønderdelingen af Vestbredden viser, at han ikke har glemt sin strategiske ‘vision’. Gaza, hvor der lever få bosættere og som er umuligt at kontrollere på normal militaristisk vis, skal i stedet omdannes til et palæstinensisk fængsels-reservat.

Præsidentvalg

Ved det første præsidentvalg i 96 fandt det palæstinensiske folk Arafat temmelig relevant,
Arafat fik 87% af stemmerne og med en valgdeltagelse på 72% betød det, at et flertal af palæstinensere på de besatte områder aktivt stemte for Arafat.

Arafats brøde var, at han ikke ville føre den palæstinensiske sag ind i en blindgyde i form af borgerkrig og splittelse og kapitulation. Han blev derfor holdt fanget i sit sønderbombede hovedkvarteret i Rammallah – indtil det lykkedes dem at slippe af med ham ved hans mystiske død.

Ved det nu overståede valg blev Fatah lederen Mahmoud Abbas præsident, men alt tyder på, at det kun skete, fordi det lykkedes FATAH ledelsen, EU og andre at presse den livstidsfængslede intifada-leder Marwan Barghouti til at trække sig. Kendt og frygtet for hans fokus: Ingen besættelse uden modstandskamp. Marwan Barghouti var storfavorit indtil han trak sig.

Mahmoud Abbas fik 62 pct. af stemmerne, men med en lavere stemmedeltagelse end i 96. Opbakningen til Mahmoud Abbas kan på ingen måde sammenlignes med støtten til Arafat, symbolet på den palæstinensiske frihedskamp.

Menneskerettigheds-aktivisten Mustafa Barghouthi, som blev første udfordrer til Mahmoud Abbas, fik omkring 20 pct. af stemmerne. For mange en overraskelse, fordi Barghouti ikke har noget parti til at føre valgkamp for sig.
Han blev flere gange anholdt af israelerne under sin valgkampagne. Mustafa Barghouthi betoner den nationale enhed i kampen for alle palæstinensere, i de besatte områder, sammen med flygtningene i Libanon og andre steder i hele verden. Understreger kravet om national enhed med alle, der kæmper mod den israelske besættelse.
PFLP, der boykottede præsidentvalget i 1996 pegede denne gang på Mustafa Barghouthi.

Den største organisation ved siden af Fatah, Hamas, boykottede valget, men lagde samtidig op til en form for samarbejde med den nye præsident, og vil stille op ved kommunalvalg, som finder sted senere på året.

Medierne og valget

Mens medierne har overgået hinanden i at tale om en fantastisk øvelse i palæstinensisk demokrati, har de været eksperter i at se bort fra 37 års israelsk besættelse, der strider imod al international ret.
Det må kaldes noget af et demokratisk problem. De har heller ikke protesteret over, at Israel fortsat udbygger sin tilstedeværelse på Vestbredden med USA’s accept.

Præsidentvalget burde have været et valg, hvor internationale kommentarer og kulisserne var baseret på et opgør med det aggressive Israel, der sætter sig udover al international ret. Vi taler om et Israel med rekord i at ignorere FN- resolutioner.

Og apropos den enorme omsorg for at irakere i Danmark og andre steder skal deltage i det illegitime valg under amerikansk besættelse: Det palæstinensiske valg blev afholdt, mens mere end hvor halvdelen af det palæstinensiske folk, der befinder sig som flygtninge rundt omkring i verden, ikke havde mulighed for at deltage eller få indflydelse.

Den israelske terror fortsætter uanfægtet (13. januar 2005):
Israelske besættelsesstyrker terroriserer byen Tarqumia i nærhden af Hebron på Vestbredden, efter at have dikteret udgangsforbud for borgerne.

Det har ikke bekymret medierne overhovedet. De forlanger ‘demokrati’ af palæstinenserne og kolporterer den gamle skrøne om Israel som det eneste demokrati i Mellemøsten. Det bliver også fortiet, at palæstinensere, der lever i Israel, hvor deres slægtninge har levet i generationer, i dag lever som 2. rangsborgere.

Problemet er Israel

Der er ikke noget at sige til at det palæstinensiske folk ikke har deltaget i valget med jubelcscener og store forventninger.
Stormagters snak og planer har ikke bragt dem fred og frihed. Israel kender de selv alt for godt.
Den palæstinensiske intifada er et logisk svar på Israels fortsatte besættelse.

Apartheidmure, nye bosættelser kan ikke undgå at møde fortsat modstand og heldigvis også en stadig større sympati og støtte fra befolkningerne rundt omkring i verden for palæstinensernes rettigheder.
Tiden er overmoden til at det internationale samfund isolerer og boykotter Israel som det skete i forhold til apartheid-Sydafrika.

Netavisen 14. januar 2005