“Det vigtige er ikke antallet af modstandsfolk, men antallet af civile, som støtter dem”  

Interview med Abu Yusef, tidligere general i den irakiske hær og nu modstandsmand. Foretaget af Den Spanske Kampagne mod Besættelsen af Irak og for dets Suverænitet (CEOSI) i Bagdad den 22. april 2005.

Se CEOSIs rapport fra besøget i Irak
Spansk delegation hjem fra Irak:
Besættelsesmagten er tydeligvis i defensiven

Abu Yusef præsenterer sig selv som repræsentant for den patriotiske del af den opløste irakiske hær, der nu er en del af modstandsbevægelsen i Irak. Han taler langsomt og med diskret gestikulation. Hans hår er næsten hvidt, men han er næppe mere end 55 år. Han er tidligere general i den irakiske hær.
”En del af modstandsbevægelsens aktioner mod besættelsesmagten udføres af soldater fra den tidligere irakiske hær,” siger Abu Yusef.

Iraks hær blev ligesom Baath-partiet opløst af den civile administrator for koalitionens provisoriske myndighed, amerikaneren Paul Bremer, i sommeren 2003.
Den tilsvarende politiske organisation, som omfatter patriotiske medlemmer af den opløste irakiske hær, kalder sig De Frie Officerer, et navn, som stammer fra en hemmelig militær organisation i tiden under det monarki, der fandtes i Irak før den republikanske revolution i 1958.

Sammen med Baath-partiet, Iraks Patriotiske Alliance og Folkets Union (tidligere ledere og medlemmer af Iraks Kommunistiske Parti, som er imod partiets nuværende kollaborationslinje) deltager De Frie Officerer i diskussionerne om dannelsen af en national befrielsesfront, som skal udgøre den politiske gren af den væbnede modstand mod besættelsen.

Imod hegemonisme og sekterisme

Mødet med delegationen fra CEOSI finder sted i et hus i Bagdad uden nogen særlige sikkerhedsforanstaltninger. Da det ikke er nødvendigt at optage interviewet, afslår vi at optage samtalen og tage billeder eller filme.

Abu Yusef begynder med klart at definere den irakiske modstandsbevægelse:
”Den irakiske modstandsbevægelse afviser terrorisme, kidnapning, afpresning og angreb på huse og moskeer. Den beskytter akademiske og offentlige institutioner, fordi de er det irakiske folks kollektive arv. Den irakiske modstandsbevægelse har som mål at drive besættelsesmagten ud af landet og bevare Iraks og det irakiske folks enhed.”

Han sætter ikke modstandsbevægelsen lig med en bestemt nationalistisk eller islamisk ideologi. Ej heller udtrykker han, hvilken strømning der dominerer i modstandsbevægelsen.
”De forskellige dele af modstandsbevægelsen deler det fælles mål at drive besættelsesmagten ud af landet og afviser en ideologisk strømnings hegemoni over andre,” siger han.

”Modstandsbevægelsen vil forsvare borgerrettighederne og respektere den folkelige vilje, når befrielsen af landet er opnået,” slår han efterfølgende fast.
Han tilføjer:
”Det er nødvendigt at holde den væbnede modstand langt væk fra religiøs fanatisme og enhver anden etnisk eller religiøs identifikation.”

Abu Yusef er enig i det, som vi har hørt gentaget fra alle dem, vi har interviewet under vores besøg i Irak, omkring USA’s og de irakiske kollaboratørers tilskyndelse til borgerkrig i Irak.

Han viser os en liste med detaljer omkring mere end 1000 personer, som angiveligt skal være imod besættelsen, og som derfor skal likvideres. Listen, som er lækket til modstandsbevægelsen af ansatte i det irakiske indenrigsministerium, er blevet udarbejdet af Badr-militsen (Det Øverste Råd for Islamisk Revolution i Irak, SCIRI) og Ahmed Chalabis milits, hvilket bekræfter oprettelsen af dødspatruljer i Irak.

Den tidligere general i den irakiske hær kritiserer også den religiøse fatwa, som ayatollah Ali Al-Sistani udstedte den 22. marts.
”Det er en fatwa, der ikke bare undlader at fordømme besættelsen, men som tilmed støtter den på et tidspunkt, hvor planen for en intern irakisk konfrontation breder sig,” siger han.

Legitime mål

Adspurgt om niveauet for koordination mellem de forskellige væbnede grupper siger Abu Yusef:
”Modstandsbevægelsen er i en fase, hvor den forbedrer sin koordinering, mens arbejdet med at danne en forenet kommando fortsætter.”

Han undgår dog at svare på, hvor mange aktive kæmpere der findes i modstandsbevægelsen, ved at påpege:
”Det vigtigste er ikke antallet af modstandsfolk, men antallet af civile, som støtter dem.”

Og han fortsætter:
”Den irakiske modstandsbevægelse får en erfaring, der er forskellig fra guerillabevægelserne mellem 2. verdenskrig og 1970’erne, og den er opmærksom på, at den ikke har sikre baser, som tilfældet var for Vietcong for eksempel.”

Abu Yusef er meget kritisk, når det gælder Iraks arabiske nabolande.
”De ikke bare afholder sig fra at støtte den irakiske modstandsbevægelse, men de samarbejder også med besættelsesmagten,” siger han.
Og han tilføjer:
”Den irakiske modstandsbevægelse får udelukkende sine midler fra interne irakiske bidrag.”

Abu Yusef skelner mellem dem, han kalder for ”legitime mål”, og dem, der ikke er det.
”Besætterne, forræderne og kollaboratørerne er alle legitime mål for den væbnede modstand. Det samme er det irakiske politi og nationalgarden, der er militser, som er oprettet af besættelsesmagten for at beskytte den mod modstandsbevægelsen, og som lige nu bruges som besættelsesmagtens spydspids,” forklarer han.

Abu Yusef slår endvidere fast, at modstandsbevægelsen aldrig anvender bilbomber eller foretager vilkårlige angreb, der koster irakiske civile livet.
”Modstandsbevægelsen anvender vejbomber mod besættelsesmagtens konvojer. Den benytter desuden missiler, mortergranater, granatkastere og lette våben,” fortæller han.

Abu Yusef anvender herefter udtrykket ”blandede kort” for at beskrive den forvirring og manipulation, som foregår via Internettet, hvor modstandsbevægelsens legitime aktioner fremstilles som terrorhandlinger begået af grupper med tilknytning til Al-Qaida eller Al-Zarqawi.

Han fortæller, at nogle af disse vilkårlige aktioner udføres af religiøse grupper bestående af unge udenlandske arabere uden tilknytning til hverken Al-Qaida eller modstandsbevægelsen i Irak.

Han betragter såvel den infrastruktur, som er knyttet til olien, der forsyner Halliburtons firmaer, som de lastbiler, der skaffer brændstofforsyninger til besættelsesmagten, og som ofte kan ses køre på hovedvejene omkring Bagdad, eskorteret af pansrede amerikanske militærkøretøjer, som legitime mål for den væbnede modstand.

Dog fortæller Abu Yusef også, at ikke al sabotage mod olierørledninger er modstandsbevægelsens værk. Nogle gange, især i det sydlige Irak, men også omkring Kirkuk-Ceyhan-olierørledningen i nord findes der irakiske funktionærer i olieindustrien, som har forbindelser til mafiaer, og som i al hemmelighed opdæmmer den spildte olie eller overdriver mængden af brændt olie efter et angreb for så senere at smugle det ud. Dette er en udlægning, som bekræftes af andre af de personer, som CEOSI interviewede under besøget i Irak.

Tilbagetrækning fra Irak

Abu Yusef slutter med at erklære:
”Vi er sikre på, at USA kommer til at forlade Irak, og at amerikanerne lige nu søger en måde at komme ud af Irak på. Det er derfor, at de opretter og beskytter sikkerhedsstyrkerne, der er en fortsættelse af de militser, der tilhører de partier, som kom sammen med besættelsesmagten. De er loyale over for penge, ikke Irak.”

Abu Yusef bekræfter, at han ikke er i tvivl om, at besættelsesmagten før eller senere vil være nødt til at åbne en direkte dialog med den væbnede modstand, det vil sige forhandlingsforsøg, som andre af de interviewede sagde, har været en realitet i i hvert fald de sidste otte måneder.

Originalartikel på dansk:
“Det vigtige er ikke antallet af modstandsfolk, men antallet af civile, som støtter dem”

Oversat af Carsten Kofoed for Komiteen for et Frit Irak fra ”Lo importante no es el número de combatientes, sino el número de civiles que les apoyan”, Campaña Estatal contra la Ocupación y por la Soberanía de Iraq , 5. maj 2005, http://www.nodo50.org/iraq/2004-2005/docs/ceosi-iraq_resist_5-05-05.html

Netavisen 11. maj 2005