Mette Frederiksen blev rasende, da den norske statsminister Jonas Gahr Støre og Finlands præsident Alexander Stubb tillod sig at bruge diplomatiske midler som et skridt til at at stoppe krigen i Ukraine. Den norske netavis Revolusjon analyserer her situationen og afslutter artiklen: De 90 samtaleminutter mellem Helsinki, Oslo og Moskva var under alle omstændigheder godt udnyttet tid. Om ikke andet kan det udskyde udbruddet af en ny imperialistisk storkrig i Europa. Alene det er et lyspunkt i en tid, hvor imperialistiske magter i øst og vest forbereder et helt kontinent til slagterbænken.
Af Jan R. Steinholt
Ouverture for diplomati – nye toner fra Støre
Pludselig var det muligt at tage telefonen og ringe til Moskva, hvilket i flere år har været en uopnåelig tanke for de norske myndigheder.
«Det kan ikke løses gennem krig. Der skal skabes rammer for diplomati», sagde Støre i Politisk kvarter på NRK den 28. oktober. Dette er sandelig nye toner fra den norske regerings side. Den, der har vovet at fremføre lignende budskaber de seneste fire år, er blevet udelukket fra medierne og den akademiske verden. Alle partier i Stortinget og en enstemmig kommentatorstand har stemplet alle sådanne stemmer som putinister. Nu farer kommentatorerne og »eksperterne« rundt som hovedløse høns og ved ikke helt, hvad de skal mene.
Telefonsamtalen mellem Jonas Gahr Støre, Finlands præsident Alexander Stubb og præsident Vladimir Putin fandt sted umiddelbart efter, at den amerikanske udsending Steve Witkoff havde været i Oslo, inden Witkoff kiggede forbi Skt. Petersborg for at tjekke forbindelsen.
De mest krigsivrige europæiske statsledere blev reduceret til tilskuere, hvilket fik det til at koge over for Danmarks statsminister og Støres socialdemokratiske partifælle, Mette Fredriksen. Hun var af flere EU-lande udset til at være Europas fælles tordensrøst over for Rusland. Fredriksen ville have kvalt enhver mulig dialog i fødslen.
Nordiske udsendinge
Men USA er fed up med europæiske ledere, der gør alt, hvad de kan, for at forlænge krigen i Ukraine i al evighed. Amerikanerne ønsker en eller anden løsning med Rusland, der gør det muligt for USA at koncentrere sin fulde opmærksomhed om Iran, Mellemøsten og Kina. Supermagtens militære ressourcer er allerede strakt til bristepunktet. Samtidig må Trump-administrationen lade som om, at også Europa og Zelensky »vil blive hørt«.
Derfor er det bedre med to lidt perifere nordiske statsledere, der geografisk og diplomatisk har en vis afstand til Bruxelles, Berlin og Paris. Med en vaklende Zelensky som alibi fik den norske statsminister og den finske præsident derfor lov til at »fremme Ukraines sag« over for Putin. Som Støre og Stubb ser det, har de opnået at sikre, at Europa i det mindste får lov til at spille lidt på pikkolofløjten, før førsteviolinisterne gør deres entré.
Kordrenge i stemmeskift
Kort tid efter den russiske invasion af Ukraine i februar 2022 holdt Støre stadig døren åben for diplomati. Han er trods alt en erfaren diplomat. Men fra 2023, med lanceringen af det såkaldte Nansen-program, stemte Støre og udenrigsminister Espen Barth Eide ind i EU’s omkvæd om, at Ukraine »skal vinde denne krig« – det vil sige med alle midler at påføre Rusland et sviende nederlag.
Hjemmesiden Panorama nyheter har gengivet kronologiske citater fra de seneste fire år, som tydeligt illustrerer, hvordan Støre og Barth Eides sprogbrug har ændret sig undervejs.
En forsigtig tilbagevenden til diplomatisk sprog blev synlig i sommer og kulminerede den 12. oktober, da Støre sagde følgende til Forsvarets Forum: «Der findes ingen militær løsning på denne konflikt». Det er en helt anden partitur end den skæbnesymfoni, Barth Eide fremførte i foråret 2024, hvor postludiet lød: «Ukraine, ikke Rusland, skal vinde denne krig».
Baggrunden for den nye tone er sammensat. Støre lader det tydeligt skinne igennem, at han ikke ønsker, at amerikanerne sætter Europa på sidelinjen i de forestående forhandlinger med Rusland, og at dette nødvendigvis vil blive resultatet, hvis »Europa« fortsat nægter at gå i dialog med Moskva.
Ny realitetsorientering?
Støre er ikke dum; måske er også han blevet grebet af frygt for, at den hæmningsløse krigsretorik fra Kaja Kallas, Friedrich Merz og Emmanuel Macron er ved at føre et uforberedt Europa ind i en katastrofal »fuldskala«-krig mod Rusland. Alle disse tre – og flere kunne have været nævnt – er forhadte af de folk, de hævder at repræsentere. Norges nye militære partner Frankrig – som vi angiveligt deler »værdier« med – har mere end nok at se til med at lade politi og soldater give tusinder af landets unge og fagligt organiserede en blodig omgang. Macron har hænderne fulde med at føre krig mod sit eget folk, og det er kun et spørgsmål om tid, før Merz og Burnham står over for lignende sociale oprør. Borgerklassens udsigter til at samle arbejdere og unge i Europa bag eurochauvinistiske paroler om krig mod Rusland svinder for hver dag, der går. De hære, de opbygger med lånte penge og nedskæringer i velfærden, kan blive nødt til at blive brugt mod deres eget folk i stedet for mod russerne.
Støre og Stubb repræsenterer desuden to lande med fælles grænse mod Rusland. Geografien er en urokkelig realitet, der ikke ændrer sig, uanset hvad det endelige udfald bliver i sagen om Ukraine.
Indhentning af realiteterne
Grundlaget for det genopdagede diplomatiske spor er også en erkendelse af, at visionen om en »ukrainsk sejr« er en fantasifortælling. Den brutale tvangsmobilisering og massedeserteringerne ved fronten i Donbas taler deres eget tydelige sprog. Den tidligere russiske militærtaktik med at skåne storbyen Kijevs civile infrastruktur er lagt på hylden. Uden vand- og energiforsyning vil den kommende vinter blive uudholdelig for ukrainerne.
Zelensky har kun lidt tid tilbage. Han bliver stadig mere upopulær og må sandsynligvis udskiftes, før der kan indledes reelle fredsforhandlinger. Dette ved naturligvis alle vestlige ledere, som alligevel – med undtagelse af Trump-administrationen – fortsætter med at gøre gode miner til hele.
Godt udnyttede samtaleminutter
Der kunne siges meget om den norske zigzag-kurs i udenrigspolitikken og de motiver, der ligger bag. Norsk imperialisme har mange modstridende hensyn at tage ud over sikringen af krigsfortjeneste. De 90 samtaleminutter mellem Helsinki, Oslo og Moskva var under alle omstændigheder godt udnyttet tid. Om ikke andet kan det udskyde udbruddet af en ny imperialistisk storkrig i Europa. Alene det er et lyspunkt i en tid, hvor imperialistiske magter i øst og vest forbereder et helt kontinent til slagterbænken.
Ingen bør nære illusioner om, at det forestående møde mellem USA, Rusland og Ukraine i Abu Dhabi betyder enden på det meningsløse massedrab i Ukraine. Håbet ligger dog i, at det kan være en indgang til begyndelsen på enden.
Forudsat at ingen igen lægger røret på i Washington eller Moskva. Eller i Oslo.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
