Hvad gør man, hvis ens lejlighed er blevet en ovn?

Af Franz Krejberg, APK

Den voldsomme hedebølge, der har ramt store dele af Europa, er ikke et isoleret tilfælde. Den viser igen med al tydelighed, hvad klimaforandringer betyder i praksis: højere temperaturer, større pres på arbejdere, arbejdspladser, sundhedsvæsenet, skoler, boliger, energiforsyning og offentlig transport — og en voksende ulighed mellem dem, der kan beskytte sig, og dem, der ikke kan.

Det er derfor ikke nok, når regeringer blot beder befolkningen om at “passe på sig selv”, drikke vand og holde sig indendørs. De råd kan være nødvendige her og nu, men de løser ikke problemet. For hvad gør man, hvis ens lejlighed er blevet en ovn? Hvis skolen lukker, og børnene sendes hjem til overophedede boliger? Hvis hospitaler og plejehjem mangler personale, ventilation og køling? Eller hvis tog og anden hverdagsinfrastruktur bryder sammen i varmen?

Politikerne taler gerne om grøn omstilling. Men samtidig satser de massivt på en ny bølge af energikrævende datacentre og AI-infrastruktur, uden at det tydeligt kobles til bindende krav om energiforbrug, vandforbrug og demokratisk kontrol. Det er et paradoks: Man siger, at fremtiden skal være grøn, men giver samtidig store teknologiske og industrielle interesser lov til at øge presset på elnet, vandressourcer og lokal infrastruktur.

Kapitalen presser på for at udbygge elnettet med atomkraft, men erfaringer fra Frankrig – hvor en stor del af elforsyningen kommer fra atomkraftværker – viser at værkerne er sårbare over for klimaforandringerne. De har brug for kølevand. Når floder og vandløb bliver for varme eller vandføringen for lav, kan produktionen blive reduceret. Det betyder, at selv den energimodel, som præsenteres som stabil og fremtidssikret, bliver sårbar over for den opvarmning den politiske debat alt for længe har undervurderet.

Hedebølgen har over hele Europa afsløret hullerne i beredskabet: hospitaler med for få ansatte, skoler, ældre boliger osv. uden effektiv afskærmning mod sol og varme, og veje tognet, der ikke er rustet til ekstreme temperaturer. Det er ikke naturkatastrofe, det er en kapitalisme katastrofe. Et resultat af mange års underinvesteringer i velfærd, bygninger, offentlig transport og klimatilpasning.

I Danmark har vi også skoler, plejehjem, lejligheder, hospitaler og arbejdspladser, der ikke er bygget til lange perioder med ekstrem varme. DMI vurderer, at Danmark får flere hedebølgedage og flere varmebølgedage i fremtiden. Det betyder, at klimatilpasning ikke kun handler om skybrud og stormflod. Det handler også om skygge, ventilation, isolering, grønne byrum, arbejdsmiljø, ældrepleje og beredskab.

Den franske højrefløj, Rassemblement National, forsøger at gøre klimakrisen til et spørgsmål om “aircondition til alle”. Men aircondition kan ikke stå alene. Køling kan være nødvendig på hospitaler, plejehjem, skoler og for sårbare borgere. Men hvis svaret på klimakrisen blot bliver mere elforbrug, flere maskiner og ingen reduktion af udledningerne, flytter man bare problemet videre — og gør det større.

I Danmark er klimapolitik reduceret til valgløfter, der bliver skrottet med det samme politikerne sidder fast i taburetterne. I snart 10 år har Mette Frederiksen siddet ved roret med forskellige konstellationer, uden at den vedvarende energi er væsentligt udbygget, til gengæld forsvinder milliarderne til krige om kontrol med olien. Det er samme rablende politik, der føres af imperialismen verden over, og er garanti for klimaforandringerne vil fortsætte med flere hedebølger og ekstremt vejr.

Læs også: Kampen for at stoppe klimaforandringer er en kamp mod imperialismen