Nye opgaver for Stoltenberg i imperialismens tjeneste

Efter ti år som generalsekretær for NATO har Jens Stoltenberg overdraget jobbet til Mark Rutte fra Holland. Rutte vil holde den transatlantiske alliance »sikker og tryg«, siger Stoltenberg i sin afskedsbesked på X. Det er stoltenbergsk for, at NATO fortsat vil gøre resten af verden usikker.

Af E. Holemast

Norske medier og politikere var lamslåede, da Stoltenberg blev udnævnt i 2014. I alle årene siden har de givet generalsekretæren en national glorie. Han er blevet omtalt og omfavnet med en servilitet, som ikke engang kongen er begunstiget med. Nu kan de glæde sig over, at Stoltenberg har bestået NATO-prøven med glans. Hans karakterbog viser USA+, hvilket blev bekræftet, da censor Joe Biden i sommer tildelte ham præsidentens frihedsmedalje.

I samarbejde med tidligere præsident Donald Trump og EU-Kommissionens formand Ursula von der Leyen har Stoltenberg galvaniseret Europa og bragt kontinentet på randen af en storkrig. Han har overtalt NATO til at vedtage et (amerikansk) strategisk koncept, der identificerer Kina som en systemisk rival, der skal neutraliseres.

Nordisk lobbyist

Ikke mindst har han opnået, hvad der syntes utænkeligt for blot få år siden: at få Sverige og Finland med i NATO. Det manglede da bare, at manden får en medalje!

Stoltenberg fuldførte den »nordiske tilgang«, som hans forgænger, danske Fogh Rasmussen, havde påbegyndt. Under andre omstændigheder ville det have været utænkeligt at have to skandinaver som generalsekretær kort tid efter hinanden. Men stafetten blev givet videre til en nordmand, som kunne indynde sig hos de nordiske naboer.

Rammerne var allerede på plads, da Stoltenberg tog over. Da han tiltrådte i efteråret 2014, blev Sverige “Enhanced Opportunity Partner” og indgik en værtslandsaftale med NATO. Stoltenberg fik ikke lov til at træde tilbage, før stafetten var givet videre. Det var, da Sverige blev formelt NATO-medlem i marts 2024.

Nu bliver Stoltenberg den nye leder af sikkerhedskonferencen i München. Det er et organ for de vestlige imperialistmagter med den særlige opgave at bringe de europæiske imperialister på linje med de nordamerikanske. Jobbet er skræddersyet til Stoltenberg. Som Iver Neumann, direktør for Fridtjof Nansen Instituttet, sagde til Dagbladet: »Han har gjort den vestlige verden store tjenester, og det vil han tydeligvis blive ved med.

Der er grund til at minde om, hvad Revolusjon skrev i forbindelse med sin udnævnelse i 2014:

»Når stormagterne samler sig om en norsk kandidat, er det også et signal om, at NATO yderligere vil intensivere sin militarisering af Rusland i det høje nord, hvilket længe har været en våd drøm i norske regeringskontorer og blandt oliemonopolerne. En NATO-generalsekretærs hovedopgave er at udjævne forskellene mellem USA og de europæiske magter. Hans opgave er at samle denne imperialistiske alliance om en fælles strategi, som i praksis er den amerikanske imperialismes strategi. En strategi, som naturligvis er rettet mod hovedrivalen Rusland og til en vis grad Kina, men i endnu højere grad mod verdens frihedselskende folk og oprørske arbejdere i ind- og udland. Det er ikke en national ære, men en skændsel, at Norge og Jens Stoltenberg står i spidsen for verdens mest aggressive militæralliance. I flere nytårstaler har Stoltenberg fortalt det norske folk, at han er »fyldt med stolthed over at se, hvad norske soldater gør i et land langt borte«. I 2011 var dette »fjerne« land Afghanistan. I begyndelsen af 2012 kunne Stoltenberg prale af, at norske jagerfly havde bombet Libyen sønder og sammen: »Vores besætninger var blandt de dygtigste i en bred koalition, og de har siden fået fortjent ros fra vores allierede.« En norsk generalsekretær for NATO vil betyde, at Norge i endnu højere grad end hidtil vil tage føringen, når denne ekspansive alliance kaster sig ud i nye krigseventyr. Det vil betyde en endnu mere NATO-kyndig presse, mere militarisering og endnu mere udplyndring af skatteydernes penge.«

Vi må desværre konkludere, at denne vurdering var korrekt.

Oversat fra Revolusjon, Norge

I sin afskedstale sagde Stoltenberg:

• at to procent-målet som en gang var et loft, nu er et gulv for medlemslandene.
• at han og NATO var dybt involveret i Ukraine allerede i 2014, men at det ikke lykkedes ham at overtale medlemslandene til at gøre mere end de gjorde.
• at politikerne må forstå at hver ekstra milliard til oprustning betyder mindre til velfærd og andre budgetposter, og at de må forklare dette til deres befolkning.