Zionisternes drøm om Storisrael vil sætte Mellemøsten i brand

 Af E. Holemast, Norge

Zionisternes drøm om Storisrael vil sætte Mellemøsten i brand

Israel har som mål at omrokere hele Mellemøsten og Nordafrika.

Israel stiller sig ikke tilfreds med folkedrabet i Gaza. Svimmel af fremskridt og evig straffrihed går den zionistiske stat i krig på nye fronter.

Efter ugers hensynsløs bombning af det sydlige Libanon og hovedstaden Beirut har Israel indledt en landinvasion af Libanon. Flere tusinde libanesere er blevet dræbt. Dette er i tillæg til mindst 41.000 myrdede palæstinensere, herunder 17.000 børn. Også Syrien og Yemen er under angreb.

Et storstilet »gengældelsesangreb« mod Iran kan komme så tidligt som den symbolske dato 7. oktober, efter at Iran affyrede 180 missiler mod Israel i begyndelsen af måneden som reaktion på israelske mord på fremtrædende ledere af Hamas, Hizbollah og den iranske revolutionsgarde. I modsætning til Israel rettede Iran udelukkende angrebene mod militære mål, herunder to lufthavne.

Israel vil udnytte situationen

Israel lover hævn. Spørgsmålet er nu, hvor langt Benjamin Netanyahu vil gå for at maksimere situationen og udvide Israels grænser med USA om bord. For det handler om mere end »bare« det besatte Gaza, Vestbredden og Golanhøjderne. Zionisternes ultimative mål er et »Eretz Israel«, der strækker sig fra Eufrat til Nilen. Nu, hvor alt er i spil, ser Netanyahu en mulighed for det, han kalder et »strategisk virkelighedsskifte« for hele Mellemøsten.

I deres overmod ser zionisterne en historisk mulighed for at realisere deres projekt. For dem betyder nye titusinder eller hundredtusinder af blodige lig ikke meget fra eller til. De er ligeglade med, at staten Israel er hadet af milliarder af mennesker over hele verden. Morderbanden i Tel Aviv ved, at de har opbakning fra den vestlige imperialisme med USA i spidsen. Deres arrogance er så ekstrem, at FN’s generalsekretær António Guterres er blevet erklæret persona non grata i Israel.

Uanset hvilke krigsforbrydelser og brud på folkeretten Israel begår, får det ingen konsekvenser ud over en strøm af ord. USA’s påståede forsøg på at holde Israel i skak er for det meste bluff. Politico har afsløret, at USA gav grønt lys for invasionen af Libanon. Udenrigsminister Antony Blinken reagerede på drabet på Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah ved at sige, at »verden er et mere sikkert sted uden ham«.

Stormagterne ønsker ikke en total krig

Det eneste, der bekymrer USA, er, at den israelske vildskab kunne presse på for en total krig mod Iran, en krig, som USA og de reaktionære arabiske stater ville blive tvunget til at involvere sig i. En sådan krig kunne være en straf for et USA, som ikke længere har et fast greb om Mellemøsten. Præsterne i Teheran ønsker heller ikke en storkrig, som ville lamme landets økonomi, gøre en ny atomaftale umulig og i sidste ende true regimet. Samtidig er Iran nødt til at hævde sig militært for ikke at tabe ansigt i regionen. For både Iran og USA er det en vanskelig balancegang.

Rusland og Kina ønsker heller ikke en »fuldskala« krig mellem Israel og Iran af mange grunde. Rusland har opretholdt tætte bånd til Israel sideløbende med dets luftstøtte til Syrien (hvor det også har en militærbase i Tartus), men siden 7. oktober 2023 og folkemordet i Gaza er forholdet kølet betydeligt ned.

Beijing og Moskva har signaleret til Teheran, at de skal vise »tilbageholdenhed«. De kinesiske og russiske imperialister ønsker ikke at risikere deres forhold til Saudi-Arabien og andre nye partnere i BRICS, endsige at sætte sikkerhedssamarbejdet gennem Shanghai Cooperation Organisation (SCO) på en hård prøve i form af en total krig. Iran blev medlem af SCO i 2023.

Netanyahu har det sidste ord i Washington

Netanyahu og hans strateger er fuldt ud klar over de forskellige stormagters afvejninger. Han kan meget vel bruge ugerne op til november til at lancere nye, dristige offensiver. De to amerikanske præsidentkandidater er allerede i færd med at overbyde hinanden i bindende støtteerklæringer til Israel.

En total krig mellem Israel og Iran vil betyde, at USA går »all in« for Israel, uanset om den næste præsident hedder Harris eller Trump. Op til valget i november er det Israel-lobbyen og kynikeren Netanyahu, der har det sidste ord. Og det ved han godt.

For at forstærke mantraet om, at den 7. oktober 2023 var »starten« på en besættelse og modstandskamp, der har stået på i 76 år, er det langt fra utænkeligt, at Israel vil angribe iranske atomanlæg og infrastruktur på den symbolske årsdag. Det kan ske i et omfang, der tvinger Iran til at reagere med fuld styrke på trods af advarsler fra USA, Rusland og Kina. I så fald vil Netanyahu få den storkrig, han ønsker. Det vil også vende verdens øjne væk fra det igangværende folkemord i Palæstina.

Arrogancen kan give bagslag

Netanyahus arrogante strategi kan give bagslag. Flere tegn peger allerede i den retning.

Det »besejrede« Hizbollah kæmper kraftigt tilbage i Libanon mod IDF-styrkerne. Mindst otte israelske soldater blev dræbt på landinvasionens første dag. Hundredvis af raketter regner fortsat ned over Israel fra nord. Den palæstinensiske modstand kæmper i ruinerne af Gaza. Hele modstandsaksen vil intensivere sine angreb, hvis og når USA bliver direkte involveret i en altomfattende krig mellem Israel og Iran.

Hvad lande som Tyrkiet, Irak, Syrien og Rusland vil gøre i en sådan situation, kan man kun gisne om.

Med sine første missilsværme mod militære anlæg har Iran påført Israel relativt lidt skade, men har også afsløret styrker og svagheder i Israels og dets angloamerikanske støttespilleres missilforsvar. Iran har et lager af ballistiske missiler og også midler til hybrid krigsførelse.

Sidst, men ikke mindst, vil befolkningerne i flere arabiske lande udfordre deres USA-loyale regimer og deres læbebekendelser om at »sympatisere« med palæstinenserne. Den amerikansk-zionistiske plan for »normalisering« mellem den zionistiske stat og de arabiske stater vil hænge i en tynd tråd.

Af E. Holemast, Norge

Indlægget har været bragt i det norske Marxistisk-leninistisk tidsskrift og online-magasin