Zionismen har altid været tæt forbundet med de imperialistiske magter

Hvordan og hvorfor opstod zionismen, der danner grundlag for staten Israel? Dette historiske dokument fra Kominform fra 1953 viser, hvordan zionismen helt fra begyndelsen allierede sig med de mest reaktionære kræfter internationalt, herunder åbent antisemitiske, og hvordan den blev et redskab for den amerikanske imperialisme og dens kamp mod hele den revolutionære og socialistiske arbejderbevægelse.

Zionister har alle dage været knyttet til de mest reaktionære politiske kræfter. Mødet mellem von Papen og Hitler (billedet), som fandt sted lige før indførelsen af det fascistiske styre i Tyskland, blev afholdt hos baron Kurt van Schröder, som var direktør for »Steinbanken«, der var knyttet til den zionistiske bevægelse. Også de store amerikanske bankhuse »Dillon Read & Co.«, »Kuhn Loeb«, »Lehman Brothers« og andre, som den zionistiske bevægelse altid har været tæt forbundet med, gav enorm finansiel hjælp til de tyske monopolister og gjorde fascismens magtovertagelse lettere.

I
De forskellige zionistiske organisationer, som findes i mange kapitalistiske lande i dag, udgør et udbredt internationalt spionagenetværk, som udfører sine kriminelle missioner i den amerikanske imperialismes tjeneste. Zionismens rolle er ikke tilfældig. Den stammer fra hele de zionistiske organisationers historie og aktiviteter.

Zionismen opstod i slutningen af det 18. århundrede som en reaktionær nationalistisk bevægelse blandt det jødiske borgerskab i Østrig, Rusland, Tyskland og andre lande.

I 1896 udgav Theodor Herzl, en reaktionær østrigsk journalist, pamfletten »Den jødiske stat«, og et år senere fandt den første zionistkongres sted i Basel. Den blev hurtigt fulgt op af oprettelsen af en zionistisk forening i London og en zionistisk bank, som blev støttet af den berygtede millionær Rothschild.

En central opgave for den zionistiske bevægelse lige fra begyndelsen var at aflede de jødiske arbejdermasser i alle lande fra at tage del i proletariatets generelle revolutionære kamp. For at fremme dette mål promoverede zionismen sin ultrareaktionære idé om det såkaldte »jødiske samfund«, uafhængigt af land og uafhængigt af de økonomiske, sociale og kulturelle forhold for det jødiske folk og de klasser, de tilhørte. Denne zionistiske »idé« om det »jødiske samfund« var en typisk manifestation af borgerlig nationalisme og kosmopolitisme, der var designet til at bedrage det jødiske småborgerskab og de tilbagestående dele af det jødiske proletariat med henblik på at få dem til at følge i kølvandet på de rige jøder. Det adskilte sig radikalt fra den marxistiske forståelse af nationen og gik imod interesserne i proletariatets revolutionære kamp.

Helt tilbage i begyndelsen af det 20. århundrede kritiserede Lenin og Stalin skarpt sådanne ideer og synspunkter og afslørede både zionisterne og Bunds nationalistiske og opportunistiske standpunkt[1].

I sin artikel »The Position of the Bund in the Party«, der blev udgivet i 1903, skrev V. I. Lenin, at Bunds præsentation af argumentet om den »jødiske nation« blot var et sammenkog af borgerlige ideer. Lenin skrev, at »denne zionistiske idé er fuldstændig falsk og reaktionær i sit indhold«. Han påpegede, at »ideen om den ›jødiske nation‹ har åbenlyst reaktionære træk, ikke kun hvad angår dens konsekvente tilhængere (zionisterne), men også hvad angår dem, der forsøger at gøre den forenelig med socialdemokratiets ideer (bundisterne)«.

Efter at have knust de reaktionære nationalistiske »teorier«, skrev J. V. Stalin i sit værk »Marxismen og det nationale spørgsmål« den bolsjevikiske teori og det bolsjevikiske program for det nationale spørgsmål. Han beviste, at en nation ikke er en race eller stamme, men et historisk konstitueret fællesskab af mennesker; at en nation ikke er et tilfældigt eller flygtigt konglomerat, men et stabilt fællesskab af mennesker. Han gav en absolut kortfattet og klar, den eneste korrekte og videnskabelige definition af nationen, en definition, der er et enestående bidrag til udviklingen af samfundsvidenskaben.

»En nation,« skrev kammerat Stalin, «er et historisk opstået, stabilt fællesskab af folk, dannet på grundlag af et fælles sprog, territorium, økonomisk liv og psykologiske særegenheder, som kommer til udtryk i en fælles kultur.«

Kammerat Stalin fortsatte med at påpege, at kun alle de ovennævnte karakteristika tilsammen kan definere en nation, og at et af disse karakteristika alene ikke er tilstrækkeligt til at definere en nation. Desuden er fraværet af et af disse karakteristika nok til, at en nation ophører med at være en nation. I lyset af disse videnskabelige teser i forhold til nationen bliver zionismens reaktionære-nationalistiske essens særlig tydelig.

Zionismen har aldrig bekæmpet antisemitismen og de kræfter, der gav den næring

Zionismens borgerligt-nationalistiske »ideer« hjalp de jødiske kapitalister og bankfolk med at indgyde de mest skadelige politiske illusioner i de jødiske arbejdermassers sind. Man skal huske, at zionismen i virkeligheden aldrig bekæmpede antisemitismen og de kræfter, der gav næring til den, i reaktionens interesse. Tværtimod. Ovennævnte Herzl krøb for eksempel for den tsaristiske regering i Rusland. I maj 1903 skrev Herzl et modbydeligt brev til von Plehve, zarens indenrigsminister, slagter af arbejdere og inspirator af antijødiske pogromer, hvori han angreb den russiske revolutionære bevægelse og tilbød den zaristiske regering zionisternes tjenester til at bekæmpe denne revolutionære bevægelses indflydelse på den jødiske ungdom.

I august 1903 noterede Herzl med tilfredshed følgende ord fra von Plehve i sin dagbog: »Vi sympatiserede med jeres zionistiske bevægelse«. Dette blev sagt af den samme von Plehve, som kun fire måneder tidligere havde organiseret den frygtelige anti-jødiske pogrom i Kishinev, som især ramte de jødiske arbejdermasser.

Zionisterne kom i kontakt med potentater og »høje dignitarier« i forskellige lande: med kejser Wilhelm II, med sultanen af Tyrkiet, med paven, med Chamberlain og så videre. Der findes næppe en reaktionær kraft i verden, som de zionistiske ledere ikke forsøgte at komme i kontakt med. De førte forhandlinger med Petlura, med Pilsudski og Mussolini. Den zionistiske bevægelses ledere og inspiratorer var ikke uvillige til at søge kontakt selv med Hitlers fascisme. Det er almindeligt kendt, at jødiske finansfolk i Amerika, de mænd, der støttede zionisterne, også hældte penge i Hitler, før han kom til magten.

Mødet mellem von Papen og Hitler, som fandt sted lige før indførelsen af det fascistiske styre i Tyskland, blev afholdt hos baron Kurt van Schröder, som var direktør for »Steinbanken«, der var knyttet til den zionistiske bevægelse, og mellemmand for firmaerne »Levi«, »Salomo«, »Oppenheim & Co«. De store amerikanske bankhuse »Dillon Read & Co.«, »Kuhn Loeb«, »Lehman Brothers« og andre, som den zionistiske bevægelse altid har været tæt forbundet med, gav enorm finansiel hjælp til de tyske monopolister og gjorde fascismens magtovertagelse lettere. På nuværende tidspunkt er de samme bankinteresser igen aktive i at hjælpe med at genoplive den rovgriske tyske imperialisme.

Under de britiske og amerikanske imperialisters kontrol

II
I årevis har zionisterne været tæt knyttet til den britiske imperialisme og de britiske efterretningstjenester. Deres hovedkvarter lå i lang tid i London, og alle deres aktiviteter blev styret af det britiske diplomati. Den afdøde Dr. Weizmann, leder af den zionistiske bevægelse og senere Israels præsident, var indtil 1946 embedsmand i et britisk ministerium. Andre zionistiske ledere var direkte agenter for den britiske imperialisme. Eban, den israelske repræsentant i FN, og Shiloah, som leder den israelske efterretningstjeneste, arbejdede i årevis for den britiske efterretningstjeneste.

Siden afslutningen af Anden Verdenskrig er den zionistiske bevægelse, der ledes af reaktionære borgerlige elementer, kommet mere og mere under de amerikanske imperialisters kontrol.

Med afdelinger over hele Europa har den zionistiske bevægelse, som omfatter mange og forskelligartede organisationer, vist sig at være et meget praktisk instrument til at organisere spionage, sabotage og undergravende arbejde mod Sovjetunionen og folkedemokratierne.

Amerikansk kapital etablerer økonomisk og politisk kontrol over den zionistiske verdensorganisation og dækker alle udgifter til opretholdelse af et omfattende spionageapparat. I Amerika blev den zionistiske organisation ledet af Robert Szold, en forretningsmand og bror til Harold Szold, en partner i bankfirmaet Lehman.

Under Rajk-retssagen i Ungarn[2] afgav den tiltalte Tibor Szonyi, som tilstod at være amerikansk hemmelig agent, følgende vidneudsagn: »Jeg vidste, og jeg forstod det udmærket, mens jeg var i Schweiz, at den zionistiske bevægelse som helhed har meget tæt kontakt med USA’s hemmelige tjenester«. Retssagen i Tjekkoslovakiet mod det antistatslige konspirationscenter under ledelse af Slansky viste den vigtige rolle, zionisterne spillede i organiseringen af centret. Vidnet Ornstein sagde i retten, at allerede »i 1947, før oprettelsen af den israelske stat, blev der afholdt en hemmelig konference i Washington, hvor Truman, Acheson, Ben Gurion, Sharett og Morgenthau junior deltog. På denne konference blev Morgenthau, Ben Gurion og Sharett enige om, at zionistiske organisationer skulle bruges til spionage og andre undergravende aktiviteter i folkedemokratierne, mens USA på sin side skulle hjælpe de israelske zionister med at gennemføre deres planer.«

Forud for den tidligere amerikanske præsident Trumans anerkendelse af Israel i maj 1948 gik således »Morgenthau-Acheson«-planen, en aftale mellem USA’s magthavere og zionisternes ledere om, at zionisterne skulle stille sig helt i den amerikanske imperialismes tjeneste for at realisere dens aggressive planer.

III
I de seneste år er Israel kommet helt ind i USA’s indflydelsessfære. I løbet af kort tid har amerikansk kapital i vid udstrækning erstattet britisk kapital i Israel. Økonomisk støtte til Israel fra amerikanske bankfolk beløber sig til 270 millioner dollars. »Kuhn Loeb«, ›Dillon Read and Co.‹, ›Lehman Brothers‹, ›Mellon‹ og andre store amerikanske finansgrupper er ved at blive de facto herskere i Israel.

Den israelske regering er i øjeblikket underordnet de amerikanske monopoler. »Palestine Economic Corporation spiller en stor rolle i Israels økonomi. Bestyrelsesformanden for dette selskab er Morgenthau junior, USA’s tidligere finansminister, som også er formand for United Jewish Appeal, en international jødisk organisation, der samler penge ind til Israel.

I juni 1951 meddelte det amerikanske udenrigsministerium officielt, at den israelske regering havde accepteret amerikansk militærhjælp og at købe militært udstyr i USA. I august 1951 gav Israel den amerikanske flåde lov til at bruge israelske havne. På denne måde har Israels herskende kredse knyttet deres stats skæbne helt og holdent til USA’s aggressive politik.

De amerikanske imperialister omtaler Israel som en af deres stærkeste søjler i Mellemøsten – efter Tyrkiet. Israel er, med de amerikanske politiske gangsteres ord, fortroppen for »amerikansk demokrati« i Mellemøsten. I sine aggressive planer mod Sovjetunionen og folkedemokratierne har den amerikanske imperialisme tildelt Israel rollen som sin base i Mellemøsten.

I marts 1952 skrev »New York Herald Tribune« ligeud, at Israel med amerikansk hjælp er i færd med at blive omdannet til en stat, som ud fra et militært synspunkt vil få afgørende betydning i denne del af verden. Det forklarer uden tvivl det faktum, at et så lille land som Israel med et territorium på 21.000 kvadratkilometer allerede har fem store interkontinentale lufthavne: i Lydda, Haifa, Jerusalem, Galilæa og Negev. Det siger sig selv, at disse lufthavne er ubrugelige i forhold til normal luftfart, men de er meget vigtige strategisk set i den amerikansk-britiske imperialismes aggressive planer.

Samtidig tager de israelske magthavere meget aktivt del i den »kolde krig«, som de amerikanske imperialister fører mod landene i den socialistiske lejr, og gør alt, hvad der står i deres magt for at øge det internationale spændingsniveau. De israelske magthavere har også etableret venskabelige »diplomatiske« forbindelser med den Tito-fascistiske bande.

I maj 1952 rejste Israels udenrigsminister Sharett til Washington for at tigge om mere kredit. Han fik bevilget to lån på henholdsvis 76 og 25 millioner dollars. Umiddelbart efter begyndte Ben Gurion, Sharett og andre israelske »ledere« en frenetisk kampagne af løgne og bagvaskelse mod Sovjetunionen og folkedemokratierne, mod verdensfredsbevægelsen og mod den nationale befrielsesbevægelse i de arabiske lande. De israelske magthavere har nu besluttet at føre deres land åbent ind i den aggressive nordatlantiske blok.

Den kriminelle terrorhandling, som de zionistiske banditter begik mod Sovjetunionens legation i Tel Aviv[3], var ikke tilfældig. Den var det naturlige og logiske resultat af den antisovjetiske linje, som de israelske magthavere tidligere har fulgt og nu følger på foranledning af de amerikanske imperialister. Det skal bemærkes, at bomben, der blev kastet ind i den sovjetiske legation med politiets medvirken, skete i kølvandet på to angreb fra zionistiske banditter mod den tjekkoslovakiske ambassade i Tel Aviv.

Ved at appellere til de mest nedrige chauvinistiske instinkter forsøger den israelske regering på den ene side at aflede den arbejdende befolknings opmærksomhed fra økonomiens katastrofale tilstand og på den anden side at opfylde krigshissernes yderst provokerende missioner, der har til formål at forværre de internationale spændinger.

Det grimme og monstrøse i den zionistiske fascistbandes forbrydelse mod den sovjetiske legation i Tel Aviv skiller sig især ud i lyset af, at det netop var Sovjetunionen, der ved at knuse Hitlers Tyskland reddede millioner af jøder fra udryddelse.

Vreden og den brændende harme hos det arbejdende sovjetiske folk og hos alle progressive mennesker i alle lande blev vakt af den grimme forbrydelse, som terrorgruppen af lejesoldater begik, og som blev afsløret og uskadeliggjort af Sovjetunionens sikkerhedsorganer[4].

Størstedelen af denne kriminelle bande var som bekendt tilknyttet den internationale jødiske borgerligt-nationalistiske zionistiske organisation kendt som »Joint« – en gren af den amerikanske efterretningstjeneste.

Navnene på de lejesoldater, som efter ordre fra de amerikanske og britiske efterretningstjenester dræbte kammeraterne A. A. Zhdanov og A. S. Shcherbakov, fremtrædende ledere af Sovjetunionens Kommunistiske Parti, vil være forbandet for evigt. Den progressive menneskehed vil aldrig glemme disse sorte forbrydelser begået af de imperialistiske efterretningstjenesters zionistiske lakajer.

Gruppen af lejesoldaters onde forbrydelser er ligesom zionisternes aktiviteter – deltagerne i det antistatslige konspirationscenter i Tjekkoslovakiet og i terrorhandlingen mod den sovjetiske legation i Tel Aviv – alle led i den samme kæde. De er alle udtryk for de amerikansk-britiske imperialisters kriminelle aktiviteter og deres vedhæng, der har til formål at forberede en ny verdensslagtning. Dette forklarer nødvendigheden af aktiv kamp fra alle progressive kræfter i alle lande mod intriganterne og krigsmagerne, og hvorfor den skarpeste årvågenhed fra folkemassernes side er en vigtig opgave i dag.

Fredselskende folk i alle lande stigmatiserer med skam de imperialistiske sjakaler, som begår uhyrlige forbrydelser, som griber til provokation efter provokation og pisker krigshysteri op. Den dag vil komme, hvor krigsmagerne og deres håndlangere vil blive stillet til regnskab for alle deres forbrydelser ved folkenes mægtige domstol!

Arbejdere i alle lande, foren jer!

For en varig fred, for folkeligt demokrati!

Bukarest, fredag den 20. februar 1953. Organ of the Information Bureau of the Communist and Labour Parties, nr. 8 (224) s. 64-73.

M.B. Mitin (1901-1987) var en ledende teoretiker i USCP(b). Han var medlem af centralkomiteen fra 1939 til 1961. I årene mellem 1930 og 1944 var han chefredaktør for tidsskriftet ‘Under the Banner of Marxism’. I årene 1939-1944 var han direktør for Marx-Engels-Lenin Instituttet under SUKP(b). Og fra 1950 til 1956 var han chefredaktør for Kominform-tidsskriftet »For en varig fred, for folkets demokrati«. Det var i sidstnævnte egenskab, at dette dokument blev skrevet.

Oversat til norsk fra den amerikanske imperialismes zionistiske agentur.

Bemærkninger.

[1] Bund blev grundlagt i 1897 for at fremme jødiske arbejderes interesser, men var oprindeligt imod zionismen. Flere delegerede fra Bund deltog i den stiftende kongres for det russiske socialdemokratiske parti. Organisationen insisterede på jødisk »autonomi«, selv inden for partiet, hvilket underminerede partidemokratiet og princippet om lighed mellem alle arbejdere og partimedlemmer. Blandt andre.

[2] Lásló Rajk var minister i den ungarske regering. Under sin retssag i 1949 blev han dømt for at være agent for den vestlige imperialisme og Titos Jugoslavien. Rajk aflagde fuld tilståelse, men blev hurtigt rehabiliteret i forbindelse med den kontrarevolutionære opstand i 1956. Se ovenfor.

[Angrebet blev aldrig »opklaret«, men man mener, at gerningsmændene var medlemmer af en terrorgruppe ved navn »Kingdom of Israel«, som havde sit udspring i den zionistiske terrororganisation Stern, også kendt som Lehi. Lehi kæmpede mod briterne i Palæstina-mandatet og anså Storbritannien for at være en værre fjende end Nazityskland. En af lederne af Lehi, Yitzhak Shamir, blev senere Israels premierminister. O.a.

[4] Dette refererer til det såkaldte lægekomplot mod en række sovjetiske stats- og partiledere. Mønsteret fulgte opskriften fra 1930’erne, hvor betroede læger og forrædere i sikkerhedsorganerne og NKVD »behandlede« fremtrædende ledere og kunstnere – som Maksim Gorkij – så deres helbred blev forværret, og de døde. Metoden blev videreført, da Khrusjtjov-revisionisterne skaffede sig af med genstridige (dvs. marxistisk-leninistiske) førstesekretærer i folkedemokratierne. Boleslaw Bierut (Polen) og Klement Gottwald (Tjekkoslovakiet) døde f.eks. af hjerteanfald og »forkølelse« under ophold i Moskva kort efter Stalins død. O.a.

Oversat fra Revolusjon

 


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater