»What Did You Learn in School Today?«

Lederartikel i Håndslag nr. 3/2024

»What Did You Learn in School Today?«

Ferien er overstået, skolen startet og der er nok en og anden elev, der har fået spørgsmålet: hvad har du lært i skolen i dag? Og svaret er næppe det samme som entertai­neren Eddie Skoller skrev om i hans version af Tom Paxtons »What Did You Learn in School Today?«

I learned that Denmark is a little land
And in Denmark we do not understand
What the big world want us for
And then we did not learn no more.

På det netop afholdte NATO-møde optrådte Mette Frederiksen utvetydigt som den varmeste fortaler for udvidelsen af NATO’s krig mod Rusland, for konfrontation med både Rusland og Kina – for en totaloprustning af Europa gennem både NATO og EU, koste hvad det vil. Hun har åbnet Danmark for amerikanske militærbaser og hun føres frem i rampelyset som USA’s tætteste allierede. Mette Frederiksen forstår udmærket sin internationale hovedrolle som propagandist og medspiller for den totale oprustning til krig for USA’s og for NATO.

Dansk udenrigspolitik er fuldstændig vendt på hovedet. I mange år var den kendetegnet og lanceret ved at Danmark gennem internationale aftaler havde afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik. Der blev opbygget en ganske høj profil med et forholdsvist stort antal blåhjelmede danske soldater i FN-ledede, fredsbevarende operationer i verdens konfliktpunkter.

Nu handler udenrigspolitikken om oprustning, konfronta­tion og krig. Hvor FRED er et ord, der ikke finder vej til talepapirerne. Mette Frederiksen fører sig frem som en ny Anders Fogh Rasmussen, som indpisker til USA’s og NATOs krige og som fortaler for at trække Danmark ind i forreste række. Hun går nærmest videre end de amerikanske ledere selv, der er klar over, at de ikke har den amerikanske befolkning med sig til at kaste USA ind i en ny, åbent erklæret krigsmission.

I en livestreamet samtale holdt af Council on Foreign Relations siger Mette Frederiksen f.eks., at når det kommer til krig kan man ikke gøre sig afhængig af befolkningens støtte! Du må gøre det, der er nødvendigt!
Og undskylder at man så længe i Danmark brugte landets statsbudget på at »opbygge et velfærdssamfund« og svigtede at bidrage til NATO!

Det er så rene ord for pengene, at man skulle tro, det blev mødt af et kæmpe ramaskrig i medierne. Men nej. Ikke noget med folkets vilje, for det er jo eliten, der ved bedst – og ejer de store medier!

Så lige nu ser regnestykket således ud:

3,4 mia til kommunernes velfærd som skaffes ved nedskæringer andre steder.
90 mia til krig i Ukraine. Alt sammen skattepenge der er brug for i vores børnehaver, skoler og sundhedssektor.
Proportionerne og prioriteringerne er tydelige.
Krigens købmænd profiterer og præsenterer skyhøje regnskaber. Jvf. A.P.Møller-Mærsk, Novo m.fl. Kapitalismens giganter lever af krig.

Det er sådan en tid vi lever i. Det gør ondt at kende fakta. Men hvis man ikke er ser tingene som de er, så bliver man alt for nemt pacificeret af løgnene og propagandaen, der styrer mod krig.

Finanskapitalen, de store monopoler og deres politikere er i fuld gang med at opbygge en krigsmaskine der gør det muligt for dem at føre en storkrig mod deres rivaler, som deres forsøg på at »løse« de uløselige problemer der ligger indbygget i kapitalismen. Overlevelse for kapitalen kræver stadigt større markeder og profit, med alle midler.
De ønsker vi skal stå lammede og passive og tro på deres løgne om krigens nødvendighed, så de uhindret kan køre videre i krigens spor. Ikke som de glimt af krig vi får præsenteret i medierne. Men krig som den virkelig er. Brutal og Grusom. Med massedrab, voldtægter, ødelæggelse af infrastruktur, ødelæggelse af hjem, skoler, hospitaler. Sult, tørst, frygt, sorg, flugt.

Og fakta er, at krig og folkemord foregår lige for øjnene af os med den danske stat som indpisker og medskyldig part.

Lad os udvide den store solidaritetsbevægelse med palæstinensernes kamp til en kamp mod hele regeringens krigspolitik. Lad ikke krigens kræfter styre fremtiden –

Lektien er: Kæmp mod imperialisme og krig!

Lederartikel fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag 3/2024