Den 29. august var en triumfens dag for den aktive modstandskamp og dens deltagere. Da blev tæppet under det intime dansk-tyske samvirke revet bort. Luften blev renset en smule, og kampen for landets selvstændighed gik ind i en ny etape.

Af Frede Klitgård, Modstandsmand
29.august 1990

Modstandskamp og oprør imod nazi

Regeringen fyret … blev siddende og fik løn

Når modstandsfolk igennem mange år har holdt fast ved, at den 29. au­gust var en ganske særlig dag, så skyldes det den ret enkle kendsgerning, at netop denne dag var en skæringsdato. Både det, der var gået forud, og det, der fulgte efter, havde ganske vidtræk­kende konsekvenser.

Men det allervigtigste ved netop den dag er, at da kulminerede styrkeprøven mellem samarbejdsfolkene – særlig poli­ti­kere, store erhvervsbaroner, godsejere og renlivede nazister – og modstandsfolkene.

Mange har glemt eller kender ikke meget til 29. august (og mange har gjort meget for at få streget denne dato ud i Danmarkshistorien). Grunden hertil er, at folk, der vil ændre samfundet og gøre det bedre, kan drage værdifuld lære af alt det, der skete.

Det søges indhyllet i glemslens slør, at der var tale om et virkeligt folkeligt oprør, at den regering, der så villigt havde samarbejdet med tyskerne og tjent besættelsesmagtens og nazismens interesser på servil måde var kørt uhjælpelig fast, at den ikke kunne regere videre – hvis den da ikke fuldkommen ville afklæde sig den »demokratiske« camouflagedragt og sætte den sidste rest af troværdighed over styr.

Det var det danske folks, især ungdommens åbne oprør. Regeringen blev fyret på gråt papir.

»Demokratisk« valg

Der var tale om en springvis udvikling. Få måneder forinden havde den tyske statholder, SS-general Werner Best og hele nazi-hierarkiet i Berlin allenådigst givet deres tilladelse til, at der i det besatte Danmark kunne holdes »frie og demokratiske valg« til rigsdagen (det hed det dengang, fordi der var to kamre: folketing og landsting).

Selv i dag bliver Werner Best rost til skyerne for denne begivenhed. Den viste, hævder nazi-forguderne, at Werner Best var en »fin« mand, et »kultive­ret« væsen og »Danmarks ven« og me­get andet vrøvl. Valget var grundlovsstridigt, fordi samarbejdsfolkene havde forbudt det kommunistiske parti.

Tyskerne var naturligvis interesseret i via den sædvanligvis ganske behændige propaganda at fremstille sig selv som de små og besatte landes sande ven og beskytter, at demonstrere de­res oprigtige venskab med disse landes befolkninger, at vinde dem for det stortyske nazi-riges korstog imod »bol­sjevismen« og sammen med de »liberale« og »demokratiske« danske partier at hamre fast, at Danmarks fremtid var bestemt af Hitler-Tyskland og at det var klogt og sundt at indordne sig villigt og roligt.

Sabotagens betydning

I løbet af få måneder skiftede situationen totalt. Det var, som om de inde­stængte, folkelige kræfter pludselig sprængte alle bånd. Det kom til et voldsomt udbrud, til et virkeligt oprør.

Mange mennesker, bl.a. udlændinge, har haft svært ved at forstå den særlige situation i Danmark, som uden kamp kapitulerede den 9. april 1940.

De har haft vanskeligt ved at forstå, at modstandsbevægelsen, der piblede frem på et tidligt tidspunkt, måtte kæmpe imod to fjender. I begyndelsen var det kampen for at få modstandsviljen til at slå igennem og gjort almen hos de fleste. Det lykkedes i nogen udstrækning. Derefter fulgte store serier af sabotage imod tyske interesser, først og fremmest imod danske virksomheder mv., der arbejdede for tyskerne.

Også i dag er der nogen uenighed om, hvad der var årsag og virkning. Var det propagandaen og den delvise sejr i kampen om »sjælene«, som modnede vilkårene for at gå i gang med sabotagen, dvs. direkte slag imod den tyske krigsmaskine.

Mange mener, at det var sabotagen, som modnede modstandsviljen og skabte den brede samling i udslags­givende kredse af befolkningen, dvs. arbejderklassen.

De folk, som dengang var med i første række, er ikke i tvivl om, at det var sabotagebølgen eller -bølgerne, som skabte den brede, folkelige opslutning. Først med sabotagen kunne folk i almindelighed mærke, at nu gik det frem fra defensive mere forsvarsmæssige holdninger til den aktive kamp, hvor det danske folk kom på linje med alle de øvrige folk, som kæmpede imod krigen, undertrykkelsen, plyndringerne, herrefolksmentaliteten, na­zismen.

Imponeret regering

På en måde er det tiden før den 29. august 1943, som er mest afgørende og derfor mest interessant. Den kan man lære meget af. De samarbejdende partier var fuldt enige om den linje, der skulle følges: Danmark skulle som en bivogn kobles til den tysk-nazistiske sporvogn og køre lige lukt ind i lykkeland.

Fra besættelsens første dag – og delvis før – søgte regering, politikere af mange afskygninger, presse og andre med magt og indflydelse at gøre tyskerne tilpas, at tilpasse sig og om mulig komme voldsmagten i forvejen med at finde på ønsker og krav, som man kunne opfylde for de grønne, selvindbudte gæster.

I dokumenter står der, at besættelsen skete »efter overenskomst«. Denne formulering er senere blevet bestridt, men der foreligger ingen officiel dansk protest imod formuleringen. Regeringen udsendte erklæringer om, hvor imponeret den var over de hurtige, tyske sejre. Arbejdsløse i tusindvis blev tvunget på slavearbejde i Tyskland. Danmark tilsluttede sig den så­kaldte anti-kominternpagt, oprettede en dansk-tysk forening for rigets »bedste mænd«. Politiet og dets »hem­me­lige« afdelinger blev sat ind i jagten på modstandsfolk. Der blev igangsat statsautoriseret værnemageri (arbejde for tyskerne) og der blev med regeringens billigelse oprettet et nazistisk »frikorps Danmark«, som var underlagt Hitlers garde, SS.

Krav om afvæbning

I efterkrigstiden har danske samarbejds­partner og -politikere altid søgt at fremstille krigens begivenheder på den måde, at det i virkeligheden var dem, som var modstandsbevægelsen og at det er dem, Danmark kan takke for, at vi ikke efter krigen var i bås med det slagne storrige. Alt hvad de sagde og gjorde var i det danske folks interesse, og eventuelle mindre vigtige fortalelser, der kunne tydes som tyskvenlige eller endog landsforræderiske, var blevet misopfattet. (Jvf. kritikken af det ændrede grundlag for Frihedsmuseet. Se bl.a. Håndslag nr. 4/2020).

På grund af den politiske borgfred, som nogle modstandsfolk, dvs. folk, som var blevet ledere i kraft af, at der i undergrunden var skabt modstandsgrupper, indgik med de til det sidste svigefulde politikere med socialdemokraterne i spidsen, kørte en hel masse i kvas ved krigens slutning.

Statsminister Buhl – som i 1943 for åben mikrofon havde opfordret alle til at an­give sabotører til politiet (og tyskerne) – erklærede på selve befrielsesaftenen, at den danske modstandshær øjeblikkelig skulle afvæbnes. Han henviste til, at der ikke i grundloven stod noget som helst om »frihedskæmpere«.

Det var jo sådan set rigtigt nok. Men de var der altså og kom åbenbart ham og flere andre på tværs

En hel svensk storskov har måttet lade livet for at fremskaffe papir til diverse propagandaskrifter hvor samarbejds­politikerne og deres fælles politik fremstilles som fremragende eksempel på brilliant statsmandskunst og for, hvad der kan opnås, når landets alvorlige anliggender overlades til »rigtige frihedskæmpere«.

Forud for datoen var der sket en voldsom opblussen i modstandsarbejdet. Bølger af sabotager fejede over landet. Nogle gange iværksat af ganske unge mennesker med ret primitive midler. Men de mange brande, togafsporinger og de kæmpebrag, som de »rigtige« sabotørers bomber frembragte i fabrikker, der arbejdede for tyskerne, kunne ikke bortforklares.

I en lang række byer kom det i august måned til det, der senere blev kaldt »folkestrejker«. Billedet var ret ens i både Odense, Esbjerg, Ålborg, Århus og mange andre steder. Sabotagen opflammede modstanden og udløste forbitrelse imod besættelsesmagten. Mange steder kom det til episoder som f.eks. i Odense, hvor tysk militær ville besætte skibsværftet.

Efter Stalingrad

Både politikerne og tyskerne følte meget stærkt, at situationen var ved at løbe ud af kontrol. Selv om de optrådte i fællesskab og selv om det lykkedes at få vildførte tillidsmænd, kommunalpolitikere og andre til at ma­ne til »besindighed« og »ro og orden« og udsende manende appeller til arbejderne, var det nærmest af gyde benzin på bålet. Mindre uroligheder, gadeslagsmål med nazister og tyskerne og frikorpsfolk, sabotagebragene, udbredelsen af stadig flere illegale blade og den almindelige, opstemmede forbitrelse slog ud i lys lue og førte til omfattende arbejdsnedlæggelser, protestmøder med ret barske krav til tyskerne, f.eks. at der ikke måtte være tyske soldater på gaderne om aftenen osv.

Tyskerne stillede politikerne over for en række krav, bl.a. øget indsats imod sabotører og idømmelse af meget strengere straffe end tidligere.

Ifølge det autoriserede billede blev der nu på Christiansborg udkæmpet et gigantisk slag. Statsminister Erik Scavenius ville naturligvis tjene tyskerne og fremkom med en erklæring, som sagde ja. Men der var alligevel politikere, som kom til at skænke fremtiden en tanke. Husk, at alt dette skete efter Stalingrad, altså efter at de tyske angrebshære var kastet tilbage med store tab og nazi-stjernen i det hele taget var i heftig dalen. Politikerne kunne ikke mere være sikre på, at det tyske sikkerhedsnet, som var spændt ud under dem, kunne holde ud i al fremtid. Derfor følte de sig som en lille mand i en robåd, der var kommet for langt fra land, og søgte nu at ro tilbage.

De blev tvunget til at sige nej til tyskerne. Det medførte sænkning af den danske flåde, tysk angreb på den resterende danske hærstyrke, undtagelsestilstand, arrestation og internering af et antal gidsler – men ingen kendte socialdemokrater – og en række trusler om brug af skydevåben mv.

Arkivet i skuffen

Regeringen indgav sin demissionsbegæring til kongen. Men den gamle og efter sigende senile konge lagde den i sin skrivebordsskuffe og gav aldrig noget svar.

Hvorfor blev begæringen arkiveret i skuffen? Denne ordning sikrede, at politikerne formelt fortsat var »statens tjenere« og derfor hver den 1. kunne gå til kasse 1 og få udbetalt deres løn. Samtidig var der den ikke uvæsentlige fordel, at de arbejdsløse på denne fikse måde bevarede deres anciennitet, som havde og har stor betydning ved pensionering.

Til at ordne landets alvorlige anliggender, som det altid kaldtes, blev departementcheferne udstyret med en række fuldmagter og gav det efterfølgende udseende af, at de »styrede« landet. I virkeligheden var det de gamle samarbejdsfolk, som havde deres gang på Christiansborg, og som fortsatte med at trække i trådene.

De fortsatte ufortøvet den politik, de var blevet enige med tyskerne om ved besættelsens begyndelse. Det kom bl.a. til udtryk under de store folkestrejker i sommeren 44.

Havde de haft magt som de havde agt, havde de fortsat farten med bivognen på slæb efter Hitlers sporvogn. Hverken krigskorset eller hagekorset havde virket afskrækkende. »Vi må jo forsøge at få det bedst mulige ud af det«, sagde de. »Vi handler jo i befolkningens interesse. Vi må skærme den imod det værst tænkelige«. Det var det stadige omkvæd.

Men de fleste danskere opfattede samarbejdsfolkenes programerklæring for fremtiden som det værst tænkelige.

Af Frede Klitgård, Modstandsmand
29.august 1990

Har været bragt i det antifascistiske tidsskrift Håndslag 3/2024