Kunstig intelligens åbner vejen for indførelsen af Humanoide robotter i industriproduktion

Flere store tech-virksomheder investerer i øjeblikket massivt i næste generation af robotter, der skal kunne arbejde sikkert ved siden af mennesker, og samtidig udføre nogle af de samme opgaver. Den langsigtede ambition er at få maskinerne ud af science fiction-historierne og ind i alle arbejdsfunktioner fra fabriksgulv til hjemmepleje, for at opfylde kapitalens krav om højere produktivitet og profit. Det vil øge mængden af jobs der kan automatiseres og samtidig styrke monopolkapitalens greb om produktionen.

Af Franz Krejbjerg, Arbejderpartiet kommunisterne, APK

Kunstig intelligens åbner vejen for indførelsen af Humanoide robotter i industriproduktion

Det seneste halve år bliver kaldt et gennembrud for humanoide robotter. En lang række virksomheder er kommet ud af deres hemmelige laboratorier og har præsenteret prototyper, og delt deres fremskridt indenfor denne type af automatiske maskiner der i det ydre er bygget efter en menneskelig skabelon.

I centrum står virksomheden Nvidia, chip producenten der har ramt en sand guldåre med deres GPU-chip, der er den bedste på markedet til at træne og køre kunstig intelligens programmer. På Nvidia teknologikonferencen i marts 2024, kunne de afsløre et samarbejde med hele 10 forskellige robot virksomheder, om udvikling af simuleringer og de computere der styrer maskinerne.

Darpa Robotics Challenge

Der er gået 10 år siden det amerikanske militær inviterede til Darpa Robotics Challenge, hvor konkurrerende studerende viste langsomme, uduelige, og ufrivilligt komiske maskiner. Ingen af de hold der stillede til konkurrencen, havde en robot med der kunne gennemføre selv basale opgaver. Men den massive amerikanske statsstøtte der i årerne 2013 – 2015 blev sendt ud til industrien via militæret, Nasa og universiteter, gav mulighed for at ansætte nogle af de håbefulde aspiranter og det var med til at sætte gang i en udvikling.

De sidste par år er udviklingen accelereret dramatisk, et kvalitativt spring i teknologien er ved at modnes, hvor øget dataindsamling og computerkraft, sammen med ny tilgang til software slår igennem, så robotterne begynder at kunne bevæge sig og udføre opgaver.

Spørgsmålet der undersøges i denne artikel, er hvor langt der er fra prototyperne og til at opbygge en samlebåndsproduktion af robotter, der både er billige og samtidige alsidige nok til at indgå på linje med mennesker i den almindelige produktion i fabriks- og lagerarbejde.

Begrænsningen ved eksisterende robotter

Eksisterende industrirobotter og andre mere eller mindre fuldautomatiske maskiner har udviklet sig enormt, men de kræver fortsat at de vare der produceres, og alt i fabrikken, lageret, og i produktionen bliver designet efter maskinernes begrænsninger. Det betyder en relativt lang udviklingstid og efterfølgende lille fleksibilitet.

Samtidig kræver selv de mest automatiserede fabrikker fortsat et stort antal arbejdere der servicerer maskinerne og udføre bestemte opgaver langs samlebåndet. Der er bygget stort set fuldautomatiske centrallagre, men der er fortsat lang vej til hele logistikkæden er automatiseret.

Al industriproduktion har en konstant bevægelse mod at øge profitten, et af værktøjerne er at øge produktiviteten. Kapitalens vigtigste håndtag til profit maksimering har været at presse fabriksarbejdere til at arbejde hurtigere, længere og billigere, underlagt et voksende antal maskiner.

Hver eneste gang man tror at automatisering og tempo har nået et endeligt toppunkt, har det vist sig blot at være en fase. Kapitalen stræber efter en fremtid hvor en fabrik ikke har en levende sjæl, de tror at man åbner porten til ubegrænset effektivitet med 100 procent automatisering. Og dermed til uendelig profit.

Det er naturligvis en illusion, men ikke desto mindre bruges der gigantiske formuer i forsøget på at realiserer den. Den økonomiske virkelighed er, at den dag hvor en fabrik har automatiseret alle arbejdere væk, mister den evnen til at skabe profit, værditilvæksten vil skabes hos et andet led i kæden, f.eks. de virksomheder der leverer robotterne, råvarerne, software, computerchips og energien. Kun samfundsmæssigt nødvendigt menneskeligt arbejde kan skabe profit.

En tendens som allerede Marx beskrev var at andelen af kapital der er bundet i maskiner, bliver stadig større, og det kræver stadig større kapitalkoncentrationer at opbygge en konkurrencedygtig industriproduktion. Fordi den mængde samfundsmæssig arbejdskraft der er indeholdt i den enkelte vare går ned, går også profitten ned, derfor må produktiviteten gå tilsvarende op for at hente et overskud. Hvilket er en medvirkende faktor til at hver eneste branche uundgåeligt går mod monopoldannelser.

Begrænsningen ved eksisterende robotter, som kapitalen ser det, er altså, at arbejdere fortsat er uomgængelige hvis fabrikken skal køre.

Humanoide robotter – hype eller realitet

Det er nogle af de største IT virksomheder der puster til forestillingen om at de humanoide robotter, der kan det samme som et menneske, er indenfor rækkevidde i dette årti. Men der er rigtig meget hype og ikke så mange realiteter endnu.

Kun en lille del af de menneskelige sanser er indbygget i de prototyper der er præsenteret, svarende til dem der findes i en mobiltelefon. Dvs. at robotternes registrering af input fra omverdenen er reduceret til at se, høre, mærke balance og acceleration, og en beskeden trykføler.

Ingen kan sige hvornår sanser som lugt, smag, temperatur, fugtighed eller berøring osv. kommer til. Maskinerne har dog også muligheder som levende væsner ikke har, en af dem er at de kan kommunikere digitalt med meget høj hastighed.

Selve det mekaniske niveau er stadig meget langt fra en perfekt kopi af et menneske, f.eks. har de humanoide robotter endnu kun en brøkdel af den bevægelsesfrihed, fleksibilitet og følsomhed i deres gribere som et menneske har i hænderne. Mekanikken bliver dog hele tiden forbedret, og ambitionen for nogle virksomheder er at de i de kommende år vil kunne samle en nål op fra et bord og trække en sytråd gennem nåleøjet. Det vil helt sikkert være en milepæl når det lykkedes, men det kommer også med vanskeligheder, desto flere bevægelige dele, jo mere koster robotterne at producere og vedligeholde.

Disse prototyper naturligvis ikke intelligente, selvom de bliver koblet op til de bedste kunstig intelligens systemer, til gengæld er den indbyggede computerkraft stor nok til den kan omsætte billeder fra et kamera, og i real tid danne en præcis skabelon af virkeligheden den kan agere i.

Et klart advarselsflag er, at selv eksperter indenfor udvikling og træning af kunstig intelligens programmer, åbent siger de mangler en egentlig dyb forståelse af hvordan de virker, eller hvor deres fejl og begrænsninger er.

Virksomhederne har indtil videre skudt bolden hen ad vejen. Deres rationale er at da ingen ved hvad der foregår inden i hovedet på mennesker, hvor stort et problem kan så der være ved at indføre maskiner man ikke ved hvordan virker, men kan simulere intelligens og bevæge sig som mennesker, og klare sig selvstændigt i flere timer på en opladning.

Hønen og ægget

Den handlingsplan industrien følger er hurtigst muligt at få prototyperne testet for om de kan indgå på en meningsfuld måde i produktionen. Kan de det, er vejen banet for næste skridt: at bygge og anbringe et par hundrede eller flere prototyper, så man kan indhente den mængde data der er nødvendigt for at kunne udvikle næste generation.

Fokus i udviklingen er derfra at nå frem til det punkt hvor robotterne kan udføre økonomisk meningsfuldt arbejde, senere kommer fokus på at tjene udviklingsomkostningerne hjem. Flere virksomheder har annonceret at de er gået i partnerskab med industrivirksomheder, som Apptronik’s Apollo robot der er på prøve hos Mercedes for at teste deres robotter rent mekanisk i et rigtigt fabriksmiljø, herunder deres sensorer, tempo, præcision og evne til at korrigere fejl osv.

Den langsigtede ambition er, at den software der kører inde i robotten, skal være generel, det vil sige samme maskine og samme program skal kunne udføre mange forskellige opgaver med minimum af lokal træning og instruktion. Sådan er det langt fra endnu.

For hver ny situation robotten ikke er forprogrammeret til, skal der indhentes data der sendes til et datacenter, så en ny version af dens software kan trænes og testes. Det vil sige at de data robotterne indsamler, også bidrager til udviklingen af den endelige version af deres generelle software.

Nvidia bruger også de indsamlede data til at skabe deres egen udgave af ”The Matrix”, en simulering der skal ligge så tæt på virkeligheden at programmet kan testes i simulatoren. Målet er at data fra disse øvelser i den kunstige verden også sendes til datacenteret og bruges til at træne robottens program med. Den hellige gral er en simulering, der er en nærmest 100 procent nøjagtig repræsentation af virkeligheden.

I en video den 19. marts 2024 fra virksomheder Boston Dynamics forklarede robotingeniør Paul DeMonico:

”Vi har fået en rigtig god forståelse af kropsdynamik, men den virkelige verden er meget kompleks og der er mange måder robotten kan bevæge sig på. Hvor højt skal den løfte et ben, hvor længe skal den holde benet i kontakt med jorden, hvor skal robotten træde ned. Det er en ligning med rigtig mange ubekendte, hvor det som ingeniør eller forsker er virkelig svært at finde en god løsning.

Nylige fremskridt indenfor maskinlæring har vist sig særligt lovende. For eksempel, i situationer hvor robotten risikerer at glide, eller når den skal bestemme, hvor den næste fod skal placeres, kræves hurtige og præcise beregninger. Den nye maskinlæringsbaserede tilgang (reinforcement learning) har forbedret robottens evne til at udføre både hurtige justeringer og den er blevet bedre til at holde balancen, og til at navigerer over forhindringer. Dette markerer en signifikant forbedring i robottens tilpasningsevne og præstation i forskellige miljøer.”

Altså er der flere led i udviklingen der er dybt forbundne. Skal det lykkedes at skabe en god simulering, kræves der store mængder ægte test data, og til det kræves flere prototyper. De seneste 10 års forsøg med selvkørende biler, viser at det kommer til at tage lang tid at opnå tilstrækkelig sikkerhed.

Vi ved af erfaring at hverken virksomheder eller myndigheder vil tage udgangspunkt i arbejderklassens eller befolkningens interesser om gennemskuelighed og sikkerhed. Krav til lovgivning om selvkørende biler eller robotter der sættes fri sammen med mennesker ude på gaden, skal rejses fra gulvet.

En del af hypen omkring kunstig intelligens og humanoide robotter, er at det vil skabe et samfund hvor ingen vil sulte eller behøve at arbejde, et utopia med materiel overflod. Det bruges som forklaring på at der bruges gigantisk ressource på alle mulige forskellige højteknologiske projektor, i stedet for verdens virkelige problemer.

Marxismen-leninismen har en helt anden analyse: verden er allerede rig og der kunne være rigeligt til alle. Årsagen til ulighed, nød og sult er monopoler og imperialismen. Der kommer ikke fred, frihed eller lighed ud af teknologi i sig selv, så længe verden lever under kapitalismen og den private ejendomsret. Fremskridt for menneskeheden kommer gennem klassekampen.

General purpose humanoid robot

Som sagt er det langsigtede mål for mange af disse virksomheder at bygge alsidige robotter, forstået sådan at den samme maskine kan bruges til mange forskellige opgaver, uden at det kræver træning eller programmering af hver eneste bevægelse.

Der er mange aktører der ønsker robotter, der kan gå rundt og bruge de samme værktøjer som mennesker, skal have en funktion i krigsindustrien. Det kan i første omgang være som en del af en skyggehær hvor man prøver at lokke fjenden til at skyde efter realistiske attrapper som autonome køretøjer eller robotter.

Det blev forklaret helt fra begyndelsen, at et hovedformål for militæret var udvikle maskiner der kunne bruges til udførelse af ”farlige jobs”. Lykkedes det, vil alle militære enheder i verden, der ikke bremses af klassekampen og den antiimperialistiske kamp, forsøge at implementerer mekaniske zombier i frontlinjen.

Der er dog ingen grund til at tro at maskinhæren er lige er om hjørnet. I modsætning til software og underholdning der i dag kan distribueres eller kan tilgås via Internettet, så kræver robotter en kæmpe udbygning af fabrikker og anden produktionskapacitet før de rammer gaden i et meningsfuldt antal. Selv når det sker, vil Humanoide robotter i meget lang tid frem være maskiner med begrænset funktionalitet, låst til opgaver hvor de kan testes i et kontrolleret miljø, f.eks. indenfor overvågning, industri, og logistik.

På den anden side er det vigtigt at tage risici ved den militære og teknologiske udvikling alvorligt, og ikke overlade det til imperialisternes militærindustrielle kompleks, hvor der ikke er langt fra industrialisering til automatisering af folkemord.

Fra science fiction-historierne har vi Asimovs robotlove, som han skrev i en novelle udgivet i 1942 under Anden Verdenskrig. Før virkeligheden indhenter historierne må der stilles krav til magthaverne: autonome maskiner skal være totalt sikre at bruge, der skal være total åbenhed om hvordan de virker, de må ikke udvikles til at bruge våben, eller være farlige for mennesker.

Hvor hurtigt udviklingen af humanoide robotter kommer til at gå er umuligt at forudsige. Det eneste der er helt sikkert, er at den teknologiske udvikling konstant vil øge mængden af jobs der kan automatiseres, og dermed samtidig styrke monopolkapitalens koncentration af magt og direkte kontrol over flere dele af produktionen.

DEL 2

Eksponentiel udvikling i udbygning af regnekraft

Der er en klar tendens til at udbygningen af gigantiske datacentre i øjeblikket vokser nærmest eksponentielt, det anslås at processor kraften der er til rådighed for AI virksomheder 10 dobles hvert halve år.

Det koster store mængder strøm at holde disse datacentre kørende, til transformere, hukommelse, kommunikation, computere, og køling. Den ekstreme udbygning af datacentre sluger derfor en større og større andel af den energi der produceres.

Ifølge oplysninger fra Data Centre Magazine, er datacentre anslået til at stå for op til 3% af det globale elforbrug i dag, og dette tal forventes at stige til 4% inden 2030. Den gennemsnitlige ”hyper skala-facilitet” forbruger 20-50MW årligt, hvilket teoretisk set er nok elektricitet til at forsyne op til 37.000 amerikanske hjem 1.

Helt efter bogen konkurrerer alle de store tech giganter om at komme først til at sidde på markedet for kunstig intelligens, og de udbygger alle massivt på samme tid, hvilket betyder at prisen for de enkelte dele er vokset dramatisk, og profitten er astronomisk. Det er ganske få monopoler der sidder på kontrollen med de helt centrale komponenter, og nærmest hele produktionen af chips er placeret i Taiwan hos TSMC. Under amerikansk kontrol.

Så længe alt er usikkert vil der være en masse hype omkring de potentielle muligheder, alt dette betyder at markedet bevæger sig mod en gigantiske AI boble. En boble der på et eller andet tidspunkt vil briste, og derefter vil markedet konsolideres på få store monopoler.

Fremtidsudsigter og superintelligens

Fortsætter den eksponentielle udvikling årtiet ud, påstår interessegruppen ”Singularity University” at den samlede regnekraft der vil stå til rådighed for de store AI virksomheder, kan skabe en ”super intelligens” der kan matche hele verdens samlede befolkning. Hvilket i sig selv er en absurd sammenligning, fordi det er som at sammenligne hjernen med en lommeregner og reducere intelligens til determinisme.

Singularity University er bare ét eksempel på at der bruges masser af kræfter på hype og samtidig skræmmekampagner i forsøget på at styre den offentlige diskussion væk fra en realistisk forståelse af disse værktøjer.

I kapitalismens imperialistiske fase har teknologisk udvikling altid været kombineret med svindel, hybris og spekulation. Sagen er at ingen endnu kan sige med sikkerhed om selv denne gigantiske akkumulering af regnekraft og det eksorbitante energiforbrug vil slå ud i ægte teknologiske spring frem, hvor kunstig intelligens f.eks. kan træde i stedet for mennesker på arbejdspladser.

Det skal understreges at materialismen ikke anser kunstig intelligens for teoretisk umuligt. ”Tanke og bevidsthed,” siger Engels i Anti-Dühring, ”er produkter af den menneskelige hjerne”. Den materielle, sanseligt opfattelige verden, som vi selv tilhører, er den eneste virkelighed… vores bevidsthed og tænkning, hvor oversanselig den end kan synes, er produktet af et materielt, kropsligt organ, hjernen. Materie er ikke et produkt af sindet, men sindet selv er blot det højeste produkt af materie.

I praksis vil de systemer, som de store monopoler og imperialistmagter kæmper om at udvikle i dag, ikke komme i nærheden af at opnå tanke og bevidsthed, der er alene tale om meget sofistikerede computerprogrammer der kan udføre bestemte opgaver. Et værktøj slet og ret.

Men også et værktøj der kan føre til øget uligheden og er et enormt ressourcespild. De gigantiske ressourcer og energi der bruges på datacentre og de dertil hørende nødvendige kraftværker og infrastruktur kunne med et snuptag løse helt reelle problemer i verden, f.eks. mangler 10 procent af verdens befolkning stadig adgang til elektricitet.

Kampen om kontrol og adgang til viden

Et andet helt centralt spørgsmål er hvem der har kontrol med data og datacentre. De virksomheder der sidder på datacentrerne, får ikke kun magt over robotter i produktionen, men også over alt andet. Det står klart at kunstig intelligens kan være et meget nyttigt værktøj, og derfor har det hurtigt vundet indpas alle steder, fra arbejdspladser, uddannelse, medier og andre institutioner.

Det er et kulturimperialistisk projekt: forvaltning af menneskehedens samlede nedskrevne viden, kultur, nyheder og historie, er overgivet til private monopoler med hovedsæde i imperialistmagterne. Vi ved af erfaring de vil udføre censur, overvåge modstandere, og kontrollere adgang til al denne data, både for befolkningen, studerende og beslutningstagere. Nøjagtigt som magthaverne gennem de store sociale medier, forsøger at overvåge og kontrollere den offentlige diskurs, med censur og andre politistatsmetoder.

Som det er set i Palæstinasolidariteten, kan lykkedes at bryde igennem magthavernes nyhedskontrol. Mens lige adgang til al viden er et krav der først vil blive fuldt gennemført med arbejderklassens socialistiske revolution.

Kontrol med data handler også om storkapitalens og stormagternes forsøg på at få direkte kontrol med alle landes centrale infrastruktur, politisk overvågning, økonomi, sundhedsdata osv.

Derfor det vigtigt at kæmpe for teknologisk selvstændighed og selvbestemmelse, og kræve åbenhed og lige adgang for alle, til de ægte kilder. Samtidig skal imperialismens kontrol bekæmpes gennem international solidaritet. Befolkninger i alle lande skal have lige adgang moderne teknologi.

april 2024

Note

1   Energy efficiency predictions for data centres in 2023 | Data Centre Magazine

 

Artiklen har været bragt i det politiske magasin Enhed og Kamp nr. 3/2024