Israel sigter efter krig mod Iran

Uanset hvordan Iran vælger at reagere på Israels blodige provokationer, vil den zionistiske stat forsøge at trække USA ind i et større krigsscenarie.

Af Revolusjon, Norge

Det israelske mord på Ismail Haniyeh i centrum af den iranske hovedstad viser to ting: For det første, at Israel og krigsforbryderen Benjamin Netanyahu absolut ingen interesse har i en våbenhvile i Gaza. Den respekterede Haniyeh ledede forhandlingerne i Doha som medlem af Hamas’ politiske bureau. Man myrder ikke den anden sides chefforhandler, hvis målet er en våbenhvile. Selv præsident Joe Biden fik nok, da han i en samtale med Benjamin Netanyahu sagde, at den israelske premierministers snak om fredsforhandlinger var “bullshit”. Så Biden er ikke helt senil.

For det andet er mordet ikke kun en handling i strid med international lov, men også en kalkuleret ydmygelse af regimet i Teheran, som ikke beskyttede Haniyeh under indsættelsen af landets nye præsident, Masoud Pezeshkian. Det viser, at Mossad har fangarme dybt inde i det iranske statsapparat. Mordet i Teheran, som fandt sted få timer efter mordet på den fremtrædende Hizbollah-kommandør Fuad Shukr i Beirut, gør det politisk umuligt for Iran at forholde sig passivt. Revolutionsgarden har svoret hævn, en hævn, som denne gang ikke vil blive annonceret på forhånd, som det var tilfældet under det massive, men ineffektive missilangreb på Israel i april.

At balancere på en knivsæg

Det eneste uafklarede spørgsmål, et spørgsmål, som måske er afklaret, når dette læses, er, om Iran udfører et angreb på egen hånd, eller om det koordineres med Hizbollah i Libanon og Ansar Allah-militsen i Yemen, og hvor omfattende angrebet vil være. Et storstilet angreb fra Hizbollah kunne være det påskud, Israel venter på for at starte en “fuldskala”-krig mod Libanon. Det ville også gøre det sværere for Syrien at forholde sig passivt, hvilket Rusland sandsynligvis har insisteret på af hensyn til sin flådebase i Tartus. Hizbollah er mere end en marionet for Teheran og vil ikke tage den fulde byrde af et hævnangreb, uden at Iran og Syrien også forpligter sig. Hizbollahs leder Hassan Nasrallah signalerede dette i en tale efter mordet på Fuad Shukr.

Hvis Iran vælger at lancere mere effektive missilangreb mod Israel end sidste gang, kan Netanyahu realisere den store krig mod Iran, som han længe har ønsket. Det vil aflede opmærksomheden fra folkemordet i Gaza og sikre, at USA bliver aktivt og direkte involveret i en krig, der kan sætte hele Mellemøsten i brand.

Derfor må præstestyret i Iran nøje beregne, hvordan det skal reagere på den zionistiske stat for ikke at tabe ansigt i hele regionen, samtidig med at det begrænser gengældelsen, så USA ikke griber direkte ind. Positionen for arabiske regimer som Egypten, Saudi-Arabien og Jordan er også usikker. Jordan beviste sin loyalitet over for USA ved at skyde flere af de iranske raketter ned, som passerede gennem jordansk luftrum under angrebet på Israel i april. Den jordanske udenrigsminister har aflagt et sjældent besøg i Iran for at udtrykke sin “bekymring”.

Magthaverne i Teheran balancerer på en knivsæg. USA har sendt et fjerde hangarskib til Den Persiske Golf, hvilket på NATO-norsk omtales som “at reducere spændingen” i regionen. USA’s militære oprustning gør lige det modsatte.

Kun Israel ønsker en storkrig

I sin tale til stående ovationer fra den amerikanske kongres for et par uger siden opfordrede Netanyahu åbent til ødelæggelse af ikke bare Hamas, men også Iran. “Terroraksen Iran konfronterer Amerika, Israel og vores arabiske venner. Dette er ikke et sammenstød mellem civilisationer. Det er et sammenstød mellem barbari og civilisation,” sagde Netanyahu.

Et forebyggende angreb på Iran for at “forsvare Israel mod en eksistentiel trussel” kan ikke udelukkes. Samtidig rapporteres det, at store russiske transportfly med militært udstyr er blevet observeret på vej til Iran. I efteråret 2023 underskrev Iran en aftale med Rusland om levering af angrebshelikoptere og avancerede SU-35-kampfly. Den 5. august besøgte den russiske sikkerhedsrådgiver og tidligere forsvarsminister Sergei Shoigu Teheran. På mødet understregede den iranske militærstabschef de “dybe og strategiske bånd” mellem Iran og Rusland. Shoigu svarede, at Rusland er parat til at samarbejde med Iran om “regionale anliggender”.

Men det iranske luftvåben er ikke et seriøst match for Israel og USA. Teheran har derfor ingen interesse i at eskalere til en regulær krig med Israel. Det har Hizbollah i Libanon heller ikke. Og de reaktionære arabiske regimer har endnu mindre interesse i en krig, der ville afsløre dem som støtter af den zionistiske stat. For alle disse aktører er palæstinenserne brikker i et større regionalt spil. Mere end noget andet frygter regeringen i Teheran et omfattende amerikansk angreb på landet, efterfulgt af en farvet revolution og et regimeskifte i CIA-stil. Denne meget reelle trussel har hængt over Iran i et århundrede.

Men USA ønsker heller ikke at blive trukket ind i en altomfattende krig i Mellemøsten, i hvert fald ikke i en tid med indenrigspolitisk kaos, og mens Kina positionerer sig som den nye formidler af forsoning og konfliktløsning også i denne region. USA taber terræn og sidder ikke længere med alle kortene på hånden i Mellemøsten. Konklusionen er, at ingen andre end den ekspansive zionistiske stat Israel og premierminister Netanyahu ønsker at fremprovokere en storkrig. Tel Aviv gør alt, hvad der står i deres magt for at få det til at ske.

Norge kan blive krigsdeltager

Hvis der udbryder total krig mellem Israel/USA og Iran, vil helvede bryde løs i Mellemøsten. Ingen kan forudse konsekvenserne. Regionale supermagter som Tyrkiet og Saudi-Arabien har forrådt deres forhold til Iran og forsøger at frigøre sig fra amerikansk hegemoni. Tyrkiets præsident Erdogan, som med sine storslåede formuleringer om at “gribe ind” mod Israel har udløst rabiate krav fra Tel Aviv om, at Tyrkiet skal udelukkes fra NATO(!), skaber en meget delikat situation for USA og NATO. Tyrkiet har allerede nedlagt veto mod NATO’s samarbejde med sin partnerstat Israel. Saudi-Arabien og Mohammed bin Salman (MBS) går på gummisåler. De æg, MBS forsøger at lægge i mange forskellige reder, fra Washington og Tel Aviv til Beijing og Moskva, er i fare for at blive knust.

“Fredsmægleren” Norge kan nemt blive involveret i en sådan krig, direkte eller indirekte. Det norske udenrigsministerium har ikke kommenteret, endsige kondoleret, mordet på Hamas’ chefforhandler. Norske soldater er udstationeret på amerikanske baser i Irak og Jordan, hvor de også opererer på syrisk territorium. Der er ingen tegn på, at der er planer om at trække disse besættelsesstyrker tilbage, selv efter flere nylige militsangreb på baser i Irak.

I stedet opfordrer udenrigsminister Espen Barth Eide nordmændene til at forlade Libanon. Det kan være det første signal om, at de norske myndigheder forbereder sig på, hvordan Norge vil adlyde USA’s hundefløjte og fremstå som en utilsløret støtte til Mellemøstens pitbullterrier.

En iransk militær reaktion, som ikke påfører den zionistiske stat spektakulære skader, vil opmuntre Tel Aviv til at fortsætte med attentater og ydmygende provokationer, indtil alle røde linjer er overskredet for Iran og Hizbollah. Omvendt vil et storstilet iransk angreb tvinge USA og dets nære allierede til at optræde som den zionistiske stats garant.

Og mens verden afventer den næste handling, fortsætter masseslagtningen af det palæstinensiske folk med “verdenssamfundet” som passive tilskuere.

Oversat fra Revolusjon