Bangladesh: Største masseopstand siden 1952

Interview med Badruddin Umar, en veteran inden for politisk teori, tænkning og politik, der har været involveret i politik og forskning i mere end fem årtier og bærer på en familiearv af politisk engagement. Han har skrevet over hundrede bøger om historie, politik, samfund og kultur. For nylig diskuterede han den igangværende studenterbevægelse og dens potentielle fremtidige indflydelse med Bonik Barta. Interviewer: Anika Mahjabin (AM)

AM: Kunne du dele dine tanker om den nuværende studenterbevægelse og den overordnede situation?

Udvikling kan ikke bruges som en undskyldning for at undertrykke forseelser. I sidste ende kommer spørgsmålet om undertrykkelse af mennesker i forgrunden. For at forstå den nuværende bevægelse må man forstå de tidligere masseopstande i regionen.

Der har været fem opstande, begyndende med sprogbevægelsen i 1952.

Vi er i øjeblikket vidne til en betydelig og udbredt masseopstand mod Sheikh Hasina i Bangladesh. For at forstå den sande natur, årsagerne og de potentielle konsekvenser af denne opstand, må man se på de historiske opstande i denne region. Uden denne kontekst kan man ikke forstå den nuværende opstand fuldt ud. Bangladesh er den eneste region på det indiske subkontinent, hvor sådanne masseopstande har fundet sted flere gange. Den første var i 1952, den anden i 1969, den tredje i januar 1971 og den fjerde mod H M Ershad i 1990’erne.

Hver af disse opstande førte til en ændring i regeringen.

Selvom regeringen ikke skiftede direkte i 1952, begyndte der at blive dannet politiske partier i Pakistan omkring dette tidspunkt. Efter 1952-bevægelsen faldt Muslim League-regeringen fra hinanden ved valget i 1954, og Muslim League blev fordrevet fra Østbengalen. Oprøret i 1969 resulterede i at Ayub Khans regering blev fjernet, selvom militærregeringen forblev. Massebevægelsen, der begyndte i januar 1971, skabte en situation hvor regeringen ikke længere kunne fungere normalt, hvilket førte til direkte militært styre. Da krigen begyndte den 25. marts, var ikke bare regeringen, men hele den pakistanske stat knust. Så stærk var opstanden og folkebevægelsen på det tidspunkt. I det uafhængige Bangladesh opstod der også en bevægelse mod Ershad. Men det var ikke en landsdækkende bevægelse; jeg kaldte den en byopstand, da den var koncentreret i Dhaka og andre byområder. Denne borgerlige opstand førte til Ershads regerings fald. Det er tydeligt, at efter de foregående fire opstande, var der et regeringsskifte, og oprøret i 1971 kulminerede i befrielseskrigen og afviklingen af staten Pakistan.

Den nuværende masseopstand har skabt en situation, hvor det bliver svært for regeringen at overleve. Denne opstand er mere omfattende end nogen tidligere. Den har ikke kun spredt sig i Dhaka og andre byområder, men også i landområderne. Regeringens angreb på de studerende – i stedet for at gå i dialog med dem under kvotebevægelsen – har fået denne bevægelse til at sprede sig blandt befolkningen. Folk har sluttet sig til bevægelsen til støtte for deres respektive sager. Det er vigtigt at bemærke, at de studerendes bevægelse ikke kan ses udelukkende som en kvotebevægelse. De almindelige studerendes langvarige klager mod Chhatra-ligaens terror og undertrykkelse på de offentlige universiteter har bidraget til denne bevægelse, men dette kan ikke kun ses som en bevægelse om kvoter eller job. Situationen på universiteterne har påvirket kvotebevægelsen. Regeringens angreb har forvandlet kvotebevægelsen til en situation, der minder om et oprør, der spreder sig som et bål over hele landet.

Den brede offentlighed har sluttet sig til oprøret, ikke kun på grund af undertrykkelsen af de studerende, men også fordi deres liv er blevet alvorligt forstyrret. Priserne på vigtige varer er skyhøje, og omkostningerne til olie, gas, elektricitet og alt andet er steget ukontrolleret. Regeringen har grebet ind over for ytringsfriheden og talefriheden. Det er ikke muligt at kritisere regeringen – især ikke regeringschefen – i aviserne. Der er opstået en situation, hvor folk ikke har tillid til regeringen. De begynder at tro, at så længe denne regering er der, vil uhæmmede prisstigninger, hvidvaskning af penge og tyveri fra offentlige projekter fortsætte med uformindsket styrke. Derfor er der opstået et oprør.

Regeringen hævder at have bragt masseoprøret under kontrol, men det er tydeligt, at det ikke er lykkedes dem, da der stadig er udgangsforbud og internetadgangen er begrænset eller afbrudt for at kontrollere informationsstrømmen. Det tyder på, at de endnu ikke har fuld kontrol over situationen.

Det er overraskende, at regeringen stadig arresterer og torturerer de studerendes ledere og aktivister fra kvotebevægelsen. Konsekvenserne af dette er endnu uvist, om der vil opstå en ny bølge af protester.

Der er protester mod regeringens undertrykkelse ikke kun i landet, men også på verdensplan. Studerende, intellektuelle, forfattere og diplomater fra 14 lande i Dhaka har udsendt erklæringer, der fordømmer undertrykkelsen og kræver en undersøgelse og retfærdighed for de ansvarlige.

Mens det bekræftede dødstal er over 200, kan det faktiske tal være højere, da der er mange dødsfald uden for hospitaler, der ikke er blevet gjort rede for. Offentligheden har forenet sig mod disse meningsløse drab. Man kan ikke sige, at situationen er vendt tilbage til normal. Som tingene er nu, er der fuld mulighed for endnu en bevægelse eller chok. Fremtiden vil vise, hvordan et sådant chok vil påvirke regeringen.

AM: Du var vidne til masseopstanden i 1969. Hvordan sammenligner du den med den nuværende bevægelse?

Der er ligheder mellem bevægelsen i 1969 og den nuværende bevægelse. Ayub Khan regerede Pakistan i ti år, og efter et årti begyndte en fejring kaldet “Udviklingens årti”. Hele nationen var forenet mod Ayub Khan, udtrykte deres frustration og krævede et regeringsskifte. Selv om der blev pralet med udvikling, kunne den ophobede vrede mod udnyttelse og undertrykkelse under Ayub Khan ikke undertrykkes.

På trods af udviklingen havde folks modstand mod udnyttelse og undertrykkelse nået et punkt, hvor de ikke tænkte på udvikling, men snarere på, hvor meget de var blevet undertrykt. Ayub Khans udvikling var ikke til gavn for den brede befolkning, men snarere den herskende klasse. På samme måde proklamerer den nuværende regering højlydt udvikling, men situationen er værre end på Ayub Khans tid.

Store projekter er i dag ensbetydende med tyveri i stor skala. Milliarder af dollars er blevet brugt på disse projekter, hvor medlemmer af det regerende parti, embedsmænd og modtagere plyndrer kassen for tusindvis af kroner. Som følge heraf er fordelene ved udvikling ikke nået ud til befolkningen.

I takt med at priserne er steget, er lønningerne ikke steget tilsvarende, hvilket har reduceret folks faktiske indkomst. Mennesker, der plejede at spise tre måltider om dagen, overlever nu med to eller endda ét måltid. Forbruget af fisk og kød er også faldet.

Konsekvenserne af embedsmænds rapporter om korruption for tusindvis af millioner kroner har også kunnet mærkes i befolkningen. Hvor meget har disse store infrastrukturprojekter gavnet almindelige mennesker? Manglen på tilstrækkelige investeringer i uddannelse og sundhedspleje får landets befolkning til at sakke bagud. Ligesom Ayub Khan ikke kunne undgå kritik, selv om han talte om udvikling, vil den nuværende regering næppe heller slippe afsted med det.

AM: Regeringen giver BNP-Jamaat-alliancen skylden for den nuværende situation. Hvordan beskriver du dette?

Awami League er nu desperat efter at give andre skylden for den nuværende situation. I dette tilfælde ser de ikke andet end BNP-Jamaat-alliancen. De anerkender ikke folkets evne til at stå imod deres fejltrin. Det hjælper ikke Awami League at skyde skylden på andre. BNP-Jamaat-alliancen har faktisk deltaget i denne bevægelse i et vist omfang, hvilket ikke er forkert. Ville Jamaat eller BNP som politiske partier stå udenfor et sådant oprør?

Vi mener, at disse partier ikke deltog så meget, som de burde have gjort. På grund af deres egne svagheder engagerede BNP og Jamaat sig ikke, som de burde. De havde brug for at være mere involveret, men de manglede kapaciteten. At Awami League nu bebrejder dem gavner ikke. I stedet glorificerer det BNP og Jamaat og tilskriver dem handlinger, de ikke har fortjent, hvilket øger deres styrke. Dette er højdepunktet af Awami Ligas uvidenhed og fallit. Obaidul Kaders opfordring til Awami-ligaens ledere om at gå på gaden var nytteløs. Lokale Awami-liga-ledere reagerede ikke på hans opfordring, og ingen gik på gaden. Quader indrømmede selv dette i en udtalelse for nylig. Nogle komiteer i Dhakas afdelinger blev opløst, fordi de ikke deltog. Det viser, at selv medlemmer af Awami League ikke forstod deres parti. Regeringen støttes kun af politiet, RAB, BGB og hæren.

AM: Hvorfor tror du, at Awami-ligaens aktivister ikke går på gaden?

De går ikke på gaden, fordi de øverste ledere måske ikke forstår situationen, men det gør græsrodsarbejderne. Almindelige arbejdere og dem i de lavere lag af partiet forstår, hvor Awami Ligas svagheder er. Derfor er de ikke begejstrede for den politik, som Awami-ligaens ledere fører. De kan se, at denne politik vender folket imod dem. De er bange for at blive angrebet og er usikre på deres fremtidsudsigter. Awami-ligaens arbejdere frygter, at de vil komme i vanskeligheder, hvis partiet mister magten.

AM: Hvordan ser du Indiens, Kinas, Ruslands og de vestlige landes rolle i den nuværende bevægelse?

Indien forblev fuldstændig tavs under denne bevægelse, selvom Mamata Banerjee, Vestbengalens ministerpræsident, talte imod undertrykkelsen. Den indiske regering har forholdt sig tavs, fordi regeringspartiet er afhængigt af Indien. Vestlige lande har dog kritiseret situationen.

Studerende, intellektuelle, forfattere, professorer og politiske ledere fra forskellige universiteter har udtrykt bekymring over situationen i Bangladesh. Selvom den indiske regering forholder sig tavs, har mange indiske intellektuelle protesteret.

Læs også

Strejke mod underbetaling i tøjindustrien i Bangladesh
KPnet 7. november 2023

En kort rapport om den politiske situation i Bangladesh
Enhed og Kamp, november 2021