En rollemodel for alle dem, der skal kæmpe

I Hamborg har havnearbejderne i månedsvis kæmpet mod udsalget af Hamborgs havn til Mediterranean Shipping Company (MSC). En selvstændig strejke og mange aktioner senere står det endnu en gang klart, at kampen i Hamborgs havn er et forbillede for alle, der kæmper for at bevare gode arbejdsforhold og sikre arbejdstagernes rettigheder langt ud over vandkanten. Hvad der er sket indtil nu:

En kamp med en historie

De nuværende kampe begyndte sidste år med offentliggørelsen af byens aftale med MSC – men historien om kampe i havnen kunne begynde meget tidligere. I overenskomstforhandlingerne i 2022 viste havnen f.eks. stor vilje til at kæmpe. Overenskomstforhandlingerne blev ledsaget af politiaktioner mod kolleger under strejker og et angreb på strejkeretten fra arbejdsretten i Hamborg, som forbød strejker i flere uger under overenskomstforhandlingerne. Selv om 2022-aftalen ikke kompenserede for inflationen og med en løbetid på 24 måneder ikke levede op til mange kollegers forventninger, sendte de faglige aktioner et klart signal og viste, at de var villige til at kæmpe. Havnearbejderne har også måttet kæmpe mod tab af arbejdspladser i årevis, f.eks. på det traditionsrige skibsværft Blohm Voss i Hamborg, hvor der har været gentagne aktioner mod afskedigelser af flere hundrede kolleger i de seneste år. I 2021 organiserede verdi også en demonstration mod de forestående rationaliseringstiltag, som mange havnearbejdere deltog i, som svar på den voksende bekymring og utilfredshed i havnen.

Det er derfor ikke overraskende, at reaktionen ikke lod vente på sig, da det kom frem, at byen længe havde arbejdet med planer, der ville betyde endnu større angreb på arbejderne…

Aftalen med Mediterranean Shipping Company (MSC)

Den 13. september 2023 offentliggjorde Hamborgs overborgmester, finanssenatoren og senatoren for økonomiske anliggender (alle SPD) og en MSC-repræsentant en aftale, der var blevet forhandlet med Mediterranean Shipping Company (MSC). MSC er verdens største rederi med base i Schweiz, som i aftalen vil overtage 49,9 % af HHLA. HHLA (Hamburger Hafen und Logistik AG) er en overvejende kommunal havnelogistikvirksomhed, som bl.a. driver tre af de fire containerterminaler i Hamborg Havn og derfor er af afgørende betydning for havnen som helhed. Siden børsnoteringen i 2007, som blev presset igennem af den daværende CDU-regering under Ole von Beust, har 30,75 % af HHLA-aktierne været i fri handel. I årtier har virksomheder gentagne gange fået mulighed for at erhverve andele i dele af HHLA, og et salg var allerede i spil i begyndelsen af 2000’erne, selv om det blev afværget af protester. Ikke desto mindre kom den planlagte handel som en overraskelse for mange og er et helt nyt skridt: Hamborgs bys indflydelse ville blive reduceret betydeligt med salget af så store aktier, og medarbejdernes fremtid ville være meget mindre sikker. Reaktionen fra havnen lod ikke vente på sig: Den 19. september gik tusindvis af arbejdere fra Hamborgs havnevirksomheder på gaden under sloganet »Vores havn, ikke jeres kasino!«. Repræsentanter fra Hochbahn, Lufthansa Technik, plejepersonale og pædagoger samt havnen i Bremerhaven deltog også i demonstrationen. En repræsentant for International Transport Workers Federation (ITF) understregede den internationale karakter af havnearbejdernes kamp i hele verden og opfordrede til international solidaritet. Denne demonstration var med sit store fremmøde det første tegn på, hvor bred støtten til havnearbejderne ville blive. Arbejderne gjorde det klart, ikke kun gennem sloganet, men også gennem deres hurtige reaktion og eksplicit politiske taler, at de ikke så denne konflikt som en rent økonomisk kamp, men også som en politisk kamp: havnen mod en politik, der er rettet mod arbejdernes interesser og byens befolkning som helhed.

Hvad er det, der står på spil?

Men hvorfor bliver områder, der er så vigtige for den tyske kapital som helhed på grund af deres rolle i forsyningskæderne, solgt til investorer og dermed foræret væk? Staten, som gentagne gange argumenterer for, at den varetager »nationaløkonomiens« interesser, hvilket som regel betyder de store tyske virksomheders interesser, bringer også de samme virksomheders profitinteresser i fare? Ud over bestikkelse og korruption, som sandsynligvis også spiller en rolle i MSC-aftalen, er inddragelsen af investorer i tyske havne også en del af en strategi. Målet er at få finansielt stærke partnere om bord for at støtte den presserende modernisering af de tyske havne. Senatets udviklingsplan for Hamborg Havn lægger op til en fremtid som container- og energihavn, hvilket er en del af den større strategi om at omstille den tyske økonomi til transportmidler som brint. Store aftaler med f.eks. Namibia forfølger allerede dette mål – Hamborg Havn skal derfor være forberedt på omlægningen af hele den tyske energistrategi. Til dette formål skal der tiltrækkes kapital til havnen, hvilket allerede sker gennem såkaldte terminaldeltagelser, hvor rederier deltager i terminalerne og også i overskuddet og dermed skal sikres som kunder på lang sigt. I havnen bliver det dog tydeligt, hvordan de altid højt besungne »transformationer« af økonomien sker på bekostning af arbejderne og også overlades til markedet – som på mange andre kritiske områder øges privatiseringen, hvilket man f.eks. kan se resultaterne af hos Deutsche Bahn, som er blevet omdannet til et aktieselskab, der er 100 % ejet af staten, og som siden da skal ledes på en profitorienteret måde i henhold til aktieselskabsloven. Men det er ikke kun arbejderne, der betaler regningen for rationaliseringer og nedskæringer, selv hvis senatet spiller hasard og vil købe havnen tilbage, betales prisen med skatteydernes penge og dermed af den arbejdende befolkning.

Den spontane strejke

Forargelsen kogte dog først rigtig over, da flere og flere detaljer blev kendt efter pres fra arbejderne, herunder at jobsikkerheden i aftalen kun gælder i fem år, og at tvungne afskedigelser ikke kan udelukkes efter det. Som reaktion på HHLA’s bestyrelses godkendelse af aftalen gik arbejderne på Burchardkai-terminalen i selvstændig strejke den 6. november. Det stod straks klart, hvor alvorlig situationen var, og hvor presserende behovet for solidaritet var: Spontane strejker, som ingen fagforening havde opfordret til, er ikke omfattet af strejkeretten, og kollegerne gjorde sig selv sårbare med denne aktion. Arbejdsgiverens reaktion lod selvfølgelig ikke vente på sig, og adskillige advarsler fulgte. De måtte også kæmpe mod afskedigelsen af et medlem af samarbejdsudvalget bagefter. Men solidariteten fra hele byen, fra organisationer og fra mange virksomheder lod ikke vente på sig. At den selvstændige strejke endte så glat, og at afskedigelserne kunne forhindres, skyldtes også den brede opbakning og virksomhedsledelsens frygt for at brænde fingrene yderligere.

Hvad gør fagforeningen?

På havnen, som i mange andre brancher, er der af og til skuffelse eller utilfredshed med fagforeningens rolle. Det kan være efter lønaftalen for 2022, som ikke levede op til manges forventninger, eller udtalelser fra landsdækkende verdi-repræsentanter, som præsenterede aftalen med MSC som færdig, mens arbejderne stadig var midt i kampen. Men selvom der også er grupper og organisationer i havnen, som understreger splittelsen mellem fagforeningsledelsen og arbejdsstyrken, møder denne holdning generelt ikke megen forståelse: Arbejderne ser stadig verdi som deres organisation i kampen. Alligevel er det på ingen måde en selvfølge, at DGB-fagforeningerne fortsat spiller en så central rolle i en så dynamisk kamp, der også tager midler som spontane strejker i brug, som de gør i havnen. Hvorfor er det sådan? For det første er den klassebevidste fagforeningstradition på havnen i Hamborg stærk, og fagforeningens demokratiske instrumenter fungerer også meget bedre end på andre områder. Kampene i havnen organiseres altid af fagforeningsudvalg, som består direkte af repræsentanter fra virksomhederne. Strukturerne afspejler også, hvor bevidste mange af kollegerne på havnen er om, at det er dem, der skal lede kampen og gøre det i tæt samarbejde med fagforeningens hovedkontor. I de måneder, havnearbejdernes kamp har varet, har det gang på gang vist sig, at kampe som denne kræver en arbejderorganisation, der forstår at videregive de erfaringer, der allerede er gjort fra andre, tidligere kampe, og som forstår at bruge den kollektive erfaringsrigdom i arbejderklassen som helhed til sin egen fordel.

Indtil videre har ver.di kun i begrænset omfang kunnet udfylde denne rolle, men ver.di’s arbejde på havnen er et positivt eksempel på, at selv hårde kampe kan udkæmpes, når militante kolleger deltager aktivt i fagforeningsarbejdet. Det er det, der gør det muligt for fagforeningen at kæmpe i direkte konflikt med regeringspartier som SPD. Anderledes forholdt det sig f.eks. i DGB Hamburg, som går ind for at tage hensyn til kollegernes interesser i forbindelse med salget – ikke et ord om, at salget stadig bekæmpes og er rettet mod kollegernes interesser som helhed. Dette spørgsmål havde også en vanskelig stilling i IG Metall Hamburg i lang tid. På trods af stor modstand fra den socialdemokratiske fagforeningsledelse lykkedes det dog i sidste ende at presse en holdning igennem mod salget af HHLA-aktierne til MSC. Samtidig erklærede individuelle tillidsrepræsentanter i byen og faglige ungdomsorganisationer som Junge BAU Hamburg og IG Metall Jugend Hamburg deres solidaritet.

Hvem kæmper for hvad?

Aftalen skaber ikke kun vrede blandt arbejderne, men også i andre dele af befolkningen. Ved den offentlige høring i Hamborg-parlamentets budgetudvalg om aftalen den 20. juni var ikke kun havnearbejderne til stede, men også miljøforeninger og kommunale initiativer og endda mellemstore virksomheder og små aktionærer fra havnen. Det viser tydeligt, at selv om aftalen primært er imod havnearbejdernes interesser, støtter store dele af befolkningen, herunder mellemstore virksomheder, kampen af forskellige årsager, hvad enten det drejer sig om miljøbeskyttelse eller opretholdelse af deres egen omsætning. Modstanden mod aftalen forener alle: Ikke en eneste af de 35 talere ved høringen var for.

Samtidig er det naturligvis klart, at selv en offentligt ejet havn eller et opkøb af en anden investor end MSC ikke ville betyde sikkerhed for arbejderne. For selv nu, hvor HHLA stort set er på kommunale hænder, har arbejderne måttet og må stadig kæmpe igen og igen. At kapitalens interesser primært er rettet mod arbejderklassen, er noget, som arbejderne har oplevet på første hånd i årevis. Det er derfor, de fører an i kampen. Selvom flere og flere byboere tilslutter sig kravet: »Havnen skal være vores«, er det kun arbejderne, der bliver ved med at bevise: »Vi er havnen, og hvis vi vil have den, vil den stå stille«. Ikke desto mindre lykkes det dem at vinde andre dele af befolkningen som støtter, hvilket gavner kampen. Kampen mod salget af havnen er ikke kun blevet et økonomisk spørgsmål, men også et politisk spørgsmål og en kamp for demokrati – og arbejderne indtager med rette en ledende rolle i dette. For byens befolkning og især arbejderne er det klart: Aftalen er imod deres interesser, og regeringen handler bevidst imod dem. Men hvordan kan det være, at regeringspartierne holder fast i den enstemmigt? Interne magtkampe vil sandsynligvis være en vigtig faktor. Ved det kommende parlamentsvalg i efteråret vil ingen risikere deres plads på listen, fordi de har modstået presset fra parlamentsgruppen. Og derfor fortsætter forberedelserne til dag X, hvor aftalen skal til afstemning i Bürgerschaft.

Hvad sker der så nu?

Havnearbejderne er langt fra at give op og har sat hele byen i bevægelse. Desuden er overenskomstforhandlingerne gået i gang, og MSC-aftalen er et tilbagevendende emne ud over kravene om en stigning i timelønnen på 3 euro, en stigning i skifteholdstillæggene inklusive catch-up for årene 2022-2024 og en løbetid på 12 måneder. De første advarselsstrejker har allerede fundet sted og har vist, at arbejderne stadig står fast. I nogle måneder har solidaritetsalliancer også mobiliseret yderligere støtte fra Hamborgs arbejdsstyrke – for eksempel er tillidsrepræsentanter blevet besøgt i forskellige store virksomheder og overtalt til offentligt at støtte havnearbejdernes kamp. Kollegerne lader ingen midler stå ubrugte hen, fra løbesedler på fodboldstadioner til personlige samtaler med parlamentsmedlemmer og arrangementer med fagforeningerne. Det er netop dette offentligheds- og solidaritetsarbejde, der giver kampen en sådan styrke. Kollegernes kamp på havnen er ikke slut endnu, men vi kan allerede lære noget af den. Om arbejdspladsens politiske karakter, om den borgerlige stats rolle, om fagforeningernes muligheder og om vigtigheden af solidaritet. Så længe det sidste ord ikke er sagt, er det vigtigt at fortsætte med at støtte vores kolleger, hvor det er muligt, og følge deres eksempel.

Info-boks:

Mandag morgen den 3. juni samledes omkring 30-40 personer, hovedsageligt arbejdere og fagforeningsfolk, foran arbejdsretten i Hamborg i Barmbek.

Årsagen var det retsmøde, der fandt sted den dag, og som handlede om containerreparationsfirmaet »Medrepairs« afskedigelse af samarbejdsudvalgsformand Slawa Fur. For et par uger siden havde virksomheden mundtligt afskediget samarbejdsudvalgsformanden på grund af sygdom. ver.di opfordrede til en solidaritetsmanifestation mod denne vilkårlige og helt uberettigede handling fra arbejdsgiverens side.

Denne hændelse fortjener særlig opmærksomhed, da virksomheden »Medrepair« er et helejet datterselskab af containerrederiet MSC, som i øjeblikket er i færd med at købe sig ind i Hamborg Havn i stor stil ved at erhverve en andel i HHLA. Denne proces kan derfor ses som en første forsmag på den retning, som forholdene i havnen vil ændre sig i, hvis salget af HHLA’s aktier til MSC gennemføres.

De tilstedeværende havnearbejdere brugte demonstrationen til at påpege netop denne sammenhæng og på den baggrund understrege vigtigheden af solidaritet og sammenhold blandt arbejderne. Repræsentanter fra andre virksomheder i Hamborg såsom Lufthansa Technik og repræsentanter fra DIDF Hamburg (Federation of Democratic Workers’ Associations) talte også.

Oversat fra Arbeit Zukunft: Der Kampf der Hamburger Hafenarbeiter