Frankrig: Et rungende NEJ til det yderste højre

Storkapitalen er rasende over at se, at afvisningen af pensionsreformen er tilbage på bordet, og at kravet om tilbagetrækning – og ikke bare udsættelse – af arbejdsløshedsforsikringsreformen bliver fremsat. At lønstigninger, og især mindstelønnen, igen får momentum. Altsammen krav der vil kræve fortsat kamp og organisering for at blive gennemført.

Af Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti, PCOF

Den første og ubestridelige sejr i denne anden runde af parlamentsvalget er National Samlings (RN) dobbelte nederlag: intet absolut flertal og en tredjeplads bag NFP og Ensemble. RN ved magten er et “nej”, og det er et rungende “nej”.

Opfordringer til at “blokere RN” blev hørt og taget til efterretning.

Mobilisering omkring temaet om kampen mod RN var afgørende.

De demonstrationer, der blev organiseret af næsten alle fagforeninger i intersyndical, og det arbejde, der blev udført af aktivister på arbejdspladser, demonstrationer overalt, herunder i små byer, der samlede fagforeningsfolk, unge, politiske aktivister osv. som på tidspunktet for mobiliseringerne mod pensionsreformen, bidrog i høj grad til dette resultat.

Mobiliseringen af demokratiske foreninger, kvinderettighedsorganisationer, dem, der kæmper mod diskrimination, dem, der arbejder med kunst, kultur og forskning, ansatte i offentlige radio- og tv-stationer, for at afsløre RN’s løgne og dets plan for et samfund baseret på racisme, diskrimination og udstødelse, dem, der kæmper mod politivold, dem, der er solidariske med det palæstinensiske folks kamp, og dem, der støtter Kanak-folkets kamp …, spillede også en vigtig rolle.

Dertil kom Bardellas og Co’s tilbageskridt i sociale spørgsmål og de løfter, der i al hast blev givet til arbejdsgiverne, og som var med til at åbne øjnene på nogle af hans potentielle vælgere. For ikke at nævne de åbent racistiske og fremmedfjendske kommentarer fra RN’s kandidater, som viste, at RN ikke havde “ændret sig”.

Det betyder, at denne sejr tilhører alle disse sektorer i samfundet.

Det betyder, at det slør, der i ugevis har hængt over deres hoveder om RN’s uundgåelige sejr, er blevet løftet.

Det er også en sejr for Den Ny Folkefront (NFP), som deltog i disse mobiliseringer og ofte stod i spidsen for dem, og som i sit program fremsatte mange af arbejder- og folkebevægelsens sociale og politiske krav og opfordrede til en spærreild mod RN. Det er den største politiske gruppe i parlamentet.

Det er også alle de organisationer, som vores parti, der opfordrede til at stemme for NFP i begge runder for at reducere antallet af RN-parlamentsmedlemmer så meget som muligt.

Når det er sagt, har National Samling over 10 millioner stemmer, hvilket betyder, at hvis det bliver afvist som regeringsparti, vil det stadig have en negativ indflydelse på nationalt plan. Og vi bliver nødt til at fortsætte med at kæmpe mod dets farlige indflydelse, dets demagogi, dets racisme og dets splittende politik.

Macron er kommet endnu svagere ud af dette valg. Han, som hævdede at “afklare situationen” ved at beslutte at opløse nationalforsamlingen og dermed risikere at lade RN komme i regering, står med et parti, der er nede på 90 parlamentsmedlemmer, og som til dels kan takke venstrefløjsvælgernes “republikanske stemme” til fordel for ham.

Ud over sit image som præsident for de rige, bosserne og våbenhandlerne er han også en præsident, der har spillet RN magt i hænde og skabt kaos.

Den ene efter den anden tog lederne af Ensemble offentligt afstand fra ham. Ensemble kom ind på andenpladsen (168), efter NFP (182) og foran RN (143): Forhandlingerne om et flertal i regeringskoalitionen er kun lige begyndt.

I mellemtiden har stemningen i arbejder- og folkebevægelsen ændret sig, både fordi den overhængende trussel fra RN er forsvundet, og fordi de politiske, sociale og miljømæssige krav er en integreret del af den valgmobilisering, der gjorde det muligt.

Storkapitalen tager ikke fejl: Den er rasende over at se, at afvisningen af pensionsreformen er tilbage på bordet, og at kravet om tilbagetrækning – og ikke bare udsættelse – af arbejdsløshedsforsikringsreformen bliver fremsat. At lønstigninger, og især mindstelønnen, igen får momentum.

Ingen tror på, at det er muligt at gennemtvinge disse og alle de andre krav uden kamp, uden mobilisering og uden at organisere sig i overensstemmelse hermed.

De kommende sociale og politiske møder, både lokale og nationale, ligesom sommermøderne mod mega-afstemningerne, vil være en mulighed for at bekræfte dette, også med en festlig dimension.

Det vil være lejligheder til at distribuere La Forge bredt i juli-august, hvor der er flere artikler om dette valgøjeblik, som kan beskrives som historisk, og som forklarer de holdninger, vi har indtaget. Standpunkter, som vores kammerater har forsvaret og gennemført med ansvarsbevidsthed og revolutionær samvittighed.

Paris, den 8. juli 2024

Frankrigs Kommunistiske Arbejderparti, PCOF