Den Internationale Straffedomstol, modstanden og retfærdighed for Palæstina

Udtalelse fra Samidoun, Det palæstinensiske fangenetværk

I årevis har det palæstinensiske folk, på alle organisations- og kampniveauer, krævet, at lederne af det zionistiske regime holdes ansvarlige ved internationale domstole, herunder og især Den Internationale Straffedomstol, for deres fortsatte folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden i det besatte Palæstina. I dag, den 20. maj 2024, meddelte ICC’s anklager Karim Khan, at han agter at søge arrestordrer mod ikke kun de zionistiske krigsforbrydere Benjamin Netanyahu og Yoav Gallant, men også mod de palæstinensiske modstandsledere Yahya Sinwar, Mohammed Deif og Ismail Haniyeh.

Lad os gøre det klart: Der kan ikke foretages nogen ligestilling mellem det palæstinensiske folks og dets ledelses legitime modstand, herunder Yahya Sinwar, Mohammed Deif og Ismail Haniyeh, og den illegitime zionistiske besættelsesmagt. Forsøget på at ligestille offer og gerningsmand er en grundlæggende uretfærdighed, ikke forfølgelse af retfærdighed, der længe har været nægtet.

Det er helt sikkert rigtigt, at den palæstinensiske modstand erkendte denne risiko, især i betragtning af de stærke politiske interesser, der er involveret, og ICC’s resultater med at retsforfølge afrikanere og nu fjender af det imperialistiske Vesten. I 2014, da Det Palæstinensiske Selvstyre tiltrådte Rom-statutten, og igen i 2024, erklærede den palæstinensiske modstandsledelse, især Hamas, Den Islamiske Modstandsbevægelse, sin åbenhed over for internationale undersøgelser og sin vilje til at møde ved ICC, hvis der gøres et forsøg på meningsfuldt at forfølge retfærdighed mod besætterne og folkemorderne i Palæstina og deres imperialistiske støtter og medskyldige.

Men det faktum, at modstandsbevægelsen som altid er villig til at ofre sig for Palæstina, at blive udsat for uretfærdighed, så deres befolkning kan se frihed, gør ikke Khans handlinger mere retfærdige, acceptable eller retfærdige, og det gør dem heller ikke juridisk gyldige.

Khans gentagne henvisninger til zionistiske kolonisatorers “rettigheder”, mens han undlader at adressere palæstinensiske rettigheder, såvel som hans juridisk ugyldige henvisning til den såkaldte “Israels” ret til at forsvare sig,” når en besætter og kolonisator ikke har ret til at forsvare sig mod de mennesker, den besætter og koloniserer, understreger ICC-anklagerens fortsatte partiskhed og hans omfavnelse af en imperialistisk ramme for domstolens operationer. Han nævnte ikke det palæstinensiske folks ret til modstand og til at befri sig selv gennem væbnet kamp, på trods af dets brede støtte i folkeretten.

Det er faktisk kun på grund af modstandsbevægelsen, på grund af modstandsfolkenes villighed, omgivet og næret af dens folkelige opbakning, at disse arrestordrer på de zionistiske krigsforbrydere overhovedet bliver foreslået og overvejet. Det er tapperheden, kreativiteten og den revolutionære standhaftighed hos det palæstinensiske folk og dets modstand, herunder og især gennem væbnet kamp, der har nulstillet magtbalancen i en sådan grad, at besættelsesmagtens forbrydelser ikke længere kan modtages med ren straffrihed.

Enhver juridisk præstation er ikke frembragt af den objektive magt eller anvendelse af loven, men af den forskydning af virkeligheden, der er fremkaldt af den palæstinensiske væbnede kamp, ledsaget af de regionale og globale modstandskræfter, især den libanesiske modstand, de yemenitiske væbnede styrker, folk, regering og AnsarAllah-bevægelse, der strækker sig gennem Irak, Syrien og Iran. Det taler også til modstandens voksende internationale folkelige opbakning, fra studenterlejre til massedemonstrationer til direkte aktioner mod våbenproducenter, der gør det klart, at business as usual inden for den imperialistiske kerne er umulig, så længe folkemordet fortsætter.

Det er klart, at den 7. oktober ændrede verden. Mens Khan forsøger at foregive, at historien begyndte den 7. oktober og ignorere den lange historie med kolonialisme, igangværende Nakba og igangværende folkemord siden 1948, gjorde den palæstinensiske modstand det klart den 7. oktober, at horisonten for ægte afkolonisering blev åbnet i Palæstina, at det var muligt ikke blot at forestille sig, men at opnå et Palæstina befriet fra zionismen og en region befriet fra imperialismen.

Valget om at søge arrestordrer mod Netanyahu og Gallant, selv om det ikke er mod Benny Gantz, Gadi Eisenkot, Itamar Ben-Gvir, Isaac Herzog, Herzi Halevi og andre krigsforbrydere, indikerer også dets forudindtagethed i retning af at formilde de imperialistiske magters politiske ledelse. Selvfølgelig er Netanyahu og Gallant folkemorderiske krigsforbrydere, hvis retning af det nuværende folkemord i Palæstina ikke kan overvurderes. De har blod fra over 40.000 palæstinensere på deres hænder alene i de seneste syv måneder.

Udeladelserne synes imidlertid at søge at bane vejen for en Gantz (eller anden lignende tilknyttet) premierministerpost i det zionistiske regime. Det faktum, at forskellige imperialistiske magter, og endda en betydelig del af det zionistiske sikkerhedsetablissement, mener, at Netanyahu ikke er god for fremtiden for det zionistiske og imperialistiske projekt, er ikke en hemmelighed; de mener, at andre personer er langt mere troværdige for at sikre deres primære koloniale projekt i regionen. De mener, at Netanyahu sikrer sin egen politiske fremtid og beskyttelse mod retsforfølgelse på bekostning af fremtiden for det zionistiske projekt i regionen, og dette har været en af hovedårsagerne til den voksende uro og interne uorden inden for det “israelske” regime.

Ansøgningen om arrestordrer viser, at imperialistiske magter, herunder USA og EU, er meget bekymrede for fremtiden for den zionistiske koloni i regionen og erkender, at den er på vej mod nederlag, fjernelse og opløsning.

Det skal bemærkes, at disse imperialistiske magter, især USA, som har truet med krig, hvis dets ledere bliver anklaget, nægter at blive holdt ansvarlige over for ICC, en skæbne, de traditionelt kun har anset for acceptabel for imperialismens mål, især afrikanere. Det zionistiske koloniale projekt i Palæstina har altid været folkemorderisk. Dens eksistens er en krigsforbrydelse og en forbrydelse mod menneskeheden. ICC-anklagerens anmodning om arrestordrer begynder ikke engang at røre ved omfanget af dens forbrydelser i Palæstina.

Disse udeladelser er særligt alvorlige i betragtning af, at ICC’s begrænsede mandat i Palæstina strækker sig tilbage til 2014, men ingen forbrydelser før den 7. oktober 2023 tages i betragtning i Khans beslutning om at søge disse arrestordrer. Dette kommer sammen med beslutningen om at anklage tre palæstinensiske ledere (for den legitime modstand) i modsætning til to zionistiske embedsmænd (fra den illegitime bosætterkoloni og imperialistiske forpost) og at fremsætte otte anklager mod palæstinensere, mod syv mod zionister; og at undlade at rejse tiltale mod de zionistiske krigsforbrydere i henhold mod zionister; og at undlade at rejse tiltale mod de zionistiske krigsforbrydere i henhold til artikel 6 i Rom-statutten, som omhandler folkedrab.

Det er særligt skandaløst, at mens Khan forsøger at anklage palæstinensiske modstandsledere for “tortur,” har han undladt at søge sådanne anklager mod det zionistiske regime, som i øjeblikket fængsler og torturerer over 9.400 palæstinensiske fanger. Seksten palæstinensiske fangers martyrium er blevet dokumenteret siden 7. oktober 2023, mens mindst 27 palæstinensere er blevet martyrer i koncentrations- og torturlejrene for civile palæstinensere, der blev kidnappet fra Gaza ved Sde Teiman. Palæstinensiske og internationale kilder – og endda zionistiske whistleblowere – har gentagne gange dokumenteret og afsløret de forfærdelige forhold, medicinsk mishandling, brutal tortur, tvungne amputationer og sult, der anvendes mod palæstinensiske fanger i både disse koncentrationslejre og det zionistiske fængselssystem. Billederne af palæstinensiske fanger, der er løsladt efter måneder i fængsel – såsom Omar Assaf og Imad Barghouti – understreger omfanget af mishandling og tortur, der er blevet standard i de zionistiske fængsler.

Som en modvægt til det mislykkede forsøg på at anklage Gantz, hans kolleger i “krigskabinettet” og IBS-chefen Halevi – for slet ikke at tale om alle de zionistiske embedsmænd, der er ansvarlige for forbrydelserne mod menneskeheden og folkemordet i Palæstina siden 2014, for slet ikke at tale om 1948 – ser vi anklagen mod Ismail Haniyeh som politisk leder af den palæstinensiske modstand. Forfølgelsen af en anklage mod Haniyeh synes at være et forsøg på at underminere palæstinensisk tilstedeværelse i de igangværende våbenhvileforhandlinger og at lægge endnu et pres på den palæstinensiske modstand for at få den til at acceptere permanent zionistisk og imperialistisk besættelse af Gaza.

Den gør det også klart, at anklagerne mod zionistiske krigsforbrydere er selektive, mens den palæstinensiske modstandsledelse skal være målet i alt. Vi har fuld tillid til modstandsbevægelsens villighed til at ofre, evne til at forsvare sig glimrende i retten og til at vinde afgørende i enhver retfærdig rettergang.

Valget af anklager mod modstandslederne (i alle tilfælde overgået dem mod zionisterne), påberåbelse af talrige afkræftede og propagandistiske zionistiske påstande, herunder “voldtægt” og “udryddelse”, mens man undlader at forfølge anklager om folkemord og apartheid mod de zionistiske krigsforbrydere, understreger yderligere denne forudindtagethed.

Vi ser alle frem til at se Netanyahu og Gallant på anklagebænken og værdsætter denne klare revne i straffrihedens rustning for det zionistiske regime. Vi ved, at det er dem, der konstant rejser rundt i verden for at modtage milliarder af dollars i støtte fra deres kejserlige sponsorer. Samtidig er det også klart, at ICC’s anklager ikke handler som en virkelig neutral part og i stedet udfører direktiver fra imperialistiske magter, som ikke ville acceptere nogen anklager mod den zionistiske ledelse uden en “begge sider”-klausul rettet mod den allerede kriminaliserede og undertrykte palæstinensiske modstand. At sætte lighedstegn mellem den oprindelige modstand og den illegitime kolonisator er en del af minimeringen af folkedrab snarere end retsforfølgelsen heraf.

Det står endvidere klart, at ICC ikke er en institution, som vi kan have tillid til, hvilket fremgår af dens egen historie og manglende evne til at drage nogen af de ansvarlige for de forfærdelige angreb på Irak og Afghanistan, Libyen og Syrien til ansvar, udsultningen af Venezuela gennem sanktioner og blokader, udvinding af rigdomme i Afrika, forsøg på massesult og folkemord i Yemen, den igangværende destabilisering og ødelæggelse af Haiti.

ICC har alt for længe tjent som kolonialismens våben snarere end som en domstol. Vi stoler på det sejrende palæstinensiske folks revolutionære retfærdighed. Der kan ikke være nogen ligning af kolonisator og koloniseret, af bødlen og offeret.

Ære og sejr til den palæstinensiske modstand, til den libanesiske og yemenitiske modstand, til alle modstandskræfterne i regionen og verden.

Imperialismen og zionismen vil blive besejret, og fra floden til havet vil Palæstina være frit.