Borgerskabet har ikke en nedre grænse for ulighed

De seneste inflationstal fra Danmarks Statistik viser, at prisstigningerne fortsætter, dog på et lavere niveau end da inflationen rasede i 2022. Men det betyder ikke, at priserne falder, der er alene tale om, at inflationen stiger med en lavere procentsats. Hverken renter eller inflationen forventes at stabilisere sig, eller vende tilbage til perioden med lav rente og inflation før Corona pandemien. Og regeringen har heller ikke et incitament til at ændre politik, den nyder godt af at indtægter fra moms, skatter og afgifter stiger i takt med inflationen, mens befolkningen bliver fattigere.

Inflationsberegninger giver et skævt billede af den reelle økonomi for arbejderklassen. Der mangler nøgletal for hvordan prisstigninger rammer baseret på et standardindkøb hos forskellige grupper i samfundet. I statistikken har man bare en EU-model for hvor stor en andel af en indkomst som går til rejser, kultur og fødevarer. Men for fattige er der hverken råd til rejser og kultur, og knap nok til dagligvarer. Når inflationen rammer fødevarer priserne og dagligvarer mest, så betyder det at dem der er fattigst reelt rammes af en højere inflation, og mister mest købekraft.

Danmarks Statistik kommer hvert år med en analyse over den relative fattigdom i Danmark. I de seneste tal fra 2022 står hele 213.900 personer (undtaget studerende) under grænsen, som er sat til 11.583 kr. udbetalt om måneden. Det vil sige, at alle, der må leve på ren overførselsindkomst som kontanthjælp eller folkepension, er under denne grænse. Mange, der ikke har et fuldt timetal eller arbejder som ufaglærte, er også med i gruppen af “relativt fattige”, og mange lever for et meget mindre beløb, eller ingenting udbetalt, fordi de er faldet helt igennem ”sikkerhedsnettet”.

Desuden er den reelle ulighed og fattigdom blandt grupper udenfor arbejdsmarkedet og på lavtlønsjob vokset dramatisk under inflationen, og dette afspejles ikke i de to år gamle tal. Samtidig bliver det skjult af at statistikken ikke viser, hvordan inflationen har påvirket de lavest lønnede mest, og værdien af mange menneskers egentlige månedlige udbetaling i dag er meget lavere end denne grænse.

Samtidig hører vi rigeligt fra økonomer, der taler om Danmarks fantastiske økonomi, men de ”glemmer” at sige hvilket Danmark de mener. For det kan godt være, at de rige i toppen af samfundspyramiden svømmer i penge, og statskassen bugner som aldrig før, men for de lavest lønnede er virkeligheden ganske anderledes. Her har mange svært ved at få råd til det basale som ordentlig mad, husleje, lys, varme, forsikringer og offentlig transport.

Kun ved festlige lejligheder tales der om fattigdommen. I det daglige fører regeringen og økonomerne ren klassepolitik i fordelingen af samfundets værdier, der skabes af arbejderklassen. Universiteternes forskning i fattigdom er lagt på hylden på grund af mangel på forskningsmidler. Krav om en løn man kan leve af, og beregninger på, hvad det koster at få dagligdagen til at fungere på et basalt minimum, er forsvundet som prioritet hos toppen i den danske fagbevægelse. Spørgsmål om fattigdom bliver overladt til Kirkens Korshær og andre sociale foreninger.

Konsekvenserne af de seneste årtiers fattigdomspolitik og det seneste slag med inflationen, der har udhulet købekraften for de dårligst lønnede, rammer direkte som usikkerhed for at få mad på bordet eller i det hele taget at have et sted at bo. De nødvendige indkøb til husholdningen er forskellige ifht køn, og dette betyder også noget, når vi ser på den fattigste del af indkomstskalaen, fordi kvinder generelt er lavere lønnet. Helt generelt rammer prisstigninger på daglige indkøb kvinder relativt hårdere.

Når købekraften udhules, og man tvinges til at købe billigere fødevarer, opstår der risiko for fejlernæring, simpelthen fordi de billigste kalorier ikke indeholder den korrekte ernæring. I det fantastisk rige Danmark, har en stor del af befolkningen så lav levestandard, at et voksende antal har symptomer på fejlernæring og derfor har større risiko for sygdom og vanskeligere ved at blive raske.

Dette er undersøgt i England, hvor man har fundet en klar social sammenhæng med fejlernæring. En stor andel af patienter har en eller anden form for fejlernæring, og mere alvorlige vitamin mangelsygdomme som skørbug er registreret. For børn og unge kan sult og fejlernæring føre til forsinket udvikling og vanskeligheder med at gennemføre en uddannelse.

Spørgsmålet om inflation, fattigdom og ulighed hænger også nøje sammen med regeringens politik for oprustnings- og krigsforberedelser. De mange, mange milliarder som staten vil sende til våbenindustrien hentes fra nedskæringer på skoler og sundhed, på lave lønninger til offentligt ansatte, fra nedskæringer på SU og andre overførselsindkomster, og tages fra arbejderklassens lønninger som skatter, moms og afgifter.

En af arbejderklassens centrale erfaringer er, at magthaverne ikke har en nedre grænse for udbytning og udpining af arbejderklassen. Borgerskabet er ligeglad med, om arbejderklassens børn får den ernæring, som de har behov for, og er klar til at sende dem i døden i deres imperialistiske krigseventyr. Kun arbejderklassens klassekamp kan sætte en anden dagsorden.

I Arbejderpartiet Kommunisterne, APK kræver vi, at regeringen løfter overførselsindkomster og pensioner markant, det skal være slut med fattigdomsydelser. Stop for krigsoprustning og nedskæringer, vi kræver lønstigninger med fuld kompensation for inflationen.

Kilde:

NYT: Fald i både inflationen og kerneinflationen – Danmarks Statistik (dst.dk)

Her er fire ting, der holder bukserne oppe på dansk økonomi | Penge | DR