APKs 1. maj i Fælledparken 2024:
Tale af Ian Valentin Christensen fra DKU
“Det føles derfor som et surrealistisk cirkus når man tænder nyhederne og kan se politikerne omtale ligestilling som kvindelig værnepligt, forsvar som imperialistisk intervention, forebyggelse som oprustning, effektivisering som privatisering og nu igen frihedskamp som uprovokeret terror.”
Kære kammerater.
1. Maj er dagen, som minder os om at kampen fortsætter endnu et år. Men omvendt er det også dagen, hvor vi mindes de utallige sejre arbejderklassen har vundet gennem tiden – gennem klassekampen. Vi mødes for at huske på, at alle klassekampens sejre er midlertidige, og hurtigt kan omvendes, hvis vi glemmer kampens permanente karakter.
Vi står i en paradoksal situation, hvor problemer betragtes som løst når ansvaret for dem er flyttet væk fra deres materielle forudsætninger.
Jeg tror, vi alle ser og mærker, hvordan sundhedsvæsenet gisper efter vejret i et hav af besparelser og privatiseringer. I mellemtiden spilder regeringen vores tid ved at fiksere på bureaukratisk ineffektivitet og udskamninger af danskerne for deres “utilstrækkelige” arbejdsmoral. Politikerne kaster røgslør over deres klasseinteresser ved at formidle forringelser som effektiviseringer, og de spiller helte når de sætter marginalbeløb til side til zoologiske haver og skattelettelser til pensionister.
Når boligpriserne stiger, ser vi samfundets ressourcer blive dirigeret over i kaktushøjhuse med altaner som ikke kan bruges, og gelændere til bænkene på stationer som skubber tusindvis af danske hjemløse ud af den offentlige bevidsthed.
Uddannelser svækkes landet over, og reel intellektuel kreativitet bliver til en eftertanke i statens markedsbetingede, maskinelle logik. Staten har ikke brug for kreativitet for at reproducere sig selv, da svimlende millionbeløb kan købe inkompetente konsulenter til tusind kroners timeløn. Det sjette SU år vedtages fjernet, og det kommer året efter, arbejderklassen frarøves store bededag.
Det er ikke bare enkelte isolerede hændelser som tegner en tendens. Det er selve kernen i vores samfund, der er råddent og fremmedgørende. Det er dystopiske trusler om bøder som bliver flettet sammen med offentlig transport. Det er kapitalens apatiske stemme, som gennem undervisere på landsplan bilder børn og unge ind, at de er forkerte hvis de ikke kan lære ved at sidde stille, og dumme hvis de ønsker at lære gennem kreativitet og ikke underdanighed. Det er vrangforestillingen, som præger alle lag af samfundet, der bilder os ind at demokratiet giver alle indflydelse, selvom politikere og ministre alle stammer fra det øverste borgerskab, født ind i bureaukratiet.
Som ung person er det ikke ligefrem beroligende at se hvordan politikerne værner om vores samfund ved at pille det fra hinanden og give stumperne til markedets fyrster og monarker. Vi står i en tid, hvor utallige kriser befaler vores opmærksomhed
Det føles derfor som et surrealistisk cirkus når man tænder nyhederne og kan se politikerne omtale ligestilling som kvindelig værnepligt, forsvar som imperialistisk intervention, forebyggelse som oprustning, effektivisering som privatisering og nu igen frihedskamp som uprovokeret terror.
Men danskerne er trods alt ikke blinde. Og det reflekteres også i meningsmålingerne, som fortæller om et historisk lavpunkt for socialdemokratiet og venstre. Trods manglende demokratisk mandat, nyder Danmarks regering lige nu godt af at udhule hvert en instans af materiel fremgang for arbejderklassen. Og man kan ikke lade være at undre sig over, om socialliberalisme, ”det bedste system, verden nogensinde har set”, indebærer permanente forringelser af sit eget fundament mens det sender våben til en zionistisk-fascistisk bosætterstat i grusom optakt til udslettelsen af det palæstinensiske folk.
Det står også som et ironisk symbol på socialliberalismens henfald, at der sendes madpakker til Gaza, mens der bliver sendt våben til Israel, som hæmningsløst og blodtørstigt sender dem efter flygtende civile.
For mig at se er og var socialliberalismens potentiale en naiv, kollektiv hallucination som nu blegner og viser sit monstrøse ansigt som en udbyttende, neokolonial kræftsvulst.
1. Maj skal være en kampdag. Det klinger med rungende klarhed at arbejderklassen ikke længere kan bruge 1. Maj udelukkende til at hvile på tidligere sejre, og derfor er Danmarks Kommunistiske Ungdoms parole: “gør 1. Maj til kampdag”.
Og dermed vil jeg sige: god kampdag!
Se også reportagen
Stærk kampdag mod imperialismen – for socialisme
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
