Pariserkommunen

Kommunen var i sin grundform en arbejderklassens regering, frugten af den producerende klasses kamp mod den besiddende klasse, den politiske form, der endelig blev fundet, og som gjorde det muligt at realisere arbejdets økonomiske frigørelse.

Arbejderne i Paris, i Paris i marts 1871, må aldrig blive glemt. De byggede et uudsletteligt monument, Pariserkommunen, som i 72 dage viste tegn på revolutionær kamp og heroisme og udstak den vej, som verdens arbejderklasse skal betræde for at erobre sin frigørelse.

Den 18. marts det år vågnede den franske republiks hovedstad med råbet “Vive la Commune”, sunget af tusindvis af mænd og kvinder, som besluttede at etablere deres egen regering, med deres egne politiske principper, for at overvinde den katastrofale situation, som de herskende klasser havde bragt dem i. “Proletarerne i Paris,” stod der i manifestet fra Kommunens Centralkomité den 18. marts, “har midt i de herskende klassers svigt og forræderi indset, at tiden er inde til at redde situationen ved at tage ledelsen af de offentlige anliggender i deres egne hænder… De har forstået, at det er deres ufravigelige pligt og deres indiskutable ret at blive herrer over deres egen skæbne ved at tage magten.” [1]

Navnet Kommune overtog de fra traditionen med de folkelige regeringer, som de franske revolutionære oprettede i 1792, “Kommunen var i bund og grund en arbejderklassens regering, frugten af den producerende klasses kamp mod den besiddende klasse, den politiske form, der endelig blev opdaget, og som gjorde det muligt at realisere arbejdets økonomiske frigørelse.” [2]

Det var arbejderklassens første forsøg på at etablere et økonomisk og politisk system for arbejderne og sætte en stopper for borgerskabets dominans. Det anvendte program kombinerede demokratiske økonomiske og politiske foranstaltninger med andre af socialistisk indhold, som begge udgjorde knusende slag mod den eksisterende stat. Vi taler om anerkendte rettigheder og friheder for kvinder, arbejdernes besiddelse af forladte fabrikker, sænkning af embedsmændenes lønninger, embedsmændenes valgbarhed og mulighed for at blive tilbagekaldt, afskaffelse af børnearbejde, adskillelse af kirken fra staten, udøvelse af folkelig magt gennem forsamlinger på fabrikker og i kvarterer, eftergivelse af huslejegæld, oprettelse af kooperativer, bevæbning af folket til forsvar af Paris, oprettelse af vuggestuer på fabrikkerne til pasning af arbejdernes børn, organisering af skoler og planlægning af værksteder til undervisning i håndværk, blandt andre foranstaltninger. Disse tilsyneladende små handlinger, som V. I. Lenin udtrykte, “tjener som en bro, der fører fra kapitalisme til socialisme”, får mening og betydning i forbindelse med “ekspropriation af ekspropriatørerne”.

“… ved at ødelægge statsmaskinen erstatter Kommunen den tilsyneladende ‘kun’ med et mere fuldstændigt demokrati: afskaffelse af den stående hær og fuldstændig valgbarhed og tilbagekaldelse af alle embedsmænd. Men i virkeligheden repræsenterer dette “kun” en gigantisk udveksling af nogle institutioner for andre af en grundlæggende anden type. Vi har netop at gøre med et tilfælde af ‘forvandling af kvantitet til kvalitet’: demokratiet, der praktiseres på den mest komplette og konsekvente måde, man kan forestille sig, forvandles fra borgerligt demokrati til proletarisk demokrati, fra en stat (en særlig undertrykkelsesstyrke for en given klasse) til noget, der ikke længere er en egentlig stat.” [3]

I bogen Borgerkrigen i Frankrig, hvor Marx analyserer og drager konklusioner af Kommunens bevægelse, siger han, at den “skulle tjene som løftestang til at udrydde det økonomiske fundament, som eksistensen af klasser og dermed klasseherredømmet hviler på. [Kommunen havde til formål at afskaffe den klasseejendom, som omdanner de manges arbejde til de fås rigdom. Kommunen sigtede mod ekspropriation af ekspropriatørerne. Den ønskede at gøre individuel ejendom til en realitet ved at omdanne produktionsmidlerne, jord og kapital, som i dag grundlæggende er midler til slaveri og udbytning af arbejdskraft, til simple instrumenter for frit og associeret arbejde.”

Kommunen fik ikke tid til fuldt ud at gennemføre det økonomiske og politiske program, der skulle føre til afskaffelsen af den kapitalistiske udbytning, for det franske borgerskabs reaktion kom og druknede bevægelsen i blod. På knap 72 dage var det ikke muligt at gennemføre hele programmet, endsige forvente, at det skulle bære frugt; men der blev også begået fejl, som f.eks. den manglende besættelse af Den Franske Bank – hvor hundredvis af millioner franc lå – for at bringe den under demokratisk kontrol og bruge dens ressourcer til samfundets bedste. Engels skrev i 1891, at “det sværeste at forstå er uden tvivl den hellige frygt, hvormed disse mænd respektfuldt stod på tærsklen til Den Franske Bank. Det var desuden en meget alvorlig politisk fejltagelse. Den Franske Bank i Kommunens hænder ville have været mere værd end ti tusind gidsler. Det ville have betydet, at hele det franske borgerskab ville have lagt pres på Versailles-regeringen for at forhandle fred med Kommunen.” [4] Denne fejl udtrykte helt sikkert de politiske begrænsninger og fejl, der fandtes hos nogle af dens ledere, og man må ikke glemme, at de vigtigste af dem var proudhonianere og blanquister (anarkister).

I april 1871, næsten to måneder før den “blodige uge”, der gjorde en ende på Kommunen, skrev Karl Marx et brev til Ludwig Kugelmann, hvori han sagde: “Hvis du ser på det sidste kapitel i min 18. Brumaire, vil du se, at jeg angiver som den franske revolutions næste forsøg, ikke at overføre den bureaukratisk-militære maskine fra den ene hånd til den anden, som det hidtil har været tilfældet, men at nedbryde den, og dette er netop forudsætningen for enhver virkelig folkelig revolution på kontinentet. Det er netop i dette, at forsøget fra vores heroiske kammerater i Paris består.” [5] På den samme idé insisterer Frederick Engels i den tekst, vi henviste til ovenfor: “Kommunen måtte fra første øjeblik erkende, at arbejderklassen, da den kom til magten, ikke længere kunne regere med den gamle statsmaskine; at arbejderklassen, for ikke igen at miste sit nyerobrede herredømme, på den ene side måtte feje hele den gamle undertrykkelsesmaskine, der hidtil var blevet brugt mod den, væk, og på den anden side beskytte sig mod sine egne deputerede og embedsmænd ved at erklære dem alle uden undtagelse for til enhver tid at kunne tilbagekaldes. ” Og han slutter teksten med følgende ord: “I virkeligheden er staten ikke andet end en maskine til undertrykkelse af en klasse af en anden, det samme i den demokratiske republik som under monarkiet; og i bedste fald er det et onde, der går i arv til det proletariat, der sejrer i sin kamp for klasseherredømme. Det sejrende proletariat kan, ligesom Kommunen gjorde, kun amputere de værste sider af dette onde med det samme, mens en fremtidig generation, der er uddannet under nye og frie sociale forhold, vil være i stand til at slippe af med alt dette gamle statsskrot.”

[1] Taget fra: Borgerkrigen i Frankrig. Karl Marx
[2] Ibid.
[3] V. I. Lenin. Staten og revolutionen. Kapitel III
[4] F. Engels. Introduktion til Borgerkrigen i Frankrig
[5] Brev fra Karl Marx til Ludwing Kugelmann, London, 12. april 1871.

Oversat fra En Marcha: La Comuna de París

Læs også

Læren fra Pariserkommunen 18. marts 1871

Pariserkommunen har meget at sige os den dag i dag – 150 år efter

Pariserkommunen: ”Vi der skal storme himlen” – digt af John Max Pedersen


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater