Tale af Mona Iskandarani, gymnasielev med palæstinensiske rødder
8. marts i København
I dag står vi her for kvindernes kampdag. Vi står op for kvindernes rettigheder og kvindernes stemmer. Men når vi siger kvindernes kampdag, så gælder det alle kvinder.
Vores modige og stærke kvinder, der giver os en øjenåbner for den virkelige verden… nemlig de palæstinensiske kvinder. Nogle af jer har nok set et par videoer af kvinderne dernede som er i sår. Nogle af kvinderne græder, andre har tro og nogen smiler af tålmodighed. Folk er ved at vågne op og indse hvad der i virkeligheden foregår.
Jeg ved mange af os er begyndt at blive endnu mere taknemlig for det liv vi har, når vi ser hvordan palæstinenserne stå i kø flere timer for at få en tår vand, eller hvordan en mor skal stå på en ødelagt bygning med hendes døde barn i armene, eller hvordan en lille pige skal grave i mursten for at finde sine små søskende, eller hvordan en far skal bære sine børn i bæreposer, imens vores fædre bærer mælk og brød i nettoposer. Men kvinderne dernede har også gjort et stort indtryk på hvor stærk en kvinde virkelig kan være. Men hvorfor er det så ikke alle der kan se at de også har rettigheder og at deres stemmer også skal blive hørt!
Jeg har selv palæstinensiske rødder, så jeg ved hvad min familie har været igennem for at kunne få et normalt og trygt liv igen. Min mormor var 5 år da hun flygtede med hendes familie fra Palæstina til Libanon. De havde et valg om at forlade deres hjem, eller miste hinanden. For at overleve valgte de at gå fra by til by indtil de nåede et sikkert sted i Libanon.
Min mormors lillesøster nåede at være en baby, indtil hun døde af mangel på næring. Deres mor havde ikke mulighed for at amme hende, da hun var i underernæring. Forestil dig at du flygter til et andet land, så dig og din familie kan få et bedre liv, men at du ikke havde mulighed for at give din børn mad og se dem dø på vejen.
Hvor er lægehjælpen? Hvor er grænsen? Over 500.000 kvinder og børn står uden tag over hovedet. 50.000 gravide kvinder – med ca. 160 fødende kvinder om dagen – mangler trygge fødselsomgivelser. Desværre svæver mere end 100 spædbørn i fare for deres liv på grund af mangel på brændstof, medicin og lægebehandling. Ambulancer kan ikke engang nå ud til de mennesker der har brug for akut behandling og dem som er i en akut kritisk tilstand.
Forhindringerne for det kan være at ambulancerne ikke får lov til at køre igennem forskellige områder, eller fordi der er mangel på brændstof. Der burde være meget mere fokus og bekymring på situationen, for hvem hjælper de voldudsatte kvinder lige nu?
Der skal genopbygges velfærd, rettigheder og muligheder for vores kvinder nede i Gaza. Vi gør’ ikke nok! Vi husker nok alle historien om Masha Amini nede i Iran. Kvinden der blev dræbt fordi man kunne se noget af hendes hår ude fra tørklædet. Og vi husker alle nok hvordan de fleste lande reagerede på den episode. Hvordan de fleste europæiske og generelt andre lande åbnede øjnene og stod op for hendes situation. Og I husker nok hvordan alle ville vise deres sympati ved at klippe noget af deres hår af.
Hvorfor kan vi ikke sætte samme fokus på de flere tusinder kvinder i Gaza, som den fokus der blev sat på Masha Amini?
Kvinder kraver sig op af bygningerne og er bekymret for at deres tørklæde er faldet af i frygt for at blive set uden det. For nogle kvinder føler sig utrygge ved at vise deres hår, lige så vel som nogen ikke ville dække deres hår. Undertrykkelse går begge veje. Alle skal blive accepteret på den måde de føler sig tryggest.
Hele verden har lukket øjnene for Palæstinas kvinder. Verden har ignoreret deres ret som kvinder. Israelske soldater tømmer menneskernes hjem imens de smider dem ud på gaden med intet i hænderne. De misbruger kvinderne for at tilfredsstille deres ulækre lyster. Når de er færdige med dem, dræber de nogle af kvinderne, for de er jo ”ligegyldige” efter.
De Israeilske soldater hænger de dødes kvinders undertøj op og gøre grin med det. Hvor er de kvinders rettigheder? Hvorfor er det her ”okay”? Hvorfor er der ikke nogen som gøre noget eller siger noget?
Ikke nok med at det er respektløst og uacceptabelt, så er det hjerteskærende at mennesker hører om dette, men vælger ikke at sige noget. Er man overhoved bedre end de soldater hvis man ikke kan sige til sig selv “det her er ikke okay”. Soldaterne sigter efter børn og kvinder… hvorfor? Hvorfor vil man nogensinde gå efter civile?
Der er så mange historier og episoder nede i Palæstina hvor deres rettigheder bliver skidt på gang på gang. Hvor er de kvinders rettigheder? Hvor er deres ret som kvinde til at have grænser?
Jeg forstår simpelthen ikke hvordan vi kan være i 2024 og gå så meget op i kvinderettigheder, dyrevelfærd og klimaændringer, men ikke på basale grænser og undertrykkelse mod kvinderne nede i Palæstina. Verden har lukket øjnene for denne tragiske situation og andre har vendt ryggen til palæstinensiske kvinder. Hvorfor kan verden ikke stå sammen og vise at alle kvinder har deres rettigheder og stemmer?
Hvorfor kan vi ikke være stærke og holde sammen, som da man klippede håret for Masha Amini, men er håret nu blevet for vigtigt til at blive klippet af? Det er kvindernes kampdag… så kæmp for at alle kvinder kan få de rettigheder de fortjener!
30 kvinder på en dag bliver dræbt i Gaza. Flere tusinder gravide kvinder i Gaza får ikke den lægehjælp de behøver. Kvinder i Gaza bliver undertrykt og uretfærdigt behandlet hver evig eneste dag.
Så har jeg et enkelt og simpelt spørgsmål… Hvis du ikke snakker højt for ligestilling og rettigheder for alle kvinder rundt i verden, hvordan kan du så fejre kvindernes kampdag og kalde dig selv feminist?
Se arrangementets fulde program
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
