8. marts 2024: Ulighed og ejendomsret er byggestenen til mænds vold mod kvinder

Tale af Annette Buur, Kvinder mod vold
8. marts 2024 i Odense

Jeg havde planlagt at skrive – og naturligvis holde – en tale. Men så viste det sig jo, at kampen for ligestilling er aflyst. Vi kan bare gå hjem: problemet ER løst.

Den anden dag i radioen udtalte LA’s ligestillingsordfører at venstrefløjen var forkert på den, når de ønskede “statistisk lighed” (det anede jeg ikke at vi gjorde, men lad nu det ligge) fordi

1)personlige valg og 2) – wait for it – problemet med partnerdrab ville jo ikke blive løst af at der blev lige så mange mænd partnerdræbt som der nu bliver dræbt kvinder.

Det siger du ikke? Dét havde vi virkelig aldrig regnet ud selv.

Hvad så med hvis antallet af partnerdræbte kvinder blev lige så lavt som antallet af partnerdræbte mænd?

Eller – endnu bedre- hvis antallet af mænd der slog og slog ihjel blev lige så lavt som antallet af kvinder der gør det?

Nogen der har hørt om ligestilling efter højeste standard og ikke efter laveste? Ikke i LA, åbenbart.

Nuvel, yderligere fik vi så udlagt af samme ligestillingsordfører at det, der umiddelbart kan ligne uligestilling er faktisk bare frie menneskers frie valg

– og dem er vi vel ikke ude på at afskaffe, vel?

Kvinder søger åbenbart bare helt tilfældigt og ved et sammentræf ALTID de stillinger og fag der er lavere lønnet end dem mændene søger.

Og hvis ikke vi allerede er lavere lønnede end de mænd der besidder stillinger af samme værdi, så går vi bare ind til chefen og tigger og ber om en lavere løn indtil det påvirker hele faget (det gør det, hver gang antallet af kvinder i et fag når op omkring de fyrre procent)

Men det skal I altså holde op med: det ser dårligt ud i statistikkerne!

Men generelt er den jo gal med os frie og ligestillede kvinders valg: Beklageligvis har vi det også bare med at finde nogle mænd der slår os, eller slår os ihjel – og det skal vi også holde op med, for man kan kun få ligestilling ved at lige så mange mænd som kvinder bliver dræbt af en partner eller expartner, kunne jeg forstå på ligestillingsordføreren og DERFOR var det sådan en dårlig ide med den der målbare ligestilling i statistikkerne: ingen ville vel ønske at der kom lige så mange mandlige ofte for partnervold og -drab som der er kvindelige, vel? Vel?

(Og for at få en sådan udvikling ville det jo også sige at vi kvindelige damer skulle til at oppe os lidt og udøve noget mere personfarlig kriminalitet for at få den der statistiske ligestilling- og hvem har tid til den slags? Der er ulønnet cirkulært vedligeholdsarbejde at gøre i hjemmet, jo!)

Og så gider vi ikke at snakke om at mænds adfærd jo ikke nødvendigvis er den målestok hvorefter vi alle skal rette ind, vel? Sådan MÅ det jo være?

Vi VED jo godt at Manden er Normen: patriarkatet i en nøddeskal. Jeg mener: frie valg i et ligestillet samfund. My bad.

Så altså: kampen for ligestilling er afblæst. En vis borgerlig avis offentliggjorde den anden dag den interessante oplysning at ti procent af befolkningen (skægt nok primært mænd, hvordan KAN det dog være) mener at ligestillingen er gået for vidt. Simpelthen.

For vidt.

Det rejser det interessante spørgsmål om hvordan lige kan være FOR lige. Det svarer til at hævde at vandoverfladen er for vandret.

Men altså:vandet er for vandret og ligestillingen er gået for vidt. Mandlige mænd har talt. Så MÅ det være sandt. Kvinder skal have nogle færre rettigheder fordi mænd ikke er så glade over den der ligestilling.

(Der er sikkert osse muligt at finde en enkelt kvindelig dame eller to, der er enig: de kan bare aflevere deres overflødige rettigheder i posen her, bare læg dem I helst vil undvære, så skal jeg finde en kvinde et sted der godt kan bruge dem)

Men, altså: vi HAR jo et ligestillet samfund, de Damer. Vi har fx ligeløn. Det har vi virkelig.

Undtagen, naturligvis, når mænd skal på barsel. Dét er der nemlig ikke råd til, for det går alt for hårdt ud over familiens økonomi, at der er så stort et spring mellem mandens løn og dagpengesatsen.

Det er selvfølgelig det med kvindernes forkerte valg IGEN: som jeg den anden dag erfarede med mine små lådne ører (hvilket man som bekendt får ved at lytte ved dørene – eller ved at overhøre folk tale sammen ved restaurantbordet ved siden af) så VIL kvinder simpelthen kun “date opad” hvilket giver det tragiske resultat at en mand altid må nøjes med en kvinde der er mindre værd end han selv er (og derfor naturligvis kun får løn som fortjent)

Mine damer: en mand oplever et problem. Nogen må gøre noget. Dette noget indebærer helt sikkert at kvinder skal ændre adfærd!

Og så til det alvorlige. Derfor en kort pause, mens jeg lige tager mit slips på, så man kan se at jeg skal tages seriøst og at det er helt ok at jeg taler generaliserende.

Den patriarkalske ide om manden som Normen og kvinden som Afvigelsen koster liv. For det betyder at mænd aldrig skal ændre noget – heller ikke, hvis deres handlinger er til fare for dem selv eller for andre – og at kvinder som Afvigerne fra Normen skal rette ind til højre når det kræves – eller bære konsekvenserne.

Også når det kommer til vold.

Piger først – og senere kvinder – socialiseres som gruppe betragtet til at tilgive, give en chance til, til at nedtone og neutralisere konflikter og i det hele taget bære ansvaret for Den Gode Stemning i et større omfang end drenge og mænd gør og kan derfor risikere at blive alt for længe i et parforhold, der kan udvikle sig decideret farligt.

I modsætning til mænds vold mod andre mænd, som oftest er spontan, finder sted i allerede kriminelle miljøer og ofte som en del af et hierarkisk opgør om retten til en ressource (penge, stoffer – kvinder) så udvikles mænds vold mod kvinder sig gennem en længere optrapningsfase med forskellige trin, før der kommer fysisk vold, og senere med en acceleration af volden.

Egentlig siger det jo sig selv, for hvis volden kom BLAM ud af den blå luft, så endte forholdet jo dér: hasta la Vista, Bøv, vi ses i retten.

Men sådan starter det jo ikke, for mænds vold mod kvinder – især men ikke udelukkende partnervold – har generelt kontrol som formål. Og hvis partneren skrider, er kontrollen jo væk!

Det kan starte med materiel vold – det er altid dine ting der går i stykker, aldrig hans egne.

Der kan også være økonomisk vold: voldsmanden sørger for du bliver fattig, det er din opsparing der bliver brugt til flyverdragten til den lille. Din kassekredit der bliver overtrukket, når der kommer en uforudset udgift – du har ikke råd til at gå!

Jalousi er oftest en komponent i det voldelige forhold og et led i optrapningen – husk at voldens funktion er kontrol.

En partnervoldsmand kan give en kvinde forbud mod at gå ud og møde venner. Det er unfair at hun har venner, når han ingen har. Kvinden føler medlidenhed og bliver hjemme….eller hun går alligevel og får konsekvenserne at føle bagefter. Måske i ugevis.

Næste gang siger hun nej tak til invitationerne: det blev for dyrt efterfølgende.

Inden de mønstre bliver helt tydelige er det ofte blevet for farligt at forlade forholdet. Behovet for kontrol standser aldrig.

Det er meget vigtigt, hvis man er udsat for vold, at være bevidst om de trin der er i voldsudøvelsen.

Ser man på mord på en kvindelig partner har alle mændene typisk bevæget sig gennem 8 faser i en optrapning hen mod mordet.

De første former for vold er ofte ikke fysiske og kan derfor være svære at genkende som vold og udviklingen mod værre eller flere voldsformer – eller begge dele sløres når man opholder sig i dét rum:

At være udsat for vold – uanset voldens art – flytter ens grænser. Efter en periode er man måske glad, hvis der bare er lidt mindre vold, hvis volden ikke eskalerer. Stilstand føles som fremgang. Men det er farligt.

Buret bliver mindre for hver gang du tilpasser dig.

Volden optrappes og det stopper ikke når kvinden vil forlade manden eller prøver på det – tværtimod eskalerer den i disse perioder og oftest også i perioden lige efter hun har forladt voldsudøveren. Statistisk set er kvinder der forlader en voldsmand i størst fare i det følgende år efter bruddet er besluttet. Det er ikke uden årsag, at en voldsramt kvinde kan frygte for sit liv, hvis hun rejser

Vi må udbrede viden om voldens former, hvis flere skal kunne undgå eller undslippe volden. På kort sigt virker volden nemlig: den løser de aktuelle problemer for udøveren. Hunden går i kurven. Kvinden bøjer hovedet. Børnene tier.

Vi kan ikke lide at tale om volden og endnu mindre om voldsudøveren.

At vi ikke kan lide at tale om voldsudøveren skal man ikke have deltaget ret længe i debatterne om ligestilling for at opdage.

Stil dig foran spejlet og sig tre gange at “mænds drab på kvinder er den største enkeltstående gruppe af drab i DK – og den eneste form for drab der viser stigende tendens.”

Og straks vil der dukke en mand op og sige at “mænd bliver altså også slået ihjel! Mange flere mænd end kvinder bliver slået ihjel”!!

Og dét er helt sikkert korrekt. Men vi taler ikke om, hvem det er, der OSSE dræber mændene. Vi kan ikke lide at tale om voldens udøver fordi den kommer fra det køn, der anses for Normen.

Heller ikke i de mange mange tilfælde hvert eneste år hvor volden heldigvis ikke ender i drab.

Og her kommer et sidespring.

En del mænd vil stå på hovedet for at finde en hvilkensomhelst anden fællesnævner mellem voldsudøvere end netop kønnet fordi de ikke ønsker at se hvordan det forholder sig.

Men hvis ikke hatten passer, behøver man altså ikke at tage den på. Hvis ikke DU bruger din placering i hierakiet til at udøve vold, så brug den placering positivt til at ændre situationen for de udsatte i stedet for at forlange anerkendelse for ikke at være voldsudøver eller stille dig på voldsudøverens side ved at forsvare handlingerne, bare fordi du er af samme køn.

Tallene taler: mænd udøver over 90% af den anmeldte og domsfældende personfarlige kriminalitet – det ville sandsynligvis blive mere, hvis al vold og alle overgreb blev meldt og førte til domfældelse.

Sidespring slut.

Så hvorfor udsættes kvinder så for vold fra mænd i langt langt langt højere grad end omvendt?

Grundlæggende, fordi vi lever i mandsstyret klassesamfund med privat ejendomsret. Kvinden og børnene bliver en del af mandens ejendom og han skal have kontrollen over dem.

Det betyder naturligvis ikke at alle mænd er voldelige, men at mænds vold – mod kvinder OG mod andre mænd er en af patriarkatets vigtigste byggesten.

Ulighed er den anden byggesten. Mellem arbejdere og udbyttere, mellem mænd og kvinder. Klasseforholdene bliver normdannende for alle i samfundet, så at vi i et patriarkat værdsætter mennesker hierarkisk og konsekvent tillægger mandens bidrag og mandens rolle højere end kvindens.

Det er normer vi lærer fra starten: Det er fint at være en drengepige, ikke så fint at være en tøsedreng.

Dén statusforskel mellem hvad der opfattes som maskulint vs feminint, indbygger uligestilling i alle interaktioner mellem mænd og kvinder, piger og drenge.

Det bliver kaldt “pigefnidder”, når piger øver sig i at navigere i et socialt rum uden topstyring, at tale om følelser og at håndtere relationer & konflikter uden vold, opbygge empati, situationsfornemmelse, behovsudsætte for andres skyld og så videre – alt imens drengenes følelser luges væk i et hierarkisk system, hvor det er langt mere legalt at løse problemer med vold, end at vise følelser.

De tankemønstre som føder vold mod kvinder bliver forstærket i tider med reaktionær politik, hvor klasseforskellene skærpes og hvor de ulønnede arbejdsopgaver som traditionelt pålægges kvinder i stigende grad bliver italesat som værdiløse – for så er der ikke langt til at kvinderne også er det.

Bare se på diverse “tænketanke” i nyere tid, og deres beregninger på hvordan kvinder er en udgift for samfundet fordi cirkulært reproduktionsarbejde ikke tæller med i regnskabet – vi ved jo alle at arbejdskraften springer fiks og færdig ud af en kampesten i trediveårsalderen, komplet med pik, habit og sideskilning, ikke?

Det er et problem, når mandeidealet gør mænd afhængige af kvinder til at lave det følelsesmæssige arbejde for sig og samtidig lærer os alle at kvinder er mindre værd end mænd, og piger mindre værd end drenge. Det legitimerer vold og kontrol som konfliktløsning – og vold går altid fra den med mest magt til den med mindst.

Som kvinder må vi kæmpe på flere fronter, for at ændre den dehumaniserede position som vi bliver sat i i det kapitalistiske samfund, tro på forandring, organisere os og udvise solidaritet.

Vi skal fortælle om de ulige forhold, og arbejde for at udjævne dem, fordi de skader os alle: drengene og mændene der berøves et sundt følelsesliv, såvel som pigerne og kvinderne der forventes at kompensere herfor, som om vi var rehabiliteringscentre for skadede mænd.

For hvert skridt kvinder har taget for ligestilling har der stået mørkemænd (og enkelte mørkedamer) og råbt HERTIL OG IKKE LÆNGERE. Men vi går stadig.

Og som kvinde der kæmper for ligestilling, kæmper vi for alle. Fordi vi kæmper for at målestokken ikke længere skal være Mandens Øjeblikkelige Situation hvorefter alt haver at rette sig – men at ligestilling skal ske efter den målestok der giver hvert køn den bedste mulighed i livet.

Hertil og ikke længere, råbes der. Men vi bliver ved at gå!

Så lad os gå ud og fortælle og lytte, organisere os og vise solidariet – og huske at le – ikke blot på kvindernes internationale kampdag, men på alle dage fordi alle dage både er en kamp og en fest.

Tak skal I have.

Arrangementets fulde program