Af det antifascistiske tidsskrift Håndslag
Den 27. februar 1933, altså knap en måned efter at den tyske Nazi-führer Adolf Hitler ved en kupagtig aktion var blevet rigskansler og lige før, der skulle holdes rigsdagsvalg den 5. marts, blev rigsdagsbygningen i Berlin forvandlet til et flammehav. En hollænder ved navn Marinus van der Lubbe løb direkte i hænderne på politiet, da han forlod den brændende bygning. Han ’tilstod’ det helt umulige at have anlagt brand ikke mindre end 24 steder på tre etager.
Nazisterne erklærede straks, at der var tale om en ‘kommunistisk sammensværgelse’, og Hermann Göring, der var førerens stedfortræder og indenrigsminister i delstaten Prøjsen (med Berlin), erklærede, at et ‘kommunistisk oprør’ var umiddelbart forestående.
Nazistisk Hipo-korps
I slutningen af februar havde Göring oprettet et hjælpepolitikorps – et Hipo-korps – på 50.000 mand fra det nazistiske SA (stormtropper) og SS (Hitlers livgarde).
Den 24. februar foretog politiet en razzia i kommunisternes hovedkvarter, Karl Liebknecht-Haus, hvor der angiveligt blev fundet våben og planer til en kommunistisk revolution.
Da alt dette ikke syntes at bane vejen for at bringe Hitler til magten, kom rigsdagsbranden den 27. som en gave fra himlen.
Nogle kommunistiske ledere blev arresteret og beskyldt for at have deltaget i rigsdagsbranden. Det var formanden for den kommunistiske fraktion i rigsdagen, Ernst Torgler, og de tre bulgarere Georgi Dimitrov, Blagoj Popov og Vasilij Tanev. Dimitrov, der var leder i Kommunistisk Internationale (Komintern), blev angivet som hovedmanden.
Nazisterne planlagde at ramme ‘ver-denskommunismen’ med et ’tilintet- gørende slag’ ved rigsretten i Leipzig. Den store skueproces fandt sted i efteråret, men blev en opsigtsvækkende fiasko for magthaverne.
Nazitop til møde
Tilbage til rigsdagsbranden, der vakte opsigt verden over.
Udenlandske journalister undrede sig over, at topnazister som Hitler, Goeb- bels og Göring samt kendte propagandafolk på selve branddagen ikke var ude i landet for at tale ved valgmøder, men var samlet i rigsdagspræsidentens palæ i Berlin. Redaktør Sefton Delmer fra Daily Express, der var sammen med dem, rapporterede om sine iagttagelser (Nationalsocialismen, Fischer Verlag, 1957).
Underjordisk gang
12 SA- og SS-ledere forlod enkeltvis og ubemærket forsamlingen. Gennem en underjordisk gang, der førte fra rigsdagspræsident Görings embedsbolig over til rigsdagsbygningen, gik den betroede skare nu til værket. I løbet af få minutter havde de tilrettelagt brande på udvalgte steder i rigsdagen. De iførte sig igen deres uniformer, de havde lagt fra sig under ‘arbejdet’, og skyndte sig tilbage til den ventende forsamling.
Alle de 12 brandstiftere blev som farlige vidner skudt under Hitlers ‘de lange knives nat’ den 30. juni 1934, hvor mange ledere af SA og andre blev myrdet med bl.a. påstande om, at de var homoseksuelle og/eller pønsede på at ville overtage Hitlers rang som Führer.
Faktisk undtagelsestilstand
Allerede under selve branden slog nazisterne øjeblikkeligt til – hårdt og målrettet. Den hæmningsløse forfølgelse af antifascister blev voldsomt skærpet og må have været forberedt grundigt i forvejen. I praksis var der tale om en undtagelsestilstand, hvor naziregimet søgte at konsolidere sig.
Titusinder af Hitlermodstandere blev taget i ‘beskyttelsesarrest’ og spærret inde i de første, improviserede koncentrationslejre.
Rettigheder afskaffet
Dagen efter branden blev arrestationerne ‘lovliggjort’ ved gennemførelsen af ‘Rigsdagsbrandforordningen af 28. februar 1933′.
Der var tale om en nødretsforordning ’til beskyttelse af folk og stat’.
Den ophævede en række betydningsfulde forfatningsmæssige rettigheder som den personlige frihed, presse- eller ytringsfriheden og retten til at danne foreninger og holde møder.
Den ‘lovliggjorde’ indgreb i brev-, post-, telegraf- og telefonhemmeligheden, aflytning og censur. Begrænsninger af husundersøgelser og konfiskation af ejendom blev ophævet. En lang række strafferammer, bl.a. anvendelsen af dødsstraf, blev udvidet.
Ikke et frit, retfærdigt valg
Rigsdagsbranden blev brugt til terror ved at skabe frygt og en ophidset stemning, som om der var udbrudt borgerkrig.
Ved valget den 5. marts gik nazisterne frem og blev det største parti. Det var kun muligt, fordi kommunisterne med 81 af de 559 mandater i rigsdagen blev forhindret i at deltage. Der var aldeles ikke tale om et ‘lige og retfærdigt valg’, og derfor er det et bekymrende selvbedrag, at selv folk, der burde vide bedre – også og måske ikke mindst ‘venstrefløjsere’ – stadig i fuldt alvor påstår, at Hitler blev valgt på bedste demokratiske vis.
Det var det sidste ‘valg’ i Tyskland under Hitler, hvorefter han var landets enevældige diktator.
Plantede beviser?
Van der Lubbe var bl.a. i besiddelse af en jakke, der var dyngvåd af brandbar væske, og et medlemskort til Hollands kommunistiske parti. Men han var ikke medlem og skulle ifølge hollandske oplysninger være kendt i det anarkistiske miljø.
Med stor viden om Gestapos metoder peger alle indicier på, at der var tale om plantede beviser. Det synes også, som om van der Lubbe – som i andre tilfælde – var fundet frem til det specielle formål. Han gjorde indtryk af at være retarderet eller i datidens sprog ‘åndssvag’ eller påvirket af narkotiske stoffer.
Skueproces gav bagslag
I efteråret løb den planlagte skueproces imod ‘kommunismen’ af stablen i Leipzig. Dimitrov, der var den hovedanklagede, havde lært sig tysk og forsvarede på blændende måde kommunisternes politik og sig selv. Han satte Göring og andre topnazister, der var ‘vidner’, til vægs, og vendte alle påstande til en sviende anklage imod nazismen og nazisterne. Den historisk betydningsfulde provokation faldt helt til jorden.
Georgi Dimitrovs modige optræden gav genlyd verden over og medførte den hidtil største og stærkeste internationale solidaritetsbevægelse imod nazismen. Over det meste af verden udløste den voldsomt opreklamerede ‘retssag’ mange vrede protestmøder, demonstrationer m.m. Det var også tilfældet i Danmark. I London blev der arrangeret en international modproces med afsløring af nazismens mål, midler og metoder.
Marinus van der Lubbe, der blev brugt som et værktøj for nazisterne, blev dømt til døden og henrettet. Torgler blev idømt en frihedsstraf og myrdet i en koncentrationslejr. Ved sit eminente forsvar fik Georgi Dimitrov gennemtrumfet frifindelse af sine to partikammerater og sig selv. Da Sov-jetunionen gav dem statsborgerskab og tiltvang deres ret til udrejse fra Tyskland, reddede de livet.
Processen i Leipzig gav bagslag for dens ophavsmænd og deres terrorregime og viste, at nazismen ikke var uovervindelig. Den indgød alle antifascister i Tyskland og mange andre lande nyt mod og ny energi.
Göring som hovedmand
Göring blev arresteret efter krigen, men fik hjælp til at begå selvmord, inden han kunne blive stillet for De Allieredes militærdomstol i Nürnberg. Han kunne derfor ikke afhøres om sin ledende rolle i rigsdagsbranden.
Det kunne den tyske general Franz Halder derimod. Han vidste besked. Som edsvoret vidne oplyste han ved retten i Nürnberg, at han havde deltaget i en middag i 1942 i anledning af Hitlers fødselsdag. Her talte Hitler om rigsdagsbygningen og dens kunstneriske værdi.
Halder oplyste, at Göring brød ind og erklærede: ‘Den eneste, som virkelig kender rigsdagen, er mig. Jeg har jo sat ild på den.’ Samtidig slog han sig med flad hånd på låret.
Håndslags hjemmeside – læs her
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
