Årsagen til krisen i de spanske landdistrikter

Spanske landmænd har den seneste tid, som vi ser det i mange andre europæiske lande protesteret og etableret vejblokader flere steder, bl.a. i protest mod voksende konkurrence fra lavtlønslande uden for EU, som Ukraine og Marokko. For små og mellemstore landmænd kan økonomien ikke længere hænge sammen, mens forbrugerpriserne fortsat er tårnhøje. Denne aktuelle analyse fra PCMLE, slår fast at problemerne er helt reelle, og at årsagerne skal findes i storkapitalens dominans og monopolstilling.

Af J. Romero, oversat fra El problema del campo, Spaniens Kommunistiske Parti ML, PCMLE
Artiklen er forkortet af redaktionen

I disse dage kører landmændene ud på vejene og omringer byerne med deres traktorer. Den reaktionære højrefløj udnytter situationen, og koalitionsregeringens klodsede reaktion. De præsenterer sig selv som forkæmpere for de spanske landsbyer, mens de skjuler de virkelige årsager til konflikten og deres eget ansvar for den, som politiske repræsentanter for de store jordejere, jordbesiddere og spekulanter.

Generelt er Spanien et af de mest konkurrencedygtige lande inden for landbrugs- og husdyrsektoren, og også et af de lande, hvor prisen på disse produkter er steget mest, uden at disse stigninger er kommet de små og mellemstore producenter til gode. Staten hævder, at faktorer som prisen på brændstof og gødning, krigen, tørken osv. er ansvarlige for denne stigning, men den egentlige årsag er, at de store monopoler i landbrugs- og distributionssektoren har kontrol, og de spekulerer og manipulerer priserne for at øge rentabiliteten af deres investeringer ved at udnytte krisen. Forskellen mellem købsprisen fra landmanden og salgsprisen til forbrugeren er helt op til 800% for nogle produkter.

De borgerlige økonomer forsvarer den frie konkurrence, også i landbrugssektoren. De hævder, at det gør produktionen billigere og dermed de priser, som forbrugerne betaler, men det er blot endnu en af de kapitalistiske ideologers fejlslutninger. Når storkapitalen kommer til at kontrollere en fødevare- og jordbrugs industri, som den gør nu, er den i stand til at dominere markedet og kan fastsætte priserne og manipulere dem, som det passer den.

Der er ingen mangel på undskyldninger (tørke, stigende transportomkostninger, global opvarmning osv.), men hvordan forklarer man for eksempel, at en liter madolie er billigere i Frankrig, Portugal eller Norge end i Spanien, verdens førende producent af denne livsvigtige fødevare?

I stedet for den landbrugsreform, som landarbejderne krævede, i stedet for at sætte en stopper for de store jordejere, der dominerede de Andalusiske og Extremaduranske landområder; i stedet for at fremme kooperativisme, som daglejerbevægelsen krævede, valgte Felipe González’ PSOE, planen for beskæftigelse i landdistrikterne, hvilket efterlod ejerskabsstrukturen på landet intakt i vores land.

I dag er makrobedrifterne steget med 6 % i det seneste årti, mens de mindre bedrifter er faldet med 25 %: Ejerskabet til jorden bliver mere og mere koncentreret.

I dag står store landbrug (mellem 70 og 500 hektar) for størstedelen af det dyrkede areal i Spanien (46 %). Hvis vi dertil lægger de store distributionsselskaber, får vi et hurtigt øjebliksbillede af, hvem der reelt kontrollerer landbrugsproduktionen og sætter betingelserne for, hvordan små og mellemstore gårdejere kan arbejde og sælge deres produkter. *(1)

I dag har 181 personer (de store jordejere) gårde på mere end 1.000 hektar i Spanien, de fleste af dem i handelsselskabers navn. Kort sagt kontrollerer storkapitalen produktionen og fastsætter priserne; de små og endda en stor del af de mellemstore jordbesiddere fungerer som “autonome” i dens tjeneste og er i praksis ude af stand til at træffe deres egne beslutninger. Den såkaldte “urbanisering” af de spanske landområder har været en realitet i nogen tid nu.

Denne tendens, der er implicit i den kapitalistiske produktionsmåde, fremmes af EU, hvis aktivitet, ud over lejlighedsvise korrektioner for at undgå at miste kontrollen over begivenhederne i konflikter som den nuværende. Europa-Kommissionen har f.eks. netop accepteret en opblødning af sine krav i forhold til sprøjtegifte.

At spekulation og hamstring af varer for kunstigt at hæve priserne og dermed profitten, importaftaler, der har til formål at bryde den “frie konkurrence”, som er så kær for kapitalen og dens medløbere og den konstante afpresning af distributørerne er en del af kapitalens sædvanlige aktivitet i landbrugssektoren, er ikke noget nyt.

EU og regeringens politik fremmer monopolerne

Vi kommunister mener ikke, at det er muligt at gøre en ende på de indbyggede modsætninger i det kapitalistiske system, som i sidste ende forklarer problemerne i landbrugssektoren, hvor fri konkurrence gradvist vil begrænse små og mellemstore landbrugsproducenter og stille dem til rådighed for storkapitalen, som blot endnu et tandhjul i dens maskine, en del af dens produktive kraft, der kapitaliserer værdierne i landbrugsproduktionen til det yderste.

Denne tendens kan kun delvist afhjælpes af en virkelig demokratisk og folkelig stat, som kan hjælpe små producenter med at forsvare sig mod unfair konkurrence fra storkapitalen. Men for at vende tilbage til de objektive data, så tilhører kun 2,61% af landbrugsjorden i Spanien i dag kooperative selskaber.

Den monarkistiske stats landbrugspolitik og dens skiftende regeringer (herunder naturligvis den nuværende) er ingen undtagelse fra denne regel. Den har f.eks. aldrig grebet ind for at forhindre de store distributørers afpresning af indkøbspriserne eller de voksende forbrugerpriser. I stedet for at reducere presset på de stigende produktionsomkostninger kræver den kontrol, der objektivt set fungerer som barrierer for små lokale bedrifters produktion, baseret på miljømæssige og skattemæssige kriterier osv. I overensstemmelse med sin klasseposition som finanskapitalens politiske støtte har den ikke favoriseret eller opmuntret til oprettelsen af landbrugsproduktions- og distributionskooperativer, der i det mindste ville forbedre samspillet mellem små og mellemstore producenter.

Det er ingen hemmelighed, at EU er hovedansvarlig for landbrugspolitikken i kapitalens og krigens Europa gennem den fælles landbrugspolitik. I stedet for at tilskynde til oprettelsen af offentlige strukturer til produktion og distribution af landbrugsprodukter, bliver ejerne af jorden betalt gennem den fælles landbrugspolitik, uanset om de arbejder på den eller ej.

Den officielle propaganda hævder, at de spanske landområder mellem 2023 og 2027 vil modtage 47.724 millioner euro i støtte takket være den fælles landbrugspolitik. Men de fortier, at der i virkeligheden er 650.000 landmænd og 250.000 kvægavlere, som modtager støtte fra den fælles landbrugspolitik (de såkaldte “sofabønder”), fordi de ejer jord og græsningsarealer, som de ikke arbejder på, og som modtager en betydelig del af EU-støtten*(2).

Det er sandt, at bønderne i dag ikke er en så afgørende politisk kraft som for årtier siden, men revisionisterne i regeringen forplumrer årsagerne ved at sammenblande målene for dem, der indtager vejene med deres traktorer, med de store jordejeres og spekulanters mål, eller ved at åbne debatter om miljø-, dyre- eller kulturspørgsmål for at fordømme tilbageståenheden i landdistrikterne.

Regeringen har ikke taget fat på nogen af de virkelige problemer på landet og for landarbejderne; med denne holdning har de ikke bare ladet løsningerne ligge, men er endt med at miste støtten fra landbefolkningen og giver plads for de politiske kræfter på den mest reaktionære højrefløj.

Landmændene har ret i deres krav. Uanset hvor meget højrefløjen udnytter forvirringen til at udnytte vreden i landbrugssektoren til deres fordel, er PP og Vox repræsentanter for de store jordbesiddere, for storkapitalen og netop derfor de største fjender af de små og mellemstore producenters interesser. Problemet ligger ikke kun, og heller ikke grundlæggende, i det europæiske bureaukrati og de krav, der stilles til EU’s landbrugsproducenter i lyset af friheden til at importere billigere produkter fra andre lande osv.

Det virkelige problem ligger i storkapitalens overvældende dominans, manglen på statsstøtte til oprettelse af produktions- og distributionskooperativer, der ville gøre det muligt for små producenter at være mere konkurrencedygtige over for store virksomheder og store jordejere … kort sagt i den herskende produktionsmodel og dens konkrete udtryk i vores land.

“I think of Spain being sold from river to river, from mountain to mountain, from sea to sea.” Antonio Machado

Noter:

*(1) José Luis Miguel fra COAG giver eksemplet med spisedruer i Murcia: “Det var en afgrøde med en stærk social karakter, hvor mange familier levede af den, men i sidste ende er der sket en koncentration på en sådan måde, at tre virksomheder dominerer denne sektor. Nu er der ikke plads til, at en uafhængig producent kan markedsføre sine druer uden at gå gennem et af disse selskaber… Besiddelser af mere end 100 hektar spisedruer er gået fra at kontrollere 30% til 50% af det område, der er dedikeret til denne afgrøde i Murcia (Diario.es, august 2022).

*(2) Blandt de største modtagere af landbrugsstøtte er mange af navnene fra det spanske oligarki, såsom Nicolás Osuna, Mora-Figueroa Domecq, José María Aristrain og Botín-familien. Der er dog især tre navne, som aldrig mangler på listerne over store jordbesiddere: Juan Abelló, som har 40.000 hektar jord; Huset Alba, som har 34.000 hektar og modtager 2,9 millioner euro i landbrugsstøtte; og Samuel Flores og hans familie, som i de senere år har akkumuleret 23.000 hektar og modtager 1,25 millioner euro fra den fælles landbrugspolitik (taget fra “La Marea”).

Nogle af dem har endda den luksus at klage i tv-interviews over de problemer, de har med at betale lønninger på grund af regeringens politik og EU-bureaukratiet.

Oversat fra:

El problema del campo (pceml.info)

Læs mere om de spanske landmænds krav her:

Unge landmænds sammenslutning (ASAJA) https://www.asaja.com/

Koordinatoren for landbrugs- og brancheorganisationer (COAG) https://www.coag.org/

Foreningen af små landbrugere (UPA). https://www.upa.es/

”Hvis frihandelsfolkene ikke kan forstå, hvordan et land kan gøre sig rig på et andels bekostning, så bør vi ikke blive forbavsede, eftersom de samme herrer heller ikke vil forstå hvordan en klasse i et land kan berige sig på en andens bekostning. Tro ikke. mine herrer, at vi har til hensigt at bruge kritikken af frihandlen til at forsvare det protektionistiske system. Selvom man erklærer sig som fjende af forfatningen bliver man ikke af den grund tilhænger af det gamle regime. (…) Men generelt er det protektionistiske system konservativt i vor tid, mens frihandelssystemet er destruktivt. Det opløser de gamle nationaliteter og skærper antagonismen mellem bourgeoisiet og proletariatet voldsomt. Kort sagt: frihandelssystemet fremskynder den sociale revolution. Det er alene i denne revolutionære betydning, mine herrer, at jeg stemmer til fordel for frihandlen.”

KARL MARX. Tale om frihandelsspørgsmålet for Bruxelles Demokratiske Forening den 9. januar 1848.