Endeløs forvirring i debatten om imperialisme – del 1

Når det gælder om at forstå imperialismen og hvordan man kæmper imod den opstår der igen og igen nye typer teorier, der forvirrer og afleder. En af dem er fx forsvaret for at udskifte den ”unipolære verden” med den ”multipolære verden”. I denne artikel bliver denne ide undersøgt. Dernæst ser artiklen, med Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) som eksempel på, at berettiget kritik af det forkerte ikke er en garanti for det rigtige svar.
Anden del af artiklen bringes i morgen.

Af Arbejderpartiet (EMEP), Tyrkiet

Fra ”multipolaritet” til “pyramiden”

Der var engang en teori om ”kollektiv imperialisme”. Den blev fremsat, da ”globaliseringen” var i fuld fart. Ifølge den teori dominerede alle de imperialistiske stater kollektivt andre lande. Krig imellem imperialister hørte fortiden til. For eksempel blev denne teori forsvaret af en del af Tysklands Kommunistiske Parti (DKP) med Leo Mayer som fortaler. Den økonomiske basis for denne teori var overgangen til ”transnational” monopolkapitalisme. Argumentet var, at eftersom ejendomsstrukturerne havde nået en ”transnational” karakter, var nye ”overnationale” strukturer også dukket op på statsligt niveau. At ”transnational kapital” satte nationalstater op imod hinanden for at sikre mere favorable vilkår for sig selv. At mellemstatslige modsætninger ikke var fraværende, men ”den overnationale organisering af transnational kapital” forhindrede disse modsætninger i at nå farlige dimensioner.

Det er svært ikke at blive fristet af den lokkende overfladiskhed ved konstant at blive ”overbevist” af fremtrædelsesformer. Men vi vil ikke dvæle ved teorien om ”kollektiv imperialisme”, eftersom teorien allerede er blevet tilbagevist af virkeligheden. Men virkelighedens mange rige facetter leder til fremkomsten af nye typer teorier. En af dem er fx forsvaret for at udskifte den ”unipolære verden” med den ”multipolære verden”. Vi vil først se på denne ide, og dernæst vil vi, ved at bruge Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) som eksempel, prøve at påvise, at berettiget kritik af det forkerte ikke er en garanti for det rigtige svar.

Hvor mange poler har vi?

I diskussionen vil vi tage udgangspunkt i, at problemstillingen er baseret på metaforen ”poler”. Fx bliver spørgsmål som følgende rejst: ”Er den aktuelle kapitalistiske verden unipolær, bipolær, multipolær eller ikke-polær? Hvilken af disse er bedst for arbejderklassen og folkene?”

I den diskussion, der er baseret på polaritet, opfattes perioden efter 2.verdenskrig som aksen, og en klassifikation er generelt opbygget således: bipolaritet i perioden 1945-1990, unipolariet i perioden 1991-2008 og multipolaritet siden 2009.(1) Dog ser nogle snarere den aktuelle situation som en overgang fra unipolaritet til multipolaritet. De argumenterer med, at USA’s overherredømme stadig er ekstraordinært stærkt, at stater som Kina og Rusland prøver at nedbryde denne unipolaritet, mens USA modarbejder det, og at etableringen af multipolaritet ville være til gavn for arbejderklassen og folkene. Det er netop, hvad Putin og Xi Jinping propaganderer for dag og nat!

Først af alt skal følgende spørgsmål besvares: Er unipolaritet muligt med imperialismen som bagtæppe? Vi ved, at imperialismen som fænomen kræver mindst to rivaliserende imperialistiske stater, fordi et monopol ikke kan fjerne den konkurrence, som den selv er et produkt af. Den kan begrænse og undertrykke konkurrencen i en periode, men den kan ikke fjerne den. Hvis denne eller hin imperialistiske magt skulle eliminere alle andre imperialister, skulle den fjerne kapitalismens ujævne udvikling og de materielle relationer og modsætninger, som gør den udvikling mulig. Således er svaret på spørgsmålet helt klart, og unipolaritet er ikke muligt.

Dog kan der forekomme meget specielle perioder i historien, og som sådan er forgængeligheden tydelig fra starten. Perioden lige efter 1989/1991, dvs. de første år efter Sovjetunionens og ”østblokkens” sammenbrud, er et eksempel på en sådan speciel periode. I den periodes magtbalance kunne USA udfylde det vakuum, som sammenbruddet skabte, og det gjorde USA i allerhøjeste grad. Som det blev udtrykt i Foreign Affairs, der var den tids ledende amerikanske udenrigspolitiske tidsskrift, var en ”unipolær bevægelse” en mulighed. Tidsskriftets redaktør, Charles Krauthammer, lavede følgende vurdering:

”Den øjeblikkelige post-koldkrigs-verden er ikke multipolær. Den er unipolær. Verdens magtcentrum er den udfordrede supermagt, USA, støttet af dens vestlige allierede.” Men i den straks efterfølgende underoverskrift har han behov for at tilføje: ”Der er ingen tvivl, multipolaritet vil komme med tiden.”(2)

Med hensyn til vores opstillede spørgsmål, så betyder det intet, om dette tidsrum varede til 2008 eller ej, som den grove klassifikation ovenfor antyder. Det, der er vigtigt, er, at multipolaritet ikke er en ønsket tilstand, men en realitet i vores tid, og det kan ikke være andet i kraft af sin natur. Så konfrontationen mellem USA og Kina er kampen for overherredømme mellem bestemte imperialistiske stater i verdensmålestok.

Men hvad hvis en af disse poler ikke er imperialistisk? For eksempel hvis, som Tysklands Kommunistiske Parti (DKP) påstår, der er en ”anti-imperialistisk magt” blandt dem, eller endda en ”magt på vej til socialismen”? Hvis du i det væsentlige identificerer fænomenet imperialisme med USA og ikke ser Rusland og Kina som imperialistiske magter, vil du naturligvis se positivt på enhver udvikling, der underminerer eller svækker USA og dets allierede. Især hvis, som DKP, du ikke ser Rusland som en imperialistisk magt, men som et af de lande, der stillet over for den vestlige imperialismes aggressioner, er ”tvunget til at forfølge en anti-imperialistisk udenrigspolitik”(3)! I det tilfælde er det let som ingenting at være ”håbefuld”(4)!

Analysen er som følger: På den ene side er der lande med en klar imperialistisk karakter (USA, Tyskland, Frankrig, England, Japan og deres internationale organisationer som NATO og EU). På den anden side: ”Der er kapitalistiske lande, der af imperialistisk aggression ofte er tvunget til at indføre en anti-imperialistisk udenrigspolitik. Disse lande er blandt andre Brasilien, Sydafrika, BRICS-landene og Shanghai.”(5) Og endelig er der Kina som ”en anti-imperialistisk magt på vej til at opbygge socialismen.”(6)!

Når situationen bliver aflæst på den måde, så er konklusionen ikke overraskende: ”I denne kontekst, når vi taler om behovet for at hylde bevægelsen frem mod ”multipolaritet”, så har det intet med illusioner at gøre. Det er endnu ikke et stadie, hvor socialismen løber fra triumf til triumf. Men det er et stadie, som sandsynligvis vil brolægge vejen til det. Det kan blive et stadie, hvor kraftrelationerne mellem imperialisme og anti-imperialisme er mere afbalancerede. Og det vil begynde at føles helt klart for mange folkeslag uden for Europa, at dette er fremskridt.”(7)

Det gode er, at sådanne analyser er lavet ud fra devisen om ”ikke at kalde alting imperialisme”. Det sørgelige er denne smalsporede og overfladiske teoretiske forståelse i visse kredse, som påstår at arbejde på vegne af venstrefløjen og selv marxismen-leninismen, og desuden evalueringen af den åbne konfrontation, de direkte krigsforberedelser hos de store imperialistiske magter ud fra en totalt blind vinkel, ligesom de demagogiske udtalelser fra imperialister som Kina og Rusland bliver taget vel imod og endda hyldet og gjort til mulighed for ”håb”. Når det billede tages i betragtning, er det overhovedet ikke mærkeligt, at der florerer forkerte analyser af imperialismen.

Dette står naturligvis klart: De voksende konflikter mellem imperialisterne og skærpelsen af modsætningerne mellem dem kan skabe nye muligheder for arbejderklassen og det arbejdende folk. Men for dem, der ser på situationerne, ikke på basis af stater, men på basis af klasser og klassekamp, er det væsentlige nødvendigheden af graden af organisering og kamp, som kan gøre brug af disse muligheder. Hvis arbejderklassen ikke er organiseret og ikke har en stærk klassebevægelse baseret på den organisering, hvis den ikke har en uafhængig politisk linje og et parti, som garanterer den, vil disse muligheder ikke blive udnyttet af arbejderklassen og det arbejdende folk, men af monopolborgerskabet i det givne land. Desuden vil mulighederne blive til redskaber, der spænder arbejderklassen og det arbejdende folk for monopolborgerskabets interesser.

Så længe den nævnte klassemagtbalance er uændret, vil ”multipolaritet” ultimativt betyde en skærpelse af inter-imperialistiske modsætninger langt mere end i dag, fremkomst af nye proxy-krige(9), styrkelse af politisk reaktion og militarisme, spredning af nationalismens gift, inddragelsen af folkene i nye katastrofer osv. Er det ikke allerede de dominerende tendenser? Under de givne betingelser for klassemagtrelationer er det så ikke indlysende, at den eneste revolutionære vej er at udstille alle kræfter og tendenser bag snakken om ”multipolaritet” og afsløre deres virkelige hensigter? At ”hylde” denne realitet ved at adoptere fortællingen om den ene pol er intet andet end fornuftsformørkelse forårsaget af et mistet klasseperspektiv.

Den imperialistiske pyramide

I forhold til Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) kan man naturligvis ikke tale om en sådan formørkelse. Tværtimod står Kinas og Ruslands imperialistiske karakter helt klart for KKE. For eksempel mener KKE, at opportunister i Grækenland og andre lande i verden ”argumenterer for, at den kapitalistiske genrejsning i de socialistiske lande er bedre, fordi det afskaffede den kolde krig og verden derfor er blevet bipolær, dvs. at der er mange centre og nye magter”, ”men de ’glemmer’ det faktum, at disse nye ’centre’ og ’magter’ bygger på kapitalistiske produktionsrelationer, på monopolers dominans i økonomien, dvs. at vi står over for opbygningen af nye imperialistiske magter.” Ligeledes mener KKE ikke, at ideen om, at imperialismen er lig med USA, er korrekt. Desuden kritiserer KKE mange højrefolks opportunistiske og overfladiske tilgang til debatten om imperialisme. For eksempel kritiserer KKE helt korrekt ”propagandaen for, at imperialisme er noget andet end og adskilt fra kapitalismen, som et politisk koncept adskilt fra kapitalismens økonomiske basis”, og fastslår helt korrekt, at mange forkerte analyser af imperialismen udspringer herfra.(10)

Men som fastslået tidligere, så er korrekt kritik af noget forkert ikke en garanti for et korrekt svar. Og denne generelle sandhed passer også på KKE. Faktisk kom KKE, mens det definerede sin position i disse debatter, frem med et interessant koncept, hvor det bruger ”imperialistisk pyramide” som metafor. Pyramiden reflekterer på sin vis den hierarkiske struktur i de dominerende relationer i det imperialistiske verdenssystem. I toppen er de mest magtfulde imperialistiske lande. Den magt mindskes, jo længere man bevæger sig ned over midten mod bunden af pyramiden. Med en vægt, der kan synes ejendommelig, retter KKE opmærksomheden mod konceptet for ”det internationale imperialistiske system”. Faktisk bliver metaforen ”imperialistisk pyramide” nævnt i parentes som forklaring på ”det internationale imperialistiske system” i forskellige KKE-tekster.

Men hvorfor dog denne vægt på ”det internationale imperialistiske system”, som står klart og tydeligt på baggrund af det historiske faktum, at kapitalismen er et system, der udvikler sig gennem verdensmarkedet? Årsagen er, at KKE mener, at en ny situation er dukket op i denne kontekst. I deres optik er det en sådan ny situation, der gør, at Lenins metafor med ”lænker” og ”en håndfuld af imperialistiske lande” ikke længere afspejler de nuværende realiteter.

Vi er nødt til at se lidt nærmere på dette problem. Ifølge KKE er ”græsk kapitalisme”, selvom den er ”stærkt afhængig af USA og EU”, ”i det imperialistiske stadie af sin udvikling” og ”indtager en mellemposition” i det internationale imperialistiske system (dvs. i midten af pyramiden).(11) Men ikke bare Grækenland er i ”det imperialistiske stadie” af deres udvikling, det er alle de kapitalistiske lande i pyramiden. Deres styrke kan variere afhængigt af, på hvilket niveau i pyramiden de er placeret, men de er alle imperialistiske på den ene eller anden måde!

KKE kritiserer argumentet om, at de kapitalistiske lande, fx Grækenland, ”dybest set er besat af Tyskland”, og ”at dets styre er neo-kolonialt”. Fordi sådan et argument udelukker landets monopolborgerskab fra at være målet (på én måde er det en korrekt kritik), og sådanne argumenter ignorerer det faktum, at kapitalismen i det land er ”i det imperialistiske stadie af sin udvikling”. De, der ikke kan se disse realiteter, kommer ifølge KKE til ”at se imperialismen som et lille antal lande, en håndfuld af lande” og ”at anse alle andre lande som afhængige, undertrykte, koloniale lande”.(12) Men i dag er der ikke bare afhængighed, der er også ”gensidig afhængighed”.

Adspurgt om, hvilken udvikling der har gjort pyramidekonceptet nødvendigt, er KKE’s svar i al væsentlighed følgende: ”I det sidste årti af det 20. århundrede begyndte situationen at forandre sig. To faktorer, der gensidigt påvirkede hinanden, men med deres egen relative autonomi, er årsagen til det.”(13) For det første er det ændringerne i den økonomiske politik efter krisen i 1973, dvs. opgivelsen af ”neo-keynesianismen” (efterfulgt af privatisering, beskæring af sociale rettigheder, øget kapitaleksport osv.). For det andet ”mulighederne for imperialismen” i kølvandet på opløsningen af USSR og østblokken (”kapitalistisk genetablering”) lanceringen af ”en ny bølge af angreb fra kapitalen, som fik ringe modstand” og ”skabelsen af nye markeder i de tidligere socialistiske lande”. Denne udvikling havde konsekvenser: ”De ledende magters enhed over for socialismen begyndte at smuldre”, ”en ny runde af interimperialistiske modsætninger begyndte i spørgsmålet om nye markeder”, hvilket førte til krige på Balkan, i Mellemøsten og Nordafrika. ”Ved slutningen af det 20. århundrede var der tre imperialistiske centre, som voksede frem efter verdenskrigen:EU, USA og Japan. I dag er antallet af imperialistiske centre vokset og nye former for alliancer er opstået, som fx den russisk-orienterede alliance, BRICS, alliancen mellem de latinamerikanske lande ALBA, MERCOSUR osv.”

Som konklusion: ”Det er ikke kun dem i toppen, som forfølger en imperialistisk politisk linje, men også landene på lavere niveau, og endda dem, der er afhængige af de større magter på regionalt og lokalt plan, forfølger en sådan linje. For eksempel er Tyrkiet en sådan magt, ligesom Israel, de arabiske lande og de magter, der er instrumenter i monopolkapitalens erobring af nye territorier i Afrika, Asien og Latinamerika. Som resultat af dette står vi med fænomenet afhængighed og gensidig afhængighed.”(14)

Der er ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved det helt tydelige, nemlig at alle kapitalistiske lande er en del af det internationale imperialistiske system. Det er ligeledes tydeligt, at magtbalancen mellem de kapitalistiske lande kan ændre sig, og at dette kan ske som følge af uens udvikling. Hvad vi kritiserer, er karakteriseringen af alle lande i systemet som imperialistiske. Med andre ord er problemet, at forskellen mellem de kapitalistiske lande reduceres til en kvantitativ forskel, og at den kvalitative forskel mellem dem med hensyn til deres udviklingstrin og position bliver negligeret. Og derfor bliver afhængighedsrelationerne imellem dem forklaret som ”gensidig afhængighed”. Ikke mindre vigtigt er selvfølgelig det faktum, at – eftersom det påstås, at alle kapitalistiske lande befinder sig i det imperialistiske stadie – fænomenet afhængige lande og undertrykte folk er forsvundet sammen med de objektive modsætninger, som har skabt hele fænomenet. 

Af nævnte og unævnte årsager har verdensøkonomiens udseende forandret sig de seneste årtier. De vestlige imperialistiske landes, især USA’s, andel af verdensmarkedet er mindsket, et land som Kina er i mellemtiden blevet imperialistisk, udviklingen især i ”landene på tærsklen” (dvs. de lande, der endnu ikke er blevet imperialistiske, men er ophørt med at være fortidens gammeldags kapitalistisk lande), kapitalismen udvikler sig hurtigt i mange lande, der har været en stor forøgelse af kapitaleksport fra imperialistiske til kapitalistiske lande især i perioden med ”globalisering”, det har stimuleret en ekstraordinær stigning i kapitalakkumulationen i disse lande, og der er på den anden side en ny fase i internationaliseringen af produktionsprocesserne og en skærpelse og uddybning af arbejdsdelingen i den kapitalistiske verdensøkonomi osv. Dette er udviklinger, som er mere eller mindre kendt for dem, der følger verdensøkonomien og dens relationer. (15) Hvis dette er tilfældet, så kan det siges, at selvom borgerskabet i disse lande har imperialistiske ambitioner på deres regions vegne på grund af kapitalakkumulation, så gør disse udviklinger alene endnu ikke fx Grækenland eller Tyrkiet til imperialistiske stater/magter. Men KKE benægter det! KKE siger, at det er sket. Hvordan?

KKE’s argument er følgende: For det første er disse lande ikke – som man ofte tror – koloniale eller semi-koloniale eller underlagt stærke kapitalistiske stater. Der er monopoler i disse lande, og monopolborgerskabet arbejder for egen vindings skyld, somme tider sammen med stater fra toppen, og de eksporterer kapital til forskellige lande i verden, især inden for egen region. For eksempel: ”De, der taler om underkastelse og besættelse, ser ikke kapitaleksporten fra Grækenland (som er et karakteristisk træk ved kapitalismen i sit imperialistiske stadie)… Kapital bliver eksporteret som produktive investeringer i andre lande og selvfølgelig til europæiske banker.”(16)

Lad os citere fra en anden tekst, der har de samme pointer: ”Faktum er, at akkumulationen og koncentrationen af kapital gennem mange år har ført frem til skabelsen og udviklingen af monopoler, hvilket kendetegner kernen i kapitalismen på sit imperialistiske stadie … Det er præcis denne udvikling, der er grundlaget for KKE’s analyse for udviklingen af dets strategi og den taktik, som udledes heraf. Partiprogrammet, som blev vedtaget på den 19. partikongres, understreger følgende pointer: Det græske borgerskab lukrerede umiddelbart på de kontrarevolutionære magtforskydninger i de baltiske lande og deres indtræden i EU. Det græske borgerskab har opnået en væsentlig akkumulation af kapital og har foretaget en voldsom kapitaleksport, som gennem direkte investeringer har bidraget til styrkelsen af græske firmaer og monopoler… Denne udvikling, som udtrykker den yderligere modning af de materielle forudsætninger for socialismen(17), er ikke begrænset til Grækenland alene, men gælder alle de kapitalistiske lande. Udviklingen af monopolkapitalisme i de seneste årtier bekræfter dette.”(18)

I en tale på et internationalt møde i Cuba i 2022 understregede KKE’s politbureaumedlem G. Marinos, at de fem karakteristika, Lenin opstillede til at karakterisere imperialismen, ikke kun skulle begrænses til toppen af pyramiden: ”Disse karakteristika er ikke særegne kun for landene i toppen af pyramiden. Tværtimod er de en helhed, de er særegne for alle stater, mere eller mindre kraftfuldt, fordi kapitalismens monopoliserede og reaktionære epoke er en helhed.”

Det synes, som om vi i diskussionen om imperialismen kører rundt og rundt det samme sted: Den forvirring, der i dag opstår i analysen af de karakteristika af imperialismen, som Lenin opstillede …

Andel af artiklen bringes i morgen –
Læs den her: Endeløs forvirring i debatten om imperialisme – del 2

Oversat fra Unity & Struggle nr. 47, 2023

Artiklen er bragt i APK’s politiske og teoretiske magasin Enhed og Kamp 4,2023

Se abonnement for 4 numre årligt:
100 kr for online abonnement – 380 kr for online og trykt udgave

Noter

J. Goldberg (2023) ”Weltordnung zwischen Globalisierung und Nationalstaaten”, s.134, 18-27

Citat fra Goldberg, ibid. (Originalartikel: Charles Krauthammer, ”The unipolar moment”, Foreign Affairs, januar 1990)

I sin tale på “20th Meeting of Communist and Workers’ Parties” argumenterede Günter Pohl, international sekretær i DKP, for, at Ruslands udenrigspolitik i Syrien og Ukraine/Donbass ”objektivt er antiimperialistisk”! http://solidnet.org/article/20-IMCWP-Written-Contribution-of-German-CP/

Sådanne håb er ikke begrænset til Tyskland, men eksisterer også i forskellige venstreorienterede og selv marxistiske cirkler i forskellige lande.

Fra partiformand Patrik Köbeles tale på den 25. partikongres, ”in what age do we live?”, https://www.unsere-zeit.de/in-welcher-epoche-leben-wir-4778511/#more-4778511

Köbele, ibid

Köbele, ibid

Her er der på sin vis en henvisning til KKE i Grækenland.

Udviklingen efter kuppet i Niger indikerer, at en ny proxy-krig i Afrika kan bryde ud når som helst.

Tale af KKE-leder Aleka Papariga (2013), https://inter.kke.gr/de/articles/On-Imperialism-The-Imperialist-Pyramid/

Papariga, ibid. KKE’s program indeholder næsten samme definition.

Papariga, ibid.

Papariga, ibid.

Papariga, ibid.

Vi nævner ikke faktorer som fx disse udviklingers indvirkning på klasserne og deres kamp, fordi det ikke er emnet her.

Papariga, ibid.

Vi berører ikke aspekter i analysen af, hvad der sker i relation til stadiet og vejen til revolution, eftersom det ikke er emnet.

KKE, https://inter.kke.gr/de/articles/Der-Diskurs-soll-mit-Argumenten-und-nicht-mit-Verleumdungen-durchgefuert-werden/

Paradoksalt, fordi et monopol kvæler konkurrence, men ikke kan eliminere den.

Lenin, Imperialismen

For eksempel er det ikke et tilfælde, at USA i sin rivalisering med Kina forsøger at fastholde sin dominans inden for chip-teknologi og i den anledning har opmærksomheden særlig rettet imod modangreb og sanktioner. Mens denne fodnote blev skrevet, blev det rapporteret, at USA’s præsident Joe Biden ville offentliggøre et nyt dekret, der udelukker USA-kapital fra at investere i kinesiske firmaer (firmaer, der opererer i Kina, eller er kontrollerede af den kinesiske regering), der arbejder inden for områder som halvledere, kvantecomputere og kunstig intelligens.

Bloomberg (2022), https://www.bloomberght.com/turan-uretim-merkezleri-kayiyor-onemli-firsatlar-mevcut-2315805

KKE, ibid.

Papariga, ibid

Et nyligt eksempel: Mens dette blev skrevet, udtaltes det fra det russisk-afrikanske topmøde i St. Petersborg, at deltagerne sammen ville gå imod ”neo-kolonialisme” og arbejde for en fuldkommen de-koloniseringsproces i Afrika, og ligeledes gøre sig anstrengelser for at kompensere de tidligere kolonier for de tab, de led under koloniherrerne.

Det er klart, at vores kvantitet/kvalitet-udsagn ikke betyder, at de imperialistiske lande ikke er kapitalistiske. For hvis imperialismen er kapitalismens højeste stadie, så er forskellen på de imperialistiske kapitalistiske lande og de almindelige kapitalistiske lande udledt præcis på baggrund af kapacitet til, som lande, der har nået dette højeste stadie, at skabe og påtvinge monopolistiske relationer med dominans og hegemoni. Betingelserne for denne fremvoksen og udkrystalliseringen af denne kapacitet i og med opnåelsen af det højeste stadie i kapitalismen indikerer, at det ikke udviser en kvantitativ, men en kvalitativ karakter i den ovenfor nævnte betydning.