Den 2. oktober godkendte FN’s Sikkerhedsråd en resolution med tretten stemmer mod to, og to blanke, som ville tillade udsendelse af en multinational væbnet styrke ledet af Kenya til Haiti, i et forsøg på at afbøde den dybe vold, som landet oplever pga. bandekampe og den politiske krise. Haitianere og sociale aktivister afviser initiativet, fordi de mener, at det kun vil forværre den krise, som landet oplever.
Historisk set har det haitianske folk kæmpet mod kolonial undertrykkelse og undertrykkelse fra lokale magthavere, altid knyttet til udenlandske interesser. Deres kamp mod slaveriet, mod den spanske krone og Frankrig, gjorde Haiti til det første land, der afskaffede slaveriet i 1803 og landet proklamerede efterfølgende dets uafhængighed den 1. januar 1804. Siden da har det været genstand for flere forsøg fra den herskende klasse og fremmede økonomiske magter på at genetablere deres magt. Ingen ressourcer er blevet sparet.
Haiti har en fordelagtig geografisk placering i Atlanterhavet, og på grund af dets beliggenhed kan man herfra udøve betydelig kontrol over Caribien. Af denne grund, har imperialistmagter, som USA og Frankrig, kastet deres øjne og handlinger ind på at kontrollere dette geografiske område og dets naturressourcer gennem militære interventioner, hvor de har bragt reaktionære personer til magten, med negative følger for befolkningen. Som François Duvalier, kendt som Papa Doc, fra 1957 til 1971, og dernæst hans søn Jean Claude Duvalier (Baby Doc) frem til 1986.
Det var blodige, korrupte diktaturer, hvis politik var udnyttelse af ressourcer og påtvunget vold som, autoritære styreformer, magtmisbrug, nepotisme, afpresning og korruption.
FN har sponsoreret tre interventioner for at “genskabe freden”. Dertil kommer, at USA og Frankrig deltog aktivt i besættelserne, oprettede – og afsatte – regeringer som det passede dem, alle med Duvalierismens kendetegn: en politik underordnet imperialismens interesser og vold mod folket.
Uden tvivl har de herskende klasser kun kæmpet for deres egne interesser, mens folket har stået tilbage med mindre end resterne. Denne anti-folkelige politik har trukket Haiti ned i dyb krise, hvor mere end 90% af befolkningen lever i ekstrem fattigdom. På trods af dette rejser folket sig, kæmper mod det autoritære styre og søger friheden til at opnå et liv i sand fred.
Præsident Ariel Henry har konsekvent opfordret FN til at yde bistand under påskud af bekæmpe de bander, der kontrollerer Port-au-Prince, den haitianske hovedstad, men han glemmer, at den lange historie af interventioner kun har ført til fremkomsten af mere ulighed. Det er tilstrækkeligt at huske hvordan FN’s fredsbevarende mission fra 2004 til 2017 bragte tusindvis af soldater til Haiti for at dæmpe folkelige opstande, som samtidig begik alle former for forbrydelser: seksuelle overgreb, vold mod civile, røveri, afpresning og anden kriminalitet.
I kølvandet på jordskælvet i 2010 førte forsømmelse af sanitære foranstaltninger i FN-lejrene til en koleraepidemi, der dræbte næsten 10.000 mennesker.
Militære indgreb har kun betydet indførelsen af blodtørstige diktaturer, som beskytter imperialismens interesser og overlader befolkningen til sin skæbne. En ny militær intervention kunne vise sig katastrofal. Det eneste, der er tilbage for det haitianske folk at gøre, er at fortsætte med at kæmpe for deres rettigheder, for at vinde deres selvbestemmelse og suverænitet, til at tage de første skridt mod fred med social retfærdighed.
Oversat fra En Marcha: Nueva intervención militar en Haití
Centralorgan for det marxistisk-leninistiske kommunistparti i Ecuador
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
