To-stats-løsning for Palæstina er en illusion

To-statsløsningen er beslægtet med et livløst kadaver, der periodisk genopstår, omhyggeligt klædt ud og præsenteret som en levedygtig enhed. Når det bliver åbenlyst, at det ikke har nogen gang på jorden, bliver det igen henvist til lighuset.

Af Fadi Zatari

To-stats-løsning for Palæstina er en illusion

Også i den nuværende situation med Israels folkemord bliver spørgsmålet om en to-stats- løsning igen hevet frem af nogle forskere, aktivister og politiske figurer, herunder indflydelsesrige ledere i Mellemøsten.

Denne snak ignorerer og overser den grundlæggende årsag for de langvarige konflikter i Palæstina, som er dybt rodfæstet i historiske begivenheder såsom koloniseringen af palæstinensiske områder, etableringen af det israelske apartheidsystem, den etniske udrensning og folkedrab begået mod palæstinensere, ekspropriationen af deres jord og de systemiske og alvorlige menneskerettighedskrænkelser begået af de israelske forsvarsstyrker og bosættere.

Derudover er den vedvarende blokade af Gazastriben, som har forvandlet den til verdens mest omfattende udendørsfængsel, fortsat en integreret del af det mangesidede palæstinensiske spørgsmål.

Forestillingen om to-stats-løsningen, ofte karakteriseret som en israelsk konstruktion, betragtes af nogle som et strategisk trick for at aflede opmærksomheden fra det samfundsmæssige grundlag for israelsk apartheid og dets tilknyttede racepolitik.

Forslaget er en del af en israelsk myte og et redskab til propaganda, der periodisk genopstår, når det tjener et bestemt formål. Som rammende formuleret af historikeren Ilan Pappe:

“To-statsløsningen er beslægtet med et livløst kadaver, der periodisk genopstår, omhyggeligt klædt ud og præsenteret som en levedygtig enhed. Når det bliver åbenlyst, at det ikke har nogen gang på jorden, bliver det igen henvist til lighuset.”

En betydelig del af den israelske befolkning går ind for visionen om StorIsrael, der ikke kun omfatter territoriet inden for Israels grænser før 1967, men også de palæstinensiske områder, der blev besat i 1967, herunder Vestbredden, Østjerusalem og Gazastriben. Og den strækker sig længere end de palæstinensiske områder til at inddrage regioner i nabolande som Jordan, Egypten, Libanon og Syrien. Hvilket understreger det faktum, at selv inden for det israelske samfund mødes to-stats-løsningen med skepsis og modstand.

Hvor kan palæstinenserne få deres jord?

Spørgsmålet om palæstinensisk territorial suverænitet og levedygtigheden af at oprette en palæstinensisk stat i regionen er et komplekst og omstridt spørgsmål.

Gazastriben er et område, der kun udgør en brøkdel af det historiske Palæstina, og den er et eksempel på det begrænsede territoriale råderum, som det palæstinensiske folk har til rådighed.

I mellemtiden forbliver Vestbredden, der omfatter cirka 5.760 kvadratkilometer, underlagt en betydelig grad af israelsk militær kontrol og tilstedeværelse, hvilket gør omfattende palæstinensisk autonomi uopnåelig.

Det omsiggribende netværk af israelske checkpoints og bosættelser på Vestbredden sikrer effektivt, at al bevægelse inden for, og til og fra regionen er underlagt israelsk godkendelse og kontrol.

For palæstinenserne kræver navigering gennem deres egne byer og territorier ofte tilladelse fra de israelske myndigheder. Disse alvorlige restriktioner strækker sig til at besøge familiemedlemmer i forskellige dele af Vestbredden eller få adgang til vigtige steder som den gamle bydel i Hebron. Det er umuligt at bevæge sig ind i en palæstinensisk by uden israelsk godkendelse.

Som palæstinenser kan jeg ikke besøge min familie i Hebron uden at gå gennem de israelske porte på grænsen til Jordan. Endnu værre er det, at jeg ikke (næsten umuligt) kan besøge min bedstefars hus i den gamle by Hebron. For os forbliver håbet om at besøge Jerusalem (selv Østjerusalem) således en flygtig drøm, som Israel synes opsat på at udrydde fra den palæstinensiske bevidsthed.

Derfor er udsigterne til at etablere en palæstinensisk stat, selv inden for rammerne af de begrænsede territorier i 1967, dybt udfordret af de ubarmhjertige israelske koloniseringsbestræbelser og befæstelsen af et apartheidsystem.

De fremherskende omstændigheder rejser kritiske spørgsmål om muligheden for at etablere en uafhængig stat, og enhver, der hævder andet, opfordres til at forsøge at køre fra Hebron til Ramallah eller fra Betlehem til Jenin eller mellem byer på Vestbredden.

En betydelig del af det historiske palæstinensiske område er under israelsk militær kontrol og stærkt bosat af israelere, herunder ideologisk drevne bosættere.

Forestillingen om en to-stats-løsning har været udsat for intens granskning og skepsis på grund af den langvarige historie med frugtesløse initiativer, fredsforhandlinger og fredskonferencer. Det er blevet mere og mere klart for den palæstinensiske befolkning, at Israel ikke er tilbøjelig til at støtte oprettelsen af en uafhængig palæstinensisk stat.

Ingen ekstern enhed eller stat har effektivt presset Israel til at acceptere denne løsning, og den israelske politiske ledelse udviser modvilje mod den. Desuden opfatter nogle segmenter af den israelske befolkning virkeliggørelsen af en palæstinensisk stat som en hindring for deres vision om et ‘StorIsrael’.

Hvorfor er to-stats-løsningen en fejlslutning?

Fra et strategisk, geografisk og praktisk synspunkt er forestillingen om en to-stats-løsning fyldt med udfordringer, som det fremgår af det betydelige antal israelske checkpoints, militær kontrol og omfattende bosættelser, der deler palæstinensiske byer og hindrer deres samhørighed.

I de seneste årtier har vedvarende israelsk apartheid og kolonipolitik på Vestbredden, Østjerusalem og i Gazastriben gjort to-stats-løsningen stadig mere uigennemførlig.

Opsplitningen af palæstinensisk territorium i isolerede kantoner understreger vanskeligheden ved at afvikle etablerede israelske bosættelser, medmindre intensiveret palæstinensisk modstand gør dem uholdbart at bo der og med for store økonomiske omkostninger.

I lyset af at tilliden til den politiske proces er undergravet og den formodede utilstrækkelighed hos den palæstinensiske ledelse, især Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO) på Vestbredden, er den palæstinensiske befolkning vidne til, at deres jord mindskes til fordel for israelske bosættere.

Dette fortsatte tab af territorium har øget spændingerne og bidraget til de seneste eskaleringer, som dem vi har set i Gazastriben, med potentialet for en bredere folkelig opstand i horisonten.

Det er vigtigt at erkende, at i betragtning af Israels ideologiske, strategiske og historiske mål er udsigterne til en praktisk løsning fortsat dystre. Den nuværende israelske regering udviser en radikal og kompromisløs holdning, som sammen med dens koloniale og til tider tvangsmæssige metoder gør oprettelsen af en palæstinensisk stat i dens nærhed højst usandsynlig.

Alt i alt synes udsigterne til en holdbar løsning svage, især i betragtning af Israels nuværende politiske landskab og dets kompromisløse holdning.

Af Fadi Zatari

Oversat fra Palestina Chronicle 21.10.2023

Læs APKs udtalelse her: STOP ISRAELS FOLKEMORD – FOR ET FRIT PALÆSTINA!