Penge er der nok af siger regeringen, til krig og oprustning forstås, mens de fortsætter med at kræve nedskæringer, centraliseringer, og privatiseringer i sundhedsvæsnet. Ude på de enkelte afdelinger i sygehusvæsnet bliver man bedt om selv at stille med forslag til sparekatalog som hospitalsledelser regionspolitikere så kan bruge. Sundhedspolitik er tydeligvis klassekamp: der siges vælg selv mellem pest eller kolera, så der kan spares nogle millioner, mens statskassen og medicinalbranchen tæller deres overskud i milliarder.
Allerede før regionspolitikerne og regeringen i maj indgik en aftale om regionernes økonomi for 2024, var sundhedsvæsnet på røven. Der mangler ansatte i det offentlige, samtidig med at spekulation i medicinpriser betyder ekstra udgifter på flere hundrede millioner kr. Nu er budgetaftalerne faldet på plads i regionerne, og protesterne mod nedskæringer viser sig over hele landet.
En af de ting der går igen er en stadig tydeligere tendens til at opgaver og personale fra offentlige hospitaler flytter til bedre vilkår på privathospitaler. I år forventes det at 250.000 patienter bliver henvist til udredning og behandling i det private med offentlig finansiering, mod 150.000 i 2019. Mens personalemangel på regionernes hospitaler bliver stadig mere kritisk.
Denne udvikling rammer bl.a. de patienter der tillader sig at fejle flere ting på en gang, fordi den private sektor kun behandler de relativt enkle patientforløb. Samtidig vokser andelen af patienter med mere komplekse forløb på de offentlige sygehuse. Dette er kun en af mange tendenser der påvirker økonomien.
Sundhedsudgifterne er støt vokset over de seneste årtier, regionernes budgetter inkl. de nye superhospitaler og flytterod, var sidste år på omkring 130 milliarder. Ifølge Danmarks statistik er udgifter pr. indbygger vokset med 25 procent, over en tiårig periode. Alligevel skal der hvert eneste år, gerne flere gange om året, skæres ned.
Hvordan pengene bruges, er derfor også en del af kampen. Flere penge til sundhedsvæsnet batter ikke meget hvis de forsvinder hurtigere ud af kassen end de kommer ind, og en stor del af udgifterne handler om alt andet end sundhed, som f.eks. statsstøtte til entreprenører, privathospitaler eller profit til medicinalgiganter som Novo Nordisk.
Personalet på sygehusene er godt trætte af at de hele tiden bliver bedt om at komme med input til sparekataloger, og skal honorere krav om effektiviseringer. Den såkaldte effektivitet er løftet i en grad så nedslidnings- og stress relaterede sygemeldinger konstant presser planlægningen i dagligdagen. Som det er dokumenteret i utallige undersøgelser, betyder effektivisering også øget ulighed i sundhed.
Politikerne der vedtager og planlægger besparelser, påstår altid at de balancerer hensyn, men deres egentlige prioriteringer er ikke gennemsigtige. Vi kan til gengæld se konsekvenserne, de dygtige folk rundt omkring løber panden mod en mur, der bliver ikke givet tid nok til de opgaver der er, helt basal forebyggelse, pleje og ernæring forsvinder til fordel for få områder med prestige.
Effektiviserings mantraet er slet ikke slut endnu, igen i år har regeringen skrevet at supersygehuse i sig selv jo giver en effektiviserings gevinst, altså der skal fyres personale f.eks. i Herning, nu Gødstrup ”super” sygehuset endelig står næsten færdigt. Der skal også helt generelt findes besparelser på det administrative område.
Ude lokalt ved man alt om at opgaverne ikke forsvinder, sygeplejersker kan ikke overskue flere patienter bare fordi de ligger på et samlebånd. Ny IT betyder sjældent tidsbesparelser, administrative opgaver flyttes bare over på andre personalegrupper, som har mindre uddannelse og rutine, hvilket betyder de nødvendige administrative opgaver tager længere tid. I sidste ende lander konsekvenserne af de generelle effektiviseringskrav altid i bunden hos sundhedspersonalet og patienterne. Men regeringens regnemetoder kan ikke – eller vil ikke – se denne sammenhæng der ellers er alment kendt: man kan som ansat ikke påduttes at være blæksprutte og samtidig fortsætte med at passe sit job som specialist i samme omfang.
Et andet eksempel er Regioners kroniske brug af vagter med underbemanding, det giver et kæmpe forbrug af vikartjenester, eller ekstra-, over- og merarbejde. Men vikarer kan ikke det samme som de rutinerede fastansatte, selvom de time for time koster det samme, og trætte ansatte betyder flere fejl og mere sygdom. Konsekvenserne af de besparelser man banker igennem, fejes ind under gulvtæppet. Igen er det personale og patienter der står med problemerne.
Der er ingen tvivl om hvor pengemagten ønsker udviklingen skal gå hen: privatisering og profit på sundhed er deres fremtidsversion. Politikerne skal bare sikre at det sker koste hvad det vil. En af hovedmetoderne går gennem at centralisere og skære ned på den offentlige service, og ramme patienterne med lange ventetider, og de offentligt ansatte på løn og arbejdsforhold, så de selv søger over i den private sektor.
Derfor skal man ikke bide til bolle når politikerne beder om forslag til sparekataloger og binder ansvaret for ulykkerne over på de ansatte selv. Kampen for en gratis offentlig sundheds- og plejesektor, uden patienterne deles op i et A og et B hold, er en kamp for ordentlige løn og arbejdsforhold for de ansatte, og samtidig en kamp mod profit på sundhed og pleje.
Giv sparekrav fingeren – spræng rammerne!
Læs også udtalelse fra APK, ArbejderPartiet Kommunisterne
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
