Israels “demokrati” protester forsvarer et apartheid system

Af Amjad Alqasis The Electronic Intifada

Hundredtusindvis af israelere har i månedsvis demonstreret mod deres regerings foreslåede retsreformer.
Alligevel nævner deres protester ikke den umenneskelige behandling af palæstinensere, udvidelsen af bosættelser eller at de lever i en apartheidstat. Israelere protesterer af frygt for, at de kan miste deres egen politiske status og privilegier.

Uoverensstemmelsen i situationen er nøglen til at forstå karakteren af den israelske stats zionistiske ideologi. Demonstranter frygter at miste deres demokratiske rettigheder, men alligevel bevarer de tavshed om statens fortsatte undertrykkelse af palæstinensere.

Midt i disse protester fortsætter den israelske hær med at angribe palæstinensiske kvarterer og flygtningelejre. Og israelske bosættergrupper brænder huse og butikker ned i palæstinensiske landsbyer og råber død over arabere, som i Huwwara eller Turmus Aya.

Men israelske demonstranter er ikke forargede over disse hændelser; de er ikke engang nævnt. Demonstranterne anerkender ikke paradokset ved deres samling: hvordan de forsvarer deres egne demokratiske principper, når deres stat besætter og koloniserer Palæstina.
Dette er ikke en overraskelse. Faktisk er det selve grundlaget for staten Israel.

Befolkningsfordrivelse / etnisk udrensing
Den zionistiske bevægelse har været brutal fra begyndelsen, da den forsøgte at kolonisere den maksimale mængde jord med et minimumsantal af oprindelige palæstinensiske indbyggere.

De opnåede det mål gennem tvungen befolkningsfordrivelse: en forbrydelse mod menneskeheden, der altid har været et princip i politisk zionisme. Yosef Weitz, direktøren for Den Jødiske Nationale Fonds Landbosættelsesafdeling, skrev i 1940, at der “er ikke er nogen anden måde end at overføre de [palæstinensiske] arabere herfra til nabolandene og at overføre dem allesammen.” Den tidlige zionistiske tænker Israel Zangwill udtalte i 1916: “Hvis vi ønsker at give et land til et folk uden et land, er det fuldstændig tåbeligt at tillade det at være to folks land.”

På trods af disse grundlæggende principper har den zionistiske bevægelse og den israelske regering forsøgt at fremstå moderne og demokratiske. Alligevel har målet altid været at skabe et land udelukkende for jøder.

Til dette formål blev hundredtusinder tvangsfordrevet mellem 1948 og 1967, og staten har efterfølgende håndhævet en strategi, som Badil, en palæstinensisk rettighedsgruppe, definerer som “stille fordrivelse.” Stille i den forstand, at Israel stort set undgår international opmærksomhed ved at fordrive mennesker på ugentlig basis ved at skabe uholdbare livssituationer for palæstinensere.

Dette ses i det besatte Østjerusalem, hvor de fleste palæstinensiske ansøgninger om byggetilladelser afvises af de israelske myndigheder.

Den palæstinensiske befolkning i Jerusalem har været nødt til at udvide til områder, som staten Israel ikke har zonet til palæstinensisk ophold. Ved at tvinge palæstinensere til at bygge uden ordentlige byggetilladelser, sætter Israels landplanlægning og zonesystem palæstinensiske hjem under den konstante trussel om nedrivning.

Den israelske politik med tavs fordrivelse er inkorporeret i alle aspekter af staten: styring og håndhævelse af opholdsrettigheder, regulering af naturressourcer og anvendelse af retfærdighed. Israel bruger sin magt til at diskriminere palæstinensere og i sidste ende fortrænge den oprindelige ikke-jødiske befolkning fra det historiske Palæstina.

“Legalisering” af etnisk udrensning
Fordrivelse af palæstinensere fortsætter dagligt, og det går ikke altid stille for sig.

Den mere aggressive version af Israels fordrivelsespolitik ses i politikernes åbne diskussion om overtagelsen af hellige steder. I maj erklærede national sikkerhedsminister Itamar Ben-Gvir, at Israel er “ansvarlig” for Haram al-Sharif.

Det var en af mange sager, hvor israelske politikere har talt for eller opfordret til vold mod palæstinensere.

Den israelske finansminister Bezalel Smotrich udtalte i marts: “Jeg tror, landsbyen Huwwara skal slettes.” Og statsembedsmænd har længe diskuteret fordrivelsen af store dele af den palæstinensiske befolkning til Sinai i Egypten.

Det ser ud til, at oprettelsen af staten Israel endnu ikke er afsluttet, da Israel vedtager love for yderligere at indskrænke de offentlige frihedsrettigheder og for at dæmonisere palæstinensisk modstand som terrorisme.

Nationalstatsloven fra 2018 kodificerede for eksempel langvarig israelsk praksis. Det erklærede åbent, at retten til at “udøve national selvbestemmelse i staten Israel er udelukkende for det jødiske folk.”

Loven blotlage for verden den grundlæggende konflikt i at kunne være både en demokratisk stat og en jødisk stat. I bund og grund erklærer loven, at hvis der er et sammenstød mellem statens jødiske og demokratiske karakter, går jødiskheden forud for sidstnævnte.

En sådan alvorlig begrænsning af demokratiske principper står i direkte modstrid med Israels årtier lange mantra om, at det er det eneste demokrati i Mellemøsten.

Loven var en måde for israelske ledere at bevise deres engagement i den zionistiske sag. 2011 Admissions Committees Law er et andet eksempel på en lov, der bruges til at håndhæve israelsk apartheid. Loven tillader landsbyer i Naqab at afvise palæstinensiske indbyggere på baggrund af, at de er “uegnede” til jødiske byer.

En ændring af loven fra 2023 udvidede dens anvendelsesområde ved at tillade flere landsbyer at diskriminere palæstinensere, hvilket yderligere viser, at Israel ikke er interesseret i at skjule sin segregations-politik.

Alle israelske institutioner, inklusive Israels Højeste Ret, fremmer målet om at kolonisere Palæstina. Rygraden i det system, som de israelske demonstranter forsvarer, er et apartheidsystem, der kun bliver mere åbenlyst.

Amjad Alqasis is a legal researcher and a member of the NAS Network for Advocacy Support of Badil Resource Center for Palestinian Residency and Refugee Rights.

Oversat fra originalartikel på The Electronic Intifada:
Israel’s “democracy” protests defend an apartheid system