Massiv minedrift skal levere norske mineraler til EU og USA

Ligesom det sker i Danmark har de norske politikere blikket på konkurrencekampen om verdens ressourcer, ikke mindst sjældne mineraler. I stedet for at opbygge en alsidig industri hjemme, vil den norske regering hellere starte en intens minedrift med videresalg til USA. Kampen om at sikre sig de sjældne råstoffer, der er uundværlige i batterier, mobiltelefoner osv. bliver forsøgt grønmalet under overskriften ‘grøn omstilling’, men er ren business og imperialistisk profitjagt, der er medvirkende til store internationale spændinger og krige.

Artiklen er oversat fra Revolusjon, Norge

Massiv minedrift skal levere norske mineraler til EU og USA

Norge får stadig større betydning for EU i kapløbet om kritiske råstoffer og sjældne mineraler. Støre-regeringen er ivrig efter at gøre Norge til leverandør af råvarer også på dette område.

EU’s lov om råstoffer af kritisk betydning – Critical Raw Materials Act – handler om at gøre Europa mindre afhængig af de mineralressourcer, som Kina og Rusland i vid udstrækning kontrollerer. Det er en del af den stadig mere desperate kamp om at gennemføre det ’grønne’ skifte i konkurrencen med imperialistiske rivaler. EU og i mindre grad USA er fuldstændig afhængig af import af sjældne metaller og jordarter fra Afrika, Asien og Latinamerika. Her har Kina et stort forspring, fordi det udvinder større indenlandske ressourcer og desuden raffinerer metaller fra blandt andet Den Demokratiske Republik Congo.

EU er besat af at indhente det kinesiske og amerikanske forspring. Med ambitionerne om massiv udbygning af vind- og solenergi, investeringer i transmissionsnet mm, vil EU’s behov for litium, dysprosium, kobolt, neodym og nikkel stige med 600 procent i 2030 og op til 1800 procent i 2050. Batterier, vindmøller og mobiltelefoner er teknologier, der blandt andet har brug for sjældne jordarter, kobber, nikkel, kobolt, litium og grafit.

På sin egen jord har EU ubetydelige mængder af disse ressourcer. Derfor skal EU indgå i strategiske partnerskaber med ressourcerige tredjelande ved at bruge ’alle udenrigspolitiske instrumenter’, skriver Kommisionen i sit strategidokument fra 2020. Udviklingslande i Afrika, lande på Balkan, Norge og Ukraine nævnes eksplicit EU-kommisionens forslag.

The Economist, Bloomberg og andre internationale nyhedskanaler skabt store overskrifter om, at ’mineralfund i Norge kan tilfredsstille den globale efterspørgsel efter batterier og solceller i de næste hundrede år’. Det er nok en overdrivelse. Ikke desto mindre er der tale om store reserver. Undersøgelser foretaget af minedriftselskabet Norge Mining viser, at fosfat, vanadium og titanium findes i store mængder i det norske grundfjeld  De sigter mod åbning af massiv minedrift i Dalarne.

Kan blive verdens største leverandør

– Vi taler om en mine, der kan blive verdens største leverandør af vanadium og en af de største inden for fosfat, skrev virksomheden i et brev til Erhvervsministeriet sidste efterår. Virksomheden har længe drevet aktiv lobbyvirksomhed i Bruxelles og får nu fuld opbakning og millioner i posen fra erhvervsminister Jan Christian Vestre.

De største kendte fosfatreserver har hidtil været placeret i Nordafrika (80 procent) og i Kina. Ifølge de mest optimistiske skøn er de norske reserver endnu større. Fosfat som gødning er af stor betydning for landbrug og fødevareforsyninger.

Som sædvanlig arbejder den norske regering hårdt på at imødekomme EU’s krav og blive en uundværlig leverandør af ressourcer til Unionen og mineindustrien.  Undersøgelser og lovforslag  i massevis vil sikre mineraludvinding både på land og på havbunden.

Ifølge en ressourcevurdering fra det norske Oliedirektorat er der blandt andet 38 millioner tons kobber og 45 millioner tons zink på den norske kontinentalsokkel. ’Regeringen ønsker at facilitere rentable mineralaktiviteter på havbunden, forudsat at det kan ske med en acceptabel grad af miljøpåvirkning’, hedder det i konsekvensudredningen. Miljøorganisationerne raser, og fiskeriorganisationerne frygter konsekvenser for fiskeriet og livet på havbunden.

Hurtig vej for udvinding

Men for en ’grøn’ norsk regering er tærskelen høj for, hvad der er acceptabel miljøpåvirkning. Erhvervsminister Jan Christian Vestre lancerede i vinter et fast track for kritiske råstoffer, og regeringen er ved at udarbejde en ny minerallov, som borgmestrene mener vil overtrumfe kommunerne. Den har allerede glemt Naturaftalen, som klimaminister Barth Eide hyllede for mindre end et år siden. Naturaftalen har til formål at standse og vende tabet af natur og beskytte mindst 30 procent af land- og havområderne inden 2030.

Udvalget, som har udarbejdet lovforslaget (NOU 2022:8), mener, at der er behov for en helt ny lov for at give “rigtige incitamenter til aktørerne i branchen og andre interessenter i retning af at bidrage til at udvikle en rentabel og bæredygtig mineralindustri, herunder ved at belønne indsatser og investeringer og sikre etablerede rettigheder”. Mineindustriens investeringer skal sammen andre sikres og belønnes i form af lov.

Det potentielle marked er ikke kun EU, men også USA. Lige efter NATO-topmødet i Helsingfors tilbød Jonas Gahr Støre norske kritiske råstoffer til USA’s præsident Joe Biden. Støre ønsker en aftale med USA, der skal beskytte norsk industri mod amerikansk protektionisme i form af den såkaldte Inflation Reduction Act (IRA). Det skal vise sig, om Biden finder norsk vanadium og titanium fristende nok. Hvis Støre tilbyder USA flere militærbaser på norsk jord, er der sikkert håb om at der bides på krogen.

Regeringen og Vestre taler konstant om erhvervsudvikling og indsatsen for at fremme den grønne omstilling. Men det bliver tydeligere for hver dag der går, at det handler om at gøre Norge til råvareeksportør. Ud over fisk og olie har norske regeringer også gjort elektricitet til en ren eksportvare. I det omfang storkapitalens styrende organer ønsker at udvikle industriproduktionen i Norge, er det gennem uhæmmet subsidiering af batterifabrikker og strømslugende datacentre, der giver få arbejdspladser, men desto dyrere elektricitet for befolkningen og virksomheder generelt.

Det er næsten uforståeligt, at et rigt og teknologisk avanceret land på denne måde reducerer sit eget potentiale for industriel udvikling. Det viser endnu en gang, at norsk finanskapital ikke er interesseret i at bruge ressourcer indenlands, hvis den ser profitten sikret bedre gennem transaktioner knyttet til råvareeksport og investeringer i europæisk og amerikansk industri. Dertil kommer de politiske gevinster det giver inden for de europæiske monopolers hierarki, hvis norske naturressourcer lægges oveni.

Indonesien vil forædle egne ressourcer

Kontrasten til det langt fattigere Indonesien er stor. Landet har blandt andet store forekomster af nikkel, kobber, tin og bauxit. Disse værdifulde ressourcer vil regeringen udvikle i landet selv og ikke overlade den videre forarbejdning til andre.

Jakarta har derfor indført eksportforbud på disse ressourcer, hvilket har pådraget sig rasende vrede fra WTO, IMF, EU og lande som USA, Canada, Kina, Rusland, Japan – og Ukraine. WTO hævder, at Indonesien overtræder GATT-aftalen fra 1994, mens EU insisterer på, at Indonesien ulovligt hindrer Unionen i at få adgang til kritiske mineraler.

Uforskammet beskylder EU og de andre stormagter Indonesien for protektionisme, mens de selv har indført en række protektionistiske foranstaltninger, kamufleret som grønne subsidier og kulstofafgifter.

Indonesien svarer, at disse forsøg på at styre, hvad der skal eksporteres, er en form for moderne kolonialisme. Præsident Joko Widodo står indtil videre fast og siger, at beskyttelse af disse mineraler er helt afgørende for Indonesiens udvikling til et industriland.

Indoneserne har lært af de gamle imperialister og deres transnationale monopoler. Landet har taget initiativ over for andre nikkelproducerende lande med henblik på at etablere et nikkelkartel i stil med olieproducenternes OPEC.

For kildehenvisninger se originalartiklen