CIPOML stiftet for 29 år siden

I august 1994, for 29 år siden år siden, blev den Internationale Konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer – CIPOML stiftet. Allerede  inden dens stiftelse arbejdede den Internationale Marxistisk-leninistiske Kommunistiske bevægelse med at videregive sine synspunkter på de vigtigste problemer på den verdenspolitiske scene over for arbejderklassen og folkene i verden, og dens ideologiske og politiske opfattelser af de forskellige varianter af revisionismen og opportunismen. Men den var ikke modnet tilstrækkeligt til at kunne danne en egentlig organisering til koordinering af partiernes aktiviteter.

Indtil 1980’erne havde den marxistisk-leninistiske bevægelse kun få muligheder for at mødes, indtil flere partier tog initiativ til at indkalde til multilaterale møder, hvortil de marxistisk-leninistiske hvortil der blev inviteret partier og organisationer, for at udveksle erfaringer med partiernes revolutionære arbejde i deres respektive lande, og som gjorde det muligt at genbekræfte elementer af ideologisk og politisk identitet og enhed mellem partierne.

De omvæltninger, som verden gennemgik med sammenbruddet af det tidligere Sovjetunionen, gjorde det muligt at bekræfte elementer af ideologisk og politisk identitet mellem partierne. Sammenbruddet af det tidligere USSR og sammenbruddet af socialismen i Albanien, påvirkede nogle partier i bevægelsen, som mistede deres kompas og følte, at de måtte arbejde for at “genforene den kommunistiske familie”, idet de tilsidesatte den kamp, som vi marxist-leninister havde ført mod revisionismen og maoismen.

De af os, der ikke forlod marxismen-leninismen, fortsatte med at afgrænse positioner overfor revisionisme og opportunisme. Vi fortsætter med at arbejde for enhed mellem de marxistisk-leninistiske partier og på mødet i Quito, i august 1994, blev Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske partier og organisationer, CIPOML stiftet.

På dette møde blev den kommunistiske appel til verdens arbejdere og folk, også kendt som Quito-erklæringen vedtaget. Vi gengiver nogle uddrag fra den i dag:

”Så længe mennesket udbytter mennesket og kapitalismen truer vores eksistens, vil der være kamp.

Så længe imperialismen og bourgeoisiet undertrykker svagere nationer og forsvarsløse folk, vil der være kamp.

Så længe verdens arbejdere og folk længes efter at forvandle dagens samfund og forandre det til deres eget bedste, med livet som indsats, vil der være kamp.

I modsætning til kapitalisternes forkyndelser om klasseforsoning, som hævder, at arbejderne og ejerne af produktionsmidlerne har fælles interesser, står vi fast på og understreger på ny den marxistiske tese, at klassekampen er historiens drivkraft.

Klassekampen vil ikke ophøre, så længe de højeste generelle mål, som den bevidste menneskehed har stillet sig, ikke er blevet nået. Det vil sige at vide, hvordan socialismen og kommunismens nye verden skal opbygges på kapitalismens ruiner.

I de sidste årtier har den kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen lidt store tilbageslag. Den kapitalistiske genrejsningsproces, som tog fart efter Sovjetunionens Kommunistiske Partis 20. kongres, og som banede vejen for begivenheder som udviklingerne i Østeuropa og Sovjetunionen, forræderiet i Albanien osv., bærer imperialismens og de reaktionære, revisionistiske og pro-kapitalistiske kræfters stempel.

De historiske begrænsninger, manglende erfaring, mangel på teoretisk udvikling, undervurdering af de indre modsætninger i det socialistiske samfund, bureaukratisering, de kommunistiske partiers adskillelse fra arbejderne og folkemasserne har alle været medvirkende årsager til, at arbejderne og folkene ikke formåede at forsvare deres landvindinger og forhindre den kapitalistiske genrejsning. Derudover har vi heller ikke været i stand til at forhindre, at der opstod et nyt borgerskab, som skjult bag en “socialistisk” maske greb magten og ødelagde socialismen.  Men disse slag, disse nederlag betød ikke historiens afslutning.

Ovenpå dette seneste angreb fra imperialismen og kapitalismen (der angiveligt skulle have udryddet marxismen-leninismen, den videnskabelige socialisme, kommunismen, den proletariske revolution og anti-imperialismen for altid) bygger vi os igen op på alle kontinenter.

Vi, kommunisterne, vil dukke op igen i alle de strejkekampe, arbejderne gennemfører, i enhver folkelig mobilisering, i alle arbejderklassens og folkenes kampe for frihed og demokrati, i ethvert ungdomsoprør, enhver guerillabevægelse.

Vi vil organisere, vi vil forene os, vi vil drage lære af det som er sket, og vil fortsat rykke fremad.

Vi giver ikke op, før vi har fuldført vores historiske opgave.

Vi er millioner af mennesker, som kæmper. Vi, arbejderne, vil stadig have vores position som de grundlæggende producenter af alle rigdomme, overalt og uanset forskellene i produktionsmidlernes udviklingsgrad.

Til syvende og sidst vil intet ændre sig, så længe andre lever fedt og godt på vores sved og knokleri, og så længe vi ikke har formået at forvandle det eksisterende samfund til et retfærdigt og mere fremskredent samfund.

Hvilke opfindelser, hvilket teknisk og videnskabeligt fremskridt, kan overskygge eller komme uden om den kendsgerning, at vi udgør det nuværende samfunds nøgleled?

Ingen tekniske eller videnskabelige fremskridt ændrer eller er i stand til at ændre ved proletariatets grundlæggende karakter. Disse fremskridt hindrer heller ikke, at produktionsmidlerne fortsat er på kapitalisternes hænder.

Den rigdom, som vores arbejde har skabt, har altid været og vil altid være det materielle grundlag for al videnskabelig og teknologisk udvikling. Klassekampen lader sig ikke afskaffe. Den vil ikke forsvinde, så længe produktionsmidlerne er privatejendom.

Samtidig må vi forholde os til fremskridtene indenfor teknologi og videnskab, lære at mestre og beherske dem og anvende dem til fordel for folkene og for revolutionen.

Ingen andre samfundsklasser eller samfundslag kan opnå disse mål. Det er proletariatets opgave som den mest revolutionære klasse i samfundet, med den højeste grad af fremdrift og den største praksis, som er i stand til at forene og lede andre udbyttede klasser og lag i kampen mod kapitalen.

(…) Imperialismen og borgerskabet går til voldsomme angreb på marxismen-leninismen og erklærer den død og begravet. Derfor spørger vi: Hvis marxismen-leninismen er blevet forældet, hvorfor angriber de den da så voldsomt?

Sandheden er, at de udmærket godt ved, at den stadig er både levende og virksom. Marxismen-leninismen støtter sig på udviklingen af videnskaben, på erfaringerne fra samfundsudviklingen og den progressive tænkning. Den er en teori med en revolutionær karakter, som repræsenterer proletariatets og hele menneskehedens historiske interesser. Den går dialektisk fremad, overvinder forhindringer, og driver det nye frem.

(…) Revisionismen udgør en fare for den revolutionære proces, for det kommunistiske parti og for opbygningen af socialismen. Revisionisme og opportunisme af alle afskygninger er fortsat en trussel, og kampen mod den kan og må ikke indstilles eller nedtones.

(…) Vores partier er blevet skabt i kampens hede, mens vi rettede slag mod revisionismen og opportunismen. Disses ideologiske forfald og politiske forræderi bærer hovedansvaret for den skade, den internationale kommunistiske bevægelse og arbejderbevægelsen er påført.

De kommunistiske partier er de uundværlige redskaber for at organisere revolutionen i hvert af vores lande. Som helhed udgør vi, Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer, det virkelige alternativ for arbejderklassen og folkene. Den proletariske revolutions flamme og folkenes forhåbninger ligger fremdeles i kommunisternes hænder.

Vi tror at folkemasserne er og altid må være historiens hovedaktører. Det er kun, når de kommunistiske partier er gået til i bureaukratisk og ideologisk forfald og har mistet deres revolutionære fortropskarakter i arbejderklassens og folkenes tjeneste, at masserne har vendt dem ryggen. Kommunisterne, arbejderne og folkene må aldrig skære de tusindvis af tråde over, som binder dem sammen.

Vi, kommunisterne, kæmper sammen med arbejderklassen og folkene for deres interesser. Sammen med dem må og kan vi vinde magten; sammen med dem må vi opbygge alle de folkelige, demokratiske former af proletariatets diktatur, bygge den socialistiske stat og marchere fremad.

(…) Vi understreger vores beslutning om at forsvare og holde marxismen-leninismens fane højt, og kæmpe for dens omsætning til praksis, og om at udvikle vores partier og organisationer til et politisk, socialt og organisatorisk alternativ, både nationalt og internationalt. Partierne og organisationerne gentager vores forpligtigelse til at kæmpe skulder ved skulder med arbejderklassen og folkene, og imødegå kapitalismens og imperialismens herredømme med kampen for den proletariske revolution, for folkenes uafhængighed og suverænitet.

Vi forpligter os til at holde ånden fra Pariserkommunen og Oktoberrevolutionen og alle de revolutionære processer og erfaringer levende, som bygger på de principper, der er udviklet af Marx, Engels, Lenin og Stalin.

Arbejdere og folk i hele verden! Kampen fortsætter. Når vi står foran et nyt revolutionært opsving, må kommunisterne, arbejderne og folkene være blandt de forreste i fortroppen.

Lad os omsætte Marx’ og Engels’ historiske ord i handling!

Arbejdere i alle lande, foren jer!

August 1994, Quito, Ecuador

Ouito-erklæringen I sin helhed Kommunistisk appel til verdens arbejdere og folk – ENHED og KAMP

Læs pjecen – 20 år i kamp for revolution og socialisme – CIPOML på APK nye side med marxist-leninistiske pjecer Aktiv kamp – APK (apk2000.dk)