Koranafbrænding er også et klassespørgsmål

Måske nogen stadig vil tænke: Hvad laver Enhedslisten i selskab med det yderste højre i spørgsmålet om koranafbrænding? Men det er der, man ender, når man klasseløst blindt forsvarer ytringsfriheden og ikke er optaget af, hvilke konsekvenser det får i klassekampen at give frit løb til den sorte reaktion.

Af Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK

Koranafbrænding er også et klassespørgsmål

De samme politikere i SMV-regeringen som gjorde det lovligt med afskaffelsen af blasfemiparagraffen at afbrænde bøger som koranen, vil nu have det stoppet igen. Fordi det skader dansk erhvervslivs interesser i udlandet og specielt i de diktaturstater og enmandsvælder i Mellemøsten, som de har så gode handelsforbindelser med.

Ikke fordi det er totalt respektløst offentligt at håne en bestemt gruppe troende mennesker. Ikke for at forbyde det ekstreme højre at gentage nazisternes hadmetoder i Tyskland med bogafbrænding. Det er de helt kolde overfor og har brugt millioner af kroner på at give dem politibeskyttelse til at udføre det og millioner i statsstøtte til Paludans Stram Kurs. Nej, det handler om profitmuligheder for dansk erhvervsliv.

Syv partiet i Folketinget fra Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne til Enhedslisten og SF har kastet sig op som de store bannerførere for ytringsfrihed og demokrati i en fælles erklæring mod regeringens forslag om forbud om afbrænding af Koranen. De puster sig op på de helt store hysteriske klinger med fraser som ”voldsmanden skal ikke have vetoret” og ”vi skal ikke lade fremmede diktatorer bestemme dansk lovgivning”.

Med henvisning til mødet mellem 57 muslimske lande, der fordømmer koranafbrændingerne i Danmark og Sverige. Og til at eneherskere som Tyrkiets Erdogan kan bruge dem som appelsiner i turbanen for deres reaktionære demagogi og politik.

Det handler om at forsvare danske værdier, hyler koret af Sjøberg, Vermund og Messerschmidt, der om nogen har stået i spidsen for årtiers fremmedfjendskhed og hadkampagner og trampen på værdier. Det er bestemt ikke hele Danmarks værdier, de taler om. Men rendyrket nationalisme og den herskende klasses værdier for at splitte arbejderklassen, blandt de unge og befolkningen, og udpege en befolkningsgruppe som syndebukke for deres politik.

Måske nogen stadig vil tænke. Hvad laver Enhedslisten i det selskab? Men det er der, man ender, når man blindt forsvarer ytringsfriheden fuldstændig klasseløst og ikke er optaget af, hvilke konsekvenser det får i klassekampen at give frit løb til den sorte reaktion. Både Mai Villadsen, Pelle Dragsted og Trine March dækker sig bag, at der kun er tale om idioter.

”Vi forsvarer idioters ret til at ytre sig og opføre sig som idioter, og bruger vores egen ret til at fordømme deres ekstremistiske og ødelæggende adfærd.” skriver Trine March på sin Facebook.

Man fristers til at stille spørgsmålet – hvem er reaktionens nyttige idioter i denne sag?

Og Enhedslistens Pelle Dragsted må da også helt ud i de filosofiske tåger for at forsvare deres stilling.

”Det smukke og besværlige ved det liberale demokrati handler om at opretholde forskellen på personlig moral og fælles lov. Og så længe mennesker ikke udøver vold, må vi leve med, at de kan være umoralske og idiotiske (og nej, det er ikke vold at afbrænde en bog). Alternativet er, at staten dikterer moralen som i nogle af de regimer, der har et moralpoliti, og som nu ønsker at blande sig i dansk lovgivning.”

Magen til bavl. Vi lever i et klassedelt samfund, hvor både moral og lovgivning har sit klare klassestempel og klasseindhold. Der er ingen fælles lov eller fælles stat. Der er den herskende klasses lov og statsmagt og den viger ikke et sekund tilbage for at diktere arbejdsgiverne profit, lov og moral. Eller for SMV-regeringens krigs- og oprustnings moral og lov, som et bovlamt folketing accepterer og aktivt bakker op om. Og kun kan mane sig op til tom teaterbuldren om såkaldt værdikamps spørgsmål indenfor den herskende klasse selv.

Overfor det findes en dyb folkelig, demokratisk ikke-religiøs funderet kultur og moral med rige rødder og traditioner, hvor medmenneskelighed spiller en rolle. Der findes arbejderklassens verdslige kultur og rødder, der bygger på fællesskab, solidaritet og internationalisme, hvor arbejdet og ansvaret for hinanden og fremtiden er grundlæggende værdier. Hvor ytringsfrihed ikke et abstrakt akademisk begreb eller et pragmatisk gummibegreb til salg, og som må bruges som dække over at lægge enkelte grupper for had.

Ytringsfrihed er et klassespørgsmål. Arbejderklassen og ungdommen må hele tiden forsvare retten til at udtrykke sin mening, forsamles, demonstrere og strejke og gå imod den sorte reaktions forsøg på at blive acceptabel i et borgerligt demokratisk samfund.

Vi siger forsat – ingen racister, fascister og  nazister i vores gader. Forbud mod deres organisationer, udtalelser, propaganda og had aktioner. For enhed i arbejderklassen.

Læs også

Blasfemi-paragraffens afskaffelse