Regeringens udenrigsstrategi er tavs om atomvåbentruslen

Af Tue Magnussen, medlem af RIKO og Forbyd Atomvåben – ICAN i Danmark

Regeringens udenrigsstrategi er tavs om atomvåbentruslen

Kort før Ruslands invasion af Ukraine i januar 2022 mente Socialdemokratiet og udenrigsminister Jeppe Kofod (S), i regeringens bud på en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, at Danmarks udenrigspolitik skulle være stærkt værdibaseret med menneskerettigheder og idealisme som plusord.

I maj i år lancerede udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) under stor opmærksomhed i festsalen på Københavns Universitet den nye midterregerings strategi, der helt modsat peger på, at vi skal være mere pragmatiske.

SVM-regeringens nye geopolitiske udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi indvarsler mere oprustning og konfrontation, men er til gengæld tavs om klimakrisen, den voksende globale ulighed og atomtruslen.

Gennem forstærket dansk opbakning til Nato og et mere militariseret EU er kursen udstukket med udsigt til øget oprustning og fortsat dansk deltagelse i stormagtsrivaliseringen på USA’s side – især gennem fuld opbakning til Nato.

Fronterne, i hvad regeringen betegner som en “ny geopolitisk virkelighed”, er trukket skarpt op i den strategi som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen(M) forelagde.

Den geopolitiske virkelighed er ifølge regeringen “præget af dyb mistillid, langvarig konfrontation og uforudsigelighed. Sikkerhed og krisehåndtering vil fylde mere og komme tættere på vores dagligdag”.

Til gengæld er konfliktnedtrapning, fredelig konfliktløsning, fredsforhandling og gensidige nedrustnings- og sikkerhedsaftaler, som den nye sikkerhedsstrategi ikke levner mange ord, fremover at regne som “en by i Rusland”.

Strategien glæder sig over de kommercielle muligheder for dansk våbenindustri i kølvandet på oprustningen siden Ukrainekrigens start og ophævelsen af forsvarsforbeholdet. Det sker dog uden eksplicit at nævne det noget forhastede militære indkøb i Israel eller samarbejdet med Saudi-Arabien.

Der står – stort set – ikke noget om diplomati, nedrustning og øget dialog i den nye strategi. Der er ellers et udtalt behov for, at ikke-atomvåbenstater som Danmark gør en aktiv indsats for at sikre fortsat fokus på nedrustning.

Faren for atomkrig er i dag – især efter Ruslands folkeretsstridige angreb på Ukraine i 2022 – større end under Den Kolde Krig. Kløften mellem atomvåbenstater og ikke-atomvåbenstater samt udviklingen i forholdet mellem verdens to største atommagter USA og Rusland er mildt sagt bekymrende. Kernevåbenspørgsmålet er for alvor tilbage på den internationale politiske dagsorden.

Atommagterne råder over flere end 12.500 atomsprængladninger, heraf tegner USA og Rusland sig for de 90 procent. Som verdens to største atommagter har Rusland og USA et særligt ansvar for at nedruste. Et ansvar som de på ingen måder har levet – eller lever – op til.

De fleste eksisterende atomvåbenaftaler er opsagt, udløbet eller i krise. I de seneste ti år er nedrustningen praktisk talt stagneret og de største atomvåbenmagter investerer igen i modernisering af atomvåben.

Den nye, usikre og uforudsigelige verden med øget rivalisering mellem de to stormagter og en stigende risiko for konfrontation mellem atommagterne får – besynderligt nok – ikke den danske regering til i den nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi at italesætte truslen fra atomvåben og forholde sig til FN’s traktat om forbud mod atomvåben.

I modsætning til den forrige regerings udenrigs- og sikkerhedsstrategi fra januar 2022 er den nye strategi rungende tavs om såvel nedrustning og våbenkontrol.

I strategien fra januar 2022 – som Jeppe Kofod stod for – hed det i det mindste, at regeringen igen “vil stemple Danmark ind i kampen for nedrustning og øget våbenkontrol”.

De nye toner i SVM-regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi glemmer helt både den forøgede trussel som atomvåben efter Ukraine-invasionen udgør og tillige den udbredte folkelige frygt for atomtruslen. Derved er den ny strategi udtryk for et trist, værdimæssigt negativt paradigmeskift.

I juli 2017 vedtog 122 lande – to tredjedele af FN’s medlemslande – den ny banebrydende FN-traktat om forbud mod atomvåben. Desværre boykottede atomvåbenmagterne og Nato-landene forhandlingerne fra marts til juli 2017 og deltog ikke i afstemningen.

Traktaten stigmatiserer og forbyder al udvikling, test, afprøvning, produktion, lagring, overførsel, brug eller trussel om brug af atomvåben. Traktaten trådte i kraft i 2021 og udfylder dermed et stort hul i Folkeretten.

Traktaten er tillige et udtryk for den internationalt udbredte skuffelse og frustration over den manglende nedrustning trods ikke-spredningsaftalen (NPT) fra 1970.

Mange ikke-atomvåbenstater finder, at atomvåbenstaterne ikke har levet op til NPT-traktatens grundlæggende krav om at arbejde for generel og komplet nedrustning.

Da man i august sidste år havde indkaldt til en NPT-konference om fredelig anvendelse af kernekraft, ikke-spredning af atomvåben og nedrustning – de tre såkaldte søjler i NPT-traktaten var forventningerne om afgørende positive resultater på forhånd små.

Ruslands krig og invasion af Ukraine, den stigende trussel om brug af atomvåben og stormagtsrivaliseringen skabte et svært udgangspunkt for konferencen. Fraværet af afgørende resultater på de tidligere konferencer blev gentaget. Det lykkedes ikke engang at få vedtaget et slutdokument.

Modsat lykkedes det ved forbudstraktatens første konference i Wien i juni 2022 at tage de første skridt til en køreplan for en verden uden atomvåben. Desværre undlod Danmark at udnytte muligheden for at deltage som observatør på konferencen i Wien.

Det er beklageligt, at Danmark ikke er blandt de 92 lande, der har underskrevet eller blandt de 68 lande, der indtil nu har ratificeret FN’s forbudstraktat.

Traktaten har kun fået yderst beskeden opmærksomhed i Danmark. Det skyldes formentlig, at Danmark hverken deltog i forhandlingerne om traktatens tilblivelse eller vedtagelse for knap fem år siden.

Det er beskæmmende, at Lars Løkke Rasmussen helt har glemt at forholde sig til et forbud mod atomvåben i regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Men det er endnu mere opsigtsvækkende at ingen af folketingets oppositionspartier – på begge sider af regeringen – ej heller har rejst spørgsmålet om atomvåben. Tavsheden har også i den offentlige debat været rungende.

Et forbud mod atomvåben burde på baggrund af den geopolitiske virkelighed især efter Ruslands folkeretsstridige aggressive invasion i Ukraine få høj prioritet i implementeringen af en ny dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Dansk støtte til såvel nedrustning og til forbudstraktaten vil utvivlsomt også kunne skabe opbakning blandt de mange ikke-atomstater i det globale syd i kampagnen for en dansk plads i FN’s sikkerhedsråd, som såvel den tidligere som nuværende regering har højt på sin ønskeseddel.

FN’s generalsekretær António Guterres har advaret om, at verden kun er én misforståelse fra atomar udslettelse, og at der skal skub i nedrustningen internationalt.

Der er derfor god grund til at regeringen og Folketinget bør følge opfordringen fra António Guterres til snarest at tage skridt til dansk ratifikation af FN’s traktat om forbud mod atomvåben.

Danmark bør forberede sig på de nedrustningspolitiske udfordringer efter krigen i Ukraine. En bred debat om atomvåben og nedrustning er tiltrængt såvel i offentligheden som i Folketinget. Der er behov for fredspolitiske initiativer og den nytænkning internationalt som FN’s traktat om forbud mod atomvåben udtrykker.

Forbudstraktaten giver mulighed for, at FN’s medlemslande kan følge udrulningen af traktaten ved at deltage som observatører, når landene bag FN’s forbudstraktat mod atomvåben mødes.

Selvom en deltagelse som observatør vil kunne forstærke en dansk profilering især i forhold til det globale syd i forbindelse kandidaturet til en plads i FN’s sikkerhedsråd har Danmark hidtil undladt at bruge muligheden for en plads som observatør.

En række Nato-lande, for eksempel Norge, Tyskland, Holland og Belgien har – modsat Danmark – allerede deltaget i møder om forbudstraktaten, senest i Wien i juni 2022.

Næste gang bliver i New York i november 2023. Her bør Danmarks stol ikke stå tom.

Tue Magnussen

Artiklen har i en kortere version været bragt i Altinget.dk 18 juni.

Send et læserindlæg til KPnet: Skriv til redaktion@kpnet.dk
Se andre læserindlæg
Synspunkterne i læserindlæg deles ikke nødvendigvis af KPnet