I anledning af at Anders Fogh Rasmussen atter fører sig frem som krigshøg nr. 1 med krav om at NATO nu optager Ukraine som medlemsland bringer vi her et rammende indlæg fra 2008 af Håndslags tidligere redaktør, modstandsmanden Frede Klitgård. Anders Fogh blev i 2016 ansat som ekstern rådgiver for Ukraines præsident. Så han har haft en finger med i spillet på den brændvarme front. Også Mette Frederiksen går videre i disse krigshøges fodspor. Side om side med USA går hun forrest i at optrappe krigen i Ukraine og i at opfylde NATO’s målsætninger. Hun samarbejder tæt med USA om amerikanske baser i Danmark og 5. juni besøger hun Biden i Det Hvide Hus. Snart fastlægges en vanvittig forøgelse af militariseringen af Danmark gennem det ny forsvarsforlig med Mette Frederiksen i spidsen.
Af Frede Klitgård
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har verbalt overfaldet Margrethe Vestager (R), fordi hun efter attentatet imod den danske ambassade i Pakistan har slået til lyd for en debat om Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. Venstrehøvdingen og juniorkrigsherren forsøgte at klistre den radikale partileder til den politik, der under Anden Verdenskrig blev ført af den daværende udenrigs- og statsminister Erik Scavenius (R), og fordømte den førte tilpasningspolitik over for Nazityskland og Den Øverste Krigsherre, Adolf Hitler.
Scavenius I og Scavenius II
Det var ikke klogt gjort af statsministeren af den simple grund, at sammenligningen halter og historisk set er helt ude i skoven. Det må bero på manglende historisk viden eller manglende rådgivning, at Anders Fogh Rasmussen trak Scavenius ud af glemslens barmhjertige slør. Den danske juniorkrigsherre overgår faktisk Scavenius i den grad, at han med al ret kan kalde sig Scavenius II. De har i hvert fald det tilfælles, at de begge som juniorpartner opgav enhver selvstændig handling og underlagde sig en krigsførende stormagt. Der kunne let opstå den mistanke, at den nulevende statsleder er en kloning af den afdøde.
Mens Scavenius var en ulykke for den danske befolkning, så er Anders Fogh Rasmussen en uoprettelig, national katastrofe. Scavenius kunne bruge den undskyldning, at der var krig, og at han følte sig tvunget til at handle, som han gjorde. Som præsident Bush’s artige dreng og juniorpartner kastede Anders Fogh Rasmussen Danmark ud i krigen med bind for øjnene og har ingen undskyldninger.
Hans skingre retorik over for Margrethe Vestager blev efterfulgt af kravet om kæft, trit og retning som under den tyske besættelse, og er en uundgåelig følge af den øgede militarisering.
Scavenius I var ikke krigsmager
Erik Scavenius fandt ingen grænser for sin underdanighed over for Den Øverste Krigsherre Adolf Hitler, men når vi ser bort fra Frikorps Danmark, hvor regeringen til en vis grad formelt kunne vaske hænder, trak han trods alt ikke Danmark ud i en illegitim krig og tab af menneskeliv.
Det gjorde derimod hans nutidige efterfølger Anders Fogh Rasmussen, der uden forhandlinger og debat og i strid med ´FN og folkeretten brød med den hidtidige udenrigspolitik og kastede Danmark ud i en spektakulær krig mod Irak, der aldrig har truet eller angrebet Danmark.
Selv om det skete fuldstændig blindt uden noget som helst kendskab til USAs krigsplaner, må det interessante og hemmeligholdte forløb ikke undersøges. Dansk Folkeparti har endda foreslået nyordning af ambassadørsystemet, fordi nogle tidligere ambassadører ligesom Margrethe Vestager har udtrykt forsigtig kritik af udenrigspolitikken. Ambassadører skal ifølge DF udpeges politisk ligesom i USA, således at de kan holdes i snor og være pålagt kæft, trit og retning.
Tilsvarende imperialistiske aggressioner blev dømt og fordømt ved den skelsættende domstol i Nürnberg efter Anden Verdenskrig, hvor ledende tyske krigsforbrydere blev straffet med ’den højeste straf’.
Både Den Øverste Krigsherre George W. Bush og hans Juniorkrigsherre Anders Fogh Rasmussen må se i øjnene, at hvis og når retfærdigheden vinder tilstrækkeligt rodfæste, må de på et eller andet tidspunkt finde sig placeret på anklagebænken som krigsforbrydere.
Venstre støttede Scavenius I
Allerede den 8. juli 1940, da Erik Scavenius blev halet ud af kulisserne og gjort til udenrigsminister, var Venstre hoppet på kollaborationsvognen, og den kurs blev ikke fraveget, men forstærket.
I en berygtet regeringserklæring, der havde karakter af en slavebindende håndfæstning, hedder det med Venstres uforbeholdne tilslutning:
– Ved de store tyske sejre, som har slået verden med forbavselse og beundring, er en ny tid oprundet for Europa, der vil medføre en ny ordning i politisk-økonomisk henseende under Tysklands førerskab. Det vil være Danmarks opgave herunder at finde sin plads i et nødvendigt og gensidigt, aktivt samarbejde med Stortyskland.
Venstre fandt sin plads og blev der. Partiet skærpede sit iboende klassehad og udnyttede situationen til i ly af tyske bajonetter at gennemføre et felttog med store forringelser af sociallovgivningen og vældige prisstigninger på landbrugsvarer, således at venstrebønderne berigede sig og bidrog til uddybelse af den økonomiske ulighed.
Misbrugte frihedskampen
Den danske statsminister – verdensmester i demokrati og menneskerettigheder – har knyttet an til befolkningens frihedskamp under besættelsen, har vendt den på hovedet og udnyttet den som påskud til forøget dansk krigsindsats.
Han sagde da også nogle pæne ord om modstandsfolkene, men den hyldest stak ikke særlig dybt. Trods opfordring og dokumentation fra Aktive Modstandsfolk nægtede han at erkende og tage afstand fra den daværende danske regerings udlevering af ca. 500 danskere til det tyske Gestapo, til tortur, fængsel, koncentrationslejr og for en dels vedkommende død.
I 2008 ’glemte’ Anders Fogh Rasmussen, at Danmarks Liberale Parti Venstre på enhver måde støttede samarbejdsregeringen og var ledende blandt de kræfter, der søgte at gætte besættelsesmagtens ønsker og krav – for derefter som villige håndlangere at komme den i forkøbet og skyndsomt gennemføre de formodede krav.
Det er bl.a. kendt, at da regeringen under modstandsbevægelsens tryk blev tvunget til formelt at træde tilbage den 29. august 1943, søgte den til det sidste at redde taburetterne. Da var formanden for Venstres folketingsgruppe, redaktør E. Elgaard, villig til at gå helt ud til afgrunden og var endog rede til at indføre dødsstraf for sabotage for at tækkes Den Øverste Krigsherre, diktatoren Adolf Hitler.
Krigsmager i blinde
Udløsningen af krig skaber altid myter og spekulationer om den egentlige baggrund, der indhylles i mystikkens røgslør. Således også med USA’s uprovokerede krig imod Irak, der blev igangsat ved krænkelse af FNs bestemmelser for løsning af internationale konflikter og under tavs misbilligelse og manglende opslutning fra bl.a. en række store lande sin Frankrig, Tyskland og Italien. Den Øverste Krigsherre Bush gik enegang, og Anders Fogh Rasmussen fulgte ham bøjelig og føjelig. Og han kunne ikke som Scavenius undskylde sig med, at der var krig, og at han følte sig presset af Den Øverste Krigsherre.
Ifølge oplysninger, der er sivet ud fra det danske udenrigsministerium (Politiken, 29. juni 2008) handlede den danske statsminister i blinde, da han sagde ja til George W. Bush om at lade Danmark deltage i Den Øverste Krigsherres invasion af Irak.
Juniorkrigsherrens ja blev givet under en telefonsamtale med Den Øverste uden at juniorpartneren fik nærmere besked om planerne, og uden at han spurgte. Det er vel kendt, at krigsherrerne heller ikke havde planer for deres ageren efter invasionen.
Den kære familie
Anders Foghs makkerskab med Den Øverste Krigsherre er blevet så intimt, at de næsten er i familie med hinanden. Fogh blev inviteret på morgenmad og inviteret på privat besøg hos Den Øverste på hans private herresæde. Da de to krigsherrer og deres medbragte hustruer tæt sammenslyngede stillede op for at blive fotograferet til familiealbummet, havde herrerne iklædt sig mandige cowboybukser med bred læderrem.
Da Scavenius i sin tid blev modtaget af Den Øverste Krigsherre i Berlin, sad han lidt blegnæbbet og forlegen i sofaen med behørig afstand til Hitler.
Så også rent selskabeligt var Scavenius I en ren sinke i forhold til Scavenius II.
Frede Klitgaard
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
