Læren fra Pariserkommunen 18. marts 1871

Marx havde en fantastisk klar forståelse af store historiske begivenheders karakter, rækkevidde og nødvendige følger på et tidspunkt, da disse begivenheder endnu udspilles for øjnene af os eller først lige er afsluttede. K. Marx’ “Borgerkrigen i Frankrig” er en dokumentation af disse karaktertræk hos forfatteren, og giver den bedste fremstilling af Pariserkommunen og dens historie, samtidig demonstreres den marxistiske metode den historisk materialisme.

Sidste afsnit fra F. Engels indledningen til særudgaven af K. Marx’ “Borgerkrigen i Frankrig”, Berlin 1891.

Omkring 1871 var storindustrien selv i Paris, kunsthåndværkets centrum, allerede i den grad holdt op med at være undtagelsestilfælde, at langt det vigtigste dekret fra Kommunens hånd bestemte, at der skulle indføres en organisation for storindustrien og endogså for manufakturen, en organisation, der ikke alene skulle hvile på arbejdernes sammenslutning i hver fabrik for sig, men som også skulle samle alle disse foreninger til ét stort forbund, kort sagt en organisation, der, som Marx ganske rigtigt siger i “Borgerkrigen”, til syvende og sidst måtte føre til kommunismen, altså det stik modsatte af Proudhons lære. Og derfor var Kommunen også graven for Proudhons socialistiske skole. Denne skole er i vore dage forsvundet fra de franske arbejderkredse; her hersker Marx’ teori nu ubestridt, hos possibilister såvel som hos “marxister”. Kun inden for det “radikale” bourgeoisi findes der endnu proudhonister.

Det gik ikke blanquisterne bedre. De var opdraget i sammensværgelsens skole, sammenholdt af den dertil svarende skrappe disciplin, og de gik derfor ud fra den opfattelse, at et forholdsvis lille antal beslutsomme, velorganiserede mænd var stand til i et givet øjeblik ikke blot at gribe statens ror, men også ved udfoldelse af stor hensynsløs energi at holde det, indtil det lykkedes dem at rive folkets masse ind i revolutionen og gruppere den omkring deres lille førerskare. Dertil hørte frem for alt den strengeste, diktatoriske centralisering af al magt i den nye revolutionære regerings hånd. Og hvad gjorde Kommunen, der for flertallets vedkommende bestod netop af disse blanquister? I alle sine proklamationer til franskmændene i provinsen opfordrede den disse til at forene alle franske kommuner med Paris til en fri føderation, en national organisation, der for første gang virkelig skulle skabes af selve nationen. Netop den hidtidige centraliserede regerings undertrykkelsesmagt, hæren, det politiske politi og bureaukratiet, som Napoleon havde skabt i 1738, og som enhver ny regering siden da havde overtaget og udnyttet mod sine modstandere som et kærkomment redskab, netop denne magt skulle falde overalt, således som den allerede var faldet i Paris.

Kommunen måtte straks fra første færd anerkende, at arbejderklassen, når den først er kommet til magten, ikke kan arbejde videre med den gamle statsmaskine; at denne arbejderklasse, for ikke igen at miste sit nylig erobrede herredømme, på den ene side måtte fjerne hele det gamle undertrykkelsesmaskineri, der hidtil var blevet udnyttet mod den selv, men på den anden side måtte sikre sig imod sine egne deputerede og embedsmænd, idet den erklærede dem alle uden undtagelse for afsættelige til enhver tid. Hvad var den hidtidige stats karakteristiske egenskab? Samfundet havde oprindelig ved simpel arbejdsdeling skabt sine egne organer til at tage vare på sine fælles interesser. Men disse organer, der kronedes af statsmagten, havde med tiden, i deres egne særinteressers tjeneste, forvandlet sig fra at være samfundets tjenere til at være dets herrer. Dette kan f.eks. ikke blot iagttages i det arvelige monarki, men lige såvel i den demokratiske republik. Intetsteds udgør “politikerne” en mere afsondret og mægtig afdeling af nationen end netop i Nordamerika. Her bliver hvert af de to store partier, der skiftevis kommer i besiddelse af magten, atter selv regeret af folk, der gør politik til forretning, der spekulerer på at få sæde i forbundets eller i enkeltstaternes lovgivende forsamlinger, eller som lever af at agitere for deres parti og efter sejren bliver belønnet med embeder. Det er en kendt sag, hvorledes amerikanerne nu i 30 år har forsøgt at ryste dette utålelige åg af sig, og hvorledes de alligevel synker stadig dybere ned i denne korruptionens sump. Netop i Amerika kan vi bedst se, hvorledes denne statsmagtens selvstændiggørelse foregår over for det samfund, som den oprindelig var bestemt til at være et rent redskab for. Her er ikke noget dynasti, ingen adel, ingen stående hær, bortset fra et par mand til at bevogte indianere, intet bureaukrati med fast ansættelse eller pensionsret. Og alligevel har vi her to store bander af politiske spekulanter, der skiftevis sætter sig i besiddelse af statsmagten og udbytter den med de mest korrupte midler og med de mest korrupte formål – og nationen er afmægtig over for disse to store karteller af politikere, der påstås at stå i dens tjeneste, men som i virkeligheden behersker og udplyndrer den.

Mod denne forvandling af staten og statsorganerne fra at være samfundets tjenere til at være dets herrer – en forvandling, som har været uundgåelig i alle hidtidige stater – anvendte Kommunen to ufejlbarlige midler. For det første besatte den alle stillinger inden for administration, retsvæsen og undervisningsvæsen ved valg med almindelig valgret, og på en sådan måde, at de stemmeberettigede til enhver tid kunne kalde de valgte tilbage. Og for det andet betalte den for alle hverv, høje som lave, kun den løn, som andre arbejdere fik. Den højeste løn, som Kommunen overhovedet betalte, var 6000 francs. Dermed var der sat en stopper for jagten på embeder og karriere, også uden at man havde behøvet de bundne mandater, som til overflod blev indført for de delegerede til de repræsentative organer.

Denne sprængning af den hidtidige statsmagt og dens erstatning med en ny, virkelig demokratisk statsmagt, er indgående skildret i tredje afsnit af “Borgerkrigen”. Det var imidlertid nødvendigt her endnu en gang kort at komme ind på nogle af disse træk, fordi den overtroiske tilbedelse af staten netop i Tyskland er blevet overført fra filosofien til bourgeoisiets og endog mange arbejderes almindelige bevidsthed. Ifølge den filosofiske opfattelse er staten “ideens virkeliggørelse” eller gudsriget på Jorden oversat til filosofisk sprogbrug, det område, hvor den evige sandhed og retfærdighed virkeliggøres, eller skal virkeliggøres. Og deraf følger så en overtroisk tilbedelse af staten og alt, hvad der hænger sammen med staten, og som så meget lettere indfinder sig, fordi man fra barnsben er vant til at indbilde sig, at de anliggender og interesser, der er fælles for hele samfundet, ikke kan udføres på anden måde, end de hidtil er blevet udført, nemlig af staten og dens velbestaltede øvrighed. Og man tror allerede at have gjort et umådelig dristigt skridt, når man frigør sig fra troen på det arvelige monarki og sværger til den demokratiske republik. Men i virkeligheden er staten ikke andet end en maskine, med hvilken den ene klasse undertrykker den anden, og det ikke mindre under den demokratiske republik end under monarkiet; og i bedste fald er den et onde, der går i arv til proletariatet, når dette har sejret i kampen om klasseherredømmet, og hvis værste side det lige så lidt som Kommunen vil kunne undgå straks at beskære så meget som muligt, indtil et slægtled, der er opvokset under nye, frie samfundsforhold, bliver i stand til at kaste hele den lurvede stat fra sig.

Den socialdemokratiske filister har for nylig igen fået sig en gavnlig forskrækkelse over ordet: proletariatets diktatur. Nuvel, mine herrer, vil I vide, hvordan dette diktatur ser ud! Se på Pariserkommunen. Det var proletariatets diktatur.

London, på Pariserkommunens tyveårsdag, den 18. marts 1831.

1. Engels

Læs også

Pariserkommunen har meget at sige os den dag i dag – 150 år efter

Pariserkommunen har meget at sige os den dag i dag – 150 år efter