Krigens dræbende logik må mødes med et folkekrav om fred

I krigen mellem Rusland og Ukraine er opgaven for socialister og oprigtige krigsmodstandere at kræve øjeblikkelig våbenhvile og en fredsløsning.

Af Jan R. Steinholt
Oversat fra Revolusjon, Norge

Krigens dræbende logik må mødes med et folkekrav om fred

“Der skal flere våben til for at skabe fred.” Dette er NATO’s og Jens Stoltenbergs bogstavelig talt dræbende logik. En krigslogik som SV (Socialistisk Venstreparti, red.) og efter alle solemærker at dømme, snart også Rødt, tilslutter sig.

Et af argumenterne fra tilhængerne af våbenleverancer til Ukraine er, at kun nye og sofistikerede våben kan tvinge de russiske besættere ud. Kun en ukrainsk fremgang i form af en vinteroffensiv kan ifølge dem sætte Ukraine i en position til reelle fredsforhandlinger. Alt andet er naivt, hævdes det.

Nogle går så langt som til at kræve “fuld sejr” for Ukraine, før der kan blive tale om våbenhvile og forhandlinger. Nu vil avancerede kampvogne og mere langtrækkende artilleri flytte frontlinjerne. Hvis det ikke virker, er en flyforbudszone og landstyrker fra NATO det næste niveau. Det er utilladelig naivt at lade som om, man ikke forstår det.

Hvorvidt en ’fuld sejr’ indebærer kontrol over hele Donbas, Donbas plus Krim eller at den siddende ledelse i Kreml skal tvinges ud, er der uenighed om. Men NATO-partierne og den ’krigeriske venstrefløj’ er enige om, at fredsforhandlinger med Rusland er udelukket i lyset af nutidens frontlinjer. Det ville nemlig være et tegn på svaghed.

Problemstillingen er klassisk for alle krige og for al krigspropaganda. Den krigsførende part der gør fremskridt på stedet, vil altid ønske at fortsætte fremskridtet. Den part, der befinder sig i en defensiv position, vil gøre alt for at vende krigslykken. Fredsforhandlinger ’passer’ aldrig, før en af parterne ser nederlaget i øjnene. Karl Liebknecht havde følgende at sige efter 1. Verdenskrigs udbrud:

“Det ville være et svaghedstegn, siges det, hvis ét folk ville foreslå fred. Nå, lad alle mennesker foreslå det sammen. Den nation, der taler først, vil ikke vise svaghed, men styrke. Den vil vinde ære og taknemmelighed fra vores efterkommere. Det er enhver socialists pligt i dag at gå i spidsen for internationalt broderskab, idet han indser, at hvert ord, han taler til fordel for socialisme og fred, enhver handling han udfører for disse idealer, opildner til lignende ord og handlinger i andre lande, indtil flammerne i ønsket om fred vil flamme højt over hele Europa.” (Karl Liebknecht. Nytårshilsen til de britiske socialister (engelsk) december 1914.)

Også i krigen mellem Rusland og Ukraine er opgaven for socialister og oprigtige krigsmodstandere at kræve øjeblikkelig våbenhvile og en fredsløsning. Det passer høgene i Moskva dårligt. Præsident Putin må så stå til ansvar for, at ”specialoperationen” mod et broderfolk ikke har ført til andet end meningsløs masseslagtning af russere. Og det er lige så slemt for NATO. Et folkeligt krav om fred forpurrer ønsket om at forlænge krigen og gradvist eskalere den til et punkt, hvor fuldskala krig mellem Vesten og Rusland kan være uundgåelig.

Men vil en sådan fredsløsning være retfærdig? Sikkert ikke. Hverken for Ukraine som stat eller for russere, ungarere og andre nationale mindretal på ukrainsk territorium. Under imperialismen er fredsløsninger sjældent retfærdige, og fred er altid kun en periode med våbenhvile før nye krige. Krig og forberedelse til nye krige er monopolkapitalismens evige følgesvend. Sådan vil det være indtil arbejderklassen laver revolution og slipper af med de imperialistiske regeringer i alle lande.

Indtil da er et massekrav om fred og en afslutning på drabsorgierne det eneste alternativ. Det er vores pligt at rejse kravet i vores eget land. Fredselskende mennesker i hele Europa vil gøre det samme.

Et europæisk massekrav om fred vil påvirke arbejderne og befolkningen i de krigsførende lande selv. Den nation, der først taler fredens sag, vil ikke vise svaghed, men styrke.

Link til originalartikel Revolusjon