Fagligt nyhedsbrev #2 – om revolutionært fagligt arbejde

Leder Fagligt Nyhedsbrev 10-01-2023

Hvad der ikke tales for højt om. Men dog ikke er til at skjule er, at Dansk erhvervsliv tjener godt. De store virksomheder. De der fik massiv livsopretholdende behandling under corona-nedlukningerne. Med en uhørt pengeuddeling, der ligger til grund for en del af den massive inflation vi oplever i øjeblikket. Hvor vi igen udsættes for tyveri, ikke mindst momstyveri af staten, der skovler penge ind på forhøjede energi og fødevarepriser. Vores penge.

Alligevel, så skal vi høre fra førstemanden af forhandlere i fagtoppen, formanden for Dansk Metal Claus Jensen, at det bliver nogle virkelig svære forhandlinger.

Hvilket er rent spil for galleriet. De skal nok blive enige med arbejdsgiverne om det lavest mulige til medlemmerne, men de skal få os til at tro, at de arbejder hårdt for sagen og forberede os på det dårlige resultat. Hvad de ikke kunne drømme om, er at udløse arbejderklassens kampkraft.

Kamp, strejker, demonstrationer er hvad der skal til for at vi kan tilkæmpe os forbedringer.

Atter fremstilles fejhed og økonomisk udsalg som det bedst muligt opnåelige, og det bedste resultat som medlemmerne bør takke ja til.

Fagtoppen har for længst solgt ud og har gang på gang vist sig selv at være en del af arbejdsgivers prædikanter, der skal få arbejderklassen til at acceptere det højst unaturlige og ufrie, ikke selv at have råderet over værdien af det man selv skaber.

Forhandlerne og den danske model er, som regeringen, en del af problemet – ikke løsningen. Og er der en ting vi kan stole på, så er det, at de altid svigter. Det eneste der kan få arbejdsgiverne til at tøjle deres grådighed, for en stund, er arbejderklassens massive tro på sig selv og vilje til at kæmpe, beskytte og frigøre sig selv. Og at vi er bevidste om, at selvom stillingskrig om løn og fridage er nødvendige at tage for at bevare vores bytteværdi, så må kampen have et bredere perspektiv. Økonomisk og politisk frigørelse.

At tro og heppe på forhandlerne leder gode folk ud i demotivering og manglende tiltro til at de selv besidder kræfterne til virkelig forandring. De færreste har energi til at være status quo aktivister ret længe. Det føles hurtigt som spildte kræfter.

Det er efterhånden ganske tydeligt at intet er blevet den arbejdende klasse foræret.

Overenskomst efter overenskomst de seneste årtier har været nul-overenskomster. Vi har knapt nok opretholdt bytteforholdet.

Og det har været med store omkostninger på arbejdsvilkår. Derfor er angrebene også blevet voldsommere. Arbejdsgiverne mere modige.

Og regeringerne med. Og 2024 er så varslet som året hvor regeringen gør alvor af deres hensigter med at tage Store Bededag. Denne gang med begrundelsen en bededag for militær oprustning.

Men nej, naturligvis skal arbejderklassen og befolkningen ikke betale for imperialistisk oprustning og rivalisering. Hverken med liv, frihed eller penge. Enhver undskyldning for at øge udbytningen og profitmaximeringen tages i brug af den siddende regering.

Men uanset hvor meget vi sympatiserer med den ukrainske befolkning, der brutalt overfaldes af Rusland, så er løsningen for arbejderklassen og den brede befolkning ikke at deltage i krigs- forløsning mellem nutidens herskerklasses 1. lande.

Arbejderklassen og befolkningen i Ukraine bliver ikke frie for imperialistiske udbyttere fordi vi forspilder penge, der er bedre brugt på omsorg til vores børn, syge og ældre, på krigsmateriel. Vores fokus skal være på at slippe af med udbytterne og naturligvis undgå at lade os manipulere til at forære vores nuværende (ofte tilkæmpede) rettigheder væk. Hvad enten det betyder vi i dag har fri Store Bededag, får en erstatningsfridag, eller får overarbejdsbetaling for at arbejde på dagen, så skal regeringen holde fingrene væk.

Grundlæggende har intet forandret sig i udbytterforholdet siden Karl Marx skrev om lønarbejde og kapital i 1867, hvor han beskrev at fagforeningerne skal bruge deres organiserende kraft som løftestang for arbejderklassens endelige befrielse, det vil sige lønsystemets sluttelige afskaffelse.

En del af løftestangen udgøres ved at stille offensive krav. Krav om tilbagebetaling af profittyveriet. Med 30 timers arbejdsuge. Lavere pensionsalder. Og konsekvent afvisning af at betale for imperialistisk krig.

Krav som skal gentages og gentages i bred alliance. Den nødvendige forandring kan kun komme ét sted fra. Fra befolkningen selv, fra arbejderklassen og ungdommen.

Tiden er ikke til at tøve eller vente, men til at deltage og organisere sig i klassekampen, rejse krav og kæmpe for dem.

Se fagligt nyhedsbrev i pdf her

KOM TIL FAGLIGT NETVÆRKSMØDE TIR. D. 24.1. KL 17

Nu genstarter vi de vellykkede faglige netværksmøder vi holdt i 2021 og 2022.
ALLE ER VELKOMNE