Trolde, mastodonter og tilstanden af vores kommunikation

Kommunikation er blevet underlagt et regime af virale retweets og YouTube-videoer, online desinformationskampagner udført af både efterretningstjenester, freelancere og algoritmer. Et stigende antal mennesker er klar over, at vi er midt i en informationsdystopi af skræmmende proportioner. Med profitdrevne virksomheder helt i kontrol, leder folk efter alternativer, men finder dem ikke.

Af David Rovics, amerikansk musiker, sangskriver, forfatter, podcaster mm.

Der har aldrig været en guldalder for effektiv græsrodskommunikation, som jeg kender til, og ideen om at skabe perfekte rammer, hvor dette kunne ske, er meget kompliceret og fyldt med utallige faldgruber. Men det er ret nemt at se, hvilke slags faktorer der har tendens til at lette meningsfuld diskussion og effektiv organisering blandt mennesker ved hjælp af forskellige midler til at kommunikere med hinanden – en-til-en og mere bredt – og hvilke faktorer der har tendens til at så forvirring og splittelse. Og efterhånden som Big Techs kommunikationslandskabet løbende udvikler sig, synes det nyttigt at gøre status over nogle relevante aspekter af, hvordan tingene var før, hvor vi er nu, og de potentielle retninger, vi er på vej i.

For alle på min alder eller enhver, der har studeret historien i sidste halvdel af det tyvende århundrede, er det indlysende, hvorfor jeg siger, at der aldrig var en guldalder. Før internettet blev kommunikationen udført på en lang række andre måder. Der var de store propaganda forretninger, som vi kender og foragter i dag, og så var der også en bred vifte af lokale medier – lokale radiostationer, lokale trykte publikationer osv.

Enhver, der overhovedet har beskæftiget sig med journalistik og har arbejdet sammen med en redaktør, ved, at redaktører kan spille en afgørende vigtig rolle i processen med at lave god journalistik af enhver art. På samme måde kan folk, der har arbejdet for store bladhuse, let fortælle, hvilken slags indflydelse virksomhedsejerne har på redaktørens beslutninger om indholdet, hvilke undersøgelser der finansieres, og hvilke der ikke gør osv. Enhver redaktør, der siger, at de er virkelig, helt uafhængige af deres publikations virksomhedsejer, lyver simpelthen.

Gennem en kombination af deregulerings-reformer og moderne teknologi, oplevede de sidste to årtier af det tyvende århundrede sammenbruddet af lokal print- og radiojournalistik. Hvis nogen skal høre om noget der sker i dag et eller andet sted, vil det – i det mindste i første omgang – være fra nogens mobiltelefonvideo, der er lagt ud på Facebook, YouTube, Twitter eller i de senere år, TikTok. Om disse lokale historier finder et publikum, er ofte helt op til platformens skjulte ejere.

E-mail-lister var 90–ernes sociale platform

Når vi reflekterer over fordele og ulemper ved fortidens og nutidens medier og sociale medielandskaber i et forsøg på forhåbentlig at skabe en mindre dystopisk fremtid, synes jeg, det er værd at dvæle et øjeblik ved slutningen af 1990’erne, ikke som en periode, der kan eller bør gengives nøjagtigt, men som et øjeblik, hvor internettet var blevet en populær ting, i meget udbredt brug, men Big Tech-virksomhederne og deres platforme var endnu ikke blevet dominerende.

Hvad der især var vigtigt ved denne periode, var den modererede e-mail-liste. Før det, vi nu alle kender som nyhedsfeedet på sociale medier, regerede e-mail-listen øverst. Hvis du var rundt og organisere noget, hvad enten det var en protest eller en festival eller en koncertturné eller hvad som helst andet, før 1995 eller efter 1995, ved du, hvad jeg taler om. Før 1995, før de fleste mennesker havde e-mail-adresser og kontrollerede deres e-mail mere eller mindre dagligt, var din vigtigste mulighed for at få opmærksomhed at komme i et medie – hvilket blev stadig vanskeligere med sammenbruddet af lokale medier, der allerede var godt i gang – eller du kunne bruge mange penge på frimærker og meget tid på at skrive adresser på konvolutter og postkort.

Da e-mail og e-mail-meddelelseslister kom sammen, stoppede de fleste af os med at sende breve stort set natten over, og vi så os aldrig rigtig tilbage. Men der var en grund til dette – den veldrevne e-mail-liste kunne helt erstatte de dyre, tidskrævende udsendelser. Det fungerede stort set lige så godt, og det var stort set gratis. Men nu, ud over at have din egen e-mail-liste, var der også fænomenet e-mail-lister modereret af andre mennesker, som du kunne sende relevante meddelelser til.

I begyndelsen af 2000’erne, overtog Big Tech-platforme kommunikationen

Til sidst, i begyndelsen af 2000’erne, opstod de Big Tech-platforme, vi kender i dag, og overtog. De gjorde dette forsætligt og metodisk. Deres metode var den samme som metoderne hos andre monopolistisk tilbøjelige virksomhedsmastodonter i vores tid og tidligere tider. For det første opererer de med massive økonomiske ressourcer med plads til tab i mange år, hvis det er nødvendigt for at tilbyde en meget nyttig service gratis. På denne måde dræber de konkurrerende tjenester eller kommunikationsmetoder eller metoder til organisering. Når de har overtaget klapper fælden.

For eksempel var Facebook-nyhedsfeedet, da det blev til, først et kronologisk feed med indlæg fra dine venner eller personer, du fulgte. Dette gjorde det yderst nyttigt for alle, der bruger Facebook som et middel til at organisere noget. Jo flere tilhængere eller venner på platformen du havde, jo mere sandsynligt var det, at flere mennesker ville se dine indlæg. Hvis de syntes, at det, du delte, var interessant, var der hver gang en god chance for, at dit opslag blev delt meget, til folk, der ikke engang fulgte dig på platformen.

Som et resultat af, at Facebook-feedet var så utroligt nyttigt for folk som mig dengang, opgav mange af os (ikke inklusive mig) vores e-mail-lister helt. Mange mennesker, der plejede at bruge det meste af deres tid online på at læse og skrive e-mails, brugte nu det meste af deres tid på en eller flere virksomhedsejede platforme som Facebook eller YouTube.

Når de havde fået os alle fanget ind, ændrede de alt, dramatisk, natten over, men igen var det kun nogle enkelte mennesker der bemærkede det. Hvis du havde mange tilhængere og brugte platformen til at promovere begivenheder, ture, sange osv., bemærkede du det med det samme. Pludselig modtog ingen andre end fårekyllinger dine beskeder.

Hvis du imidlertid var som langt de fleste Facebook-brugere, bare fulgte venner og sendte tilfældige ting, bemærkede du sandsynligvis ikke nogen ændring. På et tidspunkt tænker du måske, hm, jeg ser ud til at se færre indlæg fra Rovics for tiden, men så ville du se mange andre indlæg af interesse fra andre mennesker, du kendte, så det ville ikke være så indlysende. Og så snart, måske igen, så du indlæg fra de musikere, du fulgte, og måske bemærkede du ikke, at grunden til, at du nu så deres indlæg igen, kunne skyldes, at det var “sponsoreret”.

I virkeligheden er du med fremkomsten af Facebook og alle de andre sociale medieplatforme endt med at betale for at promovere indlæg, på samme måde som du skulle betale for at sende postkort til folk på din mailingliste, før internettet. Den frygt, mange mennesker havde for, at regeringen ville begynde at beskatte os pr. e-mail sendt eller modtaget, blev aldrig realiseret, men Facebook fandt ud af, hvordan man gjorde det gennem bagdøren.

Inden for rammerne af tjenester, vi er kommet til at kalde sociale medier, kan vi også inkludere musikstreamingplatforme som Spotify. Eller måske mener jeg bare Spotify, som er blevet den dominerende musikstreamingplatform – rummet til musik – ligesom Twitter er rummet for nyhedsfeedet, og Facebook / Instagram rummet til at finde og følge de fleste af dine venner, både faktiske og virtuelle. Spotify er stedet, hvor folk, især yngre mennesker, kuraterer og lytter til og deler deres musik. Det er en stor ting, og fra en brugers synspunkt er det let at se hvorfor. Stort set al verdens musik er nu der til gratis lytning, og platformens algoritmer, der opretter afspilningslister med sange baseret på det musikalske udvalg, du startede Spotify-sessionen med, er fantastiske. Den dramatiske sænkning af udbetalingerne til musikere pr. streamet sang har været et fænomen ledet af Spotify og kopieret af de fleste af deres konkurrenter, men det har gjort det muligt for platformen at blive det sted, hvor folk nu lytter til musik – et andet monopol, dybest set.

At beskrive den nuværende, katastrofale situation er meget lettere end at gøre noget ved det

Vi har mistet kontrollen over vores kommunikation og givet den til gribbekapitalister, som har givet os noget profitdrevet, konflikt- og desinformationsagtigt i stedet for det vi ledte efter.

At beskrive den nuværende, katastrofale situation er helt klart meget lettere end at gøre noget ved det. Men det er også vigtigt at vide, hvor tingene står, for at begynde at overveje, hvad der skal gøres ved det. På trods af hvad folk som Mark Zuckerberg er glade for at sige gentagne gange, er der ikke små platforme, der venter i kullissen på at blive Facebook eller Spotify eller Googles næste store udfordrer. I de fleste tilfælde vil konkurrenter blive købt eller kopieret.

At starte en platform, der kan udfordre, hvad disse virksomheder er kommet til at repræsentere, er som at forsøge at overbevise dine venner og familie om at flytte til et andet land. Nogle eventyrlystne typer vil være ivrige efter at gøre det, men de fleste vil ønske dig held og lykke og blive, hvor resten af deres venner og familie er.

At gøre Facebook eller YouTubes algoritmer gennemsigtige eller reformere Twitter, Reddit eller Wikipedia for at gøre dem mindre tilbøjelige til trolling vil stadig ikke eliminere organiseret smædekampagne udført af velfinansierede regeringer, virksomheder osv. Menneskeligt engagement, som sandsynligvis ikke kun er afhængigt af frivillig arbejdskraft, er afgørende, uanset hvordan det måtte se ud. Kunstig intelligens er ingen erstatning for alle arbejdsløse journalister og redaktører i verden.

Men hvis vi meget hypotetisk skulle starte et sted, ville jeg foreslå, at vi starter med algoritmerne. Hvis vi ikke kan få kontrol over algoritmerne, er der slet ingen tvivl om, at de vil fortsætte med at kontrollere os.

24. November 2022

Uddrag af teksten: Trolls, Mastodons, Wikipedians, and the Condition of Our Communications. Læs den fulde tekst på davidrovics.substack.com

Trolls, Mastodons, Wikipedians, and the Condition of Our Communications (substack.com)