Det store bedrag om klimahandling

I de første uger af valgkampen er saglig debat om afvikling af den fossile tidsalder totalt fraværende. Ingen af statsministerkandidaterne, der promoveres på hele sendefladen kan eller vil forklare, hvordan Danmark rent faktisk skal skifte til vedvarende energi. I stedet er politikerne mestre i talfusk om CO2 afgifter og reduktioner i landbruget. Ingen af de partier, der stiller op til Folketingsvalget, har et program for at løse opgaven med 100 procent omstilling til rene vedvarende energikilder.

Skal man bedømme regeringen og dens støttepartier fra Enhedslisten og SF til De Radikale og Alternativet på hvad de rent faktisk har udrettet siden ‘klimavalget’ i 2019, så er sagen den, at de intet har leveret andet end et kæmpe røgslør – skrivebordsøvelser om reduktioner ude i fremtiden – mens Danmark og resten af EU helt konkret fortsat investerer i naturgasrørledninger og modtagestationer for dyr flydende Naturgas (LNG). Ingen af de partier, der stiller op til Folketingsvalget, vil løse opgaven med 100 procent omstilling til rene vedvarende energikilder.

Søndag aften var der igen Statsministerkandidat debat i TV, et absurd teater, fordi Socialdemokratiet og Venstre er helt enige. Det vil sige at de ikke vil røre ved de grundlæggende markedsmekanismer, og de vil ikke droppe fossile energikilder. Eneste forskel handler om hvorvidt Ørsted skal sælges, eller om forbrugerne skal betale høje afgifter på fødevarer eller transport.

Valget mellem ‘rød’ eller ‘blå’ blok er altså ikke noget der betyder en dyt for hverken klima eller forbrugerne. Ørsteds gode forretning med vindmøller i England og andre steder i verden giver ikke grønnere eller billigere strøm herhjemme, statens energiselskab drives på markedsvilkår og sender deres overskud til aktionærerne. De høje energipriser og ekstreme elregninger er en direkte følge af at markedskræfterne bestemmer, og det er de politiske fløje helt enige om skal fortsætte.

Sommerens skovbrande og hedebølger burde ellers være nok til at rydde den sidste tvivl af vejen om klimaforandringernes destruktive karakter. Store dele af europæisk infrastruktur er det vidtforgrenede net af floder der tager udspring i Alperne, og i flere måneder var disse floder ikke farbare, og kunne ikke give køling til Frankrigs atomkraft og Italiens industri og landbrug.

Svaret på disse problemer kan ikke vente, de skal ske nu. Ikke med skrivebordsplaner, men med et fuld stop for investeringer i fossil energi og konkrete investeringer i vedvarende energi. Som vi så for et par uger siden sker det modsatte, ansatte i vindmøllebranchen bliver fyret, mens der bygges rørledninger til naturgas og modtagestationer til flydende naturgas på livet løs i hele EU.

Politikerne har haft uendelige muligheder for at foretage de rigtige investeringer, men det er ikke sket, og det betyder i følge FN’s klimapanel, at verdens planlagte produktion af fossile brændstoffer og CO2-emissionerne vil vokse med yderligere 16 % inden 2030, og være mere end dobbelt så stor end det er aftalt i Paris aftalen med den reduktion der er nødvendig for t gøre det muligt at holde 1,5 graders målet. Fordi der ikke er handlet i tide, kan dette mål kun opfyldes med drastiske midler, og det vil kræve at alle eksisterende kontrakter og aftaler rives i stykker, og at der sættes en helt ny retning for investeringer.

Vi må stille krav om reelle reduktioner i udledninger og omlægning til grøn energi, men også gøre os klart, at den omfattende løsning ikke vil kunne ske under kapitalismen. Her bestemmes økonomien af snævre økonomiske interesser, virksomhederne skal ikke kun løbe rundt, men konstant maksimere deres profit. Deres hovedprioritet er ikke at redde verden. Det er en sag for arbejderklassen og befolkningen, der kan gennemføre denne ændring ved at rive magten ud af hænderne på kapitalejerne og ændre det eksisterende kapitalistiske system til socialistiske produktionsforhold, hvor flertallets interesser er styrende dvs. også klodens overlevelse som beboelig for mennesker.

Politikernes røgslør og talfusk er en krise i sig selv, der skjuler og dækker over, at deres manglende handlinger fører til yderligere forsinkelse af den nødvendige omstilling. I sidste ende vil fysikken og naturkræfterne bestemme hvornår det teater er slut, men for alle der gerne vil have en grøn fremtid på Jorden kan man ikke vente på at det sker, der må handling til nu, og det kræver et opgør med illusionerne til klassesamarbejdspolitikerne. Og det haster. Den tid, verden har tilbage til at undgå at yderligere klimakatastrofer mange steder i verden, er hastigt ved at løbe ud.

Selv hvis alle lande gennemførte alle de aftalte klimahandlingsplaner, ville verden stadig være i problemer. CO2 neutral i 2050 er simpelthen for lidt, for sent.

Læs også
APKs 9. kongres: Kampen for at stoppe klimaforandringer er en kamp mod imperialismen