Nogle vigtige erfaringer fra de seneste folkelige protester i Iran

Mordet på “Mahsa Amini” fandt sted i en situation, hvor fattigdom, skyhøje priser, diskrimination, korruption, underslæb, sanktioner og udenlandsk pres plager hele det iranske samfund. Det blev en gnist, der fik utilfredse folkemængder på gaderne og gav den islamiske republik et alvorligt slag. Irans Arbejderparti (Toufan) skriver om nogle vigtige erfaringer fra de seneste folkelige protester i Iran.

Nogle vigtige erfaringer fra de seneste folkelige protester i Iran

Af Irans Arbejderparti (Toufan)

1.
“Mahsa Amini”, en 22-årig kvinde fra byen Saqqez kom i koma efter at være blevet overfaldet af regeringens “Moral politi”. Hun døde og efterlod en nation i sorg. “Mahsa Amini” var ikke den første og vil heller ikke være det sidste offer i hænderne på regimet i Den Islamiske Republik Iran. Som et resultat af regeringens ligegyldighed over for folkets levevilkår var dette mord gnisten, der blev til en flamme over hele Iran og gav den islamiske republik et alvorligt slag.

Vrede folkemængder, herunder unge, lærere, arbejdere og studerende, samledes igen og krævede opløsning af “Moral politiet” som er en reaktionær, undertrykkende og illegitim organisation. De brugte sloganet “væk med obligatorisk hijab” som et banner mod det kapitalistiske islamiske republiks styre, der har bragt elendighed til nationen. Sammen med en stor deltagelse af mænd udfordrede vrede kvinder regeringens ligegyldighed over for deres humane og rationelle krav ved at sætte ild til deres obligatoriske tørklæder, et symbol på tyranni og ydmygelse. De udfordrede Den Islamiske Republik og dens undertrykkende politistyrke og viste, hvilken vigtig rolle kvinderne i vores land vil spille i den kommende revolution.

Den glødende sympati og deltagelse af mennesker over hele Iran viser, i hvor høj grad det iranske folk hader og ønsker at opløse Den Islamiske Republiks regime og alle dets undertrykkende organer. Mordet på “Mahsa Amini” fandt sted i en situation, hvor fattigdom, skyhøje priser, diskrimination, korruption, underslæb, sanktioner og udenlandsk pres plager hele samfundet. Tilstedeværelsen af utilfredse folkemængder på gaderne, den betændte atmosfære, vreden og hadet, der rullede ud i hele Iran, udløste frygt i Den Islamiske Republik og dens politistyrker.

Radikaliseringen af det iranske folks slogans og enheden og solidariteten mellem forskellige lag af bysamfundene er et svar på regimets ligegyldighed og mangel på respekt for flertallets vilje i det iranske samfund. Denne behandling øgede folks vrede og opfordrede folk til at deltage i protesterne med meget radikale slogans, der ikke svarede til situationen. De stillede krav, der ikke havde mulighed for at blive til noget. Men uanset dette må vi respektere det mod og offervilje og lære, at engagement og selvopofrelse i kampen for frihed og social retfærdighed er nødvendigt og afgørende. Vi må tilføje, at et sådant offer alene ikke er tilstrækkeligt. Det fører ikke til befrielse fra det kapitalistiske tyrannis mørke. Denne kampånd og dette mod skal kombineres med politisk bevidsthed og organisation og skal ledes i den bedst mulige retning.

2.

Folkets protester viste endnu en gang, at trods tabet af sine kræfter og interne modsætninger og internationalt pres er det kapitalistiske regime i Den Islamiske Republik stadig i stand til at samle og koncentrere sine kræfter for at undertrykke folkets kampe og protester. Jo mere radikale og voldelige folkets kampe bliver, jo mere koncentreret og intensiv vil den kontrarevolutionære vold blive. Regimets undertrykkende kræfter, herunder Revolutionsgarden, Mobiliseringsstyrker (Basij), agenter i civilt tøj, pjalteproletariatet, hemmelige terrorbander, undertrykkende kræfter mod optøjer, retshåndhævende myndigheder og snesevis af åbne og skjulte grupper mobiliseres for at forhindre folk i at komme på gaden for at bekæmpe regimet.

Regimet har installeret ansigtsgenkendelseskameraer på alle de strategiske steder i byerne og vejene, så de kan forfølge demonstranterne, når roen vender tilbage til gaderne. Regimets undertrykkende politik er organiseret på alle arenaer. I øjeblikket er magtbalancen stadig til fordel for regeringen. Men opblussen af folkets protester og deres omfang og dybde og hastighed af deres ekspansion overraskede regimet. Yderliggående slogans, i modsætning til logiske og specifikke krav, der støttes af de fleste mennesker, vil ikke fremme protestbevægelsen. At råbe yderliggående slogans er handlinger uden gennemtænkte planer. De er spontane og følelsesladede, og de isolerer derfor folkets legitime bevægelse.

De udenlandske medier støtter disse yderliggående og kortsigtede handlinger, som kun er rettet mod regimet og ikke har nogen gavnlig handlingsplan for Irans fremtid. De fremsætter paroler, som i sidste ende vil gavne deres imperialistiske herrer. Invitationen til at gøre Iran til et nyt Libyen og Irak fra den zionistiske og imperialistiske kontrarevolution i New York er en af disse bestræbelser. På grund af manglen på revolutionær ledelse var folkets protestbevægelse desværre ikke i stand til at trække en klar afgrænsningslinje med udenlandske fjender og deres tilknyttede medier og agenter. Den kunne ikke udfordre deres misbrug af folkets kamp. En bevægelse, der ikke kan skelne mellem venner og fjender, er dømt til at mislykkes. Politikken med at indføre “obligatorisk hijab” og have Moral politi til at patruljere på gaden er slået fejl i Iran. Dette afspejles også i de interne forskelle i regeringen. Regeringen i Den Islamiske Republik vil endelig blive tvunget til at forbyde ” Moral politiet”. Dette er en sejr for denne protestbevægelse.

3.
De seneste folkelige protester viste, at den reaktionære herskende klasse kan undertrykke alle bevægelser, der mangler revolutionær ledelse. For at sejre i en klassekamp og i en social revolution er der brug for en ledende og politisk bevidst kraft. For at vinde skal folkebevægelsen have et hovedkvarter i kampen. I den kamp, der finder sted mellem de underste klasser og herskerne, må folket have deres egne praktiske og teoretiske ledere. Folkemasser uden ledere og ledere uden en folkehær kan aldrig vinde. De, der benægter politisk lederskab og samlet kommando, og dem, der fremmer anarki, kaos og liberalisme, er folkets fjender. De får bevægelsen til at mislykkes. Den nuværende bevægelse, uanset dens retfærdige kerne og legitime årsag, var en spontan bevægelse. Det var et midlertidigt oprør, fyldt med følelser og uden perspektiv. Det faldt let i antirevolutionære hænder på monarkister, terrorister, undergravende sekter af Rajavi af Mojahedin og etniske separatister. For fjender af Iran er kvinders rettigheder ikke et problem, og det iranske folks liv har ingen værdi. Uroen og misbruget og stigningen i antallet af ofre, som desværre er nået op på mange dusin, har båret politisk frugt for dem. Blindt oprør ender i fortvivlelse. Den bør ikke fremmes af politisk bevidste og ansvarlige kræfter.

Den vigtigste lærer af de seneste folkelige protester, som de folkelige bevægelser i 1999, 2017 og 2019, er, at der er brug for et forenet revolutionært parti i arbejderklassen for endelig at sejre over den islamiske republiks kapitalistiske regime og for at knuse dets undertrykkelsesmaskine. Folkemassen og arbejderklassen, der mangler sit magtfulde parti, er borgerskabets kanonføde. Arbejderklassen kan og vil ikke være i stand til at befri sig selv og andre undertrykte mennesker uden et kommunistisk partis organisation og ledelse. At ty til urealiserbare krav, der ikke passer til forholdene, styrker kun kontrarevolutionen og udenlandske fjender, der ønsker at sanktionere og splitte Iran.

25. september 2022
Irans Arbejderparti (Toufan)

Irans Arbejderparti (Toufan) er ligesom Arbejderpartiet Kommunisterne medlem af CIPOML, Den internationale konference af marxistisk-leninistiske partier og organisationer