Den voksende krise har tvunget Italiens premierminister Draghi og hans regering til at træde tilbage efter en manglende tillidserklæring fra de øvrige koalitionspartier. Højrekræfterne vejrer morgenluft i den voksende krise. Arbejderklassen må svare igen med øget styrke i klassekampen.
Af Kommunistisk Platform, Italien
Den 14. juli meddelte Mario Draghi sin afgang som regeringschef, efter at Femstjernebevægelsen (M5S) ikke havde stemt for et tillidsvotum til den “Hjælpepakke” som bankfolkene i regeringspaladset Palazzo Chigi står bag.
Mattarella, der var blevet genvalgt som præsident for at sikre Draghi-regeringens overlevelse, afviste hans tilbagetrækning og sendte premierministeren tilbage til parlamentet for at opnå et nyt tillidsvotum.
Lederne i EU og de store finansielle institutioner, de store arbejdsgiverforeninger, gik straks ind til fordel for den tidligere formand for Den Europæiske Centralbank, Draghi i “stabilitetens” navn og for at implementere” genopretningsplanen”. Også USA, der med Draghi har en trofast tjener, har udtalt sin støtte til ham.
Den 20. juli holdt Draghi en aggressiv tale i Senatet, hvor han forsvarede sine handlinger, bekræftede deltagelse i NATO’s krigspolitik, afslørede målene for sit anti-folkelige program, der skulle nås på få måneder – først og fremmest dem, der er knyttet til ”Den nationale genoprettelses plan” (National Plan of Resistance and Resilience) – og bad om “et nyt tillidsvotum”.
Afstemningen i Senatet afslørede imidlertid, at regeringschefen kun kunne regne med et lille flertal, da M5S, Lega og Forza Italia ikke stemte for det tillidsforslag, som regeringen havde anmodet om.
Draghi, der manglede den samlede støtte fra koalitionen, der støttede hans regering, trådte tilbage. Mattarella måtte denne gang acceptere fratrædelsen og opløste parlamentet. Der afholdes valg den 25. september næste år.
Roden til Draghi-regeringens krise er den eksisterende konflikt mellem finansoligarkiet og dele af middelklassen, der er ramt hårdt af krisen, og som i Italien har en betydelig økonomisk og politisk vægt. Der er også konflikter mellem store virksomheder, der modtager milliarder i bistand og er begunstiget af krigsordrer og virksomheder, der udsættes for gasnedskæringer og international konkurrence.
Disse konflikter er eskaleret i en situation med forestående recession, voksende inflation, stigende elendighed og fald i befolkningens købekraft, genopblussen af pandemien, forsyningskrise, løbsk offentlig gæld, tørke og konsekvenser af den interimperialistiske krig, der alt sammen afslører modsætningerne i den fiktive “nationale enhed”.
Oven i disse modsætninger kommer alle overvejelserne forud for det kommende valg og de interne kampe mellem de parlamentariske partier, der fremstiller sig selv som forkæmpere for specifikke sociale gruppers økonomiske behov for at kunne genvinde vælgeropbakningen.
Populisterne i M5S har – efter længe at have støttet en oligarkisk regering – forsøgt at genvinde deres ”uskyld” forud for valget. Men M5S er offer for sin samarbejdspolitik om “national enhed”, for sine gentagne kovendinger. Denne populistiske stemmebeholders funktion var at aflede arbejderklassen og folkemasserne fra kampen mod deres fjender, at udbrede budskabet om samarbejde med borgerskabet. Nu står M5S i en alvorlig enhedskrise, rystet af interne kampe og er ved at synke ned i den groteske parlamentariske “studehandel”.
Selv Lega og Forza Italia er involveret i disse gennem de uforenelige sociale interesser, der eksisterer, på trods af alle slidte demagogier.
Det Demokratiske Parti, et parti i den store euro-atlantiske alliance, ser sin valgalliance med Contes populister smuldre.
I dette scenarie åbner en valgkamp, hvor de arbejderfjendske, racistiske og chauvinistiske højrepartier er i offensiven.
Draghi-regeringens krise er det seneste udtryk for det italienske storborgerskabs voksende vanskeligheder – under forværringen af det kapitalistiske systems generelle krise – med at påtvinge hele samfundet sin egen politiske, økonomiske og ideologiske dominans. Samtidig udtrykker den den dybe krise i det borgerlige politisk-institutionelle system.
Begivenhederne i disse dage beviser endnu en gang småborgerskabets magtesløshed og vaklen, altid parat til – i alle sine politiske udtryk – at give efter eller gå efter små gevinster under monopolkapitalens herredømme.
Samtidig understreger krisen, at i lyset af det uanstændige skuespil, der tilbydes af de korrupte herskende grupper i et imperialistisk land i konstant tilbagegang, er der kun én kraft, der er i stand til at sikre den samlende og koordinerende funktion i samfundet, der skal til for at sikre en reel forandring.
Denne kraft er arbejderklassen, når den organiserer og mobiliserer forenet og beslutsomt omkring sine umiddelbare og strategiske interesser, finder og leder sine allierede i kampen mod kapitalismen, og for den revolutionære erobring af den politiske magt.
I den nuværende situation vil borgerskabet forberede valget ved at aktivere alle de statslige og politiske reaktions- og undertrykkelseskræfter for at lamme de udbyttedes og undertryktes klassekamp. Anholdelserne af kampvillige fagforeningsledere, som vi udtrykker fuld solidaritet med, og kriminaliseringen af tusinder af arbejderes modige kampe er et klart tegn.
Det er derfor mere end nogensinde nødvendigt at sætte skub i arbejderklassens aktive, politiske, organiserede enhedsmodstand mod kapitalismen, med udgangspunkt i de økonomiske forhold og i krigspolitikken og dens sociale konsekvenser.
Det er nødvendigt for arbejderklassen at handle beslutsomt og igen begynde at “stemme” på sin egen måde på fabrikkerne og i gaderne, med stor deltagelse, aktionsenhed og udvikling af sin egen kamporganisme, uden for reformistisk kontrol.
Ingen sætten klassekampen på standby under valgkampen, intet samarbejde med kapitalisterne, de rige og krigsanstifterne, intet rum for højrepartier og ingen illusioner om reformister og opportunister, intet “alternativ” der ikke indeholder omstyrtelse af det kapitalistiske barbari og opbygningen af socialismen!
Hårde tider venter os, som kræver en mangedoblet indsats for at realisere en systematisk organisering af massekampe. Vi intensiverer protesterne for job og brød ved at knytte dem tæt til kampen mod den imperialistiske krig, for udtræden af NATO, EU og enhver anden imperialistisk alliance.
Jo mere vi kæmper resolut for vores vitale interesser med en folkefrontspolitik ledet af arbejderklassen, jo sværere vil vi gøre det at fortsætte elendighedens, den politiske reaktions og krigens politik.
Vi må åbne vejen med massekampen, for en regering der repræsenterer arbejderklassens og de udbyttede arbejderes vitale interesser i byen og på landet, som ikke bøjer sig for “hellig profit”, som ikke beder om “tilladelse” fra arbejdsgiverne og deres vasaller, men som er fast besluttet på at gennemføre et revolutionært brud med et døende system.
Vores lands fremtid er i hænderne på arbejderklassen og dens avantgarde, der har den historiske opgave at omgruppere sig på grundlag af marxistisk-leninistiske principper for at danne et revolutionært parti, der bekræfter arbejderklassens politiske uafhængighed i kampen for den socialistiske revolution.
Lad os forene, lad os organisere, lad os kæmpe sammen!
Kommunistisk Platform – for Italiens Kommunistiske Proletariats Parti
21. juni, 2022
Kommunistisk Platform er som APK medlem af Den Internationale Konference af Marxistisk-leninistiske Partier og Organisationer, CIPOML
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
