»Money Talks«

»Money Talks«

Da Donald Trump erklærede: »’America First’ vil være det altoverskyggende tema for min administration« påberåbte han sig America First Committee, som i 30’erne sympatiserede med Tyskland og som ihærdigt modsatte sig amerikansk bistand til modstanderne af Nazityskland før december 1941.

Det var multimillionæren, medie baronen William Randolph Hearst der i 30’erne genopfandt sloganet ‘America First’ for at modsætte sig Franklin D. Roosevelts norminering til præsident i 1932 og brugte det for at holde USA ude af enhver konflikt med nazismen. Hearst pro-tyske holdninger var blevet betydeligt styrket med fremkomsten af ​​Adolf Hitler, som Hearst beundrede for at undertrykke kommunismen.
Hearst betragtede ‘New Deal’-politikken som den skinbarlige kommunisme.
Oprindeligt var det den amerikanske præsident Woodrow Wilson, der først brugte udtrykket ‘America First’ for at holde USA neutral ved udbruddet af 1. verdenskrig.

Hearst-pressen, der havde en monopol-lignende position i mange stater i USA og havde nyhedsbureauer over hele verden, blev Gestapos store megafon og bragte artikler af nazi-koryfæerne.
Hearst-pressen omdannede villigt Gestapos ‘Fake News’ til »sandheder«, der blev udsendt fra snesevis af aviser, radio­stationer og senere tv-kanaler verden over.
Da Hitlers beskidte kampagne om Stalins bevidst fremkaldte hungersnød i Ukraine ikke rigtig slog an, søgte han hjælp hos Hearst og fik den!

Hitlers havde ved sin side Goebbels, propagandaministeren, manden med ansvar for at indprente den nazistiske drøm i det tyske folk. Drømmen om et racemæssigt rent folk i et Stortyskland, et Tyskland med plads – med ‘lebensraum’.
I 1925, i Mein Kampf, havde Hitler bl.a. peget på Ukraine som en væsentlig del af dette tyske ‘lebensraum’. Ukraine og andre regioner i Østeuropa skulle tilhøre den tyske nation, så de kunne udnyttes på en »ordentlig« måde.
Ifølge nazisternes propaganda ville nazi­sværdet befri dette område for at give plads til den tyske race. Med tysk teknologi og tysk virksomhed ville Ukraine blive omdannet til et kornproducerende område. Men først måtte tyskerne så befri Ukraine for sin befolkning af »underlegne væsener«, som ville blive sat til at fungere som slavearbejdere i tyske hjem, fabrikker og marker – hvor som helst de var nødvendige for den tyske økonomi.

Erobringen af Ukraine og andre områder af Sovjetunionen ville nødvendiggøre krig mod Sovjetunionen, og denne krig skulle forberedes i god tid.
Med henblik herpå indledte det nazistiske propagandaministerium under ledelse af Goebbels en kampagne om­kring et formodet folkedrab be­gået af bolsjevikkerne i Ukraine. Stalin skulle have fremprovokeret en frygtelig hungersnød for at tvinge bønderne til at acceptere socialistisk politik.
Formålet med den nazistiske kampagne var at forberede verdens offentlige mening på tyske troppers »befrielse« af Ukraine. På trods af en enorm indsats og på trods af, at nogle af de tyske propagandatekster blev offentliggjort i den engelske presse, var den nazistiske kampagne omkring det formodede »fol­kedrab« i Ukraine ikke sær­lig vellykket på verdensplan.
Det var tydeligt, at Hitler og Goebbels havde brug for hjælp til deres propaganda. Den hjælp fandt de i USA.

Hitler-beundrer og hjælper

William Randolph Hearst er navnet på en multimillionær, der forsøgte at hjælpe nazisterne i deres psykologiske krigsførelse mod Sovjetunionen.
Hearst var en kendt amerikansk avismagnat kendt som ophavsmand til den såkaldte ‘gule presse’, dvs. den sensationelle presse.
William Hearst begyndte sin karriere som avisredaktør i 1885, da hans far, George Hearst, en millionær i minedrift, industrimand, senator og avis indehaver selv, satte ham i spidsen for San Francisco Daily Examiner.
Dette blev også starten på Hearst avis imperium, der havde eller øvede stor indflydelse på og påvirkning af folks syn og tænkning. Efter hans far døde, solgte William Hearst de arvede mineaktier og begyndte at investere massivt i journalistik. Hans første køb var New York Morning Journal, en traditionel avis, som Hearst fuldstændig forvandlede til et kulørt sensationsbaserer blad. Han købte sine historier for en­hver pris, og når der ikke var nogen grusomheder eller forbrydelser at rapportere, var det hans journalister og fotografer, der skulle ‘arrangere’ sager. Det er dette, der karakteriserer den så­kaldte »gule presse«: pyntning af sandheden, »arrangerede« grusomheder og sensationer.
Efter sit køb af Morning Journal fortsatte Hearst med at købe og etablere daglige og ugentlige aviser i hele USA. I 1940’erne ejede William Hearst 25 dagblade, 24 ugeaviser, 12 radiostationer, 2 verdensnyheder, en virksomhed, der leverer nyheder til film, det kosmopolitiske filmselskab og mange andre. I 1948 købte han en af USA’s første tv-stationer, BWAL – TV i Baltimore. Hearsts aviser solgte 13 millioner eksemplarer om dagen og havde næsten 40 millioner læsere.
Mindst en femtedel af den voksne be­folkning i USA læste Hearst aviser hver dag. Desuden modtog mange millioner mennesker over hele verden informationer fra Hearst-pressen via hans nyhedstjenester, film og en række aviser, der blev oversat og offentliggjort i store mængder over hele verden.
Hearst-imperiet var således i stand til at påvirke amerikansk politik og faktisk verdenspolitik gennem mange år. Han brugte det bl.a. til at fremme modstand mod USA’s indtræden i Anden Verdenskrig på Sovjetunionens side og senere til at støtte McCarthys anti­kommunistiske heksejagter i 1950’erne.

William Hearsts livssyn var ultrakonservativt, nationalistisk og antikommunistisk. Hans politik var den yderste højrefløjs politik.
I 1934 rejste han til Tyskland, hvor han blev modtaget af Hitler som gæst og ven. Efter denne rejse blev Hearsts aviser endnu mere reaktionære og bar altid artikler mod mod Sovjetunionen og især mod Stalin.
Hearst holdt sig ikke tilbage for at bruge sine aviser til åbenlyse nazistiske propagandaformål og udgav en række artikler af Göring, Hitlers højre hånd.
Efter hans besøg hos Hitler var Hearsts sensationelle aviser fyldt med »afslø­ringer« om de forfærdelige begivenheder i Sovjetunionen – mord, folkedrab, slaveri, luksus for herskerne og sult efter folket, alt dette var de store nyheder næsten hver dag. Materialet blev leveret til Hearst af Gestapo, Nazitysklands politiske politi.

Myten om hungersnøden i Ukraine

En af de første kampagner i Hearst pressen mod Sovjetunionen drejede sig om spørgsmålet om de millioner, der påstås at være døde som følge af hungersnøden i Ukraine.
Denne kampagne begyndte den 18. februar 1935 med en forsideoverskrift i Chicagos amerikanske »6 millioner mennesker dør af sult i Sovjetunionen«. Ved hjælp af materiale leveret af Nazityskland begyndte William Hearst, pressebaronen og nazisympatisøren, at udgive opdigtede historier, der skul­le underbygge historien om bolsjevikkernes folkemord i Ukraine. I begyndelsen af 1930’erne havde Sovjetunionen påbegyndt kollektiviseringen af landbruget og konfiskerede kulakkernes – storbøndernes jord til fordel for de fattige jordløse bønder. Enhver kapitalists skræk.
Det skal indskydes, at det på den tid var stor arbejdsløshed og nød verden over. 30’ernes store depression dominerede overalt og folk sultede.
Hearst-pressen publicerede en strøm af artikler, der hævdede, at millioner var ved at dø af hungersnød i Ukraine – en hungersnød, der angiveligt be­vidst blev fremkaldt af kommunisterne. Hearst-pressen brugte alle midler til at få deres løgne til at virke som sandheden, og det lykkedes i stor grad at påvirke den offentlige mening og frem­kalde en bølge af protester. Sovjet­unionens benægtelser blev fuldstændig ignoreret af den vestlige presse.

Den nazistiske misinformationskampag­ne om Ukraine døde ikke med Nazi­tysklands nederlag under Anden Verdenskrig. McCarthys anti-kommunistiske heksejagter efter Anden Verdenskrig trivedes også på fortællingerne om de millioner, der døde af sult i Ukraine.
I 1953 blev der eksempelvis udgivet en bog om dette emne i USA. Denne bog havde titlen ‘Kremls sorte gerninger’. Dens offentliggørelse blev finansieret af ukrainske flygtninge i USA, folk, der havde samarbejdet med nazisterne under Anden Verdenskrig, og som den amerikanske regering gav politisk asyl til og præsenterede dem for verden som »demokrater«.

Artiklen er hentet fra det antifascistiske tidsskrift Håndslag nr. 1/2022