Stalingrad – digt af Pablo Neruda

I december 1942 skrev den chilenske digter Pablo Neruda (12.7.1904-23.9.1973)  dette store digt til byen Stalingrad, hvor det slag, der vendte krigens gang, da udkæmpedes.

Stalingrad

Af Pablo Neruda

Om natten sover bonden, vågner, sænker
sin hånd i det dybe mørke og spørger dæmringen:
daggry, morgensol, lys af dagen der kommer,
sig mig om menneskenes reneste hænder
endnu forsvarer ærens borg, sig mig, dæmring,
om stålet på din pande er ved at briste,
om mennesker er på sin plads, om tordenskraldet er på sin plads,
sig mig, siger bonden, om jorden ikke hører
hvordan blodet drypper, blodet af røde
helte, i den jordiske nats pragt,
sig mig, om himlen endnu hænger over træet,
sig mig om krudtet stadig synger i Stalingrad.

Og sømanden midt på det frygtelige hav spejder,
søger i vrimlen af fugtige stjerner
een, den flammende bys røde stjerne,
og finder i sit hjerte den brændende stjerne,
den stolthedens stjerne hans hænder længes efter at røre,
den grådens stjerne hans øjne bygger.

By, røde stjerne, siger havet og manden,
by, luk dine stråler, luk dine hårde porte,
luk by, dine strålende blodige laurbær,
for natten skælver med dine øjnes
mørke glans bag en planet af sværd.

Og spanieren husker Madrid og siger, søster:
forsvar dig, du ærens hovedstad, forsvar dig:
fra jorden springer al det blod som er blødt
af Spanien, og for Spanien rejser det sig påny,
og den spanier der står med ansigtet mod muren
spørger om Stalingrad lever:
og i fængslet er der en kæde af mørke øjne
der gennemborer murene med dit navn,
og Spanien rystes af dit blod og dine døde,
for du lånte det din ånd, Stalingrad,
dengang Spanien fødte helte som dine.

Spanien kender til ensomhed
som du, Stalingrad, i dag kender din,
Spanien flængede jorden med sine negle
mens Paris var mere bedårende end nogensinde.
Spanien udgød sit mægtige træ af blod
mens London, som Pedro Garfias fortæller, friserede
sin græsplæne og sine svanesøer.

I dag kender du allerede til dette, stærke jomfru.
I dag kender du allerede til kulde og ensomhed, Rusland.
Mens tusinder af haubitzere flænger dit hjerte,
mens skorpioner med gift og forbrydelse
nærmer sig for at bide i dine indvolde, Stalingrad,
danser New York, London tænker, og jeg siger dig: bid fra dig,
for mit hjerte kan ikke bære det mer, og vore hjerter
kan ikke bære det mer, ikke bære det
i en verden, der lader sine helte dø alene.

Lader I dem alene? De vil dog komme efter jer!
Lader I dem alene?

Vil I at livet
skal flygte ud på kirkegården, og mænds smil
drukne i latriner og altertavler
Hvorfor svarer I ikke?

Vil I have flere døde på østfronten,
til de fuldstændig fylder jeres himmel?
Men så har I kun helved tilbage.
Verden er ved at blive træt af barnlige bedrifter
som når generalerne på Madagascar
heroisk dræber femoghalvtreds abekatte.

Verden er træt af høflige møder
hvor paraplyen endnu præsiderer.

By, Stalingrad, vi kan ikke
nå dine volde, vi er langt borte,
vi er mexicanerne, vi er aracuanerne,
vi er patagonierne, vi er guaranerne,
vi er uruguanerne, vi er chilenserne,
vi er millioner af mennesker.
Tilfældet har ladet os beholde slægtninge i familien,
men endnu er vi ikke nået til at forsvare dig, mor.
By, du ildens by, forsvar dig til en dag
vi kommer, skibbrudne indianere, for at berøre dine mure
med de sønners kys, som havde håbet at nå frem.

Stalingrad, der er endnu ingen Anden Front,
men du vil ikke falde, skønt jernet og ilden
gnaver dig dag og nat.

Selvom du dør, vil du ikke dø!

For nu kender mænd ikke til at dø,
men må fortsætte med at kæmpe hvor de så falder,
til sejren er i dine hænder,
hvor trætte og berømte og døde de måtte være,
for andre røde hænder skal, når dine synker,
plante dine heltes ben i verden
at din sæd må opfylde jorden.

Oversat af Ivan Malinovski