Solidaritet med Ukraine betyder at kræve krigens ophør – ikke at den forlænges

Af Revolusjon, Norge

Hverken de russiske eller de vestlige imperialister bekymrer sig det mindste for de undertrykte folk eller arbejdere af forskellige nationaliteter. Ingen af dem har deres ’frihed’ som mål.

Tsjernihiv, Ukraina, 11. april 2022. CC BY-ND Oleksandr Ratushniak / UNDP Ukraine

Ukraine er besat af det imperialistiske Rusland. Enhver, der kalder sig socialist eller kommunist, har umiddelbart sympati med det ukrainske folk og Ukraines ret til national selvbestemmelse og suverænitet. Kommunister støtter kravet om russisk tilbagetrækning fra de besatte områder.

Dette krav gælder uanset optakten til krigen, uanset Kyiv-regimets reaktionære og korrupte karakter og på trods af dets undertrykkelse af det russisktalende mindretal – alt sammen falske påskud for den russiske invasionen den 24. februar.

Her er der paralleller til NATO’s krige mod Serbien (Jugoslavien) i 1999 og mod Libyen i 2011. I Jugoslavien skulle NATO knuse Beograd for at ’befri’ albanerne i Kosovo, i Libyen skulle NATO ’befri’ befolkningen fra Gaddafi og hans påståede folkedrab. Begge var falske påskud. Og i begge tilfælde havde Jugoslavien og Libyen al ret til at slå militært tilbage mod angriberne – deriblandt Norge – hvis de havde haft kapacitet til det.

I forbindelse med Første Verdenskrig (1914 -1918) skrev Lenin: ”Det mest udbredte bedrag mod folket, som borgerskabet praktiserer i den nuværende krig, er, at det kamuflerer dets røveriske mål med ideen om ’national befrielse’. Englænderne lover frihed for Belgien, tyskerne frihed for Polen osv. Som vi har set, er dette i virkeligheden en krig, der føres af dem, som undertrykker flertallet af verdens nationer for at befæste og udvide denne undertrykkelse.” (Socialisme og krig, 1915)

Første Verdenskrig var den udløsende årsag til februar- og oktoberrevolutionerne i tsarens Rusland i 1917 (som sejrede) og til novemberrevolutionen i Tyskland året efter (som led nederlag). I begge lande var der en voksende og militant arbejder- og soldaterbevægelse og indflydelsesrige kommunistiske partier.

Hundrede år efter at arbejderne i Rusland fik magten og etablerede Sovjetunionen– og tredive år efter at Sovjetunionen gik i opløsning, er der en ny tsar i Rusland, der leger med begrebet ’national befrielse’ uden for sine egne grænser.

Den type retorik er en imperialistisk specialitet. Vi har set det udspille sig i Afghanistan, i Irak (kurderne) osv. Også ifølge NATO og USA er det deres imperialistiske ansvar at beskytte (deres interesser) andre lande. – ‘Responsibility to Protect’. I Ukraine tager beskyttelsen form af, at NATO-alliancen og USA hælder milliarder af dollars og tunge våben ind i en krig, de officielt ikke deltager i, angiveligt som uselvisk bistand for at ’befri’ Ukraine fra russisk annektering. Den norske regering leverer panserværnsmissiler og nu også tungt feltartilleri (M109) som krigsgave fra den norske imperialisme. For USA og NATO er målet at svække den russiske rival maksimalt og med alle midler. Det sidste er udtrykt direkte af den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austen, efter at han besøgte Kyiv den 26. april.

’Et proletariat, der finder sig i, at ’dets’ folk udøver den mindste vold mod andre nationer, kan ikke være socialistisk.’ (Lenin)

Lad os slå det eftertrykkeligt fast: Hverken de russiske eller de vestlige imperialister bekymrer sig det mindste for de undertrykte folk eller arbejdere af forskellige nationaliteter. Ingen af dem har deres ’frihed’ som mål.

Deres mål er at slavebinde ukrainere og andre folk ved at placere dem under deres såkaldte interessesfærer. Hvis det imperialistiske røveri, som nu foregår, skulle ende med en tredje verdenskrig, så er de kynisk parate til at tage risikoen. Det er profit, der tæller, ikke menneskeliv.

Tre krige i en

Der foregår ikke én krig i dagens Ukraine, men tre, som er med til at øge forvirringen om krigens reelle karakter – og som også tilslører og afleder den underliggende klassekrig.

  1. Siden 2014 har der været en borgerkrig i de østlige provinser (oblaster) mellem den ukrainske nationalistiske centralregering og de russiske nationalistiske kræfter i Donbass-regionen.
  2. Sideløbende hermed er der siden 2014 opbygget en stedfortræderkrig mellem Rusland på den ene side og Vesten og NATO på den anden side, på ukrainsk jord. Denne krig tager form af våbenleverancer, træning, deling af efterretninger og regulære lejesoldater til parterne i borgerkrigen. Forsyninger af tunge våben udefra er eskaleret i et farligt tempo. Næste skridt kunne være NATO-soldater i ukrainske uniformer – det sidste skridt før en direkte konfrontation mellem NATO og Rusland.
  3. Den direkte militære konfrontation mellem den russiske invaderende hær og Ukraines væbnede styrker, hvor begge sider også gør brug af bevæbnede militser og lejesoldater, er den tredje krig. Hvis man ser på denne krig isoleret fra de andre – noget der kun er muligt som en skrivebordsøvelse – er det indlysende, at Ukraine har folkeretten på sin side og retten til at forsvare sig.

Men en sådan analyse er en teoretisk konstruktion, der ikke ser den komplekse helhed i denne specifikke krig. Spørgsmålet, vi må stille, er, om Ukraine objektivt set kæmper en krig for national befrielse fra imperialistisk besættelse, åg og indblanding.

Hvis det er tilfældet, ville arbejderklassen i hele verden og alle progressive give ukrainere uforbeholden og aktiv støtte. Det ville være en befrielseskamp på vegne af den internationale arbejderklasse, fordi det ville svække imperialismen som system.

Sådan er det desværre ikke. De ukrainske arbejdere har, til dels på grund af kriminaliseringen af alle progressive partier i Ukraine, indtil videre undladt at sætte deres egen dagsorden for kampen for befrielse fra russisk og anden imperialisme. I mangel af andet, samler de sig den bag deres egne oligarker, der hyklerisk påberåber sig en bekymring for Ukraines nationale rettigheder, rettigheder som de samme oligarker serverer på et sølvfad til vestlige imperialistiske konstellationer som EU og NATO.

Dertil kommer, at det næppe er den ukrainske generalstab, der kontrollerer de militære operationer, men det amerikanske kommandocenter i Europa, EUCOM. Ukraine har ikke alene kapacitet til at koordinere de efterretninger, USA og NATO leverer, og som i flere tilfælde har udmanøvreret russisk radar og luftforsvar i et omfang, så flere russiske fartøjer er blevet ramt. For ikke at nævne snesevis af russiske generaler, som målrettet er likvideret.

Støtte og ’støtte’ til Ukraine

Forskellige ’socialistiske’ partier er ude af stand til at gennemskue imperialismen og dens sande natur. De indrømmer, at der er tale om en imperialistisk krig, hvor en suveræn stat er offer, men ender med at legitimere den ene eller den anden parts motiver og ambitioner.

Nogen ’forstår’ Rusland, andre har ’forståelse for’, at Ukraine overlader sin skæbne i NATO’s hænder. Førstnævnte sluger den russiske propaganda om, at Rusland har en slags historisk ret til at bestemme Ukraines skæbne. Sidstnævnte forsvarer Ukraines ret til at alliere sig med djævelen for at uddrive Beelzebub og er af deres egen logik tvunget til at støtte inddragelsen af vestlige regeringer i krigen på ukrainsk side.

Denne form for opportunisme er ikke et nyt fænomen. Lenin sagde det således efter udbruddet af Første Verdenskrig: ’Næsten alle indrømmer, at den nuværende krig er en imperialistisk krig, men som oftest fordrejer de dette begreb, eller de bruger det kun på den ene part, eller de lader det skinne igennem, at det stadig er muligt, at denne krig har et borgerligt progressivt, nationalt frigørende indhold. Lenin, Socialisme og krig (1915).

Den kommunistiske og socialistiske bevægelse i Europa står på sit svageste punkt siden begyndelsen af forrige århundrede. Arbejderne i Rusland, Ukraine og i de europæiske lande bliver derfor lettere forført til at gå bag deres respektive imperialistiske borgerskabs faner. Demokrati og klassekamp må vige pladsen for national patriotisme.

Det gælder især inde i selve Ukraine, hvor arbejderklassen i det meste af landet samler sig bag Zelenskyj-regimet, mens arbejderne i Donbass samles bag den russisk-nationalistiske fane.

For førstnævnte ville det have været forståeligt og fortjent sympati, hvis de borgerlige magthavere i Kyiv faktisk kæmpede for ukrainsk selvstyre og uafhængighed. Men det ’nationale’ borgerskab i Ukraine kæmper ikke for et frit og uafhængigt Ukraine andet end i ord. Præsident Volodymyr Zelenskyj siger direkte, at Ukraine vil underlægge sig en anden blok af imperialister. Konkret er dette udtrykt ved, at præsidenten midt i krigen sender en ansøgning om EU-medlemskab og tigger om at blive en del af NATO-blokken.

For verdens socialister og arbejdere er det dermed umuligt at give aktiv støtte til en ’forsvarskrig’ for Ukraine – uden samtidig at støtte de imperialistiske vestmagter og deres strategi.

Revolution og socialisme er det eneste, der endeligt kan sætte en stopper for imperialistiske krige og massemord. Men dette bliver tomme slagord i en situation, hvor den revolutionære arbejderbevægelse er marginal og kommunisterne ikke har styrke til massemobilisering med det formål at omstyrte kapitalismen som system.

Borgerlig ideologi og propaganda har greb om flertallet af befolkningen i alle lande. I den nærmeste fremtid er der ringe udsigt til, at de europæiske, russiske eller ukrainske arbejdere udvikler den socialistiske klassebevidsthed, der er nødvendig for at rette deres våben mod deres egne generaler og borgerskab. Selv om bevidsthed kan modnes hurtigt i krigstider, forudsætter det en politisk og organisatorisk ledelse, som i dag er svag eller fraværende i de fleste imperialistiske lande.

Kræv afslutning på krigen!

Det umiddelbare mål er derfor at stoppe krigshandlingerne og få stoppet lidelserne. De arbejdere, som ikke er faldet på slagmarken, vil få regningen for krigens ødelæggelser og genopbygningen. Når den “patriotiske” krigsrus har lagt sig, vil de se, hvad deres ’eget’ borgerskab har udrettet, og hvem der skal betle prisen. Så bliver det lettere at se, at fjenden befinder sig i kapitalens højborg og i parlamentsbygningen i deres eget land.

Vores opgave kan ikke være at ønske succes for vores egne NATO-regeringer og den massive forsyning af tunge våben, de ’donerer’ for at forlænge krigen og lidelsen. Ukraine er for NATO et levende testscenarie for nye våbensystemer og krigstaktikker, og et bonanza for den europæiske og amerikanske våbenindustri.

Vores opgave er at gøre, hvad vi kan for at afslutte krigen. Det betyder mere end at fordømme Rusland. Det betyder at modsætte sig den kyniske ’bistand’ fra norske og andre europæiske regeringer, som før vi ved af det kan trække NATO-lande som Norge direkte ind i fjendtligheder. Det betyder at forstærke kravet om, at Norge skal forlade den aggressive NATO-alliance, ikke at lægge det væk ’midlertidigt’, som SV og Rødt ønsker.

Uforbeholden støtte til de ukrainske oligarkers ’forsvarskrig’ er at gøre de ukrainske arbejdere og den ukrainske nation en bjørnetjeneste. Det betyder støtte til, at ukrainerne skal skifte én imperialistisk herre ud med en anden, det betyder at vanskeliggøre en fredsløsning og dermed forlænge krigens lidelser så længe som muligt. En sådan holdning er hverken solidarisk, socialistisk eller internationalistisk.

De ukrainske arbejdere har kun interesse i forsvarskrigen, hvis den indebærer en faktisk befrielse og indførelse af sociale og demokratiske rettigheder, de er blevet frataget. De kapitalistiske stormagter i EU og NATO vil aldrig garantere dem disse rettigheder. De vil plyndre landets ressourcer og gøre det til et opmarchområde for flere krige.

Transportarbejdere og havnearbejdere i flere europæiske lande har stoppet russiske skibsanløb, andre har nægtet at transportere NATO-våben til Ukraine. Men der har været relativt få aktioner og som regel kun rettet mod den ene af de imperialistiske hovedaktører.

’Et folk, som undertrykker et andet folk, kan ikke være frit.’ (Marx og Engels)

De russiske og belarussiske arbejdere har et særligt internationalistisk ansvar for at søge nederlag for ’deres egen’ regering i denne imperialistiske krig, også for at imødegå Putins falske ’patriotisme’ og skammelige sammenligninger med den store fædrelandskrig mod Hitlers fascisme.

Uden at afvige kravet om Ukraines ret til selvbestemmelse er arbejderklassens nuværende opgave i og uden for de krigsførende lande at kræve øjeblikkelig våbenhvile og en fredsløsning. International solidaritet betyder i den nuværende situation at kræve stop for krigen og blodbadet.

Parolen, som bør opstilles af den russiske og ukrainske arbejderklasse i fællesskab, ikke mindst i Donetsk, er: Våbenhvile og fredsforhandlinger; hære, instruktører og lejesoldater fra Rusland og alle andre imperialister ud af Ukraine; genindførelse af fulde national-demokratiske, sproglige og politiske rettigheder for alle landets indbyggere i alle regioner under tilsyn fra f.eks. FN.

En forhandlingsløsning er fuldt mulig, hvis det internationale pres er stærkt nok fra millioner af arbejdere, fagforeninger, intellektuelle, kvinder og unge i og uden for Europa. Russisk tilbagetrækning kombineret med garantier om respekt for udfaldet af en folkeafstemning i Luhansk og Donetsk om, hvilken stat – Ukraine eller Rusland – de ønsker at tilhøre, er en mulig vej til fred.

Kun en massebevægelse kan presse Rusland til at opgive sin annektering og tvinge NATO til at opgive sine ambitioner om at forlænge krigen så længe som muligt.

Stop krigen! Imperialister i øst og i vest: Hænderne væk fra Ukraine!

 

”Imperialismen er en epoke, hvor nationer i hele verden bliver mere og mere undertrykt af en håndfuld ’stormagter”, og derfor er kampen for den internationale socialistiske revolution mod imperialismen umulig uden anerkendelse af nationernes ret til selvbestemmelse”.

Originalartikel fra Revolusjon


Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne

Ingen resultater