Nej til uddannelsesgæld – For en SU man kan leve af

En central pointe i uddannelsesudspillet fra regeringens reformkommission, handler om afskaffelse af SU under de længere universitetsuddannelser. Ingen kan jo overleve ud af ingenting, så til de unge der ikke bor hjemme eller har en rig familie, er der et tilbud om at de kan finansiere dagen og vejen under deres uddannelse ved at stifte ekstra gæld!

Af Franz Krejbjerg, APK

Da reformkommissionens forslag blev offentliggjort først i april, påstod regeringen at de ikke støttede punktet om afskaffelse af SU. Men de forslag kommer fordi de er blevet bestilt, og kan sagtens komme på bordet under en forhandling, eller bruges til at dække over andre nedskæringer.

Mere i SU!

Angreb på SU skal mødes med krav om mere i SU, der skal kræves et beløb man rent faktisk kan leve af, og fuldt dyrtidsreguleret. De konstante nedskæringer på SU er et angreb der øger uligheden – både klassemæssigt og mellem kønnene.

En SU man kan leve af betyder at der også gives ret til uddannelse for unge der ikke er født ind i velstand, eller har forældre med et netværk der giver adgang til velbetalt studierelevant arbejde.

I dag betyder en lang række faktorer at der er ulighed hele vejen igennem uddannelsessystemet. Forskel i økonomisk baggrund, giver forskellige forudsætninger og i sidste ende bestemmer det hvor lang en uddannelse de unge kan få. Kommissionens forslag betyder at uligheden bliver skærpet. Mange fra fattige hjem skal bruge al vågen tid på lektier for at følge med og har ikke tid til studiejob. Familieforhold og bopæl, spiller også ind i muligheden for at få et studierelevant arbejde.

SU i dag udgør knap halvdelen af et budget til husleje, mad, tøj, forsikring og et mobilabonnement mm. Mens resten finansieres af arbejde, lån og forældre. Stort set ingen ville kunne klare at gennemføre bare en grunduddannelse samtidig med de har et job der kan betale alle deres udgifter.

Langt de fleste studerende i dag, er nødt til at supplere SU med lån og arbejde, og resultatet er at de unge lander tidligt i livet med en gæld. Det øjeblik man stopper eller afslutter sin uddannelse, så begynder afdragene. (Tilbagebetaling af statsgaranterede SU-lån skal begynde et år efter uddannelsens afslutning eller afbrydelse, og betales ud i løbet af maksimalt 15 år fra uddannelsens ophør.)

Kan dimittender finde et arbejde, er startlønnen ofte lav. Til gengæld skal de også ud og låne til boligindskud.

Som enhver anden form for gæld, er studielån en form for slaveri. Arbejdsgiverne og banken elsker det, det giver lydige borgere der aldrig siger nej til overarbejde eller idiotiske ledere, og kapital der flyder fra de fattige til de rige. Samtidig er det en lukrativ ordning for statsmagten fordi det genererer en ekstra skat på uddannelse.

Forskellen på SU og gæld er også at gælden er individuel. Gælden hænger den studerende selv på, om studiet er gennemført eller ej. SU er dækket over skatten og udjævner nogle af de forskelle der er i de studerendes økonomiske baggrund og i deres valg af studie.

Kommissionen mener at gæld kan motivere til at vælge ”den rigtige” uddannelse, med jobmuligheder i det private erhvervsliv, og til at færdiggøre den valgte uddannelse på normeret tid, hvilket også påstås at give de bedste chancer for at få et velbetalt arbejde.

Men gælden opbygges fra dag ét på studiet, og den studerende hænger på den uanset om hun dropper ud, eller forlænger studietiden ved at skifte fag. Gælden vokser uanset om uddannelsen er god eller dårlig, eller der ikke er jobs indenfor området. Gælden er der stadig hvis den studerende finder ud af at hun slet ikke fik de kvalifikationer som der var brug for, eller kun med nød og næppe bestod eksamen.

I Danmark dropper en meget stor gruppe ud af studiet som følge af sygdom eller alle andre forhold udenfor deres egen kontrol. Gælden er der stadig, selvom de velbetalte drømmejob der loves for enden af regnbuen, aldrig materialiserer sig.

Ulighed fortsætter på den anden side af uddannelsen

Til den studerende der lydigt har gjort alt hvad regeringen og erhvervslivet har krævet – og er gået den lige vej fra skolen til gymnasiet – fra gymnasiet til studie og gennemfører på normeret tid, og straks finder et arbejde, venter en brat opvågning. Selv i dette drømmescenarie er der lønforskel om den unge er kvinde eller mand, efterkommer efter migranter, har arbejderbaggrund eller bor i Jylland eller i København.

Det er en kendsgerning, at kvinder får en lavere løn for samme arbejde og timetal, mens leveomkostninger og studiegælden som bekendt er den samme. Bøgerne hos boghandleren, sædet i biografen, køleskabet osv. koster det samme uanset din baggrund, der findes ikke særlige lave priser for damecykler, damefrisøren, eller dametøj, men samfundet giver en særlig lav løn til kvinder, også når de tager en uddannelse, ofte også lavere timetal og større usikkerhed i ansættelsen.

Hvad uddannelsesudspillet fra regeringens reformkommission i virkeligheden skriver mellem linjerne er altså at unge med arbejderbaggrund, og kvinder i særdeleshed, skal spare deres anstrengelser og slet ikke søge ind på universitetets længerevarende uddannelser, eller stræbe efter at bryde igennem glasloftet og blive forskere og professorer. Prøver de, kommer de til at slæbe på en livslang gæld og uligeløn. Gæld sikrer, at de gode jobs går til borgerskabets poder.

Eliten i toppen af samfundspyramiden deler ikke frivilligt magten med nogen. Ret til gratis offentlige uddannelser og SU kom gennem kamp, og skal fastholdes gennem kamp.

Nej til studielån og uddannelsesgæld – For en SU man kan leve af!