Ukraine i geopolitisk klemme

Artiklen er fra 2004 og giver en glimrende baggrundsforståelse for Ukraines situation og USA’s rolle i den rivalisering mellem imperialistiske stormagter, der har ledt op til flænsningen af Ukraine og den nuværende krig.
Udgivet og oversat af Stop Terrorkrigen. Billede af Carlos Latuff 2022

Trynet af IMF: Ukraine i geopolitisk klemme

Af Rachel Douglas (*)

Yushchenko og Madeleine AlbrightØkonomisk globalisering og geopolitik er gået i hak i Ukraine, med dødelige resultater til følge for dette lands befolkning og til fare for resten af verden. Den politiske strid, som satte ind Ukraine i forbindelse med dette års præsidentvalg, og som har paralyseret Kiev siden det uforløste valg d. 21 nov. (som p.t. stadig er uafgjort, mens dette skrives), drejer sig ikke om sammenstødet mellem “et Vestligt, Europa-orienteret Ukraine kontra et “Østligt, Russisk-orienteret Ukraine”, således som det fremstilles i massemedierne.

Det har sin rod i den økonomiske ødelæggelse i hænderne på den internationale valutafond (IMF) under Ukraines 13-årige uafhængighed, og den er er formet udefra under brug af “regimeskifts”-teknikker, der er slebet til i Jugoslavien og Georgien i løbet af det forudgående halve årti.

Den amerikanske side af denne udenlandske indblanding i Ukraine involverer både republikanske og neokonservative kredse, og kliken omkring Zbigniew Brzezinski og Madeleine Albright, der fungerer som demokrater.

Smadringen af Ukraines økonomi blev også påført udefra af amerikanske og europæiske organer og internationale finansorganisationer, der insisterede på radikal deregulering og privatisering som det første kriterie på “demokratisering”. Hele eskadroner af “økonomiske hit men,” profileret i denne udgave af EIR, invaderede Ukraine i 1990’erne. Deres primære offer var Ukraines økonomiske aktiv: dets højtuddannede, kvalificerede og kultiverede befolknings arbejdskraft.

Da Ukraine erklærede sin uafhængighed fra Sovjet Unionen i august 1991 var det et land med 52 mio indbyggere. Siden da er befolkningstallet faldet til 48 mio. Fem til syv mio af dem arbejder udenfor landet som lavtlønnede gæstearbejdere i Rusland og Vest Europa inklusive titusinder af kvinder og piger der er lokket ind i menneskehandel og prostitutionsnetværk. Et land med den højeste uddannelsesniveau i verden i slutningen af 1980´erne har oplevet en indstrømning af narkotika og har nu Eurasiens højeste andel af HIV infektion.

Hvad kan være mere grusomt og ryggesløst end at udspille et sådant land som en geopolitisk pant.

En ny domino teori

Som kontrollant af Jimmy Carters udenrigspolitik i kraft af sin post som National Sikkerhedsrådgiver var Zbigniew Brzezinski berygtet i 1970’erne som forfatter til den “afghanske mujaheddin” strategi med sigte på at opflamme islamisk radikalisme som våben imod Sovjet Unionens “bløde underliv” (soft underbelly). De deraf følgende bevægelser kendes i dag af verden som “international terrorisme.”

Brzezinski er fortsat fokuseret på at skære Rusland til. Hans bog fra 1997, The Grand Chessboard, forudså et Rusland opsplittet i tre nye enheder. Sibirien, med alle dets ressourcer, ville ikke længere være under Moskvas kontrol.

På sit skakbræt tildelte Brzezinski Ukraine en særlig rolle:
” Ukraine, et nyt og vigtigt rum på et eurasiatiske skakbrædt, er et geopolitisk drejepunkt fordi selve dets eksistens som et uafhængigt land bidrager til at transformere Rusland. Uden Ukraine, ophører Rusland med at være et russisk imperium. Rusland uden Ukraine kan stadig tilstræbe en imperial status, men det vil da være en fortrinsvis asiatisk imperial stat, der med større sandsynlighed vil blive trukket in i svækkend konflikter med opflammede centralasiater, der da vil være krænkede over tabet af deres nylige uafhængighed, og som ville blive støttet af deres islamistiske fæller mod syd … Hvis Moskva imidlertid genvinder kontrollen over Ukraine med dets 52 mio indbyggere og enorme resourcer såvel som dets adgang til Sortehavet, vil Rusland automatisk igen genvinde midlerne til at blive en magtfuld imperial stat, der spænder over Europa og Asien.”

Før Lyndon LaRouche indlader sig på en så luftig snak om, hvad der kan ske med Ukraine, antyder han, at den polske aristokrat Brzezinski ville gøre klogt i at gå tilbage og læse i Nikolai Gogols Taras Bulba, den brutale beretning om, hvad de ukrainske kosakker gjorde imod den polske szlachta adel, der mishandlede dem i det 17 århundrede.

Gennem hele 2004 har den ryggesløse Brzezinski været hyperaktiv på vegne af en “Projekt Demokrati” revolution i Ukraine som det nødvendige næste skridt i konverteringen af Rusland fra et imperium til en mellemstor nation, og ikke længere en af verdens stormagter.

I en tale i maj 2004 med titlen “Ukraine og Verden,” fortalte Brzezinski tilhørerne på et Kiev universitet, at Ukraine skulle være det afgørende led en en tredje runde af NATO´s østorienterede ekspansion. Den 24 nov. bidrog han ved et American Enterprise Institute seminar i Washington, D.C., der var organiseret i al hast i kølvandet på det uforløste ukrainske præsident- valg, med at erklære:
“Vi befinder os i et historisk øjeblik,” for ” hvis demo kratiet lykkes i Ukraine, så må Rusland rette sig imod Vesten.”

På the American Enterprise Institute og i en artikel i Wall Street Journal forsøgte Brzezinski sig med et fjernstyret micromanagement af den ukrainske krise. Han tilbød en livslang finansiel sikkerhed for den afgående præsident Leonid Kucham som kompensation forl at opgive sin foretrukne kandidat, premierminister Victor Yanukovich og at anerkende oppositionslederne Victor Yushchenko som den nye præsident.

Det er ingen hemmelighed, at Brzezinskis ord havde masser af amerikanske regeringspenge i ryggen. Enorme pengemidler m.hbl.p. regime forandring i Ukraine er blevet kanaliseret via non-governmental organisationer (NGO´er) via Project Democracy´s flagskib National Endowment for Democracy og de partitilknyttede National Democratic Institute og International Republican Institute; yderligere forstærket af den private sektors tilskud fra George Soros´s Open Society Institute og koldkrigsreliktet, Freedom House.

London avisen Guardians Ian Traynor fremlagde i en artikel d. 26 nov. et skøn på $14 mio til forbrug på det ukrainske projekt.

Europæiske publikationer inklusive the Guardian og det franske Reseau Voltaire har aflsøret, hvordan dette Project Democracy´s finansiering tager sigte på at anvende læren fra Slobodan Milosevics fald i Jugoslavien og Eduard Shevardnazes i Georgien. Personale fra the Belgrade Center for Non Violent Resistance, vestlige opinionsmålere og medie konsulenter var alle involverede i tilrettelæggelsen af den ukrainske oppositionskam-pagne – helt ned til det niveau, hvor det afgøres hvilke slogans, der skal benyttes og den prangende orangefarve på Yushchenkos bannere.

Aktivister fra den jugoslaviske ungdomsbevægelse “Otpor” bidrog med at træne en ny formation kaldet “Pora” (“Det er på tide”) I Ukraine, ligesom de havde hjulpet “Khmara” bevægelsen med at bringe Michael Saakashvili til magten i Georgien.

Skambidt af IMF

Det er ikke noget under, at folk i Ukraine er nervøse for dybtgående forandringer. De økonomiske dimensioner af den udenlandske indblanding begyndte umiddelbart efter den ukrainske uafhængighed. Ligesom i Rusland kom hjælpen fra Vesten til post-sovjetisk “demokratisering” og “overgang til markedsøkonomi” i form af en dødelig gift, administreret af IMF og associerede regerings- og privatsektor rådgivere fra udlandet. Deres budskab: Demokrati betyder deregulering, privatisering, fri handel og globalisering.

Ukraine havde overhovedet ikke haft nogen udlandsgæld, fordi Rusland havde regnet gældsforpligtelser som Sovjet Unionens. Men den nye regerings økonomiske rådgivere bragte under alle omstændigheder hurtigt IMF ind i billedet under og udlånte $400 mio i 1992. I 1997 var gælden på $9.7 mia. I et interview med EIR i 1995 forklarede økonomen Natalia Vitrenko hvad der skete:

“Ukraine tilsluttede sig IMF næsten øjeblikkeligt efter at have opnået uafhængighed. Det forberedende arbejde havde stået på i lang tid forinden indenfor rammerne af den tidligere Sovjet Union under Gorbachov … I 1992 underskrev den ukrainske regering sit første memorandum om forståelse med IMF, hvor det påtog sig forpligtelse til at implementere de forskrifter, som IMF måtte anbefale. Det blev nedskrevet, at der skulle indføres de-kontrol med priser, vekselkurs, udenlandsk økonomisk aktivitet, privatisering – til forbløffende satser. Alt dette blev underskrevet og lovet til IMF, til gengæld for kredit, der blev stillet til rådighed.”

Noget af denne kredit gik i lommerne på regeringsfunktionærer. Vitrenko rapporterede, at noget blev brugt til at købe brændstof og intet investeret:
“Kreditten belv brugt til løbende indtrufne omkostninger, til at betale regninger for olje og gas … Dette er en inkompetent brug af kredit udfra et økonomisk standpunkt. Vi vil aldrig have tilstrækkelig kredit, hvis vi konstant bruger den til at betale Rusland for en voksende strøm af olje.”

I overensstemmelse med denne IMF forskrift havde Ukraine ni uafbrudte år med negativ økonomisk vækst. Dets sværindustri og high tech industrier, der tidlitere var en del af den sovejtiske militærmaskines kerne, var knust. I 1995 havde Ukraine mistet 50% af sin industrikapacitet og 30% af landbrugproduktionen. Produktionen af maskinværktøj, der er en industriel økonomis motor svandt ind med en faktor på 15 i 1992-97.

Af 22 mio jobs, gik 8 mio tabt eller blev skåret ned til deltid, under de første fem års uafhængighed. Pension og minimums lønniveau lå på omkring $25 om måneden. Kvalificerede forskere emigrerede. Selv i dag, hvor overfladiske BNP opgivelser og anden statistik viser vækst i Ukraine, lever 80% af befolkningen under selv den laveste definition på fattigdomsgrænse.

“De-industrialiseringen, de-intellek- tualiseringen og degraderingen af Ukraine,” sagde Vitrenko i 1995, “kan helt tilskrives IMF´s anbefalinger, eftersom det er den, der forslog os som middel til reform at dekontrollere priser, at liberalisere valutaveksling, at deregulere udendlandsk valuta udveksling, at deregulere udenlandsk økonomisk aktivitet og at gennemføre en fremadskridende privatisering. IMF sammen med Soros Foundation trænede det personale, som kom til at udføre denne politik.

I politik er Natalia Vitrenkos Progressive Socialist Party of Ukraine fortaler for meget nære forbindelser med Rusland. Men hæderlige økonomer fra andre politiske retninger, der betoner Ukraines uafhængighed fra Rusland højere end de to landes forbindelse, har dokumenteret nøjagtig de samme symptomer på økonomisk depression.

En schillersk løsning – blot i verdensformat

Der var ingen indlysende “good guy” i forløbet d. 21 nov. Den ukrainske politiske scene er dybt inficeret med en stærkt kriminaliseret klanstruktur, der – som i Rusland – opstod under privatiseringen af industrien i 1990´erne. Premierminister Yanukovych og præsident Kuchma er således forbundet med de industrielle klaner i det østlige og sydlige Ukraine, der igen er nært sammenvævet med Rusland´s såkaldte “oligarker”, forretnings-magnaternes nouveaux riches.

Yushchenko var for sin del centralbankchef gennem alle de destruktive år i 1990´erne. Da han blev premierminister i 2000-01 accelererede privatiseringen såvel som ophobningen af kriminelle formuer.

Under en tale til et Carnegie Endowment forum om Ukraine i 2001 (hvor han delte podie med Freedom House præsident Adrian Karatnycky), hilste den radikale frihandelsfortaler Anders Aslund accelerationen af privatisering i Ukraine i 1998-001 velkommen med at påstå, at “beskidt privatisering er bedre end ingen privatisering.”

Yushchenko medbragte energichef Yulia Tymoshenko, der i dag er hans allierede og den mest aggressive oppositionsleder, i regeringen som vice premierminister. Som ansvarlig for Ukraine´s energisektor kontrollerede Tymoshenko salget af adskillige kraftanlæg til det USA baserede AES selskab, en energi-haj og selskabstømmer par excellence. Hun protesterede imod, at hendes påfølgende fængsling for bestikkelses anklager var et politisk nummer fra Kuchma-regimets side, men selv Matthew Brzezinski (søn af Zbigniew) rapporterer i sin bog fra 2001 Casino Moscow, at Tymoshenko høstede milliarder af dollars under Pavlo Lazarenkos patronage, selvom han har været anklaget for penge-hvidvaskning i Schweitz og USA, og nu sidder inde i USA.

Indtil videre lover Yushchenkos “Our Ukraine” bevægelse “the rule of law” og “civiliserede” retningslinjer for offentlig adfærd, men har ikke tilbudt noget fundamentalt skift i den tilknytning til selve den økonomiske politik, der ruinerede Ukraine. Yushcenko har intet gjort for at benægte Wall Street Journals godkendelse af hans kampagne.

I Friederich Schiller´s sidste (ufuldendte) stykke, Demetrius, der foregår i Rusland i det tidlige 1600 tals “Time of Troubles,” kappes bojaren Boris Godunov og Grigori Otrepyev, en ung munk, der har modtaget polske penge for at indtage Moskva og proklamere sig selv som den sande søn af den afdøde Czar Ivan den grusomme om den russiske trone.

Ï sine noter til stykket skriver Schiller, at de begge tronraneren eller tronpretendenten kunne være blevet den legitime hersker over Rusland, hvis han havde udøvet sandt lederskab. Ingen af dem gjorde det. Og befolkningen levede heller ikke op til udfordringen, som Alexander Pushkin i sit stykke om det samme emne sagde med den berømte tragiske sceneanvisning: “folket er tavst”.

I Ukraine udelukker en kompro-miteret baggrund ikke en af landets politiske figurer fra at træde frem for at tilføre virkeligt lederskab. Landet har stadig de industrielle og intellektuelle resourcer til at spille en stor rolle i rekonstruktionen af Eurasiens nationale økonomi.

På grundlag af mobilisering for projekter af almen interesse kunne spændingerne omkring Ukraines komplekse religiøse, lingvistiske og kulturelle brudlinjer mildnes. Hvis det skal ske, kræves et fundamentalt skift i den økonomiske politiks aksiomer – af Europa, af De Forenede Stater og af Rusland. Og det sidste, Ukraine har behov for, er instruktion fra Zbigniew Brzezinski om dets tiltænkte funktion i hans geopolitik.

Denne artikel blev bragt i December 10, 2004 udgaven af Executive Intelligence Review.

Oversættelse: Hans Pendrup

(*)

Note af Hans Pendrup:

Executive Intelligence Review er talerør for den kontroversielle amerikanske politiker Lyndon LaRouche, der fem gange har stillet op som præsidentkanditat for det demokratiske parti. LaRouche var indtil 70´erne angiveligt marxistisk orienteret, men repræsenterer i dag egne standpunkter. Deriblandt gældsmoratorium for den tredje verden, modstander af økonomisk de-regulering og modstander af Irak krigen. Han er gift med det såkaldte Schiller instituts grundlægger og formand, Helga Zepp LaRouche.
LaRouche har endvidere i 2 større artikler fokuseret på Zbigniew Brzezeinski i samarbejde med Samuel Huntington (The Clash of Civilizations) som medansvarlige for 9/11) (HP)

Note fra Stop Terrorkrigen:
Denne artikel bringes på grund af dens informationsværdi og dens afsløring af modsætningerne inden for det amerikanske bourgeoisi, som også Lyndon LaRouche-gruppen tilhører.

Artiklen blev bragt på Stop Terrorkrigen – find flere artikler her