Årets sidste udsendelse fra Oktober Podcast kommer ind på det store spøgelse i neoliberale økonomers regnemodeller: “Mangel på arbejdskraft”. Det er det argument der trækkes frem når pensionsalderen hæves, når arbejdsløse piskes og når der skal ”effektiviseres” i den offentlige sektor. Påstandene om mangel på arbejdskraft bruges konsekvent til at gøre forholdene dårligere for arbejderklassen, dårligere løn, større nedslidning, mindre tryghed, social dumping osv. I den virkelige verden findes der ikke mangel på arbejdskraft, men mangel på gode jobs! Og det er en ganske anden sag, som ikke bliver løst af kapitalismen og dens borgerlige økonomer, og deres regnemodeller.
I denne uge udsendte Finansministeriet deres Økonomiske redegørelse, og det kan kort siges at det går rigtig godt, både for statskassen og for direktører i de fleste brancher. Staten forventer at gælden for coronakrisen kan betales tilbage på blot få år.
Regeringen skriver bl.a. at ”beskæftigelsesfremgangen ventes at fortsætte, og fra 2021 til 2022 skønnes beskæftigelsen at stige med mere end 60.000 personer. Samtidig har regeringen foreslået reformer, som øger beskæftigelsen med 10.500 personer.”
Det der her kaldes reformer er i praksis nedskæringer på dagpenge for nyuddannede. Regeringen skriver: Man vil ”Stramme dimittendreglerne i dagpengesystemet, så ydelsen i højere grad afspejler niveauet for SU, og perioden forkortes Uddannelse skal føre til beskæftigelse Ikke arbejdsløshed…”
Er der virkelig mangel på arbejdskraft? Er det store problem i Danmark at folk arbejder for lidt? Eller er virkeligheden ikke nærmere sådan, at kapitalismens økonomiske politik går ud på at piske arbejderklassen til at arbejdere hurtigere for mindre i løn. Og al snak om mangel på arbejdskraft i virkeligheden handler om at tvinge folk til at arbejde til en lav løn, med håbløse arbejdsforhold.
Opskriften på profit er tilfældigvis den samme som mangel på arbejdskraft: Nedslidning og sygemelding med stress.
Derfor skal man vende argumentet om. Når mange siger op i øjeblikket, handler det ikke kun om at der er opsving og bedre muligheder for at skifte job. Der handler også om at forholdene er dårlige der hvor de er.
Hvor mange jobs der står ubesatte indenfor en bestemt branche, f.eks. indenfor det offentlige i sundhedsvæsenet eller i plejesektoren, eller i rengørings- og restaurationsbranchen, handler ikke om mangel på arbejdskraft, men om at de stillinger er notorisk udliciteringsramte, og er relativt dårligt lønnede, med dårlige arbejdsforhold og samtidig ofte uduelige ledelser.
Et andet eksempel vi hører hvert eneste år, er ”mangel på arbejdskraft” inden for sæsonarbejde som bærplukker og lignende. Der er dårlige akkorder, og håbløse arbejdsforhold, og mangel på helt simple toiletfaciliteter.
Mangel på arbejdskraft i disse brancher hænger nøje sammen med hvor stor nød arbejdere er i, derfor anser arbejdsgiverne migrantarbejdere som nærmest perfekte. Desto støre nød desto bedre. De der ikke underlægger sig bliver smidt ud af landet.
Et godt spørgsmål, som nogle virksomheder er begyndt at indføre ved MUS-samtaler og APV undersøgelser er om de ansatte vil anbefale virksomheden som arbejdsplads til en bekendt.
Mange virksomheder har oplevet at kun knap halvdelen af deres ansatte vil anbefale arbejdspladsen til andre. Og det er jo et vink med en vognstang. Men stort set ingen gør noget ved det. Fordi en dårlig score er lig med profit nu og her.
Offentlige virksomheder kan direkte bruge den slags tal som et succeskriterium på at der er rationaliseret ind til benet, som krævet af EU og statsmagten.
Imens der spares på gulvet, bliver der stadig flere ansatte i administrationen der skal kontrollere de ansatte. Antal af projektarbejdere, der holder møder og arbejder med mere eller mindre meningsløse ting som udliciteringsmateriale, at udfylde ansøgningsskemaer eller producere stakke af dokumentation og kommunikation om hvordan man følger EU’s regler, tyder ikke på at der er mangel på arbejdskraft.
Det er oplagt, at hvis der er råd til at have en kæmpe hær af kommunikations medarbejdere, og jurister, så er mangel på arbejdskraft også et udtryk for kapitalismens prioritering.
Indenfor byggeriet findes der rent faktisk mangel på arbejdskraft. I øjeblikket. Men her handler det om at der ikke bliver uddannet nye lærlinge, og om økonomiske udsving under kapitalismen. Det er spekulative udsving, der betyder at der bliver brugt rigtig mange penge på byggerier, samtidig med at der hele tiden rives nogle gamle huse ned, der sagtens kunne stå 30 år mere. F.eks. i Bispehaven har Århus Byråd besluttet at rive tre blokke ned, der er stort set ny-renoverede for mange mio. kr. Og der er planer om at der skal bygges nyt. Altså skyldes en del af manglen på håndværkere den form for vanvid, hvor almennyttige arbejderkvarterer rives ned, så der kan gøres plads til nyt spekulationsbyggeri.
Vi kunne fortsætte med mange flere eksempler på de ubalancer der fører til tilsyneladende mangel på arbejdskraft. Men det korte af det lange er, at der ikke reelt findes en sådan mangel, der er masser af arbejdsløse, der bare mangler en uddannelse, og der er masser der gerne vil arbejde, men er blevet nedslidt og syge af kapitalens prioriteringer og profitjagt. Til gengæld bruges påstanden om mangel på arbejdskraft konsekvent som argument for nye nedskæringer på syge og arbejdsløse.
Godt nytår fra Oktober Podcast. På genlyt 8. januar 2022.
Kilde: Økonomisk Redegørelse, december 2021
Lyt til udsendelsen her:
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
