Corana-pandemien og magtens håndtering heraf har på mange måder afsløret kapitalismens grådige og menneskefjendske natur. Vi så kapitalismens klassenatur træde frem, da sundhedsvæsenet brød sammen og blev erstattet af massegrave, ikke bare i verdens fattigste lande, men også i lande som Italien, Brasilien og USA. Det er profit frem for mennesker, der prioriteres. De store virksomheders udbytter er højere end nogensinde, hjulpet på vej af hjælpepakker og lovstramninger mens sundhedsvæsenet bløder og nedskæringer rammer velfærdsområder og uddannelser.
Det er de unge, der nu og i fremtiden bliver og vil blive ramt af den reaktionære overklassepolitik, sat i system af kapitalen og dens regeringer. Og – ungdommen slår igen – er forrest i nogle af de store bevægelser som klimabevægelsen, bevægelser mod racisme, mod kvindeundertrykkelse. Følgende er et afsnit fra APKs kongresberetning.
De unges fremtid er en revolutionær ændring af samfundssystemet.
”Corona-krisen” blev på mange måder en øjenåbner for en hel ny generation i forhold til at opleve og forstå kapitalismens kyniske natur, da de oplevede, at for kapitalen var det vigtigere at redde profit frem for liv, og den gjorde sundhed og vacciner til en handelsvare. De så, hvor tydeligt klasseforskellene trådte frem med helt forskellige konsekvenser af pandemien. Og de så, hvordan sundhedsvæsnet brød sammen eller var ikkeeksisterende for befolkninger og blev erstattet af massegrave, ikke bare i verdens fattigste lande, men også lande som Italien, Brasilien og USA.
Det er ikke bare Covid 19-pandemiens restriktioner og nedlukninger, der i en lang periode satte en hel generation af unges liv på standby.
De unge ønsker en fremtid, hvor de kan trække vejret og leve deres liv i retfærdighed, fred og fremgang. Kapitalismen tilbyder det modsatte for flertallet i dag. Det er de unge, der skubbes forrest, når der skæres i job, sociale ydelser, dagpenge, lønninger, og når soldater skal sendes ud i imperialistiske krige. Det er dem, der udgør flertallet i det moderne daglejerarbejdsmarked, der er i hastig vækst med sms-job, kontrakt- og vikararbejde og job uden fast arbejdstid.
Der er i dag over 300.000 i Danmark, der arbejder på nul-timers-kontrakter. Knap 11 procent af alle beskæftigede. Løsarbejdere med ingen fast løn, ingen fast arbejdstid, og uden sikring af dagpenge, sygedagpenge eller opsigelsesløn. En arbejdsgiverdrøm og en udvikling, som fagtoppen har vendt ryggen til og gennem de seneste års overenskomstrunder har nægtet at rejse krav omkring.
Og står det til arbejdsgiverne og kapitalen, er det den virkelighed, ungdommen bare skal vænne sig til – og endda i langt flere år, efterhånden som pensionsalderen stiger. Det er en del af ”det nye normale”, som hverken er nyt eller normalt, bare rå udbytning og udnyttelse af arbejdskraft.
For arbejderklassen og en revolutionær udvikling er hele arbejderungdommen fremtiden. Men trods skiftende regeringers – og ikke mindst den nuværende socialdemokratiskes – løfter om forandring, så skrottes en stor gruppe af arbejderungdommen, allerede inden de er kommet i gang. Et stigende antal elever forlader folkeskolen uden afgangseksamen, og mange tusinder står helt uden arbejde eller uddannelse. For kapitalismen er de allerede glemt fortid. Regeringen og dens støttepartier erkender, at Folkeskolereformens løfter om bedre skole slog fejl. Og hvad gør de så? Den socialdemokratiske børne- og undervisningsminister kommer med så absurde lappeløsninger som at ville indføre karakter for elevernes ”flid”. Tilbage til den sorte skole. Politikerne er enige om at beholde den økonomiske succesgevinst ved, at der blev skåret så drastisk i lærernes arbejdstidsforhold, til skade for både lærere og elever.
Uddannelse er blevet en handelsvare, og uddannelsessteder styres efter virksomheds- og konkurrenceprincipper. I hele EU ses en udvikling med to adskilte uddannelsessystemer. Hvor det offentlige i højere grad bliver en statsinstitution til at oplære en fleksibel og underdanig arbejdskraft i en konkurrencestat. Mens den private kapital står for den mere specialiserede og rentable uddannelse, der kan tjenes penge på, eller eliteuddannelser til de privilegerede klasser og lag af unge. Hvilket planerne om at bygge helt nye erhvervsskoler med fokus alene på grøn omstilling, og med en meget direkte forbindelse med det private erhvervsliv, er en del af. Modsat kravet om at investere i en massiv genopretning og investering i de brede faglige grunduddannelser på erhvervsuddannelserne, et åbent optag, og praktikpladsgaranti til alle.
Vi ser en ungdom, der trods al dette, på trods af den massive ideologiske aggression, der rettes mod dem gennem medierne, trods alle forsøg på at dømme dem ude, alligevel sætter sig igennem og er forrest i nogle af de store bevægelser som klimabevægelsen, bevægelser mod racisme, mod kvindeundertrykkelse. I den forløbne kongresperiode har vi igen set besættelser af universiteter som protest- og aktionsform fra de studerendes side mod forringelser af deres uddannelser og forhold.
Ungdommen vil ikke dømmes til at være ”Standby-generationen”, for hvem udviklingen gik baglæns. Det er partiets opgave at være med til, at de lærer gennem deres egne erfaringer, at deres kamp for forandring bliver en del af den samlede klassekamp og enhedsfront mod kapitalen.
Denne tekst er en del af APK’s kongresberetning. Hele teksten kan læses her:
For en revolutionær vej ud af kapitalismens kriser – Beretning til APK’s 9. kongres. Del 1.
Dette er en artikel fra KPnet. Se flere artikler og følg med på
KPNET.DK – NYHEDER HVOR DER KÆMPES – eller på FACEBOOK
Udgives af APK – Arbejderpartiet Kommunisterne
