EU parlamentet skal ikke være en hæmsko for EU-modstanden

Af Franz Krejbjerg, APK

I denne weekend afholder Folkebevægelsen mod EU landsmøde. Der er gået to et halvt år siden det såkaldte klimavalg, hvor valget til EU-parlamentet og Folketinget var lagt samme dag, og Folkebevægelsen mistede sit mandat. Men EU-modstanden er ikke blevet mindre i befolkningen, og Folkebevægelsen er vokset i medlemstal på trods af corona-nedlukning.

På weekendens landsmøde ligger der et forslag om at bruge tid og ressourcer på at forsøge at genvinde mandatet, og begynde at samle de 70.000 underskrifter, der skal til for at få lov til at stille op til det kommende EU-parlamentsvalg i juni 2024. Det tror jeg er en fejl, fokus må være at organisere EU-modstanden og styrke den lokale organisering, komiteer og lokalgrupper. EU-modstanden må organiseres fra neden, før man kan vinde folkeafstemninger og valg.

Op til valget i 2019 havde et flertal i Enhedslisten besluttet at forlade Liste N til fordel for selv at stille op sammen med Europæisk Venstreparti, i resten af EU. På en ”kritisk” reformlinje, der satser på at forbedre EU indefra. Der er naturligvis et stort mindretal i Enhedslisten, og blandt partiets vælgere, der fortsat er EU-modstandere. Men som det er sket i mange andre partier i det danske Folketing, så er tidligere kritik af EU forsvundet.

Valgkampen i 2019 var også præget fra næsten alle partier – ikke mindst fra Enhedslisten,  af en løgnagtig fortælling om at EU-parlamentet kunne bestemme, at EU skulle være grønt og klimavenligt. Efter valget har ingen spurgt hvad det blev til. Samtidig kørte der en massiv anti-brexit propaganda. Folkebevægelsen fik under disse forhold rent faktisk mere end 100.000 stemmer.

Alle disse ydre forhold var nu ikke det der i sig selv betød at modstanden mistede sin plads. Det langt mere alvorlige problem for Folkebevægelsen mod EU, var at deltagelse i EU-parlamentets virke, var blevet til en uforholdsmæssig stor del af arbejdet. Er der en ting der er helt sikker, så er det at man ikke komme ud af EU gennem at arbejde med at ændre lovgivningen nede i Parlamentet. Modstandens deltagelse i det parlamentariske har alene en værdi, hvis det rent faktisk understøtter kampen for at komme ud.

Magten i EU er delt mellem en tusindtallig skare af dyrt betalte ansatte i institutioner og i parlamentet, kommissionen, rådet, domstolen osv. Et enormt bureaukrati. Bagved sidder de største lande og største virksomheder og bestemmer. Alle trækker i en føderal retning. En EU-supermagt med overstatslig økonomi og egen atombevæbnet militæralliance.

Vi har set, at ingen befolkning ønsker denne union. Hver eneste gang nogen er blevet spurgt har de sagt Nej tak. Danmark, Frankrig, Holland, Irland og Storbritannien har stemt nej til føderationen. Da folk i Storbritannien tilkæmpede sig retten til en folkeafstemning om medlemskab, stemte de for at komme ud, uanset omkostningerne, og måtte igennem to valg til parlamentet før deres nej blev respekteret.

EU brøler afsted – Brexit viser der er en vej ud

Det er 6 år siden Danmark sidst har afholdt en folkeafstemning om EU, og den gang vandt modstanden endnu engang og forsvarede retsforbeholdet. Det danske Folketing har konsekvent undgået at sætte nye traktater i EU til Folkeafstemning siden Anders Fogh aflyste afstemningen om forfatningstraktaten i 2005, efter det franske Nej. Angsten for befolkningen betyder, at man bruger alle midler på at omgå forbeholdene, og det folkelige Nej til Unionen.

Danmarks Folketing svigtede ikke mindst da man aldrig satte Lissabon-traktaten til folkeafstemning, og det svigt har Folketinget fortsat lige siden. I stedet har Folketinget indgået parallelaftaler og bundet dansk økonomi på hænder og fødder til eurozonen og EU-centralbanken, og i hemmelighed afgivet suverænitet til EUs institutioner, udenom Grundloven. Det betyder f.eks. at EU gennemfører en halvårlig kontrol af statsfinanserne og sender sine anbefalinger til regeringen, der bukker og skraber.

Dette viser med al tydelighed, at kampen for at komme UD af EU, ikke kun handler om formaliteter og om mere eller mindre demokrati. At træde reelt ud af unionen kræver, at modstanden er i stand til at fastholde kampen og gennemføre et ægte brud. Det er hvad Brexit-kampen kan lære modstanden i alle andre lande. At vinde en folkeafstemning er kun et første skridt. Kun en stærk bevægelse og massemobilisering kan reelt sikre at befolkningens vilje bliver ført helt igennem.

Læs også udtalelsen fra APK: Danmark skal ud af EU